tag:blogger.com,1999:blog-257826362024-03-13T13:27:42.870+01:00MONOLOGER - nyheder, tanker + værker© johan knattrup jensenUnknownnoreply@blogger.comBlogger38125tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-83309159629987383602011-05-10T12:45:00.002+02:002011-05-10T12:51:53.973+02:00SKINKE<iframe src="http://player.vimeo.com/video/22618274?title=0&byline=0&portrait=0&autoplay=0" width="398" height="224" frameborder="0"></iframe>Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-12728584406234827412011-02-10T18:59:00.001+01:002011-02-10T19:01:13.531+01:00WINTER<iframe src="http://player.vimeo.com/video/19664025" width="400" height="300" frameborder="0"></iframe><p><a href="http://vimeo.com/19664025">WINTER (UK subs)</a> from <a href="http://vimeo.com/knattrup">johan knattrup jensen</a> on <a href="http://vimeo.com">Vimeo</a>.</p>Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-29401749940543705742010-12-08T22:03:00.003+01:002010-12-08T22:10:44.713+01:00ONEMANBAND DEBUT<iframe src="http://player.vimeo.com/video/17610436" width="400" height="300" frameborder="0"></iframe><p><a href="http://vimeo.com/17610436">ONEMANBAND DEBUT</a> from <a href="http://vimeo.com/knattrup">johan knattrup jensen</a> on <a href="http://vimeo.com">Vimeo</a>.</p>Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-72407065456143042702010-08-24T11:21:00.001+02:002010-08-24T11:27:29.825+02:00Hvis en pølse var en følelseSå ville mine pølser sidde uden på tøjet lige nu.<br /><br />Fordi, jeg har varme pølser for dig.<br /><br />Pølserne roterer rundt i kroppen.<br /><br />Og jeg lader pølserne få frit løb.<br /><br />Mine breve og sms’er til dig er pølsebetonet.<br /><br />Jeg er helt i pølsernes vold.<br /><br />Til sidst ville jeg få et pølseudbrud.<br /><br />Og jeg skulle absolut lave en scene, hvor jeg afslørede mine pølser for dig.<br /><br />Og jeg ville spille på alle pølserne. I hele pølseregistret.<br /><br />Indtil jeg, i en pølse af afmagt, ville stå på en scene og udgyde mine inderste pølser.<br /><br />Det her, ville jeg sige, det her er mine pølser – tag dem, eller la’ vær.Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-78538772063912783562010-08-24T11:18:00.002+02:002010-08-24T11:26:42.665+02:00Svensk PunkVi spillede på Roskilde 2010 med punkorkestret. Her er den eneste overlevende filmbid:<br /><br /><object width="480" height="295"><param name="movie" value="http://www.youtube.com/v/SHv3Z-C1bGU?fs=1&hl=da_DK"><param name="allowFullScreen" value="true"><param name="allowscriptaccess" value="always"><embed src="http://www.youtube.com/v/SHv3Z-C1bGU?fs=1&hl=da_DK" width="480" height="295" allowScriptAccess="never" allowFullScreen="true" wmode="transparent" type="application/x-shockwave-flash"></embed></object>Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-54694663353708711932010-08-11T13:12:00.002+02:002010-08-11T13:18:54.396+02:00Fri NansgrisenSer I kære venner: Ude på landet, hvor vinden blæser frit i lindetræer og kongekroner, bor et sjældent folk: nanserne.<br /><br />(billede af nanserne)<br /><br />-<br /><br />Nanserne ligner til forveksling deres knap så fjerne slægtninge, nisserne<br /><br />(billede af nisserne og nanserne)<br /><br />Nisserne kender alle og de kommer frem om julen. <br /><br />(billede af en nisse der kommer frem om julen)<br /><br />Og julen den varer lige til påske<br /><br />(billede af julen der varer lige til påske)<br /><br />- hvis man ønsker så, og ser det ske<br /><br />-<br /><br />og det er måske det denne lille fortælling handler om<br />at ønske noget og se det ske<br />måske<br />måske handler den om noget helt andet<br /><br />prøv selv at se<br /><br />-<br /><br />(billede af ... en ske, måske)<br /><br />-<br /><br />Nå. Men vi var vist ude på landet, var vi ikke?<br />Hos nanserne. Jo. Og nanserne. Hvornår kommer de frem?<br />Ja det er der ikke mange der ved. Også fordi der ikke er så mange der har set dem. Endnu.<br /><br />(billede af folk der ikke ser nanserne)<br /><br />-<br />Fru Nansen var en trivelige lille nansedame. rund om livet og med forklæde på. Hun elskede sylte og anden julemad. <br /><br />(Billede af Fru Nansen med forklæde på)<br /><br />Hun havde været forelsket i en sørøvernisse da hun var en ung nansetøs.<br /><br />(billede af fru Nansen som ung nansetøs, forelsket i en sørøvernisse)<br /><br />så hun havde en speciel forglæde for julen<br /><br />-<br />Nu var de to pennevenner<br /><br />(splitbillede af Fru Nansen og sørøvernissen der skriver breve til hinanden)<br /><br />og Fru Nansen gift med Herr Nansen, Hr. Herman Nonbo Nansen<br />Nåh! Nonboe Nansen<br /><br />”Der bliver måske lige i overkanten, men..”<br /><br />Det handler om Nansgrisen<br />også kendt som økosvinet<br /><br />En dag kom Mr Fister på besøg. Det gjorde han tit. Så sad han ovre i hjørnet og gnækkede med sin høje hat og sin <br /><br />ska du ha fistermedister Mr. Fister eller sku du ha løgsovs?<br />”njaaaaa”<br /><br />”Åhha der så meget fri Nansgris, Det går lige i roen. Ja, jeg er er lige ved at blisvine”<br /><br />Pansen Hansen<br />der må hverken gås eller mås – eller stås, ja eller sås, forstås! (pause) – på bordet<br /><br />Digtersvinet Morden Rather der hele tiden sidder og siger mærkelige ord Kummefryser frysesæk sækkeløb løbesko skolegård legård går... ikke så godt gør det det det med legår sko le kridt, le kridt lakrids kridskråsedullerdamerdunserdufterdejligt!<br /><br />En dag kommer Nansgrisen og banker på døren<br />er der flere æbler<br />det smagte dejligt<br />ja, det kan du tro<br />brådne kar, rådne æbler og røget bacon<br /><br />stilhed<br /><br />(billede af røget bacon)<br /><br />Var det bacon? Var det Varde Bacon. Eller var det Vejle Bacon, Varde Bacon, vorde bacon? Arj, alvorlig var det vorde bacon. Var det virkli Bacon. Hvor var det Bacon? Hvor var det Bacon? Hvor var det Bacon!!<br /><br />Der er også Moder Rather, (Morden Rathers moder) som i virkeligheden er et pattegriskt pattesvin<br />”Du er gris-k!”<br />”Ja men du er paté grisk, grumsede fatsvage pattesvin” Morden Rather hidsigere sig nogen gange op og rabler hidsigheder af sig, kaster perler for svin agtigheder, ”du det det det det holder ikke i retten ret vrang spring over hovedretten nej! aldrig i livet! Mum-s”<br />Og kalder i øvrigt sin Moder Rather for Mum-s<br /><br />Restauranten ØkoNoma<br />der kun serverer hippiesvin<br />Havde en dag lidt for travlt, da de var kommet til at servere Hipposvin<br />hvorefter de måtte ud og undskylde til alle dem der havde fået hård mao, og een spurgte, for man mao? (der var også nogen der havde fået tynd mao, men det glemte de at undskylde, ja den var helt gal den dag)<br /><br />Nå!<br /><br />Ham her her fru Nansens mand hr herremand Herman nonbo hn....Nansen<br />bliver til sidst til:<br />Hr. Herremand Herman Nonbo Nansen<br /><br />Han kom en gang til at sætte Nansgrisen fri. Og det var egentlig bare det, jeg ville fortælle.<br /><br />(billede af det, jeg ville fortælle)<br /><br />- af d'Herrer K.Sonderby og J.K.Jönsson, kbh, 20.dec 2008Unknownnoreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-35370755543971627092010-08-05T20:17:00.004+02:002010-08-05T20:23:48.253+02:00Tanker om Skinke - en mailkorrespondance mellem Carsten Bjørnlund og Johan Knattrup JensenDet følgende er en mailkorrespondance om Skinke mellem Carsten Bjørnlund, som spiller hovedkarakteren Magnus i Skinke, og jeg, hvor vi kommer ind på nogle centrale elementer i filmen og i det samarbejde, der foregår mellem en skuespiller og en instruktør.<br /><br /><span style="font-style:italic;">8. juni, 2010</span><br /><br />Kære Johan,<br /><br />Nu har jeg fået set filmen et par gange. Jeg synes den er super fedt filmet og klippet. Det fungerer rigtig godt med jumpcut. Jeg synes at den historie, som er i manus kommer rigtig godt igennem. Som forventet er det lidt svært at definere karakteren af deres forhold; har de kendt hinanden længe, kort, hvorfor finder hun sig i det, hvorfor reagerer han så voldsomt osv. Men det er måske fordi jeg ved, at vi har talt om det.<br />Stilmæssigt og håndværksmæssigt synes jeg du skal være stolt. Det er sgu fedt. <br />Jeg skriver også til Kim. Det er et rigtig godt stykke arbejde han har lavet.<br /> <br />Håber vi ses når jeg er tilbage i DK.<br /><br />Kh<br />C<br /><br /><span style="font-style:italic;">14. juni, 2010</span><br /><br />Nå, nu blev brevet sørme mere til et essay end et brev. En undersøgelse. Rodet måske. Bær over med mig.<br /><br />Kære Carsten,<br /><br />Tak for dine søde ord. Jeg er glad for, at du kan lide både klip og fotografi, jeg har bestræbt mig på at opnå samling stilmæssigt, så lyd, klip og billede supplerer hinanden på mere end et plan. Jeg er ovenud imponeret med Kim, Julius, Mads, Morten, Carl og alle de andres indsats - deres lyst, engagement og tillid til mine skøre idéer har virkelig båret projektet opad. Det er dygtige mennesker.<br /><br />Jeg er også meget glad med både din og Stines indsats. Jeg har tænkt meget over vores kommunikation undervejs, at den blev bedre, at du og jeg endda kom på bølgelængde med, hvad udtrykket skulle være, hvor niveauet skulle ligge. Det var både befriende og gav filmen spændvidde, synes jeg. Jeg ville gerne have arbejdet mere med karaktererne. Når jeg tænker over det, udnyttede jeg prøvetiden helt forkert. Jeg fokuserede på, hvordan arrangementet skulle være, hvordan dialogen skulle lyde, frem for på karakterudviklingen. Tåbeligt! Til mit forsvar kan siges, at det var min første gang, jeg havde prøvetid på film. Jeg er vant til meget længere prøvetid på teater eller ingen prøvetid på film. Det var en god lærestreg.<br /><br />Jeg har ikke oplevet før nu, at det kunne være svært at instruere skuespillere. Jeg har instrueret mange skuespillere før, både professionelle og amatører, men altid med en vis naivisme, en slags jeg-gør-det-bare-attitude. Nu er jeg på vej ind i fase, hvor jeg bevidstliggører alle dele af faget – som en del af min uddannelse. Det er skidesvært. Jeg har stor respekt for instruktører og skuespillere, der er i fællesskab er i stand til at finde fantastiske karakterer frem. Hele Herzogs produktion med Klaus Kinski er utrolig. Der hviler en så stor kunstnerisk tryghed imellem de to, at de er stand til strække sig længere end mange andre. Det kunne jeg godt tænke mig at lære.<br /><br />Din kritik satte nogle tanker i gang, om Skinke, om manuskriptet og om vores arbejde, som jeg gerne vil dele med dig. Tilgiv den fabulerende karakter, men jeg interesserer mig voldsomt for emnet i øjeblikket.<br /><br />Jeg tror ikke på, at vi har behov for at vide, hvor lang tid Thea og Magnus har været kærester. Jeg tror ikke det hjælper til indlevelsen i historien eller karaktererne. Jeg tror ikke, at historien eller filmen bliver bedre af at vide alle mulige baggrundshistorier eller psykologiske overvejelser. Jeg kan sagtens sætte mig ind i at det muligvis kan have en stor impact på skuespilleren at kunne begrunde handlinger, tanker osv i baglæns psykologi. Men jeg interesserer mig ikke for det, hverken som tilskuer eller som instruktør. Jeg anser det egentlig som skuespillerens opgave, at finde sit ståsted i karakteren, at kunne forsvare karakteren, og dermed skabe, hvad der skal skabes af baggrundsinformation. Hvis jeg interesserer mig for baggrunden i en karakter, bevæggrundene, så laver jeg en film om det. Jeg tror ikke på, at vi har brug for at vide, hvad der er sket forud, for at blive rørt.<br /><br />Jeg lavede en film med Tommy Kenter og Jannie Faurschou, hvor jeg havde skrevet en baggrundshistorie for alle karaktererne. Baggrunden til Tommys karakter, Anton, var længst. Men jeg kunne ikke se det, jeg kunne simpelthen ikke se konsekvensen af, at han havde gået på universitetet, men droppede ud fordi han ikke kunne klare den akademiske tilgang til menneskeliv. Jeg kunne ikke se, hvornår og hvordan han havde mødt sin kone, spillet af Jannie.<br /><br />Til gengæld kunne jeg se de simple handlinger. At tørre tallerkner af, at lede efter salt, at samle en knust tallerken op, at fortælle om bulgur, som han har puttet i frikadellerne, fordi det er fedtfattigt, og alle de andre små ting. Og de små billede som tilsammen skabte et tredje, ikke-synligt, billede hos tilskueren om en mand, som ikke er i stand til at bryde igennem til sin kones lukkede, sorgfyldte sind.<br /><br />Men, rent historiemæssigt i Skinke giver jeg dig ret i at der ligger et stort problem i argumentationen for Theas bevæggrund. Og det gav os efterfølgende problemer, når Stine skulle skabe og argumentere for hendes karakter, for hvorfor gør hun det? Jeg er egentlig med på at Magnus gør som han gør – jalousi driver os til vilde ting (dog ville jeg måske gerne have set en større eskalering i hans jalousi, altså flere episoder, der tilsammen gør hans vanvid). Men hvorfor gør Thea, som hun gør? Hvorfor protestere hun ikke mere? Og hvorfor så drastisk en løsning?<br /><br />Hvad er det, der gør at hun går med på hans ‘leg’?<br /><br />Magnus er interessant, fordi han kæmper for det han tror på. Selvom det er et vanvittig projekt, så følger vi ham gerne i det, fordi han virkelig vil det. At jeg så snyder publikum ved at vise, at han er enormt god til at skære, så vi tror at han vil bruge kniven på Thea til sidst, men vender det om, så hun bruger kniven på sig selv – hun bliver så at sige hans forlængede arm, hun fuldfører det, som han selv sætter i værk, er noget andet.<br /><br />Men det gør ikke Thea til en karakter, men en funktion, eller måske nærmere, et billede på en kvinde. Magnus’ billede på en kvinde. Hende, der sidder som den lille havfrue og kigger på, når han udfordrer de andre mænd, hende, der klapper, når han vinder, hende, der giver ham plaster på, når han har skåret sig. Hende, der ikke snakker med fremmede mænd. Kvinden, der laver mad til Kokken.<br /><br />For at være ærlig, så har jeg ikke på noget tidspunkt i skriveprocessen været egentlig interesseret i personen Thea. Hun interesserer mig ikke. For mig kan hun være hvem som helst. Hun bliver sådan set først rigtig interessant i det øjeblik hun faktisk skærer en luns af sig selv og serverer for ham. Det er sgu en kvinde, jeg har respekt for. Og det er derfor hun er nøgen. For DET er en kvinde, og ikke bare et billede. I det øjeblik taber Magnus den udfordring han gav sig selv. Men han insisterer på at fortsætte. Og der ligger kimen til hele mandens dårskab og dumhed. Det elsker jeg.<br /><br />Den bedste kommentar jeg har fået på Skinke, var fra en mand, der sagde, at han ikke kunne spise noget i 4 timer efter han havde set filmen. En mand, forstår du. Så formåede vi at blive til det spejl, som en rigtig film skal være.