TAVSHEDENS SKOLE anmeldt

Vel overstået Tavshedens Skole, som jeg skrev og instruerede sammen med 35 fantastiske unge mellem 13 og 18, fik vi denne anmeldelse:

Troen på ungt drama sejrer over Grease

Æstetiske scener, magisk musik og respekten for nyt teaterblod betyder, at Tavshedens Skole er en virkelig vellykket forestilling


Af Maria Bendix Olsen, journalist

Anmeldelse: Tavshedens Skole. NuArt Event 2008. Basement, Købehavns Ungdomsskole.

5 ud af 6 stjerner

"I er dem, de andre ikke må lege med."

Sådan lyder en af de få replikker i forestillingen Tavshedens Skole, der netop har haft premiere på Basement, København. Skuespillere, dansere, dj’s, scenografifolk, sangere, musikere har blot den erfaring, man kan nå at få, når man stadig kalder sig teenager. Men det har ingen betydning.

For dette er ikke en forestilling i rækken af kiksede kærlighedskomedier i Grease-stilen, der årgang efter årgang på mystisk vis får lov til at få nyt liv på landets skoler af unge med både bøjle og bumser, der naturligvis aldrig når Danny og Sandy til sokkeholderne. Med andre ord: The never ending story stopper faktisk. Og tak for det.

Her har vi derimod at gøre med nogle kreative hjerner, der tager de unge seriøst, når de hellere vil performe på den klassiske kreative dramamåde end bruge fredag aften på at se X-factor. Og der er masser af potentiale at finde.

For nede i den sorte, rå Basement sker noget nyt. Noget anderledes. Med en solid scenografi sætter kælderen rammen for Tavshedens Skole. Det starter med en mand – og hans tilsyneladende usynlige ven – der efter en manisk optræden fortæller, at ’det hele er en genudsendelse’.

Genudsendelsen viser sig at være en fortælling om en institution, et fængsel, hvor utilpassede børn, borgere, forbrugere skal lære at følge reglerne. Som blandt andet indebærer ikke at stille spørgsmål. Som tilskuer får man Kafka’ske associationer. Menneskene er placeret i fængslet, men hvorfor og i hvor langt tid skal processen stå på? Uvisheden omkring omstændighederne hober sig op. Tankerne flyver videre til Guantanamo-lejren, til uniformeret udslettende adfærd, til diktaturregimer, til de tankeløse samfund, hvor man blot følger med. Fordi man ikke tør andet. Og her fungerer skuespillet for alvor.

Løbende illustrerer gruppen på gulvet massen. Med monotoni, gentagelser, tavshed og en bemærkelsesværdig blanding af apati og aggression viser de, hvordan massen følges ad. Hvordan fællesskabet trods sin råddenskab får lov til at bestå, fordi man dermed er noget. Fordi det er grundvilkåret for mennesket – på trods. Med få, men yderst velvalgte, moves viser de optrædende lemmingeffekten, som får tilskueren til at huske på, at millioner af mennesker døde under Hitlers naziregime. Fordi ingen siger fra. Fordi ingen stiller spørgsmål. Fordi man er bange for konsekvenserne af at tale, når man er i Tavshedens Skole. Og så hellere følge med.

En gang imellem træder forstanderinden frem på en talerstol, en prædikestol. Hun byder velkommen til Tavshedens Skole og får med sine kantede dansetrin, stive balletøvelser og dybe stemme det hele til at virke – ja, i orden. Men det er absurd. Tragikomisk. For hun er jo diktatoren, lederen, autoriteten. Og på en subtil måde inkluderer hver optræden, at forstanderinden snurrer rundt om sig selv og dermed agerer figuren i en gammeldags spilledåse, der med klukkende lyde luller børnene i søvn. Eller på indoktrinerede og overlagt vis luller børnene ind i forestillingen – og løgnen – om, at Tavshedens Skole er det sande, det rigtige, det gode. Spilledåsedetaljen fik denne anmelder til at gyse. Det var ganske enkelt genialt.

