mandag den 11. december 2006

cigarettet

Dette er også en text jeg opførte på Huset Café den 8. december 2006.


Jeg er der ikke endnu. Ved ikke helt, hvor jeg er. Et sted midt i mellem. Måske er jeg blokeret. Måske er jeg provokeret. Til standsning. Sådan er jeg, udpumpet. Tømt for energi. Skaberkraft. Trang til, er også væk.

Cigaretter er der. De er der altid. Heldigvis. Også når det regner udenfor. Eller når kvinderne ikke ringer tilbage. Eller når man har nederen over sig selv, fordi man for anden gang bollede med en pige, man ikke havde lyst til at bolle, og så heller ikke kyssede. Heller ikke af medlidenhed, men bare bollede. Det lille væsen var jo forelsket.

Cigaretterne er der altid. Man tænder den og for et øjeblik behøver man ikke koncentrere sig om andet end at bevæge cigaretten op til munden, suge, fjerne hånden og puste gråt røg ud. Så er alting så nemt.

Også når ordene ikke vil komme ud. Når de er derinde, men er kludret sammen til et kludetæppe, som måske passer i farverne, men bestemt ikke i sammenhængen. Bestemt, ikke? Bestemt.

Når man ikke har hørt fra sin hemmelige elskerinde i flere uger, og dagene bare går. Og man bliver i tvivl. Om man var sød nok sidste gang, og ikke fraværende, som man altid er. Det er jo bare en elskerinde. Ikke sandt. En hemmelig kvinde. Så hemmelig, at man ikke altid er sikker på, at hun virkelig eksisterer. Men det gør hun. Ikke?

Så er cigaretten der.

Og man tænker på det, men får aldrig gjort noget. Får aldrig sagt noget. Får aldrig ment noget. Det meste er for det meste ligegyldigt, som om man aldrig har sagt noget, aldrig har gjort noget og aldrig har ment noget.

Og så er der hende, der glemte sin orange BH. Og dét er i virkeligheden det eneste bevis på at hun overhovedet har været der. Og man tænker, om det overhovedet er den rigtige måde at gøre det på. Er der andre?

Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der ALTID!

Også når man synes at man er så helvedes falsk, og man taler med en sjov stemme, man har jo ingen stemme selv, og lidt sjov skal man da ha...

Så er der heldigvis altid en cigaret.

Også når det virkelig kører. Når man er helt oppe at køre over noget, som er så fantastisk at man bare er helt oppe at køre. Og man ved ikke, hvor man kører hen, bare så længe det kører. Og det gør det jo også engang imellem. Og det skal jo fejres, for det er alligevel ikke så tit det sker, men når det sker, så skal det da selvfølgelig fejres. Så skal man lige ha.. en cigaret. De hjalp jo én på vej. Og var der, når man havde behov for dem. Og hørte på ens klager og fortvivlser og forhåbninger og alt det der ligger midt i mellem. For så er der jo i det mindste NOGET midt i mellem.

Hvis man kunne dyrke sex med en cigaret, var jeg gift for længst.

Så er cigaretterne der altid. Så er cigaretterne der hele tiden. Cigaretter. Cigaretter. Cigaretter. Altid og hele tiden. I hånden, i munden, i lungerne, i askebægeret. Simpelthen HELE TIDEN.


Hvad ved du egentlig om DET? Hvad ved du egentlig OM det? Hvad ved du EGENTLIG om det? Hvad ved DU egentlig om det? Hvad VED du egentlig om det? HVAD ved du egentlig om det?

den kreative klasse

Det her er en text, jeg opførte på Husets Café fredag den 8. december 2006 i forbindelse med et stand-up poetry show med bl.a. Sune Urth, Kristian Sønderby, Chresten Forsom og Tristan Winter.


Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg færdes i de kreative miljøer, med kreative mennesker, der laver spændende kreative ting. Faktisk kan jeg bedst lide at tale med kreative mennesker. Jeg ved ikke hvordan ikke-kreative mennesker taler, jeg ved ikke HVAD de taler om eller hvad de tænker PÅ. Så jeg færdes bedst mellem kreative mennesker.

Jeg er en del af den kreative klasse. Vi er en meget bred klasse. Klassekvocienten er overskredet for længst. Nogen af os er bare semikreative, du ved sådan lidt i fritiden, men hvor er det dejligt befriende at være blandt andre kreative, det er som om de forstår mig meget bedre. Og vi insisterer på, at vi er en del af den kreative klasse.