<br /><br />Men skulle vi så have begyndt med at hun skærer sig? Nej, for mig er der netop en pointe i, at hun ikke er en person, men et billede. I denne historie, altså. Skinke er et vanvidsprojekt. Det er ikke et relationsdrama. Dog er jeg klar over de problemer, det skabte for os. Jeg er stadig ikke klog på, hvordan vi kunne have løst dem.<br /><br />Det, der muligvis kunne have løst vores forståelse af Theas handlinger, eller i det mindste sætte os i hendes sted, var eksempelvis at lave en scene, eller flere, hvor hun prøver på at komme ud af køkkenet, prøver at kravle ud af vinduet, prøver at låse døren op inde fra, råber på hjælp. En scene, der naturligvis skulle resultere i, at der ikke findes nogen udvej, at der ikke er hjælp at hente andre steder fra, at hun er alene i kampen mod hendes bindegale mand.<br /><br />Hvis det er rigtigt, så er det ret interessant. Fordi det støtter min påstand om, at vi som publikum er ligeglade med karakterens forhistorie. Eller mere præcist, vi vil hellere selv danne os et indtryk af karakteren baseret på hans handlinger. Akkurat som vi gør til dagligt, når vi møder andre mennesker. Det vil sige, at vi med handlingerne (at komme ud af vinduet, at lirke låsen op, at råbe efter hjælp) faktisk fortæller om hendes kamp og dermed sætter vi os ind i, at hun ikke ser anden løsning (udvej) end at skære en luns af låret. Når det nu er skinke, han elsker, så er det skinke han skal have.<br /><br />Altså frigører det skuespilleren for ansvaret for at fortælle historien. Det er værd at tænke over. <br /><br />Men hvorfor skal vi så arbejde med karakterudvikling, når jeg nu har minimeret skuespillerens arbejde til blot at udføre simple handlinger? Eller jeg kan spørge på en anden måde, hvordan instruerer man? Altså iscenesættelse, staging, skudliste, scenografi osv. regner jeg ikke med, jeg tænker specifikt på, hvordan får instruktøren og skuespilleren i fællesskab karakteren til at være troværdig uden at blive til cigaretskuespil, at blive dynamisk uden at være overspillet, at være organisk uden at blive påtaget. Hvordan sørger vi for at bunden, hvorfra der bliver spillet, ligger det rigtige sted? For skuespillerens arbejde er vel ikke bare at udføre simple handlinger?<br /><br />Vi havde nogle problemer første dag på optagelser. Vi forstod ikke helt, hvordan Magnus skulle præsentere sin lille konkurrence. Og jeg skriver vi, fordi jeg heller ikke vidste det. Det begyndte at glide, da dig og Stine kom på enehånd. Men hvordan er Magnus overfor masserne? Hvordan reagerer han på andre mennesker end Thea?<br /><br />Det vi skulle have brugt vores sparsomme prøvetid på, var at undersøge, hvordan Magnus reagerer, hvordan han kommunikerer, i forskellige situationer. Ikke ved at læse manuskriptet, faktisk det stik modsatte. Ved at lægge manuskriptet fra os og opsætte situationer, som Magnus kan reagere i. Vi kunne have interviewet Magnus og høre om hans forskellige oplevelser. Vi kunne lade Thea og Magnus snakke sammen om deres fælles oplevelser, hvordan de mødte hinanden, hvornår første udbrud skete, hvad der skete osv. Det kunne have bygget en fælles forståelse af karakteren og hvordan han reagerer i forskellige situationer, eksempelvis, når han skal præsentere en konkurrence.<br /><br />Det er min foreløbige konklusion på de sidste par måneders research og undersøgelse af instruktion. Jeg er på vej ud i det næste eksperiment, hvor jeg vil prøve mine teorier af. Jeg håber, jeg bliver klogere.<br /><br />Jeg vil enormt gerne høre dine kommentarer.<br /><br />Kærlige hilsner,<br /><br />Johan<br /><br /><span style="font-style:italic;">14. juni, 2010</span><br /><br />Kære Johan,<br /><br />Dejligt med en mail der strækker sig ud over sms form. Jeg vil gøre forsøget i en tilsvarende fabulerende stil.<br /><br />Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er 100% enig i at det er handlinger, som er interessante for publikum. Handlinger og reaktioner. Handlinger fortæller hundrede gange mere end ord og spillede følelser. Jeg er med og jeg elsker det.<br /><br />Jeg kan sagtens genkende følelsen af at gå fra den intuitive proces til den mere bevidste og de frustrationer det medfører. Jeg tror finten er at bevidstgøre sig bevidst. Altså at vide at det er det man gør og huske på at når det er gjort, så skal man smide hele lortet om i bagagerummet og finde tilbage til intuitionen. Kommer man så til en blindgyde, kan man altid rode i bagagerummet og finde en reservetank eller krykke eller hvad fanden.<br /><br />På en måde hænger det sammen med det næste, som handler om baggrundshistorier. Baggrundshistorier kan ses som bevidstgørelse. Vi, instruktører og skuespillere, gør os bekendte med karakteren. Vi bevidstgør os. Vi sørger for at vi har samme udgangspunkt, et fælles ståsted, et fundament, et skelet som vi sammen skal dresse op, så det ligner et menneske. Når vi så har gjort det, smider vi hele lortet i bagagerummet og famler os frem som børn. Hvis forarbejdet er gjort rigtigt, så fortæller historien sig selv og vi andre skal bare følge med og stille os til rådighed for den.<br />Når man vil fortælle en vanvidshistorie, hvilket jeg afgjort synes man skal, så tror jeg det er endnu vigtigere for de implicerede parter at vide hvad det er man fortæller. Jo mindre vanvittig man kan gøre processen, jo mere overskud har man til at være vanvittig kreativ og dermed få vanviddet indfanget.<br />I vores tilfælde er jeg sikker på at hvis vi havde kendt karakteren af deres forhold bedre, så havde det også været nemmere at manøvrere rundt i det landskab, fordi det havde haft en indre logik. <br />Og selv vanviddet har en indre logik, et mønster og et omdrejningspunkt eller kerne eller årsag. Selvom udtrykket måske er uforudsigeligt for tilskueren. <br />Uforudsigelig!! Det elsker vi jo for fanden. Det er det vi gerne vil have, at folk ikke hele tiden sidder og ved at nu sker det og det. Samtidig vil vi også gerne have, at når tingene er sket så kan de føle det og forstå det intuitivt, således at vores historie er gået hjem.<br />Når historien har en indre logik, så forstår vi det intuitivt når Thea finder sig i det og accepterer at vi ikke nødvendigvis kan sætte ord på det. Vi bliver dybt overraskede og chokerede når hun serverer sin egen skinke for ham, men vi afskriver det ikke som spekulation fra forfatterens side, FORDI vi kan føle det ubevidst og dybt nede.<br />Jeg vil godt understrege, at det IKKE var sådan det fremstod. Hverken i manus eller på filmen. Det var et eksempel.<br /><br />Her havde jeg lyst til at drage en parallel til en tårnspringer og noget med at hans studier af tyngdekraften, vandets brydningsflade, vinkler og fart og så videre gjorde ham i stand til at give sig 100% hen til springet, men det blev for omfattende og jeg ved ikke nok om det. Sorry.<br /><br />Thea elsker Magnus og derfor går hun med ham. Der er tusindvis af kvinder der elsker mænd, som slår dem eller på anden måde opfører sig uhensigtsmæssigt overfor dem. Måske havde et kort øjeblik at uforfalsket kærlighed været nok til at accelerere til en passende faldhøjde. Så havde alle vidst hvad der var på spil og tragedien været så meget større. Desdemona elsker Othello brændende. Alle ved det og derfor er tragedien enorm når han dræber hende.<br />Desdemona er også bare et billede. Et billede på noget rent skønt, ærligt, uforfalsket. Jeg ved at mange moderne skuespillerinder ville tolke anderledes, men det medfører kun rod og ulogik. For at tragedien skal gå op, må hun elske af et rent hjerte.<br />Men tilbage til Thea som et billede. Et billede, omend det mest abstrakte, må også have en indre logik for ikke bare at fremstå som et postulat. Tænk på alle de abstrakte lortebilleder man har set i løbet af sit liv. Jeg tror at man afskriver dem som lort fordi de ikke har en dramaturgi som er logisk. Det samme gør sig gældende med moderne dans. Jeg er ikke ekspert, men jeg har set meget få danseforestillinger som løftede sig udover gymnastik-stadiet og blev til en fortælling. Hver gang har jeg siddet tilbage og savnet en logik som jeg kunne følge intuitivt. <br />Selv den mest uforklarlige Lynch film, har jeg stadig en intuitiv fornemmelse af. Der ligger en sandhed gemt i dem, som jeg bliver nysgerrig på og som gør at jeg må se filmen igen og igen for at komme den tættere.<br /><br />Jeg elsker din historie, fordi det også er min eller en af mine og jeg var glad for at være med til at fortælle den. Jeg synes, som du, at vi kom tættere på en fælles forståelse af projektet og at kommunikationen kørte glattere og glattere hen ad vejen og jeg stiller mig gerne til rådighed som din Kinski en anden gang, Jo mere syret, eventyrlig og unaturalistisk historien er jo bedre. <br /><br />Kh<br />Carsten<br /><br /><span style="font-style:italic;">9. juli, 2010</span><br /><br />Kære Carsten,<br /><br />Du har fuldstændigt ret. Jeg glemmer nogen gange at smide det hele om i bagagerummet og ikke tænke på det igen, før jeg får behov for det. Det er jo et godt råd, for fanden. Sid ikke med det på benene, smid det om i bagagerummet. Ellers kan man ikke se, hvad der kommer af gaver foran sig.<br /><br />Jeg tror, jeg kan være bange for at glemme. Men jeg elsker jo den anden tilstand, den af ren tilstedeværelse, hvor man kan mærke på sin svedtranspirering, om man rammer rigtigt eller ej. Tilstanden af svedklub.<br /><br />Jeg opnåede den tilstand med en ung kvinde i forgårs nat. Hvor man går på fordomsfri undersøgelse af, hvad den anden krop og ens egen kan i samarbejde, hvordan det føles, når man gør sådan og sådan. Den naives tilgang til verden, når lortet er smidt om i bagagerummet og man ser de gaver foran sig.<br /><br />Og du siger, at den bevidstliggørelsesproces jeg gennemgår lige nu, faktisk er en proces (mere eller mindre), som man gennemgår, hver gang man skaber en karakter. Det er interessant, synes jeg, men jeg forstår det ikke helt endnu. Jeg håber, jeg kommer nærmere en forståelse senere.<br /><br />I forlængelse af vores lille mailudveksling har jeg brugt de sidste par uger på et filmkursus, hvor jeg i løbet af 10 dage skulle fortælle 20 kursister uden nævneværdig filmerfaring, hvordan man tænker og laver film.<br /><br />Jeg vil ikke trætte dig med indholdet, blot nævne kernen, at film er enkeltstående billeder, rangeret i mere eller mindre bevidst rækkefølge. Hvis man forstår det, forstår man også at lave film. Det er i hvert fald min påstand. Men det er jo selvfølgelig ikke så simpelt, som det lyder.<br /><br />Men kurset optog mig meget. Simpelthen fordi, jeg skulle prøve at omdanne al min viden til kommunikerbart materiale, som alle kan, om ikke forstå, så i hvert fald tilnærme sig.<br /><br />Jo bedre alle mennesker bliver uddannet i forståelsen af film, des bedre film kan vi lave.<br /><br />Og det var ikke nemt. Mine kursister kunne ikke udstå mig de første 2 dage, de fandt mig arrogant, bedrevidende og et lodret røvhul. Deres opfattelse ændrede sig heldigvis i løbet af 3. dagen. Så accepterede de, at jeg opsætter en mur, som man kan bounce på eller spring over. Men man kan ikke gå igennem den.<br /><br />Men jeg oplevede at deres film blev bedre. De lavede i løbet af de 10 dage (med 2 dages pause) 6 film hver, på max 3 minutter. Altså ide, filme, klippe, aflevere inden for 24 timer. Der var selvfølgelig masser af lort.<br />Men der var også perler. Og dem, der fulgte mine anvisninger lavede bedre film. Det føles godt, at være på rette vej. Med noget, i hvert fald.<br /><br />Men jeg har også fundet ud af, at jeg ikke er pædagog. Så ved vi det.<br /><br />Jeg afprøvede en hel speciel teknik, som Mark Travis lærte mig for et par måneder siden. Teknikken kender du måske, men det går grundlæggende ud på at tale til karakteren og ikke skuespilleren. Altså karakterudvikle via karakteren selv, så hverken skuespilleren eller instruktøren skal være intelligente, men derimod blot skabe plads for karakteren, at træde frem, som det specielle menneske han eller hun er.<br /><br />Jeg afprøvede den på en pige som var på mit kursus. Hun er ikke skuespiller og har ingen intention om at blive skuespiller. Men allerede hurtigt inde i vores session, begyndte hun at tænke, tale og reagere som den karakter vi opfandt i fællesskab. Hverken hende eller jeg havde på forhånd et kendskab til karakteren, vi opfandt on the go. Det var en meget intens oplevelse, som hun også fandt inspirerende og grænserykkende.<br /><br />Hun beskrev oplevelsen som om hun slet ikke tænkte. Hun var helt optaget af ikke at tænke, men bare åbne og hælde ud. Fordomsfrit. Naivt. Den kropslige undersøgelse.<br /><br />Hvis du har lyst, Carsten, vil jeg gerne prøve at arbejde lidt med den teknik sammen med dig. Som et forsøg. Som udvikling af sjove idéer. Hvem ved, hvad der kan komme ud af det?<br /><br />Haha, det går op for mig, at jeg lyder som en gal videnskabsmand, der udfører bizarre eksperimenter på mennesker. Men målet helliger jo. Til det kan vi knytte et hurtigt quizspørgsmål. Hvornår bliver Frankensteins monster for alvor til et menneske i Shelley's fortælling? Hvilken handling udløser menneskeligheden?<br /><br />Kære Carsten, jeg vil holde sommerferie, smide hele det sidste år om i bagagerummet og lade mig flyde af sted uden mål og retning i et par uger. Jeg glæder mig til at høre om Canada, og alt det andet.<br /><br />Hav en dejlig sommer, min ven.<br /><br />De kærligste hilsner,<br /><br />JohanUnknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-11201160050404934662010-05-03T17:10:00.003+02:002010-05-03T17:14:07.904+02:00PREMIERE<a onblur="try {parent.deselectBloggerImageGracefully();} catch(e) {}" href="http://1.bp.blogspot.com/__kemhr1zAdY/S97n-KmUl7I/AAAAAAAAABs/nOfcV9aQqJE/s1600/S16%236_premiere.JPG"><img style="display:block; margin:0px auto 10px; text-align:center;cursor:pointer; cursor:hand;width: 300px; height: 400px;" src="http://1.bp.blogspot.com/__kemhr1zAdY/S97n-KmUl7I/AAAAAAAAABs/nOfcV9aQqJE/s400/S16%236_premiere.JPG" border="0" alt=""id="BLOGGER_PHOTO_ID_5467062052857354162" /></a>Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-66860465615632896362010-02-12T11:43:00.005+01:002010-02-12T11:51:36.503+01:00ny film - og een mere på vejSikke et forrygende efterår.<br /><br /><a href="http://www.youtube.com/watch?v=21IPKjvr2xM">Jeg har lavet en rigtig fin film med Jesper Klein</a>.<br /><br />Og så er jeg igang med min førsteårsfilm, SKINKE, en psykologisk horrorfilm med Carsten Bjørnlund, Stine Fischer Christensen og Peter Christoffersen. Min producer er Mads Damsbo og <a href="http://kimwendt.dk">Kim Wendt</a> fotograferer.