Baden T/R, 1. del

Der er godt nyt til alle dem, der ligesom mig, en gang i mellem føler sig forsvundet i sine egne tankers kaos og evindelige selvmedlidenhed. Nyheden kom fra en ældre kvindelig landsbytosse i Baden, 30 km syd for Wien, en sen torsdag aften i januar.

Man finder ikke altid lige præcis dét, man søger. Men hvis man ikke søger, finder man slet ikke noget.

Min bror, eller rettere min halvbror, er en fattig arbejdsløs billedkunstner på omkring 42 år. Han er en særlig type, den slags som aldrig helt giver et klart budskab. Enten skal det pakkes ind i morbid, og til tider uforståelig, sort humor, eller også siger han bare ikke noget. Det har altid været lidt svært for mig at greje ham, nok også fordi han aldrig rigtig giver udtryk for sine følelser. Det har ikke været kutyme i min familie, hvad det sikkert heller ikke har i mange andre familier. Men jeg holder af ham – han er jo min bror.

Vi har ikke samme far. Min bror har aldrig kendt sin far og altid betragtet min far, som hans. Men for et par måneder siden fik min bror et østrigsk brev, hvori der stod, at hans far var død, og at min bror var enearving. Dette er grunden til, at jeg skulle opholde mig i Baden en sen torsdag aften i januar.

Alt vi ved, er at der står et hus med inventar, bil og motorcykel. Og hvis min bror vil skrive under tilhører det alt sammen ham. Skrive under? På at man accepterer sin far som sin far? På at stå med hele hans liv imellem hænderne og vurdere om det bare er til at smide ud eller om man skal overtage det? Og hvad sker der så?

BERLIN
Min bror havde spurgt mig, om jeg ikke ville følge med. Og selvfølgelig ville jeg det. Dels fordi det er ét af de eventyr, man aldrig oplever og kun drømmer sig til i amerikanske film. Om den rige onkel, man pludselig arver en hulens masse penge fra. Og dels fordi jeg vidste, at når der sker noget stort i ens liv, har man som regel gerne behov for en følelsesmæssig bagstopper. Og så er der selvfølgelig den hemmelige dagsorden: jeg vil gerne komme tættere ind på livet af min bror, se ham i hans følelsesmæssige ekstremiteter. Få en reaktion – bare et eller andet.

Vi møder hinanden i Berlin mandag aften – han var dernede i forvejen for at deltage i en demo – allerede én dag efter planen. Det blæste, så færgen sejlede ikke om søndagen, hvilket gik op for mig, efter at have festet hele natten og så stå op med tømmermænd og kæmpe mig vej fra Gyllegade hele vejen ned til DGI-byen med oppakning, for derefter at kæmpe mig hele vejen tilbage med ubehagelig alkoholånde og kronisk angst for at møde nogen, som jeg muligvis kendte, men ikke umiddelbart ville kunne finde frem fra min tågede hjerne og derfor ville gøre mig selv til en donkey. Hvilket i øvrigt så også skete. Men om mandagen kom jeg af sted. På færgen fra Gedser til Rostock fik jeg den dårligste Spaghetti Bolognese, jeg nogensinde har fået, af den slags, hvor spaghettien er overkogt og nu har samme eksistens og smag som kønsløse regnorme, samtidig med at Ekstra Bladets forside skreg til mig med overskriften "Millionær på at fuppe unge piger". Af en eller anden grund satte dén overskrift sig fast i mine tanker.

I Berlin møder jeg min bror og straks skal vi ud og se lidt på byen. Vi tager hen på den überhippe gade Kastanienallee, der ligger i Østberlin. Og finder den første, den bedste bar, hvor vi kan få øl. Det slår mig straks at det smarte i Berlin er enkelheden. I en kaotisk verden, med masser af informationer overalt, har vi behov for et safe, hvor vi kan tage hen og slappe af for omverdenens påtrægenhed. Væggene er nøgne, som da de blev født, der er ingen forstyrrende musik, kun menneskers sniksnakken. Man skal ikke bevæge sig, for tjeneren, der lige så godt kunne være en hiphopper fra Nørrebro, kommer straks ned og tager imod vores bestilling: zwei bier vom faß. Der er ingen forstyrrende elementer overhovedet – kun andre mennesker. Og det er vel dét, det handler om: Andre mennesker. Det eneste sted, hvor man kan blive en smule underholdt er i loftet, hvor en lokal kunstner har lavet en decoration. Og så selvfølgelig toilettet, der som alle andre toiletter i Berlin er oversprayet og malet til og klistret til med reklameklistermærker for magasiner og kunstudstillinger. Men sådan SKAL det være.