Nogen af os er helt sikkert kreative, fordi vi arbejder eller studerer kreative steder. Det er som om der ikke er plads til os andre steder, jeg har selvfølgelig da prøvet, men det fungerer simpelthen bare ikke for mig. Jeg er en ganske anden. Og man siger det på dén måde, så man viser, at man SELVFØLGELIG har sympati og medfølelse og holder af og min familie er også en del af den ikke-kreative klasse .. de stakler.

Der er en lille del af os, som betragter os selv som de ægte kreative. Vi er jo mere end det, vi er KUNSTNERE. Vi er den mest specielle del af de kreative, for vi er jo KUNSTNERE. Vi gør tingene på vores egen måde, vores helt specielle særegne måde, som helst ingen har gjort det før, for vi er da selvfølgelige KUNSTNERE. De andre kreative misunder os lidt, for de ved godt, hvor meget mod det i virkeligheden kræver at være kreativ KUNSTNER. De andre ville ønske, at de var lidt mere ligesom os. Sådan er det bare.

Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg har aldrig nogen penge, og alle kreative taler altid om, hvordan de får de næste penge, om at det almindelige job truer derude, for det gør det jo. Vi kreative sætter en ære i aldrig at have nogen penge. Alligevel tager vi taxa, drikker øl, er på stoffer hele tiden og ryger selvfølgelig pot og hash. Og selvfølgelig spiser vi hjemmelavet kreativ mad. Vi går meget op i at mixe maden på en spændende måde, som INGEN andre nogensinde har tænkt på før. Og vi går meget op i at det er økologisk mad og hjemmelavet mad og spændende mad. Vi køber også masser af tøj, og selvfølgelig det mærkelige tøj, så vi ser mærkelige ud, det skal man jo når man er kreativ, også selvom det mærkelige tøj koster en mærkeligt masse penge (hvorfor, det er jo mærkeligt). Og vi bor altid sådanne nogle fine steder, hvor der helst skal hænge kreativ kunst på væggen, og det skal helst være indrettet på en HØJST UNORMAL MÅDE, men alligevel meget smart og chikt! Og vi går altid ud til teaterforestillinger, hvor vi kan hilse på de andre kreative (Og vi ER faktisk ved at være en del) og hvorfor lige teater, men man er jo én af de kreative. Og dér bruger vi også penge, med mindre vi er blevet inviteret til premiere eller forpremiere fordi vi har været inde og hjælpe en anden kreativ og sagt vores kreative mening om det enormt kreative stykke, som vores kreative ven har sat op. Det er flot! Det er altid et stort mysterium, hvor vi kreative har vores penge fra. Men vi er jo KREATIVE, ikke sandt?

Jeg ER en del af den kreative klasse. Mine venner er også en del af den kreative klasse. Når vi taler sammen, taler vi om ting, som kun os fra den kreative klasse kan tale om. For det meste taler vi om livet i den kreative klasse. Og om kvinderne fra den kreative klasse. Og en hel del om os selv. Vi er jo kreative, ikke sandt. Når jeg taler med mine bekendte, som ikke er en del af den kreative klasse, synes jeg altid at de er så banale. Men på den anden side har jeg også sympati med dem .. de er jo bare banale mennesker. Og ikke så heldige, at de er en del af den kreative klasse. Som jeg.

JEG er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, er de som regel også en del af den kreative klasse. Kvinder fra den kreative klasse ser altid lidt lækrere ud. Kvinder fra den kreative klasse véd godt, at de har fingeren på pulsen og ser sådan ud. Kvinder fra den kreative klasse barberer sig under armene, men er holdt op med at barbere sig i skridtet .. det skal jo helst være økologisk, ikke sandt? Kvinder fra den kreative klasse er altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting man udmærket er klar over, man er jo selv en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder fra den kreative klasse, går der som regel ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, fortæller de mig, hvor SPÆNDENDE det er, alt det KUNSTNERISKE jeg laver. At vi bare MÅ arbejde sammen en dag, for kunne det ikke være SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at afholde jobsamtaler og de prøver på at imponere mig ved at bevise, at de faktisk godt kan skjule hele min pik inde i sin mund, så det ser ud som at en alt for stor fisk sidder fast på mig, mens den prøver at sluge mig startende fra skridtet. Og en gang imellem prøver jeg at bevæge mig for at se om den alt for store fisk følger med. Og det gør den som regel.

Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, får jeg som regel lidt svært ved at være til stede. De er jo altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting, som jeg overhovedet ikke ved noget om. Og hvor sjovt er dét lige. Kvinder, som ikke er en del af den kreative klasse barberer sig også under armene og de er også holdt op med at barbere sig i skridtet, for de vil så gerne være en kvinde, som er en del af den kreative klasse. Den eneste forskel, der er på kvinder, der er en del af den kreative klasse, og kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse er faktisk at kvinderne der ikke er fra den kreative klasse ser lidt grimmere ud. Men det er ikke deres skyld .. de er jo bare ikke en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, går der ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, spørger de om også kvinder fra den kreative klasse bliver slået på kinderne, på brysterne og på røven mens de sutter pik. For det er nemlig så SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at det måske i virkeligheden FORHOLDER sig sådan. Og så begynder de at imponere mig med at de da også selv kan slå sig selv, og SÅ bliver fornedrelsen da ikke større. Men jeg spiller spillet, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Dén del af os, som bare aldrig kan finde os en kæreste. Og hvorfor mon, spørger man sig selv.

Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg skal ud af døren, når jeg skal møde andre mennesker, når jeg skal ned i kiosken, så skal jeg klæde mig ud. Tage en sjov hat på. Så skal jeg præstere, man ved jo aldrig, hvornår man møder andre mennesker, som også er en del af den kreative klasse. Og det kan man jo ikke have. Når jeg er ude, skal jeg helst kunne sige noget ENORMT kreativt, og gerne provokerende, som alle andre tænker, men ikke tør sige. Men det gør jeg, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Og det er jo altid væsentligt nemmere, når man er lidt fuld eller har røget noget pot. Så man drikker sig lidt fuld eller ryger noget pot, for at gøre det hele væsentligt nemmere. Og på en eller anden måde er det jo også ENOMT kreativt at man kan ryge sig skæv klokken 2 en torsdag eftermiddag, for så at tage ud til en eller anden reception eller julefrokost med andre kreative. Eller en god vens udgivelsesfest, der er jo nogen der udgiver, ikke sandt? Næh nej, ikke rigtige kreative, de udgiver aldrig noget, de udkommer aldrig med noget og der er aldrig nogen, der hører om dem. Sådan er det.

Jeg er i sandhed en del af den kreative klasse. Det er sådan nogen som mig, Danmark skal overleve på. Det er os, vi satser på. Os, DEN KREATIVE KLASSE.

torsdag den 31. august 2006

fucking fake

På afstand er hun en smuk, ung og fantastisk drejet kvinde. På afstand!

Ringede til en gammel veninde forleden dag. Egentlig ikke fordi jeg havde synderligt lyst, men mest fordi jeg havde lovet hende, at "Ja, selvfølgelig skal vi da snart drikke en øl sammen!" og fordi jeg var fuld. Jeg var vel liderlig, lysten og i godt humør. Så hvis det ikke skulle blive mærkeligt, at ses igen og kigge hinanden i øjnene uden at have noget at sige, som jeg havde en følelse af at det kunne, så skulle det være dén aften.

Havde i øvrigt besøg af en god ven. Jeg ser ham ikke så tit, så jeg glædede mig også over et godt gensyn. Ham, tænkte jeg, ham vil jeg gerne ud og fange damer med.

Så jeg ringede. Og jo, den er var helt i vinkel Hun og en veninde sad og hyggede sig, og vi kunne da bare kigge forbi. Bare noget sodavand med til sprutten, og "så ses vi om lidt".

Og så går tingene jo sin fantastiske gang: Vi kommer ind, har sodavand med, får skænket gin'en op, skåler, knævrer løs om alt mellem himmel og jord, nedstirrer hendes uendelige kavalergang, "jeg er blevet direktør" - "nå, hvor fedt, jeg er ved at lave denneher dokumentar om nogle mennesker, der hjælper andre mennesker i nød" - "Ej, er det rigtigt?" - "Jamen, det er bare sådan et lille projekt, hvor jeg redder verdenen" - "Guud, hvor spændende..." og så bliver man lige berørt luftigt på skulderen, hen af nakken, med en kælen hånd, når hun passerer for at pudre næsen, skifte bind eller skide, eller hvad helvede hun nu skal.