<br /><br />Filmen har premiere i Dagmar biografen 5. maj 2010.<br /><br />De bedste hilsner,<br /><br />JohanUnknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-72745794606215060902009-08-06T18:34:00.001+02:002009-08-06T18:35:58.001+02:00Jag prater svenskaJag prater svenska<br />Hva prater du?<br /><br />Står på et fyrakantet hys<br />Tänkar stanna liten<br />Ve inta hva som händar<br />Mäniskorne skriker<br /><br />Jag prater svenska<br />Hva prater du?<br /><br />Är just kommit i handfängsel<br />Tänkar stanna liten<br />Dom blå är inta kloka<br />Yniformarna skriker<br /><br />Jag prater svenska<br />Hva prater du?<br /><br />Sittar forut för Dommaran<br />Tänkar stanna liten<br />Han gillar inta mej<br />So jag skriker<br /><br />Jag prater svenska<br />Hva prater du?Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-87767139703029569172009-06-23T19:27:00.003+02:002009-06-23T19:33:48.244+02:00SUPER16BIG NEWS.<br /><br />Jeg er blevet optaget som instruktør på Super16, årgang 6, en alternativ 3-årig filmskole, der holder til på Nordisk Film i Valby.<br /><br />Der er ikke så meget at sige, udover at jeg er meget glad og lettet, og kun glæder mig til at komme i gang.<br /><br />Pt. arbejder jeg på femte gennemskrivning af et spillefilmsmanus, som gerne skal være færdig om senest en uge. Og så glæder jeg mig til sommerferie - i år bliver den SWEEEEET!!!<br /><br />Vi ses.<br /><br />.j.Unknownnoreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-60477587212186282382009-05-20T11:53:00.001+02:002009-05-20T11:54:43.918+02:00Den midterste vindmølleEt sted henover bakkerne, der hvor marken bøjer og bugter sig, hvor udsigten rækker lige så langt som tankerne nogen gange kan gøre det, troner 3 vindmøller side om side. Den første vindmølle havde stået der længst, den tredje næstlængst og den midterste havde stået der i kortest tid, men ellers lignede de hinanden, grå, stolte og stilheden selv.<br /><br />Eftersom den midterste havde stået der kortest tid, blev den også betragtet af de andre vindmøller som den yngste vindmølle. Men det havde den midterste vindmølle ikke noget imod, så var der altid nogen af spørge til råds. Som dengang, hvor den midterste vindmølle havde spurgt de andre vindmøller, hvad der ville ske, hvis vinden holdt op med at blæse. De ældre vindmøller havde grinet af den unge vindmølle og sagt, at det ville aldrig komme til at ske.<br /><br />Men den midterste vindmølle havde en tanke, som den ikke rigtig ville dele med de andre. For nogen gange, når vinden var svag, fantaserede vindmøllen om at kunne løbe, og bare løbe, henover markerne, så vingerne drejede og drejede rundt – helt uden vindens hjælp<br /><br />Men som det nogen gange er med tanker, der presser sig på, kommer man til at tale over sig, og en aften fortalte den midterste vindmølle, de andre vindmøller om sine fantasier. Hahaha, de grinede så højt og hånligt, at den midterste vindmølle blev helt lille og flov. De pegede med hele deres vingefang på den midterste vindmølles ene ben og spurgte om vindmøllen nogensinde havde set et væsen løbe henover markerne på bare eet ben. Og det havde vindmøllen jo ikke, så derfor sagde vindmøllen ikke mere den aften.<br /><br />Men så, sent på aftenen, lige før mørket havde sænket sig helt, skete noget underligt. Eller, i hvert fald for en vindmølle, skete noget underligt. For vinden løjede af og det blev pludseligt fuldstændigt vindstille. Den midterste vindmølle kiggede over på de andre, men de var allerede faldet i søvn. Så den midterste vindmølle stod helt alene og oplevede dette vidunder ske for øjnene af den, at vindmøllens vinger for første gang nogensinde stod stille. Helt stille.<br /><br />Mørket faldt på. Månen stod op. Og et sælsomt blåt lys spredte sig over markerne. Den midterste vindmølle kunne ikke falde i søvn og stod bare og betragtede markernes græs blive til søgræs, der bøjer sig for bølgernes skvulpen. Eller, det var i hvert fald, hvad vindmøllen forestillede sig. Natten virkede magisk, som om alt kunne ske, som om det blå lys tillod at alle drømme og ønsker blev synlige for det indre øje, som om vindmøllen kunne tillade sig selv, bare for en enkel nat, at blive til hvem som helst, den overhovedet havde lyst til. En bi, en abe eller et hus.<br /><br />Vindmøllen fantaserede så meget, at den slet ikke havde opdaget at en ugle havde landet på een af vingerne. Uglen havde faktisk siddet der et stykke tid, før den begyndte at rømme sig i utålmodighed. Vindmøllen var lidt irriteret over uglens forstyrrelse i sine fantasier, men spurgte alligevel høfligt, hvad uglen havde på sinde, siden hun havde sat sig der. Fru Ugle forklarede, at som natfugl oplever man et og andet rundt omkring markerne, F.eks. oplever man vindmøller, der fantaserer om at kunne løbe henover markerne, og bare løbe, så vingerne begynder at dreje af sig selv.<br /><br />Vindmøllen blev flov over at høre, at dens fantasier allerede havde spredt sig til fuglereservatet, for så ville der ikke gå lang tid før duerne ville komme og grine deres duerøv i laser. Men Fru Ugle, der efterhånden var blevet en temmelig vis fugl og havde fløjet omkring markerne i mange år og vidste alt, hvad der skete, kunne straks se at vindmøllen blev rød i hovedet. Og med rolig stemme begyndte Fru Ugle at fortælle om lignende fantasier hun havde hørt igennem tiderne.<br /><br />Hun fortalte om søen, der drømte om at løbe henover markerne, og så pegede Fru Ugle på åen, der mavede sig som en slange henover markerne, så hurtigt søen kunne. Hun fortalte om busken, der drømte om at kunne løbe og bare løbe henover markerne, og så pegede hun på læhegnet, der løb langs markerne som en kæmpe kålorm, så hurtigt hegnet kunne. Og endelig fortalte Fru Ugle om skyerne, der i så mange år havde drømt om at løbe henover markerne, så hurtigt de kunne, og så pegede hun på skyernes skygger, der pilede henover markerne som store krabber og gjorde det både dag og nat.<br /><br />Vindmøllen, der havde lyttet med begejstring til uglens historier, og i virkeligheden gerne ville have hørt mere, afbrød Fru Ugle og spurgte, meget høfligt, det skal man når man taler til ældre damer, hvad vindmøllen kunne bruge historierne til, den kunne jo ikke løbe henover markerne, vindmøller har jo bare et ben. Og det skal man bruge til at stå på. Fru Ugle grinede. Ikke som de andre vindmøller havde grinet, mere som en mor, der griner af sit elskede barn, ville grine. Uglen fortalte at hverken søer, buske eller skyer kunne have fundet på at løbe henover markerne, hvis ikke de havde brugt sin fantasi. Det forstod vindmøllen ikke.<br /><br />Så bad Fru Ugle vindmøllen om at lukke sine øjne. Det gjorde vindmøllen. Så skulle vindmøllen forestille sig, så kraftigt den kunne, at den havde to ben. Det gjorde vindmøllen også. Og så skulle vindmøllen forestille sig, så godt den kunne, at den satte det ene ben foran den andet. Varmen begyndte at stige op i hovedet på vindmøllen, den havde det fuldstændigt som om den havde ben og kunne gå. Og så, råbte Fru Ugle og lettede fra vindmøllens vinge, skal du forestille dig, at du sætter det andet ben foran det ene og gentager det forfra og hurtigere. Og vindmøllen forestillede sig at den satte det andet ben foran, og så det ene, og så det andet igen, og at den gjorde det hurtigere og hurtigere. Og så kunne pludselig mærke noget meget mærkeligt. Vinden kælede vindmøllen om kinderne og vingerne begyndte at dreje helt af sig selv.<br /><br />Så kunne vindmøllen ikke holde øjnene lukkede længere og åbnede sine øjne og så at markerne løb hen under vindmøllen, at træerne susede forbi i vældig fart og at de 2 andre vindmøller var kommet langt tilbage. Og med et gik det op for vindmøllen, at den løb, og den løb så hurtigt den overhovedet kunne henover markerne. Og skove og søer og dale og bakker strøg forbi vindmøllen, som var det selve tiden, der havde sat sig for at gå i mangedobbelt tempo. Og vingerne drejede og drejede og vindmøllen elskede at løbe og bare løbe. Henover markernes blålige lys, i natten, hvor alt kan ske.<br /><br />Efter nogle vilde løbetimer begyndte nattens blå farve gradvist at forsvinde. Vindmøllen var blevet træt og stillede sig et tilfældigt sted, hvor den kunne hvile sig lidt. Og kort tid efter faldt øjnene i og vindmøllen løb ind i en dyb, dyb søvn.<br /><br />Da vindmøllen slog øjnene op igen stod den det samme sted, den havde forladt, lige ved siden af de 2 andre vindmøller. Og vinden blæste præcist som den plejede. De andre vindmøller kiggede over på den og spurgte, hvad der var sket siden den midterste vindmølle havde sovet så længe. Vindmøllen kiggede på dem og overvejede om den skulle fortælle om sin vilde nat. Men så besluttede den sig for at holde hemmeligheden for sig selv – de ville nok alligevel ikke tro på den. De andre vindmøller forstod ingenting, men vendte tilbage til deres egen lille verden af vingedrejeri.<br /><br />På et sted henover bakkerne, hvor markerne bugter og bøjer sig, hvor udsigten rækker lige så langt som tankerne nogen gange kan gøre det, står en helt speciel vindmølle ved siden af 2 andre vindmøller. De ligner hinanden, men forskellen er, at den midterste vindmølle har lært at bruge fantasien og hver nat løber den, og bare løber, så hurtigt den kan, henover markerne, så vingerne begynder at dreje helt af sig selv. For det er det bedste vindmøllen overhovedet kan tænke sig.<br /><br /><br />S L U TUnknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-90747902492762887302008-04-08T11:34:00.000+02:002009-05-20T11:35:05.519+02:00TAVSHEDENS SKOLE anmeldtVel overstået Tavshedens Skole, som jeg skrev og instruerede sammen med 35 fantastiske unge mellem 13 og 18, fik vi denne anmeldelse:<br /><br />Troen på ungt drama sejrer over Grease<br /><br />Æstetiske scener, magisk musik og respekten for nyt teaterblod betyder, at Tavshedens Skole er en virkelig vellykket forestilling <br /><br /><br />Af Maria Bendix Olsen, journalist<br /><br />Anmeldelse: Tavshedens Skole. NuArt Event 2008. Basement, Købehavns Ungdomsskole.<br /><br />5 ud af 6 stjerner <br /><br />"I er dem, de andre ikke må lege med." <br /><br />Sådan lyder en af de få replikker i forestillingen Tavshedens Skole, der netop har haft premiere på Basement, København. Skuespillere, dansere, dj’s, scenografifolk, sangere, musikere har blot den erfaring, man kan nå at få, når man stadig kalder sig teenager. Men det har ingen betydning. <br /><br />For dette er ikke en forestilling i rækken af kiksede kærlighedskomedier i Grease-stilen, der årgang efter årgang på mystisk vis får lov til at få nyt liv på landets skoler af unge med både bøjle og bumser, der naturligvis aldrig når Danny og Sandy til sokkeholderne. Med andre ord: The never ending story stopper faktisk. Og tak for det.<br /><br />Her har vi derimod at gøre med nogle kreative hjerner, der tager de unge seriøst, når de hellere vil performe på den klassiske kreative dramamåde end bruge fredag aften på at se X-factor. Og der er masser af potentiale at finde.<br /><br />For nede i den sorte, rå Basement sker noget nyt. Noget anderledes. Med en solid scenografi sætter kælderen rammen for Tavshedens Skole. Det starter med en mand – og hans tilsyneladende usynlige ven – der efter en manisk optræden fortæller, at ’det hele er en genudsendelse’.<br /><br />Genudsendelsen viser sig at være en fortælling om en institution, et fængsel, hvor utilpassede børn, borgere, forbrugere skal lære at følge reglerne. Som blandt andet indebærer ikke at stille spørgsmål. Som tilskuer får man Kafka’ske associationer. Menneskene er placeret i fængslet, men hvorfor og i hvor langt tid skal processen stå på? Uvisheden omkring omstændighederne hober sig op. Tankerne flyver videre til Guantanamo-lejren, til uniformeret udslettende adfærd, til diktaturregimer, til de tankeløse samfund, hvor man blot følger med. Fordi man ikke tør andet. Og her fungerer skuespillet for alvor. <br /><br />Løbende illustrerer gruppen på gulvet massen. Med monotoni, gentagelser, tavshed og en bemærkelsesværdig blanding af apati og aggression viser de, hvordan massen følges ad. Hvordan fællesskabet trods sin råddenskab får lov til at bestå, fordi man dermed er noget. Fordi det er grundvilkåret for mennesket – på trods. Med få, men yderst velvalgte, moves viser de optrædende lemmingeffekten, som får tilskueren til at huske på, at millioner af mennesker døde under Hitlers naziregime. Fordi ingen siger fra. Fordi ingen stiller spørgsmål. Fordi man er bange for konsekvenserne af at tale, når man er i Tavshedens Skole. Og så hellere følge med. <br /><br />En gang imellem træder forstanderinden frem på en talerstol, en prædikestol. Hun byder velkommen til Tavshedens Skole og får med sine kantede dansetrin, stive balletøvelser og dybe stemme det hele til at virke – ja, i orden. Men det er absurd. Tragikomisk. For hun er jo diktatoren, lederen, autoriteten. Og på en subtil måde inkluderer hver optræden, at forstanderinden snurrer rundt om sig selv og dermed agerer figuren i en gammeldags spilledåse, der med klukkende lyde luller børnene i søvn. Eller på indoktrinerede og overlagt vis luller børnene ind i forestillingen – og løgnen – om, at Tavshedens Skole er det sande, det rigtige, det gode. Spilledåsedetaljen fik denne anmelder til at gyse. Det var ganske enkelt genialt. <br /><br />Midt i denne mystiske, cocktail af soldatertræ-ningslejr og surrealistisk søndagsskole dukker Den tavse Dreng op. I en pink pakke. Pakken skriger af varm anderledeshed, af modstand, af kontrast og kontrær, der med sin femifarve midt i al det grå kælderråhed lyser op som et varmt håb. Den tavse Dreng bryder hermed tavsheden - trods sine udeblevne replikker. Hans – eller hendes, for han spilles på fin vis af en pige – tilstedeværelse bliver således en trussel mod det værende. Mod fællesskabet og fængselslivet, mod rammerne og rutiner, mod trygheden i tavsheden. <br /><br />Og de utilpassede gør da også modstand. I mødet med den Anden, Den tavse Dreng, fasttømres fællesskabet. De holder ham ude. De gør ham fortræd. De gør ham ansvarlig for en hændelse, og der afholdes rettergang i en enkel, smuk og stærk scene, hvor han dømmes ude. Til døde? <br /><br />Manden sagde i begyndelsen, at det er en genudsendelse. Og det er det måske også. For har vi ikke netop set det hele før? Historien gentager sig, synes moralen at være.