Midt i denne mystiske, cocktail af soldatertræ-ningslejr og surrealistisk søndagsskole dukker Den tavse Dreng op. I en pink pakke. Pakken skriger af varm anderledeshed, af modstand, af kontrast og kontrær, der med sin femifarve midt i al det grå kælderråhed lyser op som et varmt håb. Den tavse Dreng bryder hermed tavsheden - trods sine udeblevne replikker. Hans – eller hendes, for han spilles på fin vis af en pige – tilstedeværelse bliver således en trussel mod det værende. Mod fællesskabet og fængselslivet, mod rammerne og rutiner, mod trygheden i tavsheden.

Og de utilpassede gør da også modstand. I mødet med den Anden, Den tavse Dreng, fasttømres fællesskabet. De holder ham ude. De gør ham fortræd. De gør ham ansvarlig for en hændelse, og der afholdes rettergang i en enkel, smuk og stærk scene, hvor han dømmes ude. Til døde?

Manden sagde i begyndelsen, at det er en genudsendelse. Og det er det måske også. For har vi ikke netop set det hele før? Historien gentager sig, synes moralen at være.

Helt overordnet er historien så stærk, at der kun er brug for meget få replikker i forestillingen. Det er et meget stort plus. I stedet er dramaets fokus lagt på minimalistisk scenografi, på skuespil, på dans, på koreografi. De synkrone bevægelser er ikke altid helt tight, men idéen er vellykket.

I en meget vellykket scene siges der dog noget – og så alligevel ikke. Masser af mennesker opholder sig frikvartersagtigt i skolegården, fællesrummet, spisesalen. De taler med hinan-den, men siger kun ordene bla, bla, bla. Ikke monotont, men med kropssprog, følelser, mimik. Det virker. Det er underordnet, hvad de siger. For det handler om, at Den tavse Dreng står alene og ikke siger bla, bla, bla til nogen. Hans tilstede-værelse og et enkelt kig provokerer alligevel en pige, der som reaktion henvender sig til ham i aggressivt kropssprog med replikken: "bla, bla, bla, bla bla BLA BLA?!". Hér får hun overbevist publikum om, at hun med krop og stemmestyrke reelt siger: "Hvad fanden glor du på, din idiot?". Dét er sansende sceneperformance. Dét er drama. Det er godt. Rigtig godt.

I samme dur er der heller ikke mange rekvisitter. Derimod bruges lys og lyd på en meget profes-sionel måde. Det er kreativt og udfordrende. Det skaber for eksempel fantastiske drømmebilleder i tilskuerens hoved i en helt igennem vellykket scene, hvor Den tavse Dreng bliver mere eller mindre velment antastet af en – eller to – andre, måske piger, måske drenge. På fineste vis udføres flirten i periferien af en støvet lyskegle. Mødet er på kanten, af lyset, af mørket, af loven. Som tilskuer er man med, men kan ikke fange det hele. Man lokkes til at fokusere. Man bliver usikker på, om det er en kamp eller et kram. Der er omfavnelser, skubben frem og tilbage, i lys og mørke, i liderlighed og lyst, det er hadet og kærligheden, livet og døden. Og det er smukt akkompagneret af live-sangen "Frække Fyr".

Musikken alene skal overøses med stående klapsalver. Elektroniske ørehængere, subtile stemningsbilleder. Den lækre lydside supplerer de enkelte scener til fulde og binder ikke mindst forestillingen sammen – alt sammen til det endnu bedre. Lad os klappe så højt at Tavshedens Skole bryder alle regler og trykker tonerne, så eftertiden også kan få glæde af musikkens magi og mystik.

Og til alle de medvirkende: Jeg håber, at vi må lege med igen næste år.


Tak Maria for anmeldelsen. wauw!