Efter en flaske gin, beslutter vi os for at vi alle skal gå videre ud i nattelivet, for at finde os et påskud for at blive fuldere og mere liderlig, alt i mens hentydningerne bliver kraftigere og kraftigere.

Vennen og veninden kysser! Nå ja, hvorfor ikke. Og så bliver kyssene langet ud til højre og venstre. KLIP! Har købt 10 øl i 7-Eleven. Ligger på sofaen, betragter ølposen, mens jeg rører ved hendes fantastiske bryster. Overvejer om jeg kan stoppe op for at drikke lidt øl - føler mig ikke helt nok stiv. Opgiver, piller hende imellem benene, hun stønner - lidt forsigtigt. Bedrageriet har stået på længe, men først nu begynder det at gå op for mig. Jeg piller videre, mere forsigtigt stønnen. Brysterne og imellem benene på samme tid, endnu mere forsigtigt stønnen.

Pludseligt rejser hun sig op! Det slår mig i et kort øjeblik, at hun har ledt efter denneher chance for at få slæbt mig med ind i sengen, men jeg tænker kun et kort øjeblik før jeg bliver slæbt med ind i hendes seng, lydig som en hund. Idet vi kommer ind på hendes værelse slukker hun lyset, hun påstår at der er så rodet, at hun bliver flov, hvis jeg skulle hænde at se det. Jeg tager det som generthed over sig selv, som om hun ikke er klar til at vise mig hendes krop endnu. Nok røre, men helst ikke se. Tøjet bliver hurtigt smidt af - det er jo ligemeget alligevel. Og der går ikke længe før hun har begravet min vrede penis i alle de huller, hun overhovedet kan finde på sig selv. Og der går heller ikke længe, før hun får hendes første orgasme. Det lyder ihvertfald sådan, som det bør lyde, når man rigtig knalder, som dem i pornofilmene. Hun havde lært det, alle lydene, alle ordene, for at hun kunne glæde de mænd, som så absolut ville give hende en status, en position, en identitet.

Anden gang tænker jeg ikke ligeså meget over det. Og det utrolige er, at tredje gang hun får en orgasme glemmer jeg det og giver mig hen i legen, som den store tyr jeg er, der kan tage kvinderne på præcis dén måde, som gør dem så kåde og liderlige, at de vil opgive alt for mig. Jeg bestemmer! Hiver hendes ansigt væk fra pikken, trækker hende op til mig, vender hende om, så vi ligger i ske. Lusker pikken op i hende og boller til jeg næsten er ved at kaste hende væk i ren arrigskab. Og så! I et helt uventet øjeblik kommer jeg ganske kraftigt. Faktisk så kraftigt, at jeg begynder at grine. Og bliver ved i flere minutter.

Sover. Vågner. Sludrer. Får et påskud. Tager mit tøj på. Og hej hej, vi ses. Og selvfølgelig lige et kys, man er vel gentleman. Afsted. Væk. På afstand - derfra, hvor hun stadig er en smuk, ung og fantastisk drejet kvinde.

tirsdag den 8. august 2006

Dobbeltdøren

Det er i virkeligheden meget simpelt. Du kører bare derned, ved siden af dobbeltdøren er der et stigrør, hvor der i bunden er skruet et dæksel fast. Hvis man løsner dækslet, vil der ligge en nøgle, som du kan åbne dobbeltdøren med. Når det er gjort er alle dine bekymringer ude af verden. Men husk gearet. Hvis du ikke har gearet med vil alle dine ubekymretheder blive til det værste helvede på jorden. Du vil se ting, som kun sjæle i skærsilden ser - og det er kun, hvis de virkelig har noget ondskab, der skal renses ud.

Jeg er i venteposition. Jeg sidder på en sort kontorstol og venter. Klokken er lidt over 5 om morgenen. Har ventet siden kl. 10 i går formiddags. Kan ikke sove. Må ikke sove. Men jeg vil gerne. I stedet sidder jeg på den sorte kontorstol, der altid er lidt for høj, eller lidt for lav. Kigger på den lille grønne flue, der livligt summer op og ned af skærmen. Ubemkymret. Det dumme væsen.