<br /><br />Helt overordnet er historien så stærk, at der kun er brug for meget få replikker i forestillingen. Det er et meget stort plus. I stedet er dramaets fokus lagt på minimalistisk scenografi, på skuespil, på dans, på koreografi. De synkrone bevægelser er ikke altid helt tight, men idéen er vellykket. <br /><br />I en meget vellykket scene siges der dog noget – og så alligevel ikke. Masser af mennesker opholder sig frikvartersagtigt i skolegården, fællesrummet, spisesalen. De taler med hinan-den, men siger kun ordene bla, bla, bla. Ikke monotont, men med kropssprog, følelser, mimik. Det virker. Det er underordnet, hvad de siger. For det handler om, at Den tavse Dreng står alene og ikke siger bla, bla, bla til nogen. Hans tilstede-værelse og et enkelt kig provokerer alligevel en pige, der som reaktion henvender sig til ham i aggressivt kropssprog med replikken: "bla, bla, bla, bla bla BLA BLA?!". Hér får hun overbevist publikum om, at hun med krop og stemmestyrke reelt siger: "Hvad fanden glor du på, din idiot?". Dét er sansende sceneperformance. Dét er drama. Det er godt. Rigtig godt.<br /><br />I samme dur er der heller ikke mange rekvisitter. Derimod bruges lys og lyd på en meget profes-sionel måde. Det er kreativt og udfordrende. Det skaber for eksempel fantastiske drømmebilleder i tilskuerens hoved i en helt igennem vellykket scene, hvor Den tavse Dreng bliver mere eller mindre velment antastet af en – eller to – andre, måske piger, måske drenge. På fineste vis udføres flirten i periferien af en støvet lyskegle. Mødet er på kanten, af lyset, af mørket, af loven. Som tilskuer er man med, men kan ikke fange det hele. Man lokkes til at fokusere. Man bliver usikker på, om det er en kamp eller et kram. Der er omfavnelser, skubben frem og tilbage, i lys og mørke, i liderlighed og lyst, det er hadet og kærligheden, livet og døden. Og det er smukt akkompagneret af live-sangen "Frække Fyr". <br /><br />Musikken alene skal overøses med stående klapsalver. Elektroniske ørehængere, subtile stemningsbilleder. Den lækre lydside supplerer de enkelte scener til fulde og binder ikke mindst forestillingen sammen – alt sammen til det endnu bedre. Lad os klappe så højt at Tavshedens Skole bryder alle regler og trykker tonerne, så eftertiden også kan få glæde af musikkens magi og mystik. <br /><br />Og til alle de medvirkende: Jeg håber, at vi må lege med igen næste år.<br /><br /><br />Tak Maria for anmeldelsen. wauw!Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-16312692117369155302007-12-26T11:32:00.000+01:002009-05-20T11:33:28.020+02:00En bums i et laksefarvet jakkesæt//Dette er 3. del af trilogien En Bums I Et Laksefarvet Jakkesæt. 1. del udkom den 12. november og 2. del kom ud den 16. november.//<br /><br /><br />Så hvis De har det ligesom som mig, mine Damer og Herrer, hvis De har det lissom ligesom mig, at De bare ikke kan holde livet ud længere, at De føler at alting er for meget, det er alt, alt for meget, og De er frådende rasende, har et indestængt had<br />har til lyst til at smadre nogen<br />skyde nogen<br />torturer nogen<br />brænde nogen<br />ødelægge nogen<br />ofre nogen<br />så har De det, mine Damer og Herrer, fuldstændigt akkurat præcist lige som mig.<br /><br />Men så har jeg også en alle tiders, mest fantastisk, højst unik, genialt simpel og uvurderligt mesterlig PLAN!<br /><br />FOR<br />JEG<br />ER<br />EN<br />Bums i et laksefarvet jakkesæt.<br />Jeg er en bums i et laksefarvet jakkesæt.<br />Jeg er en bums i et laksefarvet jakkesæt.<br /><br />Jeg har hovedpine, stivnakke, gammelben og råddenmave.<br />En satans til hjertebanken i mit højre øre.<br />Jeg har slaskerdeller på røven, åh, helt på røven<br />sår og buler og hængeøjne.<br />Flikker og flakker, jeg spytter og hakker<br />en moderne bums, på gæld<br />og kassekredit.<br /><br />EN<br />Bums i et jakkefarvet laksesæt.<br />Jeg er en bums i et jakkefarvet laksesæt.<br />Jeg er en bums i et jakkefarvet laksesæt.<br /><br />Men jeg gør, hvad jeg har lyst til<br />siger, hvad jeg har lyst til<br />spiser, hvad jeg har lyst til<br />skriver, hvad jeg har lyst til<br />mærker, hvad jeg har lyst til<br />fortæller, hvad jeg har lyst til og<br />kysser dem, JEG har lyst til.<br /><br />EN<br />Bums i et jaksefarvet lakkesæt.<br />Jeg er en jakke i et bumsefarvet laksesæt.<br />Jeg er en laks i et jakkefarvet bumsesæt.<br /><br />EN<br />Lums i et bakkejakset farvesæt<br />etc<br />etc<br /><br />(De kan selv fortsætte ud i det Uendelige, såfremt De lyster, har behov for eller bare ikke gider Andet. Men det er op til Dem Selv. Selvfølgelig)<br /><br />Fik De den?Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-40954196588979390372007-11-16T11:30:00.000+01:002009-05-20T11:31:34.456+02:00KatastrofenOg så er det at det sker: katastrofen. Ligesom familiefaderen, der bare ikke kan tage mere, der føler at alting ikke vil lykkes mere, han kan ikke få tingene til at hænge sammen mere, og han kan ikke tale med nogen mere, heller ikke konen, hvem kan tale med konen, og han prøver at tale med nogen, men ingen reagerer, ingen reagerer, og han ender med at gå hjem til sin sovende kone og to små børn, der ligger derhjemme og sover, som om de ikke ved, hvad der er galt, og han bliver så vred, fordi de ikke ved, hvad der er galt, og han bliver så vred, fordi de ikke ved, hvad der er galt, og han finder sit gevær og skyder sin kone og sine børn, for til sidst at rette geværet ind i mod sig selv og trykke af, men rammer ved siden af og kun det halve ansigt ryger med, for derefter at blive hængt ud i pressen som barnemorder, hustrumorder, selvmordsmorder, men ikke engang dét kunne han finde ud af, der er ikke noget han kan finde ud af.<br /><br />Og når han har afsonet sin straf i al ensomhed, for ingen i fængslet vil tale med en mand, der har slået sine børn og kone ihjel – 25 år uden at tale med nogen, er lang tid, mine damer og herrer – så går han ud og lægger sig på et tag med et nyt gevær, for dét ved han da stadig hvad er, og begynder at plaffe folk ned på åben gade, eller tager et fly, eller et tog, eller en bil og kører ind i uskyldige mennesker, og politiet kommer og hæren kommer og præsidenten kommer, og pludselig vil alle tale med ham, pludselig vil alle tale med ham, selv præsidenten vil tale med ham, hele verden vil tale med ham, men han har glemt, hvordan man taler, mine damer og herrer, 25 år ER lang tid, så han kan ikke andet end at mumle, så han begynder bare at mumle, mumle, mumle og det er der ingen, der kan bruge til noget, så præsidenten beordrer at manden skal skydes, for hvis han ikke vil tale, kan vi lige så skyde ham, så kan vi ligeså godt skyde ham. Så lad os skyde ham, kom lad os skyde ham for helvede.<br /><br />Men hvorfor gjorde vi ikke det i første omgang?Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-33884449847082792802007-11-12T11:29:00.000+01:002009-05-20T11:30:17.591+02:00Jeg, en helt almindelig mandJeg<br />en ganske enkel, helt ekstra ordinær og absurd almindelig mand.<br />Jeg<br />minder om de fleste, det gør jeg vel, med mit hår, ører, mund, næse og to irriterende øjne, der bare kigger og kigger. Lad vær' med at kig' sådan.<br />Jeg<br />på en baggrund af makrel, salt, majonæse og tomat, helt sikkert tomat, og hvis vi er heldige, en anelse peber. Og krebinetter. Og torsk, med kartofler og sennepssås. Og frikafrikadellerdaller. Og pasta med noget kødsås foran TV'et, nu er det jo fredag. Endelig fredag.<br />Jeg<br />deler smørrebrødet på midten, ikke diagonalt.<br />Jeg<br />står op og tisser, selvom jeg strinter ved siden af og selvom det egentlig er rarere at sidde ned.<br />Jeg<br />snorker og siger at rigtige mænd snorker, rigtige mænd snorker.<br />Jeg<br />holder med det hold, der vinder.<br /><br />Jeg er<br />en ganske enkel, helt ekstra ordinær, fuldstændigt absurd almindelig mand.<br />Jeg er<br />selvfølgelig født i Jylland, hvem er ikke det? med aner fra det nordlige, undren om det sydlige og uforståen om det midt i mellem. Udenforståen.<br />Jeg er<br />som alle andre, på det groveste, som alle andre. Der er ikke noget underligt ved mig, jeg står ikke uden for gruppen, jeg bliver også valgt til fodbold. Jeg er pålidelig, ulidelig, påståelig, uopnåelig, bedrevidende og ikke mere end alle de andre. Jeg er ligesom jeg er ligesom du er ligesom vi er ligesom vi alle er ligesom vi alle er ligesom vi alle er.<br />Jeg er<br />mine egen bedste ven, ingen skal hjælpe mig med noget.<br />Jeg er<br />ensom, men siger det ikke til nogen.<br />Jeg er<br />lige ved at miste besindelsen, gå fuldstændigt amok, slå nogen ihjel, men jeg siger det ikke til nogen.<br />Jeg er<br />fuld af raseri, fuld af aggression, fuld af stoffer, fuld af alkohol, fuld af vrede, men jeg siger det ikke til nogen.<br />Jeg er<br />ikke ligeglad med, hvad de andre synes, og det går mig på. Det går mig virkelig på.<br />Jeg er<br />ude af stand til at bevæge mig rundt blandt andre mennesker, uden at få behov for at slå mig fri, sprænge en bombe, eksplodere i et inferno af frådende had. Men jeg siger det ikke til nogen.<br />Jeg er<br />lige ved at tabe.<br /><br />Men jeg holder kun med det hold, der vinder.Unknownnoreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-14285375257707125672007-08-06T11:18:00.000+02:002009-05-20T11:19:50.636+02:00en lille mandDer var engang en lille mand, der boede i en lille by, i et lille land. Den lille mand, havde det ikke dårligt med at være lille, for han vidste, at en dag ville han vokse sig stor. Så han spankulerede rundt i gaderne i den lille by og fløjtede og ventede på, at han skulle vokse sig stor.<br /><br />Men minutterne gik, timerne gik, dagene gik, ugerne gik, månederne gik og årene gik. Også helt uden at sige farvel. Og der skete absolut ingenting, den lille mand voksede ikke det mindste. Der var en dag, hvor han troede, han var vokset en centimeter, hvilket ikke er særligt meget, alt taget i betragtning, men den lille mand var glad over at han var vokset, lige indtil han fandt ud af, at han stod på tæer. Og så var dén lykke forbi.<br /><br />Og den lille mand blev ked af det. Han voksede ikke, sådan som han havde regnet med. Han blev mere og mere bedrøvet for hvert minut der gik, hver time der gik, hver dag der gik, hver uge der gik, hver måned der gik og hvert år der gik, helt uden at sige farvel. Til sidst var han så bedrøvet, at han bestemte sig for at gå ud i skoven og tage sig selv af dage, for det var det eneste man kunne, når man nu ikke kunne være stor.<br /><br />Så han gik ud i skoven, mens tårerne trillede ned fra hans våde øjne. Han gråd så meget, at han ikke kunne se, hvor han gik og han snublede flere gange undervejs. Og så, lige efter han havde snublet for 117. gang og lå der i græsset og forbandede sig selv langt, langt væk, hørte han pludseligt noget. En stemme, der råbte. På hjælp. Den lille mand rejste sig hurtigt op og lyttede efter en ekstra gang. Jo, der var helt bestemt nogen, der råbte på hjælp. Han tog den kæp, han var faldet over og skyndte sig i den retning, han havde hørt råbet.<br /><br />Han kom frem til en lille lysning, hvor han så en stor og savlende modbydelig ræv, der slæbte af sted med en lille kvinde i munden. Den lille kvinde fægtede rundt med armene og råbte og skreg, men der var intet at gøre, for den store væmmelige ræv var meget stærkere, og meget sulten. Den lille mand spærrede øjnene helt op, for sådan et syn havde han alligevel aldrig set. Ræven slæbte den lille kvinde med ned i sit stygge rævehul og forsvandt ned i jorden. Den lille mand skyndte sig hen til hullet og kiggede ned. Skulle han hjælpe? Selvfølgelig skulle han det. Han klemte sig ned i hullet med hovedet først, mens han tænkte, at det var godt at han var så lille, ellers var han aldrig kommet derned.<br /><br />Da han kom helt i bunden af hullet, så han grimrianen, ræven, der varmede op i gryden, hvor den lille kvinde skulle koges, så ræven kunne spise hende. Den lille mand holdte sin kæp foran sig og pegede på den vamle ræv.<br />- Giv slip på den lille kvinde, eller du får med mig at bestille, sagde den lille mand og følte sig ret stor lige i det øjeblik.<br />- Hvorfor skulle jeg det, svarede den ondskabsfulde ræv, du er jo bare en lille mand, jeg kan bide dig over i ét bid.<br />Men den lille mand blev ikke bange, han holdte bare sin kæp rank frem og stirrede på ræven. Og så vidste ræven, at den lille mand ikke bare var en lille mand og gav slip på den lille kvinde.<br /><br />Den lille mand og den lille kvinde skyndte sig ud af rævens klamme hule og kom op til overfladen, hvor de begyndte at løbe af sted for ikke at komme i kløerne på ræven igen, hvis nu den skulle skifte mening.<br /><br />Da de var kommet et stykke væk, stoppede de op for at få vejret. Den lille mand smilte over hele ansigtet, for han følte sig som den største mand, nogensinde i det lille land.<br />- Hvad smiler du af, spurgte den lille kvinde.<br />- Det er som om jeg er vokset, svarede den lille mand.<br />- Vidste du ikke det, svarede den lille kvinde, man vokser, hver eneste gang man gør noget godt for andre.<br />- Gør man det, svarede den lille mand, helt forundret, for det havde han da aldrig hørt om.<br />- Ja, svarede den lille kvinde, og du har lige hjulpet mig fra den visse død. Tak! Hun gav ham et kys, tog fat i hans hånd og de fulgtes ad ind til byen, hvor de levede lykkeligt sammen i mange år frem. Som store og stolte, små mennesker.<br /><br />Og ræven? Den måtte endnu engang åbne nogle dåsetomater og lave spaghetti med tomatsovs. Men det er heller ikke så ringe endda.<br /><br />SLUTUnknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-68436020296734218782007-06-15T11:19:00.000+02:002009-05-20T11:23:47.294+02:00ENERUM anmeldt i politikenDET VILDE RIDT OM SKRIVEBORDET<br />Skæg cowboy-comedy med skarpladte skrivenørder af den unge gruppe Teater Indtil Videre.<br /><br />(3 hjerter)<br /><br />Af Monna Dithmer (Politiken, 11.06.2007)<br /><br />Der skal noget til for at trække folk inden for i teatermørket, nu hvor de hede nætter er sat ind. Men det unge Teater Indtil Videre har fat i den lange ende. <br /><br />Ikke alene får man en stor fadøl med i prisen og kan oven i købet komme ind for det halve, hvis man tager sit cowboydress på; men selve forestillingen 'Enerum' lægger ud med en fængende afsløring af de indledende ritualer ved skrivebordet, som hver en forfatterambitiøs skrivekugle, som der jo snart findes et utal af her i landet, nødvendigvis må varme op med. <br /><br />Man ser det for sig, hvordan det går løs ude ved de stræbsomme skriveborde. Her får vi varianten med sort mexicanerhat og badekåbe plus en vild cowboydans rundt om Olympia, retromaskinen.