Jeg begynder at falde til ro. Jeg er kommet væk fra mine rutiner, pengeproblemer, kvindeproblemer, identitetsproblemer og alle de andre problemer, som jeg kan gå og bygge op i mit elendige lille hoved. Så mit første mål med turen, som selvfølgelig er implicit, det er det vel for alle ture, at flygte væk fra rutinen, tage benene på nakken og komme væk fra hjemmefra, er allerede begyndt at tage form. Det vi begynder med som teenagere og fortsætter resten af livet på charterrejser, skiferier, sommerhusture osv. Flugten er altid første skridt. Og som regel også er det sværeste skridt, for så skal man på en eller anden måde også give op. Det kan i hvert fald føles sådan. Roen bølger stille og roligt ind over mig, og for første gang begynder jeg at glædes. For første gang i lang tid.

Indtryk af Berlin: Hunde går uden snor. Der er masser af graffiti, meget er grimt, men ind i mellem finder man noget virkelig flot. Der er en bred smag og stil blandt de unge og sørme også de gamle. Milchkaffee er virkelig god og koster omkring 1,5 €. Alle U-Bahn stationerne er decoreret i forskellige farver og former, og stort set alle udsmykket med kunst. Berlin har virkelig lært noget af kunsten, en forståelse som København stadigvæk er håbløs bagefter. Man håber, det kan nås endnu.

NATTOG
Efter en god nats søvn, en lang tur rundt i Berlin – Åh, hvor jeg dog elsker Berlin allerede - elendig mad (dog serveret af en dansk billedkunstner fra Hjørring, som pludselig blev glad for at tale lidt dansk igen!), besøg på Stasimuseum og se locations fra filmen Das Leben Der Anderen, ophold på en ægte tysk pølsevogn, flere øl og en herlig masse cigaretter, sætter min bror og jeg os i nattoget fra Berlin til Wien, og kan se frem til en små 12 timer i siddevogn. Heldigvis får vi kupéen for os selv, så vi liner an med øl, tyrkisk brød, ost, oliven og ristede jordnødder og lader den tyske nat stødvist rulle forbi os, mens vi sniksnakker om Berlin, om mor og far og om den snart forestående begivenhed. Min bror er spændt. Og nervøs. Jeg kan ikke helt greje hvorfor, men måske frygter han at blive rystet for meget i sin identitet om sig selv, sin hjemstavnsfornemmelse og sin historie. Når man tror, at man hører til et sted og nogle mennesker og så finder ud af, at verdenen ikke hænger sådan sammen alligevel, og man et eller andet sted dybt inde i sjælen godt vidste, at der var noget galt. Lidt ligesom adoptivbørn må ha' det, når de finder ud af, at de netop ER adoptivbørn.

Jeg synker ned i mine egne tanker og stilheden breder sig i vores hjem denne nat. Små togstationer buldrer forbi derude i mørket og jeg spekulerer på, hvor JEG egentlig er på vej hen. Hvor er mit mål? Derude? Herinde? I favnen på en smuk kvinde, som jeg vælger at elske? I favnen på tusinde smukke kvinder, som vælger at elske mig? Hvad kan jeg egentlig tilføre denne verden, som den ikke allerede har i forvejen? Tankerne bliver tungere og tungere og lidt efter lidt gaber jeg og lægger mig til rette på det alt for korte sæde med min store sorte vinterjakke som dyne og en gul hættetrøje som pude.

WIEN
Næste gang jeg slår øjnene op kigger jeg på ansigtet af en meget træt og sur mand med overskæg. - Passports! Råber han kraftedeme lige ind i mine trætte hængeøjne. Javel, ikke noget please her! Søvnigt rumsterer jeg rundt i mine tasker, selvom jeg allermest har lyst til knalde ham én. Først efter længere tids stressrumstering og den sure mands kaffeånde i nakken går det op for mig, hvor fanden jeg har lagt det skide pas. På samme tid føler jeg mig intimideret af kontrolløren, der jo er kommet ind i mit soveværelse. Men hvad kan jeg gøre, det er jo trods alt hans hus. Uden tak smider han vores pas tilbage, smækker døren og vi hører hans næste "passports" og kan levende sætte os ind i oplevelsen. Jeg kigger ud af vinduet og ser et morgentåget grågrønt efterårslandskab drøne forbi. NU er vi ude. Bjerge. Store bjerge. Og kigger vi til den anden side, ude fra gangen, kan vi se ud over en kæmpe dal, hvor der stort set ikke er beboelse så langt synet kan vandre. Vi slumrer lidt mere, men denne gang med vågne øjne, der kigger udad. Indeni er alt stille.