Lyset udenfor ændrer sig. Minutterne går langsomt, men timerne flyver afsted. Om lidt er det min tid. Ikke min bedste tid, men min tid. Som heksen, der skal brændes over sagte ild. Pennen, potten og papirerne på mit skrivebord leger stoledans om det sidste stykke ledigt plads foran min tilstedeværelse, der mest er koncentreret om Jolly'en og cigaretterne. De nervøse cigaretter. Hvad vil der ske? Er jeg stadig til om 2 timer?

Jeg har et telefonnummer. Et telefonnummer til frelse. Men ingen tager røret. Den ringer i lang tid, for derefter at begynde på den ulidelige tretonesang, som betyder at der igen ikke er noget sted at henvende sig, når man håber. Som tåber.

jeg er magtesløs. Jeg skal kun igennem dobbeltdøren, men jeg mangler gearet. Det eneste gear jeg har er en lille mærkelig skrue af bronze i min baglomme. Den kommer man ikke langt med. Slet ikke i disse tider. Disse hede tider.

Om lidt ringer telefonen. De forkerte ringer. Jeg havde lovet dem, men jeg kan ikke holde min lov, fpr loven er taget ud af mine hænder og lagt i svøbe hos en total inkompentent fyr, ved navn Henrik. En læspende fyr, ved navn Henrik. jeg prøver igen at opnå frelse, men ringetonen fortsætter i uendeligheden med sit ulidelige duuut-signal og sit endelige tretoneskema, der siger mig at det hele falder sammen om ørene på mig om to sekunder.

Timegammelt sæd klæber sig i mine underbukser - heller ikke dét hjalp. Det gør det som regel aldrig, men man håber jo altid alligevel, hva' skal man ellers gøre?

Nu er det blevet morgen udenfor. Herinde er det stadig nat. Dyb, mørk nat.

Telefonen ringede. Helvede er brudt løs.

onsdag den 26. juli 2006

Pus

Søde pus, hvad laver du her? Du ved godt, at du er det mest nederdrægtige jeg nogensinde har oplevet. Så hvorfor er du her igen? Vær sød at gå væk.

Søde pus, det var bedre! Jeg ved, du ikke er meget for det, men nu har jeg fået piller imod dig, så der er ikke noget at gøre. Du skal ud af mit liv igen. Ud af min hjerne.

Søde pus, du glider stille væk. Ned over min kind og væk. Tørret op med lokumspapir, som den lille klat du er.

Men søde pus, du vil ikke give slip? Jeg mærker igen min puls overdøve de summende bier og de gnavne bulldogs uden for mit vindue. Skal jeg igen ha' en nat, hvor virkeligheden vendes? Hvor jeg skal lægge øre til dine spydigheder. Kære pus, vil du ikke forsvinde?

Forbandede pus.

ps. Jeg elsker jer, også Urth, men ikke pus. Hvem der bare havde nogle små grønne blade...

torsdag den 29. juni 2006

Forladt!

Onsdag aften. Eller torsdag morgen.

Nu er alle taget afsted til en eller festival, der efter sigende skulle være igang et sted ikke så langt fra København. Så er der mig tilbage. Plus Timmy. Plus Anna. Minus Damerne. Hvad gør man så? Så må man låne, det kan ikke. Så må man... Tjae, onanere grædende indtil man falder i søvn.

Har lige været inde og læse min ven Sune Urths blog. Blev lidt misundelig, for han skriver fandeme hele tiden! Jeg når jo knap nok at skrive én gang om ugen. Men det virker som om han har gang i en blog society, som jeg VIL være en del af. Har en følelse af, at alt hvad jeg skriver aldrig bliver læst af nogen som helst (Dér var den igen, forladtheden, SÅ HJÆLP MIG DOG!).

Men hvis man vil læse hans blog hedder adressen: http://spaces.msn.com/suneurth/ (jeg håber det er okay, at jeg linker...?).

Men hvad i helvede giver man sig til, når alle er i fucking Roskilde. Arbejder? All work, and no play makes Jack a dull boy. Scorer gymnasiepiger, der ikke må tage til Roskilde for deres Hellerup-forældre? For meget ølmave. Drikker hjernen ud og ryger alt, man kan komme i nærheden af? Alt er på Roskilde. Lejer en playstation hos Blockbuster? Er fattig, ellers havde jeg været på Roskilde. Næh, man sætter sig ned i et hjørne, bøjer hovedet ned imellem benene og prøver at give sig selv et blowjob. Når det ikke lykkes, begynder man græde, mens man snitter i sine inderlår til smerten forsvinder. Det gør man!