<br /><br />Skægt og uforpligtende<br />Det hjælper nu ikke det store på skriveblokeringerne i denne her omgang. Den der med 'Det var en stormfuld nat' er jo brugt, og i det hele taget er det ikke let at være ung skrivenørd med hulefornemmelser, gulmønstret tapet og fotorealistisk udsyn gennem vinduerne. <br /><br />Tilmed skal den mere og mere sønderbombede forfatterfyr, som Kristian Koch giver den helt rigtige desperadoafmagt, også lige håndtere det unge par, der pludselig crasher ind i lejligheden og påstår at være hans tidligere kæreste og rivalen med den skudsikre succes. <br /><br />Så går det vilde ridt rundt om skrivebordet, i kamp med de påtrængende indre dæmoner og drømmebilleder. For hvordan kan kæresten og rivalen være et rent syredigt, når de samtidig trænger sig på som den mest insisterende, krasbørstige virkelighed?<br /><br />Det er skægt og uforpligtende som medrivende galop henover de gode gamle trekantskonstellationer, singlekvababbelser og kunstnerkamp med egne dæmoner. Johan Knattrup Jensen, som allerede for et par år siden lagde lovende ud som part i 'Kaniner kan skrige', er så afgjort selv lidt af en skrivekugle, og John Lange har sørget for, at der er solidt greb om spillet og et rytmisk drive over det løsslupne cowboydermareridt for mere eller mindre skarpladte skrivenørder. Et godt bud på en hed aften.Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-90956305532276166282007-05-21T11:28:00.000+02:002009-05-20T11:28:34.490+02:00sygJeg vågnede i dag og var trist. Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg vågnede og ikke var trist. Der er ingen glæde ved at vågne op længere. Kun ønsket om at flygte, så snart muligheden melder sig. Propper mig med alkohol og pot, indtil følelsen går væk og jeg bliver i stand til at bevæge mig og andre. Jeg kalder det en sygdom. Sygdommen, der ikke vil gå væk. Sygdommen, der bliver uanset hvilken medicin jeg bruger. Sygdommen, der får mig til at blive mindre.<br /><br />Jeg er et sygt menneske. Ét, der kæmper for at blive rask. Med fornuft, symptombehandling og flugt. Men kampen er så uendelig sort, at modet tages fra mig. Jeg har behov for en redningsplanke. Men der kommer ingen.<br /><br />Jeg er et sygt menneske. Som ikke længere skriver. Jeg kan ikke. Jeg sidder og kigger på den blinkende streg, som står lige før det hemmelige tegn, jeg endnu ikke kender. Når den blinkende streg bevæger sig, efterlader den et spor af tegn, jeg ser, men stadig ikke kender. Jeg skriver ikke. Alt, hvad der kommer fra mine hænder, er en andens værk. Jeg ser ikke mig selv i mine ord. Jeg ser et raskt menneske. Jeg er langt fra rask. Sig mig, hvad kuren er. Kærlighed? Kontrol? Kvinder? Piller? Penge? Pussy? Jeg ser det ikke. Måske er det lige foran mig, men jeg ser det ikke. Foran mig er kun en halv meters sigtbarhed, resten er tåget, sort og stærkt uigennemskueligt. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud.<br /><br />Jeg kalder mig selv for et sygt menneske, men jeg ved ikke om det er en sygdom. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare uendelig selvoptaget. Det kunne godt være noget jeg bilder mig. Måske er løsningen bare en løbetur. Måske skal jeg holde op med at fokusere på min egen næsetip og se ud over vandet efter land. Og en gang imellem slipper sygdommen sit greb, og jeg er fri. Men det er kun en begrænset periode, så vender vi tilbage til det kendte og elsket. Sygdommen.<br /><br />Jeg må være et sygt menneske. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser streger og linjer. Ligegyldige farver og forvredne ansigtsudtryk. Jeg ser en verden, jeg ikke er en del af. Alle de andre, og derefter mig. Mig, og det jeg betragter. Jeg er ikke deltager, jeg er voyeur. Bortset fra, at voyeuren tager glæde i det han ser. Jeg smertes ved det. Jeg kan ikke lade være med at se. For mine øjne åbner sig hele tiden. Selvom jeg beder dem om at være lukket. Derfor vågner jeg og er trist. For mine øjne forblev ikke lukket. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser et vandfald af ligegyldighed. Og jeg ser, at ingen ser mig. Jeg er et spøgelse, der har evnen til at se, men intet gøre. Når jeg rører ved ting, forsvinder min hånd igennem det. Som om, hånden ikke eksisterer. Og aldrig har gjort det. Så ingen ser mig. Synet ville også være forfærdeligt, det ville skræmme de fleste. Måske alle. Og det er her, at sygdommen tager til.<br /><br />Jeg tror, jeg altid har været syg. Måske. Jeg har ikke noget ord for det, så jeg ved det ikke. Jeg kender ikke sygdommen, som jeg kender en influenza. Feberen er behagelig, for den trækker hovedet væk fra virkeligheden og ind i en kamp på liv og død, og dér er alting så nemt. Enten lykkes det, eller så gør det ikke. En kronisk feber ville gøre alting lidt nemmere. At konstant ligge på kanten. Og på et tidspunkt give efter, og lade sig falde ned i friheden. Rulle udover kanten, med de sidste kræfter man har og derefter føle vægtløsheden og kroppens totale afslapning. Jeg vil falde med et smil. Endelig.<br /><br />Når sygdommen er der, er der ikke plads til så meget andet. Det er en lukket labyrint, hvor man ikke kan finde de andre. Man går alene rundt, alle murene ligner hinanden. Man sidder alene i venteværelset, men der er aldrig nogen, der kalder én ind. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud. Telefonen ringer, men hver gang man tager den, er der en optaget tone, der fortæller mig, at nogen andre taler. Og jeg kan ikke være med. Jeg er ikke god nok til at være med, Jeg må ikke være med. At være alene, og vide at man også ender alene. At uanset, hvad man gør, vil man altid gøre det alene.<br /><br />Jeg er et sygt menneske. Et sygt menneske, der kun tænker på sin egen sygdom. Er optaget af sin egen sygdom. Identificerer sig som et sygt menneske. Forbinder alt med sygdommen. Konkluderer alt med sygdommen. Giver sygdommen skylden. Bærer skylden for sygdommen. På samme tid. Der vil altid være sygdommen og jeg. Sygdommen og jeg.<br /><br />Jeg vågnede i dag og var trist. Jeg kalder det en sygdom.Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-84022581209000615562007-05-09T11:27:00.000+02:002009-05-20T11:27:56.686+02:00Baden T/R, 2. delMin 42-årige halvbror og jeg er taget til Wien, hvor vi skal finde min brors fars hjem og ejendele. En far, som min bror aldrig har kendt eller haft kontakt med.<br /><br />Vi er ankommet til Wien, hvor vi har overnattet inden vi skal begive os videre til Baden, hvor Notarerne holder til, og hvor min brors far boede.<br /><br />BADEN<br />Kl. 10 torsdag morgen forlader vi huset med den gamle heks. Hun har godt nok vist sin overbærenhed med os og givet os diverse kort og informationshæfter, men jeg aner stadigvæk en luren overfor os, en afmåling om vi passer til gryden, om der er nok kød på benene til at lave en ægte kraftfuld østrigsk suppe og om nogen ville opdage, hvis vi forsvandt. Jeg kan faktisk stadig høre de små gnækkende lyde fra hendes rumlende mave. Stol aldrig på gamle damer!<br /><br />Vi fumler rundt i gaderne, finder os noget kaffe på en underlig lille café med 3 borde. Vi får os en Melange, som er en kaffe med mælk, der svarer lidt til en cappucino, den er bare ikke helt så fancy. Og når man får Melange i Wien om formiddagen, får man altid en lille kage med, åbenbart som en gratis lille feature. De kalder kagen for Krapfen, og minder mest af alt om Berlinervankuchen, den er bare lidt mindre, knap så vulgær og mere velsmagende.<br /><br />Der er ikke meget liv i nogen af os. Jeg er stadig groggy efter en fantastisk nats søvn, og min bror er naturligvis ekstremt nervøs. Han fortalte mig før vi tog af sted, at siden han fik brevet for 3 måneder siden, har han haft nætter, hvor han ikke kunne sove. Så det undrer vel ingen, at han nu må være et vrag af tanker og følelser, nu på dagen, hvor han skal konfronteres med det ukendte. Men Melangen gør efter kort tids ophold i den trætte krop sit trick, og jeg skynder mig ud for at skide. Føj for satan, hvor lugter lort dårligt, når det er resultatet af Østrigsk mad. Men efter en overraskende hurtig omgang, er jeg klar til nye eventyr.<br /><br />Vi finder os noget morgenmad, som efterhånden er blevet til frokost. Jeg får mig en Ham & Eggs, som bliver serveret på en pande med brød til. Elendig. På vej ud skriver vi under på en underskriftindsamling, som kræver at de Østrigske beværtninger selv vil bestemme om der må ryges i deres café/restaurant – Den Østrigske regering vil nemlig, som alle andre lande i Europa, forbyde rygning på offentlige steder, herunder i caféer mv. Caféernes krav om selvbestemmelse lyder rimelig nok, især taget i betragtning, at hvis vi ryger meget i Danmark skovler østrigerne cigaretter i kæften, som om de aldrig har kunnet andet. Ryge og lave klassisk musik – det er Wien! Og selvfølgelig skriver vi under, en café/restaurant/bar er jo et privat sted, og hvis ejeren synes, at der må ryges, så må der naturligvis ryges, det skal ingen regering bestemme. Hvis kunderne ikke kan lide røg, må de finde et andet sted. Sådan.<br /><br />NOTARERNE<br />Vi triller ind på stoppestedet i Badens efter en times køretur i en Tramp, en sporvogn, med den mest fantastiske lyd, når man stempler sin billet – Alle lyde skal jo helst være behagelige, specielt dem, der koster penge. Noget helt andet end de obstruerende og irriterende lyde fra stemplingsautomaterne i København, der nærmest opfordrer til at man kaster sig ud foran toget– ærlig talt, det har du også tænkt på, ikke sandt?<br /><br />Baden er en rich kid by. Den er pæn, velholdt og charmerende, men ikke særligt indbydende, hvis man kommer med oppakning og rejsetøj og ser ud som om man er på interrail. Men lige så snart man vil handle med dem, er de indsmigrende og smiskende, som et par lede tæppehandlere i Agadir, Marokko, som kun tænker på, hvornår de næste turister kommer, så man ved hjælp af nogle danske ord kan lokke folk ind i fælden. "Jaj ælske Danemarka" eller "Ær du svenska?". Årh, luk røven, fedtabe, cigaretter og en kop tår kaf' – That's it!<br /><br />Vi daffer igennem byen og får siddeplads på en gammel og nobel café, med stort C, hvor vi har udkig over en lille irriterende pæn plads i centret af orkanens øje. Herfra, hvor vi sidder kan vi se over på Notarens kontor, hvor slaget skal stå om ganske kort tid. Ingen af os siger rigtig noget. Vi sidder bare dér og drikker vores Melange, som for første gang i Wien bliver serveret på et sølvfad, hvilket jeg selvfølgelig undrer mig over, og ryger cigaretter, som om det var chips. Mens min bror er på toilet får jeg øje på en figur inde på den noble café, der forestiller en gammel hvid mand med lange bakkenbarter, et fint jakkesæt og et hvidt forklæde med blodlignende pletter på, der smilende serverer thé på et fad. Figuren brænder sig af én eller anden årsag fast i mine tanker.<br /><br />Vi får endelig nosset os sammen og lister os på tæerne over mod Notarernes kontor, hvor kampen allerede begynder med trappen, der ubehageligt nok giver mig lidt problemer. Det er en ting, jeg har med trapper. Der er visse trapper, som ikke kan gøre mig noget, men så er der andre trapper – trapper, der ikke er rare at gå hverken op eller ned ad. Dødstrapper, som jeg kalder dem. Når jeg en dag ender mit liv, bliver det på én af de trapper, det véd jeg bare. Og disse trapper op til Notarens kontor rejser sig foran mig og bliver til en stor brun slange, der slår ud efter mig halen og snapper efter mig med hovedet. Jeg fægter mig vej op af slangens krop og vi får mast os vej ind i ventesalen, hvor min bror melder os i receptionen mens jeg sikrer døren. Slangen mister interessen og jeg kan igen fokusere på min opgave. På receptionens vægge hænger der udsigtsbilleder af Chicago og New York, af den slags, som ser ud som om det er et normalt cheasy billede, men som i virkeligheden er sammensat af tusindvis af små cheasy detaljebilleder. På bordet imellem de tørre irriterende stole, står der en lille glasskål med nøgleringe, hvorpå Notarernes logo er trykt. Min bror og jeg tager selvfølgelig et par stykker – hvis vi skal røvrendes og ikke får en skid ud af mødet med Notarerne, så får vi i det mindste dém ud af det.<br /><br />En relativ ung kvinde i mørk rullekrave, grå nederdel og håret sat tilbage i en pisk tager imod os. Hun præsenterer sig selv, Celia, og jeg er ret sikker på at jeg lægger mærke til hendes meget store, runde og hypnotiserede bryster, før jeg opdager at hun rent faktisk taler dansk. Nårh ja, lidt gebrokkent måske, men jeg er meget hurtig til at tilgive hende. Lidt for hurtig, måske. Jeg indser selvfølgelig med det samme, at Celia er et våben, Notarerne bruger i kampen mod den menige mand, og jeg vælger at gå i forsvar. En hurtig manøvre forvirrer hende et kort sekund, lige nok til at hun overbeviser sig selv om, at jeg er den vigtige, den der arver huset og pengene, og ikke min bror. Jeg kan klare hende, det kan min bror ikke.<br /><br />Vi sætter os ind på hendes kontor, der vel er som sådanne nogle kontorer er: kedelige, men alligevel pompøse. Hun fortæller at siden hun taler dansk, har Notarerne besluttet, at hun sagtens kan klare det selv. Altså uden tolk og en "rigtig" Notar. Det er hendes første gang alene, så vidt jeg kan lure. Hun er lidt nervøs. Og selv om jeg fortæller hende, at det i virkeligheden er min bror der er arvingen bliver hun ved med at tale til mig og kigge på mig, som om jeg er den, der tager beslutningen. Mit kropssprog forvirrer hende, selvom min mund siger noget andet, viser min krop at hun skal forvente svaret fra mig. Dét svar, som hun håber på, lige siden hun var en lille pige. Dét svar, som skal forløse hende for alle hendes traumer og nederlag. Dét svar, som gør hende våd mellem benene af bare forventning og får hende til at sidde urolig på stolen. Og hendes bryster hopper dirrende op og ned, og bare venter på at jeg skal tage dem i mine hænder og ælte livet ud af dem, som de aldrig er blevet æltet før. Hun er nu officielt sat helt ud af spillet, mens hendes øjne beder mig om at redde hende og tage hende langt væk. Væk fra Notarerne. Væk fra sorte rullekravetrøjer, hestehaler og grå nederdele. Langt væk fra kedelige kontorer og cheasy billeder i entréen. Langt væk fra døde mennesker og tomme huse. Langt, langt væk i én stor rus af orgasmer.<br /><br />Vi får klaret det praktiske, selvom Celia skal have hjælp fra både MesterNotaren og NaboNotaren, og vi bliver enige om, at vi må ud og se huset den næste dag. Vi siger farvel og mange tak for hjælpen – jeg stikker hende mit visitkort og siger, at hvis hun nogensinde kommer til København. Hun smiler og bliver forlegen. Det er så sødt når autoritære kvinder bliver forlegne. Så bliver de lige pludselig – ja, menneskelige kvinder. Ned af trapperne, der klares hurtigere den her gang, det er altid lidt nemmere nedad end opad. Det er blevet sen eftermiddag og efter et par øl på den lokale café er det blevet aften. Vi skal ud i Baden by og finde os en seng for natten.