Vi ankommer til Wien Westbahnhof. Vi har røget stort set alle vores cigaretter, så vi må købe nogen flere. Min bror kommer tilbage fra Tabak-forretningen med en pakke røde Che-cigaretter, der også har det velkendte hoved som logo. Rød er min identitetsfarve, så jeg flipper selvfølgelig med det samme og tænker, at sådan nogen MÅ jeg bare ha' med hjem. Vi fortsætter mod et i forvejen booket hostel med vores oppakning, min bror med en kæmpe rygsæk og mig med min sorte trolley og grå skuldertaske – man er vel lidt sofistikeret. Eller bare forfængelig. Der er ikke rigtig nogen af os, der siger noget. Vi kigger bare rundt og observerer byen. Det slår mig, at Wien minder forfærdelig meget om en østeuropæisk storby, én af den slags, der ser sig selv som en moderne metropol, men stadigvæk ikke kan slippe ud af fortidens grå betonskyer.

Vi ankommer på vores hostel, der bestyres af en ældre dame. Af tidligere erfaringer med udlejning af værelser hos gamle damer (læs: grimme traumatiserende oplevelser med psykopatkvinder fra plejehjemshelvede, men det er en helt anden historie – en anden gang), har jeg lært at være på vagt, når jeg møder ældre kvindelige landlords, en paranoia, der i dette tilfælde viste sig at være ubegrundet. Hvilket dog ikke har fjernet min sanselige årvågenhed, stol ALDRIG på ældre kvinder, de er som regel nogle hekse, der vil dig det dårligt! Men vi smider vores bagage og drøner ud i byen.

Men der er ikke meget sjov at hente i hverken min bror eller Wien. Min bror har alle sine tanker på den næste dag, hvor vi skal til Baden og møde Notarerne, der har behandlet dødsboet efter min brors far. Jeg prøver at lokke med koncert, øl og Peter Belli-hø, men min bror er hverken til at hugge eller stikke i. Så efter lidt søvnig jaywalking og lidt ussel mad, drøner vi hjem til vores seng for natten. Jeg krøller nogle prerolls, ryger den ene ud af vinduet og vi lægger os i hver sin seng. Min bror har røget lidt med og efter nogle minutter, kan jeg mærke på ham at han ikke er helt okay.
Når man ryger hø bliver ens tanker og følelser mere sanselige, man undrer og morer sig over selv de mindste ting. Nogen gange når jeg skriver, ryger jeg en lille pibe for at få mere sanselighed ned i teksten. Og specielt når man dyrker sex kan det være fantastisk at ryge en lille jazzcigar eller bønnespire. Men hvis man på den anden side er fyldt op med nervøse tanker, når man er ked af noget, så er det bestemt ikke anbefalelsesværdigt at ryge en splif. For lige så sanselig man bliver, når man er i godt humør, lige så sanselig bliver man i det dårlige. Og dårlige tanker kan være forfærdelige, når de bliver forstærket. Så kan man ikke sove for tankernes rumstering rundt og det dårlige bliver større og man ender med at blive paranoid. Når jeg har røget på dårlige tanker, må jeg altid låse min dør, selvom jeg normalt ikke låser den (jeg bor i kollektiv med 7 dejlige og søde mennesker). Men i de tilfælde bliver jeg bange. Ikke for mig selv, men for alt det andet der er derude. Og det er ikke rart.

Og sådan havde min bror det. Han havde svært ved at sove, tankerne kørte rundt i hovedet på ham, han vendte og drejede sig, han kunne ikke finde hvile indeni. Hvad ville der ske den næste dag, hvor han skal konfronteres med sin ukendte far og en historie han aldrig har bedt om at deltage i? Hvad var faderen for én? Tænkte han overhovedet på min bror og min mor, som han forlod, da min bror var helt lille. Forlod dem, sådan uden videre, "jeg skal lige ned efter cigaretter", og BUM, væk for altid. Ikke noget kort, ikke noget brev, ingenting. Bare væk. Mig derimod, jeg sov som en sten – vel ikke at fortænke oven på en nat i et tog med alt for korte sæder.