Er lige blevet færdig med en squash-kamp mod Scenograf-Brian. Kom til at brække en ketcher og har fået ondt i håndleddet. Men det er sjovt. Det er det.

Nå, men jeg skal lige over i hjørnet.
ps. jeg elsker dig.

søndag den 25. juni 2006

lad høre trompeternes fanfare

Hjemme igen!

Har været 2 uger ude af lejligheden, lidt i Århus, lidt på Møn. En travl travl sommer går mig imøde. En travl og ensom sommer.

Er næsten lige kommet ind af døren. Det første jeg tænker på, er at få mig noget kvindeligt selskab. Har ringet rundt til nogle af veninderne, men ingen har enten ikke lyst til at se mig, eller er på Roskilde, eller er for smadret osv.

Efter en uge på Møn kun i selskab med Petter, har gjort mig dameglad. Det har jeg jo sådan set altid været, men efter sådan en uge, er jeg lige lidt ekstra glad.

Fik skrevet første gennemskrivning af "ENERUM", en en-akters, om en forfatter og hans noget absurde skriveblokade. Den skal lige gennemskrives et par gange, men strukturen er der, og det er ikke helt dårligt. Den ligger i mit humoristiske hjørne. Egentlig meget selv-biografisk, men det er den vel for mange. I hvert fald fantasiens selv-bio.

Og nu sidder jeg foran computeren derhjemme på mit lille kontor. OG TÆNKER PÅ DAMER!

Tak for husly skøger. Knus.

søndag den 21. maj 2006

Forunderlig Forudrettet

Verden synes forunderlig forudrettet
Hvorfor den observerer og ikke integrerer
Sig selv og andre
Ikke-deltagende og dog
Bedømmende

Frygten stammer fra det ukendtes mørke
Det man ikke kan se, er man mest bange for.
Lammende bange.

Jeg selv også
Dømmende
Bange
Frygtens staldknægt
Der fordrer svinene
Med affald fra det mørke hulrum
Inde i hjertet

Jeg savner skriften på væggen. Jeg savner succes. Jeg savner en
tilkendegivelse, at sådan én som dig kan vi godt bruge. Forbruge.

Gid jeg ikke var så helvedes patetisk.

onsdag den 10. maj 2006

Nixen Bixen Karen Blixen

Det gik ikke. Jeg kom ikke videre til 4. Prøve. Nu har jeg tømmermænd, for
skuffelsen skulle druknes og det blev den - inklusive en nat med hovedet i
lokummet. Men der er mere eller mindre tømt ud nu. Her er skønt og varmt,
folk ligger ude i baghaven med meget lidt tøj på. Kvinderne render rundt i
byen med små nederdele og gennemsigtige bluser, så alle mændene bliver
supersanselige i forårsvarmen, og deres hoveder drøner fra den ene side til
den anden for at få det hele med.

Jeg sidder på mit værelse iført morgenkåbe, hat, Formand Mao-sko og
blodsprængte hængeøjne. Det er sjovt som man kan få folk med til en god
gammeldags brandert, bare man fortæller dem, hvad det går ud på. At drikke
sig ned i et kæmpedas, som først bliver tømt når lortet er ved at flyde
over.

Solen banker ind af vinduerne. Jeg er igang med at vaske dem. Det er indtil
videre lykkedes med det ene. Det andet vindue står og griner hånligt af mig,
samtidig med at det prøver at vædde med mig, at jeg aldrig får det gjort.
Jeg har tænkt mig at modbevise det. Lige når hovedet kan holde til at hænge
ud over Gyllegade, uden risiko for at spejlæggene, kaffen og de ristede
champignoner i en lind strøm vælter ud over tilfældige forbipasserende.

Og livet har sandeligt meldt sig tilbage på banen i dag. Et brev fra
Jersing, en samarbejdspanter til AF, at jeg har MØDEPLIGT til 3 aktive-dage
med henblik på aktivering. Det er på tide, at jeg får noget at lave. Det
duer jo ikke, må jeg nok forstå, at dvaske rundt og dangdere den på det
offentliges regning, og så endda drikke sig beruset på en hverdag! Hvilken
hverdag. Og momsen skal indberettes. Og weekenden skal arrangeres. Og
tandlægeregningerne skal betales. Og papirerne skal ordnes. Og aftalerne
skal holdes. Og skatten, glem ikke skatten. Og vejret skal nydes. Og livet
skal samles op.