<br /><br />SENGEN<br />Vi har fået nogle adresser på de lokale hostels, men vi har ikke booket noget sted. Så op på nakken med bagagen, der bliver tungere og tungere for hver dag, og af sted ud i det ukendte. Og det ukendte forbliver ukendt i lang tid, for vi finder intet. Ingen varm seng, ingen varme mennesker., ingen varm mad De steder vi finder har enten lukket, vil ikke have nogle gæster eller vil have overpris, selvom der ikke er andre på hotellet. Jeg undrer mig meget.<br /><br />Benene er ved at være trætte. Bagagen er usandsynligt tung og Baden vokser i størrelse for hvert skridt vi tager. Og vi føler at vi meget hurtigt løber tør for muligheder. Men lige pludselig, ud af mørket, kommer en lille tyk kvinde gående. Hun taler med sig selv, men hvem gør ikke det. Måske bare ikke lige så højt, men det tænker vi ikke på. Min bror skynder sig over til hende, vi er desperate, og spørger hende om vej til det nærmeste hostel. Som jeg nærmer mig kvinden bliver stanken af gammelt pis stærkere og det går op for mig at vi har fået fat i den lokale landsbytosse. En ældre kvinde med et let fip- og overskæg, flagrende gevandter og flakkende øjne. Et kort øjeblik løfter min mistro til projektet som Apollo 11, men så bliver jeg ramt af en varme fra hendes sjæl. En varme, der fortæller mig at hun kun vil os det godt. Hun siger på tysk at vi skal følge med. Min bror er ikke den bedste til tysk. Han blander dansk, engelsk, tysk og fransk sammen i én stor Gullaschgryde. Så allerede i Berlin fandt vi ud af, at jeg skulle kommunikere med de fremmede, så længe det ikke kun handlede om to øl af fad. Men selv jeg har mine begrænsninger, og jeg fatter stort set ikke en døjt af, hvad landsbytossen siger, men jeg kan tyde, at hun gentager sig selv ret mange gange mens vi følges ad. Men det virker ikke som om det bekymrer hende, at vi ikke har præcist det samme sprog. Hun leder os hen ad de mørke veje, og dér ligger der et åbent Gasthaus, med senge og mad og tv på værelset. Vi takker hende mange gange, og så kigger hun på os med indtrængende øjne, mens hun holder os i armen: Hvis I søger, skal I finde. Min bror og jeg bliver mundlamme et kort øjeblik. Hun smiler et varmt smil, vender sig om og sjosker af sted med et let og ubekymret Auf Wiedersehen.<br /><br />Efter et par øl, et knap så godt men varmt måltid mad, er vi stort set klar til at gå til køjs, eller nærmere dobbeltseng i noget, der minder om en lover's hide, og jeg får et par hurtige tanker om vores Landlords har misforstået situationen, men vælger at være ligeglad. Vi læser i avisen, at der vil komme storm ind over Østrig – Kyrill, kalder de den. Og den skulle efter sigende være af orkanstyrke, hvilket vi ser frem til. Men min bror vil ikke i seng. Han virker på en eller anden måde lettet og han har lyst til at drikke sig beruset. Rigtig godt beruset. Nu har vi ordnet det praktiske. Min bror har skrevet under på at han er arving, men med begrænset ansvar, så han ikke står med hatten i sækken, hvis der skulle komme yderligere regninger fra mennesker, som faderen skyldte mennesker. Og vi har fået NaboNotaren, Mr. Benedikt, til at tage sig af alt det praktiske med hussalg osv. Det eneste vi skal nu, er at se huset i morgen og godkende en salgspris, når dét bliver aktuelt. Min bror er blevet lettet for en del af sine bekymringer og tanker. Han havde frygtet det værste, men nu er der kun huset tilbage. Vi snakker lidt, om dagen, om mødet, mens vi hælder nogle østrigske øl ned i kæften. Vi bliver enige om, da restauranten skal til at lukke og de unge tjenere har tændt deres fyraftenssmøg, som de stjæler fra tobakskassen uden at chefen opdager det, at vi hellere må gå ud og trække noget frisk luft i selskab med en lille krøltop.<br /><br />Og dér bliver vi forløst. Kyrill er meget varm og kraftig, vi kunne stå i t-shirt sent om aftenen i januar måned, og vi ville stadig ha' det varmt. Vi bliver rusket igennem af stormen, mens en plasticpose danser en ballet rundt om os. En smuk og blid ballet, der fortæller os at der kommer bedre tider. Cigaren gør sin sanselige virkning, og vi står dér, ved siden af hinanden og ingen siger et ord. Vi nyder varmen, blæsten og balletten. Og skyerne, der minder om alle mulige figurer, som drøner forbi os på nattehimlen. For en kort tid er vi i sikkerhed, mens stormen rusker i alt, den kommer i forbindelse med. Vi er trygge og føler naturens kærlighed omfavne os. Vi kunne stå lige dér i timevis og bare stå. Men plasticposen må videre, og den tager et stort spring ud af gården og videre i natten for at finde andre skæbner, den kan fortrylle og forsøde med sit budskab om, at det nok skal gå det hele. Vi går ind og lægger os. Min bror sover trygt og godt. Det gør jeg også.<br /><br />HUSET<br />Næste morgen får vi os hver et godt langt bad på vores eget badeværelse, ikke et vi skal dele med nogen. Vi går ned og får ordentlig morgenmad for første gang i den uge, og da vi skal betale regningen, som er rimelig høj, prøver jeg at sige til tjeneren, at jeg er skribent for en national dansk avis, men jeg får ikke rabat af den grund – desværre.<br /><br />Vi mødes med Mr. Benedikt ude ved huset. Jeg har taget mit videokamera frem til dokumentation, mest af alt til Mama og Papa, men også som våben imod en eventuel Notartro på at vi kan snydes. Min bror er stille. Hér boede hans far. Og hér døde han. Huset er fint, det ligger i et fint nabolag med udsigt til bjerge og vinmarker, perfekt til aldrende medborgere, der trænger til at slappe af og komme væk fra larmen. Med andre ord, her er kedeligt.<br /><br />Vi får adgang til huset, og min bror og jeg går amok som de amatørdetektiver vi lige pludselig er blevet. Det første der slår mig, er at huset, selvom det er nyt og velholdt, virker gammelt. Der er en gammel aura, der ligger i alle rummene, som fortæller mig at faderen var blevet gammel, ikkun af alder, men også af sind. Det næste der stikker ud er et lille billede på en opslagstavle over faderens kontor, et billede der forestiller min bror, da han var 3-4 år gammel, sammen med min mor i en slæde. Et billede af den slags man får taget på markedspladser, hvor man så kan sætte sit eget hovedet oven på kroppene af f.eks. Tarzan og Jane. Eller en juleslæde. Her er et billede, der er omkring 40 år gammelt og som faderen formentlig har kigget på det hver eneste dag i sit liv. Jeg finder også en fotomappe med billeder af faderen på tur i Italien med én eller anden dulle, taget et par år efter han skred fra min mor. En hel mappe bare med billeder af faderen og dullen. Men allerbagerst, løst lagt ind, ligger der et bryllupsbillede af faderen og min mor. Så uanset hvad, har min mor og min bror altid været i faderens tanker. Men hvorfor stak han så af? Og hvorfor har han aldrig kontaktet dem igen? Han blev aldrig gift igen, så noget siger mig, at vi er vidner til en mands største fejltagelse i hans liv. En fejltagelse, hvis følger aldrig forlod ham. Han havde en kæreste, det lurede vi ud fra toiletsagerne og kvindetøjet, der hang diverse steder. Gad vide, hvordan han har været at leve sammen med?<br /><br />Efter cirka en halvanden times efterforskning bliver mit humør dårligt. Min bror og jeg har det begge som om vi er indbrudstyve, der udspionerer på en fremmed mands liv. Selvom alt tilhører min bror, er det alligevel fremmed for ham. For fremmed. Jeg sætter mig surmulende ned og ryger en stak cigaretter, mens jeg venter på at min bror bliver færdig, så vi kan komme væk. Og efter et par timer forlader vi endelig huset med et lille indblik i en fremmed, men alligevel på underlig vis nær mand, og jeg lægger mærke til at min bror går fra stedet uden at kigge sig over skulderen.<br /><br />WIEN BY NIGHT<br />Vi ankommer til Wien og får tjekket ind på ungdomsvandrerhjemmet Wombat's, som er billigt og ungt. Meget ungt, men jeg er ligeglad. Jeg har mest af alt lyst til at komme hjem. Eller i det mindste møde andre mennesker og drikke mig i hegnet. Hvilket er et ønske, jeg får givet. Fredag aften består af øl på baren, en lille professor uden for og en druktur med nogle kvindelige østeuropæiske, men meget søde, bartendere. En skør og underholdende nat, som ender på lokummet på det kønsblandet 6-sengs værelse på Wombat's, med en dyne rundt om mig og tømmermænd fra helvede, endda før jeg har lagt mig. Jeg får rystende smidt 4 hovedpinepiller i kæften og venter kun på at hvilen kan indtræffe, mens jeg overvejer, at hvis jeg var en hest, ville jeg være lavet om til sæbe for længst. Jeg får lagt mig, men endnu inden jeg synker helt hen i drømmeland, vækker min bror mig og siger, at vi skal tjekke ud. Det er lørdag, der er 15 grader i luften og jeg er totalt smadret.<br /><br />Med tømmermænd sejler vi rundt i Wien, og kommer blandt andet hen til Die Museums Quartier, hvor man har samlet alle Wiens vigtige kunstmuseer til ære for turisterne. Så skal man ikke gå så langt. Vi er blandt andet inde på Momuk, som er museet for moderne kunst, der har udstillinger med Erwin Wurm, en temmelig humoristisk østrigsk kunstner, og med Frank Gertsch, en billedkunstner, der maler kæmpebilleder, der ligner fotografier. Èt af hans mest berømte billeder er med Patti Smith, mens hun indspiller et nyt album i 70'erne. Fantastisk! Disse to kunstnere ville blive et tilløbsstykke i København og Århus, jeg siger det bare. Det eneste trælse ved Momuk var selve museet, der havde glasgulv ved trapperne og elevatoren. Og for mænd, som jeg, der har en sindssyg højdeskræk, var det en forfærdelig oplevelse. Hver eneste gang, jeg skulle over glasgulvet, måtte jeg bruge lang tid på forberedelse, samtidig med at små drenge fuldstændig ubekymret løber henover glasset og min stolthed. Det er i øvrigt det samme med Aros, der også er helt syg. Hvorfor kan man ikke lave moderne kunstmuseer, som ikke er så helvedes artsy fartsy i glas og stål, så alle kan være med?<br /><br />Et smut forbi Hitlers stamcafé, Sperl, hvor han udbredte sine visioner og teorier til alle der gad lytte, før han daffede til Tyskland og blev kendt som historiens største forbigået kunstner. Elsk din nærmeste kunstner, man ved aldrig hvad han eller hun kan finde på! Et par øl på Alte Wien, den lokale kunstnercafé, og så var det også blevet aften.<br /><br />HJEM<br />Vi bliver samlet op af en shuttlebus til lufthavnen kl. 4.55 søndag morgen, så vi beslutter os for ikke at finde et sted at overnatte, men i stedet finde en fest, vi kan drikke os i hegnet til. Vi får et nys fra to meget venlige og behagelige mennesker på Alte Wien, at en lokal radiostation, FM4, holder en fødselsdagsfest ude i et industriquartier tæt på opsamlingsstedet. Vi drøner derud med hele oppakningen uden egentlig at vide, hvad der sker. Og da vi prøver at komme ind af bagindgangen bliver vi straks stoppet at en underlig lille mand med fipskæg, som virker som om han har sniffet det meste af en sort affaldssæk coke ind i hovedet. Jeg overbeviser Fitz, som den lille mand hedder, om at jeg er skribent for en dansk national avis med mere end 1 million læsere, og at jeg skal beskrive min tur til Wien, og herunder nattelivet. Jeg ved godt at jeg lyver lidt, men på det tidspunkt er jeg så ligeglad med konsekvenserne, at jeg er villig til hvad som helst. Heldigvis køber han løgnen med det samme, giver os gratis adgang til festen og vi får endda lov til at stashe vores bagage backstage.<br /><br />Det viser sig at være lidt mere, end bare en fest. Jarvis Cocker og Sepultura er nogle af de internationale navne, udover en del lokale bands og DJ's. Det er ikke en fest, det er en festival. Fascineret af vores held sniger vi os rundt imellem de 3.000 andre mennesker, der også har fundet på at tage herud. Vi drikker øl. Vi ryger joints. Og jeg begynder så småt at kigge efter noget hårdere og mere flippet, men opgiver, det ville være kønt, hvis vi ikke fik lov til at komme med flyveren hjem. Til gengæld finder vi en svedig DJ, der får hvert atom i min krop til at bevæge sig. Sveden springer som stangspringere af panden, mens jeg tjekker de østrigske piger ud. Nogle af dem er smukke, og jeg kan ikke lade være med at flirte lidt. Men min bror vil af sted, han vil hjem og det kan ikke gå hurtigt nok, så vi får fat på vores sager og dapper ned til opsamlingsstedet. I min rus falder jeg i søvn på det kolde fortov. Da jeg vågner står jeg i Københavns Lufthavn og venter på min bagage, der er forsinket. Velkommen hjem.<br /><br />EFTERSPIL<br />Og hvad så? Fandt vi så dét, vi søgte? Hmm, godt spørgsmål. Min bror fandt et hus, han ikke ville ha', men en historie han alligevel godt ville ha'. Og jeg fandt min bror. Næh, det gjorde jeg vel egentlig ikke, ham havde jeg i forvejen. Men jeg fandt noget andet. Jeg fandt en gammel landsbytosse i Baden, som fortalte mig at det hele nok skal gå. Det skal nok gå. Hvis bare man søger.Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-4116004341205756952007-04-29T11:24:00.001+02:002009-05-20T11:26:57.382+02:00Baden T/R, 1. delDer er godt nyt til alle dem, der ligesom mig, en gang i mellem føler sig forsvundet i sine egne tankers kaos og evindelige selvmedlidenhed. Nyheden kom fra en ældre kvindelig landsbytosse i Baden, 30 km syd for Wien, en sen torsdag aften i januar.<br /><br />Man finder ikke altid lige præcis dét, man søger. Men hvis man ikke søger, finder man slet ikke noget.<br /><br />Min bror, eller rettere min halvbror, er en fattig arbejdsløs billedkunstner på omkring 42 år. Han er en særlig type, den slags som aldrig helt giver et klart budskab. Enten skal det pakkes ind i morbid, og til tider uforståelig, sort humor, eller også siger han bare ikke noget. Det har altid været lidt svært for mig at greje ham, nok også fordi han aldrig rigtig giver udtryk for sine følelser. Det har ikke været kutyme i min familie, hvad det sikkert heller ikke har i mange andre familier. Men jeg holder af ham – han er jo min bror.<br /><br />Vi har ikke samme far. Min bror har aldrig kendt sin far og altid betragtet min far, som hans. Men for et par måneder siden fik min bror et østrigsk brev, hvori der stod, at hans far var død, og at min bror var enearving. Dette er grunden til, at jeg skulle opholde mig i Baden en sen torsdag aften i januar.<br /><br />Alt vi ved, er at der står et hus med inventar, bil og motorcykel. Og hvis min bror vil skrive under tilhører det alt sammen ham. Skrive under? På at man accepterer sin far som sin far? På at stå med hele hans liv imellem hænderne og vurdere om det bare er til at smide ud eller om man skal overtage det? Og hvad sker der så?