en lille mand

Der var engang en lille mand, der boede i en lille by, i et lille land. Den lille mand, havde det ikke dårligt med at være lille, for han vidste, at en dag ville han vokse sig stor. Så han spankulerede rundt i gaderne i den lille by og fløjtede og ventede på, at han skulle vokse sig stor.

Men minutterne gik, timerne gik, dagene gik, ugerne gik, månederne gik og årene gik. Også helt uden at sige farvel. Og der skete absolut ingenting, den lille mand voksede ikke det mindste. Der var en dag, hvor han troede, han var vokset en centimeter, hvilket ikke er særligt meget, alt taget i betragtning, men den lille mand var glad over at han var vokset, lige indtil han fandt ud af, at han stod på tæer. Og så var dén lykke forbi.

Og den lille mand blev ked af det. Han voksede ikke, sådan som han havde regnet med. Han blev mere og mere bedrøvet for hvert minut der gik, hver time der gik, hver dag der gik, hver uge der gik, hver måned der gik og hvert år der gik, helt uden at sige farvel. Til sidst var han så bedrøvet, at han bestemte sig for at gå ud i skoven og tage sig selv af dage, for det var det eneste man kunne, når man nu ikke kunne være stor.

Så han gik ud i skoven, mens tårerne trillede ned fra hans våde øjne. Han gråd så meget, at han ikke kunne se, hvor han gik og han snublede flere gange undervejs. Og så, lige efter han havde snublet for 117. gang og lå der i græsset og forbandede sig selv langt, langt væk, hørte han pludseligt noget. En stemme, der råbte. På hjælp. Den lille mand rejste sig hurtigt op og lyttede efter en ekstra gang. Jo, der var helt bestemt nogen, der råbte på hjælp. Han tog den kæp, han var faldet over og skyndte sig i den retning, han havde hørt råbet.

Han kom frem til en lille lysning, hvor han så en stor og savlende modbydelig ræv, der slæbte af sted med en lille kvinde i munden. Den lille kvinde fægtede rundt med armene og råbte og skreg, men der var intet at gøre, for den store væmmelige ræv var meget stærkere, og meget sulten. Den lille mand spærrede øjnene helt op, for sådan et syn havde han alligevel aldrig set. Ræven slæbte den lille kvinde med ned i sit stygge rævehul og forsvandt ned i jorden. Den lille mand skyndte sig hen til hullet og kiggede ned. Skulle han hjælpe? Selvfølgelig skulle han det. Han klemte sig ned i hullet med hovedet først, mens han tænkte, at det var godt at han var så lille, ellers var han aldrig kommet derned.

Da han kom helt i bunden af hullet, så han grimrianen, ræven, der varmede op i gryden, hvor den lille kvinde skulle koges, så ræven kunne spise hende. Den lille mand holdte sin kæp foran sig og pegede på den vamle ræv.
- Giv slip på den lille kvinde, eller du får med mig at bestille, sagde den lille mand og følte sig ret stor lige i det øjeblik.
- Hvorfor skulle jeg det, svarede den ondskabsfulde ræv, du er jo bare en lille mand, jeg kan bide dig over i ét bid.
Men den lille mand blev ikke bange, han holdte bare sin kæp rank frem og stirrede på ræven. Og så vidste ræven, at den lille mand ikke bare var en lille mand og gav slip på den lille kvinde.

Den lille mand og den lille kvinde skyndte sig ud af rævens klamme hule og kom op til overfladen, hvor de begyndte at løbe af sted for ikke at komme i kløerne på ræven igen, hvis nu den skulle skifte mening.

Da de var kommet et stykke væk, stoppede de op for at få vejret. Den lille mand smilte over hele ansigtet, for han følte sig som den største mand, nogensinde i det lille land.
- Hvad smiler du af, spurgte den lille kvinde.
- Det er som om jeg er vokset, svarede den lille mand.
- Vidste du ikke det, svarede den lille kvinde, man vokser, hver eneste gang man gør noget godt for andre.
- Gør man det, svarede den lille mand, helt forundret, for det havde han da aldrig hørt om.
- Ja, svarede den lille kvinde, og du har lige hjulpet mig fra den visse død. Tak! Hun gav ham et kys, tog fat i hans hånd og de fulgtes ad ind til byen, hvor de levede lykkeligt sammen i mange år frem. Som store og stolte, små mennesker.

Og ræven? Den måtte endnu engang åbne nogle dåsetomater og lave spaghetti med tomatsovs. Men det er heller ikke så ringe endda.

SLUT