Og livet skal samles op.

mandag den 1. maj 2006

Søvnløshed

På lørdag og søndag skal jeg til optagelsesprøve på Statens Teaterskole. 3. prøven. Vi er 6 tilbage, 2 kommer ind. Jeg er meget nervøs. Meget bange. Ikke for at det skal gå dårligt, men for at det skal gå godt. Jeg har aldrig været i en situation før, hvor jeg blev udvalgt. Valgt ud af andre mellem andre. Hvordan mon man gør? Jeg vil virkelig gerne ind på den skole, men lige pludselig føles det som om at det er en del af en virkelig verden, og jeg er i en drømmeverden, en illusiorisk verden, som jeg selv har skabt. Lige pludselig føler jeg det svært at determinere mig selv, som hvilken person? Foregår det virkelig nu, omkring mig? Er det, jeg ser og hører, virkelig virkeligt? Jeg håber virkelig det går godt. Bare det går godt.

Hvis bare man tror nok på det, så bliver det virkeligt.

Bare tro på det.

Tak for husly, svoger!
p.s. jeg elsker dig.

onsdag den 26. april 2006

Hjemvendt

Det er onsdag aften. Lytter til en cd, som Peter har lavet til mig. 13 numre, han gerne vil give mig. Det er meningen, at jeg også skal lave en cd til ham. Jeg glæder mig til at sammensætte noget godt til ham. Glæder mig til at få lidt tid til sådan noget også. Han prøver at fortælle mig en historie med de 13 sange. indtil nu er det en lidt uhyggelig historie - om en kærlighed, der tror at alt er godt, men oplever de værst tænkelige ting.

Er gået videre på Teaterskolen. 3. prøve. Begynder at blive virkelig spændt på, om der er mulighed for at jeg kommer ind på den skole. En skole.

Jeg er lige just kommet hjem fra en Tour de Danmark med Ramsin. 1200 km rundt i Kongeriget på 36 timer. En turbo sight seeing. En strong location hunt. Er meget træt. Håber alt er vel hos dig?

Du må ikke åbne vinduet.
p.s. jeg elsker dig.

tirsdag den 18. april 2006

Grøntsagssuppe

Endelig er jeg ved at vågne op efter 10 dage på flasken og nattens præmisser. Endelig skal jeg ned i Netto og købe ind til grøntsagssuppe. Endelig kan jeg begynde at tænke nogenlunde klart igen.

Og hvad er der så sket efter at have været igennem en hård druktur? Var det for at slippe væk, for at slippe løs, eller bare for at more mig?
Jeg arbejder med nogle forskellige teorier. Èn af dem går ud på, at jeg har søgt efter en tilstand af tom, men dog skabende, tilstedeværelse - altså en slags zen-tilstand. En anden teori går ud på, at jeg har dyrket en karakter på egen krop. Den tredje og sidste teori, er at jeg en gang imellem bliver så led og ked af konformiteten og bundetheden, at jeg forsøger en breakout. Nogen gange er det ved at drikke, andre gange er det ved at ryge, og nogle gange er det ved at rejse et helt andet sted hen.

Der er også en mulighed for, at det er alle tre.

Har overvejet at få lavet en ny tatovering - har set et billede af den i hovedet. Et billede af en kvinde, der ikke vil forsvinde. Men den skal nok lige varmes lidt mere, inden den skydes af.

En parkeringsafgift koster 540,- kroner!
p.s. jeg elsker dig.

lørdag den 15. april 2006

Opløsning

Lørdag eftermiddag. Byen trækker i mig igen. Den får mig ned med nakken. Jeg er nu officielt en tilbeder af Byen og Natten. To elskende, der tæt slynger sig om hinanden i gensidig anerkendelse af det helt basale livsgivende behov for den anden. Den anden. Men symbiosen fuldendes først i min tilstedeværelse, min fuldkomne underkastelse af lysten og behovet. Jeg har behov for dig. Jeg trænger dig. Til dig. Ind i dig. Lysten.