<br /><br />BERLIN<br />Min bror havde spurgt mig, om jeg ikke ville følge med. Og selvfølgelig ville jeg det. Dels fordi det er ét af de eventyr, man aldrig oplever og kun drømmer sig til i amerikanske film. Om den rige onkel, man pludselig arver en hulens masse penge fra. Og dels fordi jeg vidste, at når der sker noget stort i ens liv, har man som regel gerne behov for en følelsesmæssig bagstopper. Og så er der selvfølgelig den hemmelige dagsorden: jeg vil gerne komme tættere ind på livet af min bror, se ham i hans følelsesmæssige ekstremiteter. Få en reaktion – bare et eller andet.<br /><br />Vi møder hinanden i Berlin mandag aften – han var dernede i forvejen for at deltage i en demo – allerede én dag efter planen. Det blæste, så færgen sejlede ikke om søndagen, hvilket gik op for mig, efter at have festet hele natten og så stå op med tømmermænd og kæmpe mig vej fra Gyllegade hele vejen ned til DGI-byen med oppakning, for derefter at kæmpe mig hele vejen tilbage med ubehagelig alkoholånde og kronisk angst for at møde nogen, som jeg muligvis kendte, men ikke umiddelbart ville kunne finde frem fra min tågede hjerne og derfor ville gøre mig selv til en donkey. Hvilket i øvrigt så også skete. Men om mandagen kom jeg af sted. På færgen fra Gedser til Rostock fik jeg den dårligste Spaghetti Bolognese, jeg nogensinde har fået, af den slags, hvor spaghettien er overkogt og nu har samme eksistens og smag som kønsløse regnorme, samtidig med at Ekstra Bladets forside skreg til mig med overskriften "Millionær på at fuppe unge piger". Af en eller anden grund satte dén overskrift sig fast i mine tanker.<br /><br />I Berlin møder jeg min bror og straks skal vi ud og se lidt på byen. Vi tager hen på den überhippe gade Kastanienallee, der ligger i Østberlin. Og finder den første, den bedste bar, hvor vi kan få øl. Det slår mig straks at det smarte i Berlin er enkelheden. I en kaotisk verden, med masser af informationer overalt, har vi behov for et safe, hvor vi kan tage hen og slappe af for omverdenens påtrægenhed. Væggene er nøgne, som da de blev født, der er ingen forstyrrende musik, kun menneskers sniksnakken. Man skal ikke bevæge sig, for tjeneren, der lige så godt kunne være en hiphopper fra Nørrebro, kommer straks ned og tager imod vores bestilling: zwei bier vom faß. Der er ingen forstyrrende elementer overhovedet – kun andre mennesker. Og det er vel dét, det handler om: Andre mennesker. Det eneste sted, hvor man kan blive en smule underholdt er i loftet, hvor en lokal kunstner har lavet en decoration. Og så selvfølgelig toilettet, der som alle andre toiletter i Berlin er oversprayet og malet til og klistret til med reklameklistermærker for magasiner og kunstudstillinger. Men sådan SKAL det være.<br /><br />Jeg begynder at falde til ro. Jeg er kommet væk fra mine rutiner, pengeproblemer, kvindeproblemer, identitetsproblemer og alle de andre problemer, som jeg kan gå og bygge op i mit elendige lille hoved. Så mit første mål med turen, som selvfølgelig er implicit, det er det vel for alle ture, at flygte væk fra rutinen, tage benene på nakken og komme væk fra hjemmefra, er allerede begyndt at tage form. Det vi begynder med som teenagere og fortsætter resten af livet på charterrejser, skiferier, sommerhusture osv. Flugten er altid første skridt. Og som regel også er det sværeste skridt, for så skal man på en eller anden måde også give op. Det kan i hvert fald føles sådan. Roen bølger stille og roligt ind over mig, og for første gang begynder jeg at glædes. For første gang i lang tid.<br /><br />Indtryk af Berlin: Hunde går uden snor. Der er masser af graffiti, meget er grimt, men ind i mellem finder man noget virkelig flot. Der er en bred smag og stil blandt de unge og sørme også de gamle. Milchkaffee er virkelig god og koster omkring 1,5 €. Alle U-Bahn stationerne er decoreret i forskellige farver og former, og stort set alle udsmykket med kunst. Berlin har virkelig lært noget af kunsten, en forståelse som København stadigvæk er håbløs bagefter. Man håber, det kan nås endnu.<br /><br />NATTOG<br />Efter en god nats søvn, en lang tur rundt i Berlin – Åh, hvor jeg dog elsker Berlin allerede - elendig mad (dog serveret af en dansk billedkunstner fra Hjørring, som pludselig blev glad for at tale lidt dansk igen!), besøg på Stasimuseum og se locations fra filmen Das Leben Der Anderen, ophold på en ægte tysk pølsevogn, flere øl og en herlig masse cigaretter, sætter min bror og jeg os i nattoget fra Berlin til Wien, og kan se frem til en små 12 timer i siddevogn. Heldigvis får vi kupéen for os selv, så vi liner an med øl, tyrkisk brød, ost, oliven og ristede jordnødder og lader den tyske nat stødvist rulle forbi os, mens vi sniksnakker om Berlin, om mor og far og om den snart forestående begivenhed. Min bror er spændt. Og nervøs. Jeg kan ikke helt greje hvorfor, men måske frygter han at blive rystet for meget i sin identitet om sig selv, sin hjemstavnsfornemmelse og sin historie. Når man tror, at man hører til et sted og nogle mennesker og så finder ud af, at verdenen ikke hænger sådan sammen alligevel, og man et eller andet sted dybt inde i sjælen godt vidste, at der var noget galt. Lidt ligesom adoptivbørn må ha' det, når de finder ud af, at de netop ER adoptivbørn.<br /><br />Jeg synker ned i mine egne tanker og stilheden breder sig i vores hjem denne nat. Små togstationer buldrer forbi derude i mørket og jeg spekulerer på, hvor JEG egentlig er på vej hen. Hvor er mit mål? Derude? Herinde? I favnen på en smuk kvinde, som jeg vælger at elske? I favnen på tusinde smukke kvinder, som vælger at elske mig? Hvad kan jeg egentlig tilføre denne verden, som den ikke allerede har i forvejen? Tankerne bliver tungere og tungere og lidt efter lidt gaber jeg og lægger mig til rette på det alt for korte sæde med min store sorte vinterjakke som dyne og en gul hættetrøje som pude.<br /><br />WIEN<br />Næste gang jeg slår øjnene op kigger jeg på ansigtet af en meget træt og sur mand med overskæg. - Passports! Råber han kraftedeme lige ind i mine trætte hængeøjne. Javel, ikke noget please her! Søvnigt rumsterer jeg rundt i mine tasker, selvom jeg allermest har lyst til knalde ham én. Først efter længere tids stressrumstering og den sure mands kaffeånde i nakken går det op for mig, hvor fanden jeg har lagt det skide pas. På samme tid føler jeg mig intimideret af kontrolløren, der jo er kommet ind i mit soveværelse. Men hvad kan jeg gøre, det er jo trods alt hans hus. Uden tak smider han vores pas tilbage, smækker døren og vi hører hans næste "passports" og kan levende sætte os ind i oplevelsen. Jeg kigger ud af vinduet og ser et morgentåget grågrønt efterårslandskab drøne forbi. NU er vi ude. Bjerge. Store bjerge. Og kigger vi til den anden side, ude fra gangen, kan vi se ud over en kæmpe dal, hvor der stort set ikke er beboelse så langt synet kan vandre. Vi slumrer lidt mere, men denne gang med vågne øjne, der kigger udad. Indeni er alt stille.<br /><br />Vi ankommer til Wien Westbahnhof. Vi har røget stort set alle vores cigaretter, så vi må købe nogen flere. Min bror kommer tilbage fra Tabak-forretningen med en pakke røde Che-cigaretter, der også har det velkendte hoved som logo. Rød er min identitetsfarve, så jeg flipper selvfølgelig med det samme og tænker, at sådan nogen MÅ jeg bare ha' med hjem. Vi fortsætter mod et i forvejen booket hostel med vores oppakning, min bror med en kæmpe rygsæk og mig med min sorte trolley og grå skuldertaske – man er vel lidt sofistikeret. Eller bare forfængelig. Der er ikke rigtig nogen af os, der siger noget. Vi kigger bare rundt og observerer byen. Det slår mig, at Wien minder forfærdelig meget om en østeuropæisk storby, én af den slags, der ser sig selv som en moderne metropol, men stadigvæk ikke kan slippe ud af fortidens grå betonskyer.<br /><br />Vi ankommer på vores hostel, der bestyres af en ældre dame. Af tidligere erfaringer med udlejning af værelser hos gamle damer (læs: grimme traumatiserende oplevelser med psykopatkvinder fra plejehjemshelvede, men det er en helt anden historie – en anden gang), har jeg lært at være på vagt, når jeg møder ældre kvindelige landlords, en paranoia, der i dette tilfælde viste sig at være ubegrundet. Hvilket dog ikke har fjernet min sanselige årvågenhed, stol ALDRIG på ældre kvinder, de er som regel nogle hekse, der vil dig det dårligt! Men vi smider vores bagage og drøner ud i byen.<br /><br />Men der er ikke meget sjov at hente i hverken min bror eller Wien. Min bror har alle sine tanker på den næste dag, hvor vi skal til Baden og møde Notarerne, der har behandlet dødsboet efter min brors far. Jeg prøver at lokke med koncert, øl og Peter Belli-hø, men min bror er hverken til at hugge eller stikke i. Så efter lidt søvnig jaywalking og lidt ussel mad, drøner vi hjem til vores seng for natten. Jeg krøller nogle prerolls, ryger den ene ud af vinduet og vi lægger os i hver sin seng. Min bror har røget lidt med og efter nogle minutter, kan jeg mærke på ham at han ikke er helt okay. <br />Når man ryger hø bliver ens tanker og følelser mere sanselige, man undrer og morer sig over selv de mindste ting. Nogen gange når jeg skriver, ryger jeg en lille pibe for at få mere sanselighed ned i teksten. Og specielt når man dyrker sex kan det være fantastisk at ryge en lille jazzcigar eller bønnespire. Men hvis man på den anden side er fyldt op med nervøse tanker, når man er ked af noget, så er det bestemt ikke anbefalelsesværdigt at ryge en splif. For lige så sanselig man bliver, når man er i godt humør, lige så sanselig bliver man i det dårlige. Og dårlige tanker kan være forfærdelige, når de bliver forstærket. Så kan man ikke sove for tankernes rumstering rundt og det dårlige bliver større og man ender med at blive paranoid. Når jeg har røget på dårlige tanker, må jeg altid låse min dør, selvom jeg normalt ikke låser den (jeg bor i kollektiv med 7 dejlige og søde mennesker). Men i de tilfælde bliver jeg bange. Ikke for mig selv, men for alt det andet der er derude. Og det er ikke rart.<br /><br />Og sådan havde min bror det. Han havde svært ved at sove, tankerne kørte rundt i hovedet på ham, han vendte og drejede sig, han kunne ikke finde hvile indeni. Hvad ville der ske den næste dag, hvor han skal konfronteres med sin ukendte far og en historie han aldrig har bedt om at deltage i? Hvad var faderen for én? Tænkte han overhovedet på min bror og min mor, som han forlod, da min bror var helt lille. Forlod dem, sådan uden videre, "jeg skal lige ned efter cigaretter", og BUM, væk for altid. Ikke noget kort, ikke noget brev, ingenting. Bare væk. Mig derimod, jeg sov som en sten – vel ikke at fortænke oven på en nat i et tog med alt for korte sæder.Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-58483837350869654442006-12-11T11:23:00.000+01:002009-05-20T11:24:51.167+02:00cigarettetDette er også en text jeg opførte på Huset Café den 8. december 2006.<br /><br /><br />Jeg er der ikke endnu. Ved ikke helt, hvor jeg er. Et sted midt i mellem. Måske er jeg blokeret. Måske er jeg provokeret. Til standsning. Sådan er jeg, udpumpet. Tømt for energi. Skaberkraft. Trang til, er også væk.<br /><br />Cigaretter er der. De er der altid. Heldigvis. Også når det regner udenfor. Eller når kvinderne ikke ringer tilbage. Eller når man har nederen over sig selv, fordi man for anden gang bollede med en pige, man ikke havde lyst til at bolle, og så heller ikke kyssede. Heller ikke af medlidenhed, men bare bollede. Det lille væsen var jo forelsket.<br /><br />Cigaretterne er der altid. Man tænder den og for et øjeblik behøver man ikke koncentrere sig om andet end at bevæge cigaretten op til munden, suge, fjerne hånden og puste gråt røg ud. Så er alting så nemt.<br /><br />Også når ordene ikke vil komme ud. Når de er derinde, men er kludret sammen til et kludetæppe, som måske passer i farverne, men bestemt ikke i sammenhængen. Bestemt, ikke? Bestemt.<br /><br />Når man ikke har hørt fra sin hemmelige elskerinde i flere uger, og dagene bare går. Og man bliver i tvivl. Om man var sød nok sidste gang, og ikke fraværende, som man altid er. Det er jo bare en elskerinde. Ikke sandt. En hemmelig kvinde. Så hemmelig, at man ikke altid er sikker på, at hun virkelig eksisterer. Men det gør hun. Ikke?<br /><br />Så er cigaretten der.<br /><br />Og man tænker på det, men får aldrig gjort noget. Får aldrig sagt noget. Får aldrig ment noget. Det meste er for det meste ligegyldigt, som om man aldrig har sagt noget, aldrig har gjort noget og aldrig har ment noget.<br /><br />Og så er der hende, der glemte sin orange BH. Og dét er i virkeligheden det eneste bevis på at hun overhovedet har været der. Og man tænker, om det overhovedet er den rigtige måde at gøre det på. Er der andre?<br /><br />Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der ALTID!<br /><br />Også når man synes at man er så helvedes falsk, og man taler med en sjov stemme, man har jo ingen stemme selv, og lidt sjov skal man da ha...<br /><br />Så er der heldigvis altid en cigaret.<br /><br />Også når det virkelig kører. Når man er helt oppe at køre over noget, som er så fantastisk at man bare er helt oppe at køre. Og man ved ikke, hvor man kører hen, bare så længe det kører. Og det gør det jo også engang imellem. Og det skal jo fejres, for det er alligevel ikke så tit det sker, men når det sker, så skal det da selvfølgelig fejres. Så skal man lige ha.. en cigaret. De hjalp jo én på vej. Og var der, når man havde behov for dem. Og hørte på ens klager og fortvivlser og forhåbninger og alt det der ligger midt i mellem. For så er der jo i det mindste NOGET midt i mellem.<br /><br />Hvis man kunne dyrke sex med en cigaret, var jeg gift for længst.<br /><br />Så er cigaretterne der altid. Så er cigaretterne der hele tiden. Cigaretter. Cigaretter. Cigaretter. Altid og hele tiden. I hånden, i munden, i lungerne, i askebægeret. Simpelthen HELE TIDEN.<br /><br /><br />Hvad ved du egentlig om DET? Hvad ved du egentlig OM det? Hvad ved du EGENTLIG om det? Hvad ved DU egentlig om det? Hvad VED du egentlig om det? HVAD ved du egentlig om det?Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-41077490944233603732006-12-11T11:15:00.001+01:002009-05-20T11:17:37.938+02:00den kreative klasseDet her er en text, jeg opførte på Husets Café fredag den 8. december 2006 i forbindelse med et stand-up poetry show med bl.a. Sune Urth, Kristian Sønderby, Chresten Forsom og Tristan Winter.<br /><br /><br />Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg færdes i de kreative miljøer, med kreative mennesker, der laver spændende kreative ting. Faktisk kan jeg bedst lide at tale med kreative mennesker. Jeg ved ikke hvordan ikke-kreative mennesker taler, jeg ved ikke HVAD de taler om eller hvad de tænker PÅ. Så jeg færdes bedst mellem kreative mennesker.