Jeg har lyst til at se nøgne kroppe. Og røre ved dem. Mærke livet banke imellem mine fingre. Dit hår, der kilder mine sanser. Mærke en anden krop tæt på min. Åndedraget. Fugtigheden. Dine bryster, dine hofter, din numse, din mave, dine inderlår. Dine bløde inderlår. Vil bide i dig. Ville spise dig, hvis jeg kunne. Mærke din puls i min mund. Komme tættere på dig. Tættere. Tættere. Endnu tættere. Mere tæt. Så tæt, som ingen har været det før. Som ingen aldrig nogen sinde vil komme det efter.

Parkering forbudt mellem 9 og 18.
p.s. Jeg elsker dig.

onsdag den 12. april 2006

Vasketøj

Dette skal laves, og ikke i prioriteret rækkefølge:

- Teatermanuskript.
- Teatermanifest.
- Analyse og realisation af Fool For Love. Til 2. prøven på STS.
- Et kærestebrev.
- Et oplæg til en historie til Danske Dramatikere.
- Synopsis til Spillefilmen Den Hvide Djævel.
- Få holdet på plads til The Dancer.
- Vaske tøj. Har ikke mere - overhovedet!

Hvordan fanden skal man redde verden, når man skal vaske tøj?

Tømmermænd

Hvad dag er det? Tirsdag eller onsdag?

Kalenderen siger onsdag, så må det være onsdag. Var igen ude igår, for 2. gang i denne uge. Men til gengæld var det en fantastisk aften. Var til teatervisionsmøde med Dyrlægen, Brian og Ditte. Det lyder måske lidt kedeligt, men energien og stemningen og snkken gik højt og vin og øl og god mad røg indebords. Jeg tændte dem. JEG tændte dem.

Kvantitet frem for kvalitet. Det blev vores motto. Kan ikke afsløre mere nu, for det er genialt. Og det er det.

Der er 8 dage til at jeg skal op til 2. prøve på Teaterskolen. Mødte Gry igår, Gry, som jeg bl.a. skal instruere til min 2. prøve. Hun har nogle dejlige øjne, utroligt intense og viljefulde. Man kan blive væk i det øjne. Det skal jeg huske til min instruktion. Hmm, hvis man kunne tage et stort stykke forstørrelsesglas med, så jeg kunne forstørre hendes øjne...

Lea, Timmys fantastiske kæreste, har bedt mig skrive et kærestebrev, som jeg skal læse op, mens hun filmer. Men hvad er et kærestebrev, når man nu ikke har en kæreste. Et brev til én jeg elsker. Måske skal jeg tage noget af det, jeg allerede har skrevet?

Mange tanker, meget lidt tid.

Tilbage til tømmermændene.

mandag den 10. april 2006

11.50

Dette er mit første indlæg på mit nye forum - monologer.blogspot.com. Jeg er ret spændt på, hvad det er for noget. Men er også spændt på, om det kan lade sig gøre, om jeg åbner mig via denne vej. Om jeg åbner mig nok.

Jeg er et sært sted. Har så mange følelser i kroppen, har virkelig lyst til en cigaret.

Men, jeg har arbejde at gøre. Må skrive en manuskriptanalyse.

Tanker fra Kontoret

Jeg sidder på mit kontor. Et kontor, der minder usandsynlig meget om et 17 m2 værelse i et kollektiv i København. Prøver at koncentrere mig, men bliver konstant distraheret af tanker fra en anden tid. Et blinklys på en van, der aldrig vil holde op. En fugl i træet udenfor, som prøver på at komme op, men som falder hele tiden ned. Dig, og dine tårer der hopper ned af dine kinder.

Prøver at finde ro til at skrive, men kæmper med bange anelser. Er bange for at nogen kommer ind. Kan ikke tillade mig selv at låse døren, selvom jeg egentlig gerne vil. Jeg vil jo ikke ligne en lunatic, en skør.

I går aftes faldt jeg i søvn, mens jeg lavede brændmærker i min dør med mit intense blik. Ville være sikker på, at jeg kunne reagere hurtigt og spændstigt, hvis nogen skulle komme ind. Men hvem skulle komme ind?

I går skete alt, og der skete ikke en skid. Det må hvile i mig i noget tid endnu, før mine hænder kan formulere det.

Skal vænne mig til dette nye sted, min elektroniske logbog, før jeg bliver fortrolig.

Vi får se. Senere...