<br /><br />Jeg er en del af den kreative klasse. Vi er en meget bred klasse. Klassekvocienten er overskredet for længst. Nogen af os er bare semikreative, du ved sådan lidt i fritiden, men hvor er det dejligt befriende at være blandt andre kreative, det er som om de forstår mig meget bedre. Og vi insisterer på, at vi er en del af den kreative klasse.<br /><br />Nogen af os er helt sikkert kreative, fordi vi arbejder eller studerer kreative steder. Det er som om der ikke er plads til os andre steder, jeg har selvfølgelig da prøvet, men det fungerer simpelthen bare ikke for mig. Jeg er en ganske anden. Og man siger det på dén måde, så man viser, at man SELVFØLGELIG har sympati og medfølelse og holder af og min familie er også en del af den ikke-kreative klasse .. de stakler.<br /><br />Der er en lille del af os, som betragter os selv som de ægte kreative. Vi er jo mere end det, vi er KUNSTNERE. Vi er den mest specielle del af de kreative, for vi er jo KUNSTNERE. Vi gør tingene på vores egen måde, vores helt specielle særegne måde, som helst ingen har gjort det før, for vi er da selvfølgelige KUNSTNERE. De andre kreative misunder os lidt, for de ved godt, hvor meget mod det i virkeligheden kræver at være kreativ KUNSTNER. De andre ville ønske, at de var lidt mere ligesom os. Sådan er det bare.<br /><br />Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg har aldrig nogen penge, og alle kreative taler altid om, hvordan de får de næste penge, om at det almindelige job truer derude, for det gør det jo. Vi kreative sætter en ære i aldrig at have nogen penge. Alligevel tager vi taxa, drikker øl, er på stoffer hele tiden og ryger selvfølgelig pot og hash. Og selvfølgelig spiser vi hjemmelavet kreativ mad. Vi går meget op i at mixe maden på en spændende måde, som INGEN andre nogensinde har tænkt på før. Og vi går meget op i at det er økologisk mad og hjemmelavet mad og spændende mad. Vi køber også masser af tøj, og selvfølgelig det mærkelige tøj, så vi ser mærkelige ud, det skal man jo når man er kreativ, også selvom det mærkelige tøj koster en mærkeligt masse penge (hvorfor, det er jo mærkeligt). Og vi bor altid sådanne nogle fine steder, hvor der helst skal hænge kreativ kunst på væggen, og det skal helst være indrettet på en HØJST UNORMAL MÅDE, men alligevel meget smart og chikt! Og vi går altid ud til teaterforestillinger, hvor vi kan hilse på de andre kreative (Og vi ER faktisk ved at være en del) og hvorfor lige teater, men man er jo én af de kreative. Og dér bruger vi også penge, med mindre vi er blevet inviteret til premiere eller forpremiere fordi vi har været inde og hjælpe en anden kreativ og sagt vores kreative mening om det enormt kreative stykke, som vores kreative ven har sat op. Det er flot! Det er altid et stort mysterium, hvor vi kreative har vores penge fra. Men vi er jo KREATIVE, ikke sandt?<br /><br />Jeg ER en del af den kreative klasse. Mine venner er også en del af den kreative klasse. Når vi taler sammen, taler vi om ting, som kun os fra den kreative klasse kan tale om. For det meste taler vi om livet i den kreative klasse. Og om kvinderne fra den kreative klasse. Og en hel del om os selv. Vi er jo kreative, ikke sandt. Når jeg taler med mine bekendte, som ikke er en del af den kreative klasse, synes jeg altid at de er så banale. Men på den anden side har jeg også sympati med dem .. de er jo bare banale mennesker. Og ikke så heldige, at de er en del af den kreative klasse. Som jeg.<br /><br />JEG er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, er de som regel også en del af den kreative klasse. Kvinder fra den kreative klasse ser altid lidt lækrere ud. Kvinder fra den kreative klasse véd godt, at de har fingeren på pulsen og ser sådan ud. Kvinder fra den kreative klasse barberer sig under armene, men er holdt op med at barbere sig i skridtet .. det skal jo helst være økologisk, ikke sandt? Kvinder fra den kreative klasse er altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting man udmærket er klar over, man er jo selv en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder fra den kreative klasse, går der som regel ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, fortæller de mig, hvor SPÆNDENDE det er, alt det KUNSTNERISKE jeg laver. At vi bare MÅ arbejde sammen en dag, for kunne det ikke være SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at afholde jobsamtaler og de prøver på at imponere mig ved at bevise, at de faktisk godt kan skjule hele min pik inde i sin mund, så det ser ud som at en alt for stor fisk sidder fast på mig, mens den prøver at sluge mig startende fra skridtet. Og en gang imellem prøver jeg at bevæge mig for at se om den alt for store fisk følger med. Og det gør den som regel.<br /><br />Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, får jeg som regel lidt svært ved at være til stede. De er jo altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting, som jeg overhovedet ikke ved noget om. Og hvor sjovt er dét lige. Kvinder, som ikke er en del af den kreative klasse barberer sig også under armene og de er også holdt op med at barbere sig i skridtet, for de vil så gerne være en kvinde, som er en del af den kreative klasse. Den eneste forskel, der er på kvinder, der er en del af den kreative klasse, og kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse er faktisk at kvinderne der ikke er fra den kreative klasse ser lidt grimmere ud. Men det er ikke deres skyld .. de er jo bare ikke en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, går der ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, spørger de om også kvinder fra den kreative klasse bliver slået på kinderne, på brysterne og på røven mens de sutter pik. For det er nemlig så SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at det måske i virkeligheden FORHOLDER sig sådan. Og så begynder de at imponere mig med at de da også selv kan slå sig selv, og SÅ bliver fornedrelsen da ikke større. Men jeg spiller spillet, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Dén del af os, som bare aldrig kan finde os en kæreste. Og hvorfor mon, spørger man sig selv.<br /><br />Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg skal ud af døren, når jeg skal møde andre mennesker, når jeg skal ned i kiosken, så skal jeg klæde mig ud. Tage en sjov hat på. Så skal jeg præstere, man ved jo aldrig, hvornår man møder andre mennesker, som også er en del af den kreative klasse. Og det kan man jo ikke have. Når jeg er ude, skal jeg helst kunne sige noget ENORMT kreativt, og gerne provokerende, som alle andre tænker, men ikke tør sige. Men det gør jeg, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Og det er jo altid væsentligt nemmere, når man er lidt fuld eller har røget noget pot. Så man drikker sig lidt fuld eller ryger noget pot, for at gøre det hele væsentligt nemmere. Og på en eller anden måde er det jo også ENOMT kreativt at man kan ryge sig skæv klokken 2 en torsdag eftermiddag, for så at tage ud til en eller anden reception eller julefrokost med andre kreative. Eller en god vens udgivelsesfest, der er jo nogen der udgiver, ikke sandt? Næh nej, ikke rigtige kreative, de udgiver aldrig noget, de udkommer aldrig med noget og der er aldrig nogen, der hører om dem. Sådan er det.<br /><br />Jeg er i sandhed en del af den kreative klasse. Det er sådan nogen som mig, Danmark skal overleve på. Det er os, vi satser på. Os, DEN KREATIVE KLASSE.Unknownnoreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-1157067728134792992006-08-31T23:59:00.000+02:002006-09-11T17:16:05.193+02:00fucking fakePå afstand er hun en smuk, ung og fantastisk drejet kvinde. På afstand!<br /><br />Ringede til en gammel veninde forleden dag. Egentlig ikke fordi jeg havde synderligt lyst, men mest fordi jeg havde lovet hende, at "Ja, selvfølgelig skal vi da snart drikke en øl sammen!" og fordi jeg var fuld. Jeg var vel liderlig, lysten og i godt humør. Så hvis det ikke skulle blive mærkeligt, at ses igen og kigge hinanden i øjnene uden at have noget at sige, som jeg havde en følelse af at det kunne, så skulle det være dén aften.<br /><br />Havde i øvrigt besøg af en god ven. Jeg ser ham ikke så tit, så jeg glædede mig også over et godt gensyn. Ham, tænkte jeg, ham vil jeg gerne ud og fange damer med.<br /><br />Så jeg ringede. Og jo, den er var helt i vinkel Hun og en veninde sad og hyggede sig, og vi kunne da bare kigge forbi. Bare noget sodavand med til sprutten, og "så ses vi om lidt".<br /><br />Og så går tingene jo sin fantastiske gang: Vi kommer ind, har sodavand med, får skænket gin'en op, skåler, knævrer løs om alt mellem himmel og jord, nedstirrer hendes uendelige kavalergang, "jeg er blevet direktør" - "nå, hvor fedt, jeg er ved at lave denneher dokumentar om nogle mennesker, der hjælper andre mennesker i nød" - "Ej, er det rigtigt?" - "Jamen, det er bare sådan et lille projekt, hvor jeg redder verdenen" - "Guud, hvor spændende..." og så bliver man lige berørt luftigt på skulderen, hen af nakken, med en kælen hånd, når hun passerer for at pudre næsen, skifte bind eller skide, eller hvad helvede hun nu skal.<br /><br />Efter en flaske gin, beslutter vi os for at vi alle skal gå videre ud i nattelivet, for at finde os et påskud for at blive fuldere og mere liderlig, alt i mens hentydningerne bliver kraftigere og kraftigere.<br /><br />Vennen og veninden kysser! Nå ja, hvorfor ikke. Og så bliver kyssene langet ud til højre og venstre. KLIP! Har købt 10 øl i 7-Eleven. Ligger på sofaen, betragter ølposen, mens jeg rører ved hendes fantastiske bryster. Overvejer om jeg kan stoppe op for at drikke lidt øl - føler mig ikke helt nok stiv. Opgiver, piller hende imellem benene, hun stønner - lidt forsigtigt. Bedrageriet har stået på længe, men først nu begynder det at gå op for mig. Jeg piller videre, mere forsigtigt stønnen. Brysterne og imellem benene på samme tid, endnu mere forsigtigt stønnen.<br /><br />Pludseligt rejser hun sig op! Det slår mig i et kort øjeblik, at hun har ledt efter denneher chance for at få slæbt mig med ind i sengen, men jeg tænker kun et kort øjeblik før jeg bliver slæbt med ind i hendes seng, lydig som en hund. Idet vi kommer ind på hendes værelse slukker hun lyset, hun påstår at der er så rodet, at hun bliver flov, hvis jeg skulle hænde at se det. Jeg tager det som generthed over sig selv, som om hun ikke er klar til at vise mig hendes krop endnu. Nok røre, men helst ikke se. Tøjet bliver hurtigt smidt af - det er jo ligemeget alligevel. Og der går ikke længe før hun har begravet min vrede penis i alle de huller, hun overhovedet kan finde på sig selv. Og der går heller ikke længe, før hun får hendes første orgasme. Det lyder ihvertfald sådan, som det bør lyde, når man rigtig knalder, som dem i pornofilmene. Hun havde lært det, alle lydene, alle ordene, for at hun kunne glæde de mænd, som så absolut ville give hende en status, en position, en identitet.<br /><br />Anden gang tænker jeg ikke ligeså meget over det. Og det utrolige er, at tredje gang hun får en orgasme glemmer jeg det og giver mig hen i legen, som den store tyr jeg er, der kan tage kvinderne på præcis dén måde, som gør dem så kåde og liderlige, at de vil opgive alt for mig. Jeg bestemmer! Hiver hendes ansigt væk fra pikken, trækker hende op til mig, vender hende om, så vi ligger i ske. Lusker pikken op i hende og boller til jeg næsten er ved at kaste hende væk i ren arrigskab. Og så! I et helt uventet øjeblik kommer jeg ganske kraftigt. Faktisk så kraftigt, at jeg begynder at grine. Og bliver ved i flere minutter.<br /><br />Sover. Vågner. Sludrer. Får et påskud. Tager mit tøj på. Og hej hej, vi ses. Og selvfølgelig lige et kys, man er vel gentleman. Afsted. Væk. På afstand - derfra, hvor hun stadig er en smuk, ung og fantastisk drejet kvinde.Unknownnoreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-25782636.post-1155010817296749442006-08-08T05:02:00.000+02:002006-08-08T06:20:17.346+02:00DobbeltdørenDet er i virkeligheden meget simpelt. Du kører bare derned, ved siden af dobbeltdøren er der et stigrør, hvor der i bunden er skruet et dæksel fast. Hvis man løsner dækslet, vil der ligge en nøgle, som du kan åbne dobbeltdøren med. Når det er gjort er alle dine bekymringer ude af verden. Men husk gearet. Hvis du ikke har gearet med vil alle dine ubekymretheder blive til det værste helvede på jorden. Du vil se ting, som kun sjæle i skærsilden ser - og det er kun, hvis de virkelig har noget ondskab, der skal renses ud.<br /><br />Jeg er i venteposition. Jeg sidder på en sort kontorstol og venter. Klokken er lidt over 5 om morgenen. Har ventet siden kl. 10 i går formiddags. Kan ikke sove. Må ikke sove. Men jeg vil gerne. I stedet sidder jeg på den sorte kontorstol, der altid er lidt for høj, eller lidt for lav. Kigger på den lille grønne flue, der livligt summer op og ned af skærmen. Ubemkymret. Det dumme væsen.<br /><br />Lyset udenfor ændrer sig. Minutterne går langsomt, men timerne flyver afsted. Om lidt er det min tid. Ikke min bedste tid, men min tid. Som heksen, der skal brændes over sagte ild. Pennen, potten og papirerne på mit skrivebord leger stoledans om det sidste stykke ledigt plads foran min tilstedeværelse, der mest er koncentreret om Jolly'en og cigaretterne. De nervøse cigaretter. Hvad vil der ske? Er jeg stadig til om 2 timer?<br /><br />Jeg har et telefonnummer. Et telefonnummer til frelse. Men ingen tager røret. Den ringer i lang tid, for derefter at begynde på den ulidelige tretonesang, som betyder at der igen ikke er noget sted at henvende sig, når man håber. Som tåber.<br /><br />jeg er magtesløs. Jeg skal kun igennem dobbeltdøren, men jeg mangler gearet. Det eneste gear jeg har er en lille mærkelig skrue af bronze i min baglomme. Den kommer man ikke langt med. Slet ikke i disse tider. Disse hede tider.<br /><br />Om lidt ringer telefonen. De forkerte ringer. Jeg havde lovet dem, men jeg kan ikke holde min lov, fpr loven er taget ud af mine hænder og lagt i svøbe hos en total inkompentent fyr, ved navn Henrik. En læspende fyr, ved navn Henrik. jeg prøver igen at opnå frelse, men ringetonen fortsætter i uendeligheden med sit ulidelige duuut-signal og sit endelige tretoneskema, der siger mig at det hele falder sammen om ørene på mig om to sekunder.<br /><br />Timegammelt sæd klæber sig i mine underbukser - heller ikke dét hjalp. Det gør det som regel aldrig, men man håber jo altid alligevel, hva' skal man ellers gøre?<br /><br />Nu er det blevet morgen udenfor. Herinde er det stadig nat. Dyb, mørk nat.<br /><br />Telefonen ringede. Helvede er brudt løs.Unknownnoreply@blogger.com0