cigarettet

Dette er også en text jeg opførte på Huset Café den 8. december 2006.


Jeg er der ikke endnu. Ved ikke helt, hvor jeg er. Et sted midt i mellem. Måske er jeg blokeret. Måske er jeg provokeret. Til standsning. Sådan er jeg, udpumpet. Tømt for energi. Skaberkraft. Trang til, er også væk.

Cigaretter er der. De er der altid. Heldigvis. Også når det regner udenfor. Eller når kvinderne ikke ringer tilbage. Eller når man har nederen over sig selv, fordi man for anden gang bollede med en pige, man ikke havde lyst til at bolle, og så heller ikke kyssede. Heller ikke af medlidenhed, men bare bollede. Det lille væsen var jo forelsket.

Cigaretterne er der altid. Man tænder den og for et øjeblik behøver man ikke koncentrere sig om andet end at bevæge cigaretten op til munden, suge, fjerne hånden og puste gråt røg ud. Så er alting så nemt.

Også når ordene ikke vil komme ud. Når de er derinde, men er kludret sammen til et kludetæppe, som måske passer i farverne, men bestemt ikke i sammenhængen. Bestemt, ikke? Bestemt.

Når man ikke har hørt fra sin hemmelige elskerinde i flere uger, og dagene bare går. Og man bliver i tvivl. Om man var sød nok sidste gang, og ikke fraværende, som man altid er. Det er jo bare en elskerinde. Ikke sandt. En hemmelig kvinde. Så hemmelig, at man ikke altid er sikker på, at hun virkelig eksisterer. Men det gør hun. Ikke?

Så er cigaretten der.

Og man tænker på det, men får aldrig gjort noget. Får aldrig sagt noget. Får aldrig ment noget. Det meste er for det meste ligegyldigt, som om man aldrig har sagt noget, aldrig har gjort noget og aldrig har ment noget.

Og så er der hende, der glemte sin orange BH. Og dét er i virkeligheden det eneste bevis på at hun overhovedet har været der. Og man tænker, om det overhovedet er den rigtige måde at gøre det på. Er der andre?

Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der ALTID!

Også når man synes at man er så helvedes falsk, og man taler med en sjov stemme, man har jo ingen stemme selv, og lidt sjov skal man da ha...

Så er der heldigvis altid en cigaret.

Også når det virkelig kører. Når man er helt oppe at køre over noget, som er så fantastisk at man bare er helt oppe at køre. Og man ved ikke, hvor man kører hen, bare så længe det kører. Og det gør det jo også engang imellem. Og det skal jo fejres, for det er alligevel ikke så tit det sker, men når det sker, så skal det da selvfølgelig fejres. Så skal man lige ha.. en cigaret. De hjalp jo én på vej. Og var der, når man havde behov for dem. Og hørte på ens klager og fortvivlser og forhåbninger og alt det der ligger midt i mellem. For så er der jo i det mindste NOGET midt i mellem.

Hvis man kunne dyrke sex med en cigaret, var jeg gift for længst.

Så er cigaretterne der altid. Så er cigaretterne der hele tiden. Cigaretter. Cigaretter. Cigaretter. Altid og hele tiden. I hånden, i munden, i lungerne, i askebægeret. Simpelthen HELE TIDEN.


Hvad ved du egentlig om DET? Hvad ved du egentlig OM det? Hvad ved du EGENTLIG om det? Hvad ved DU egentlig om det? Hvad VED du egentlig om det? HVAD ved du egentlig om det?

den kreative klasse

Det her er en text, jeg opførte på Husets Café fredag den 8. december 2006 i forbindelse med et stand-up poetry show med bl.a. Sune Urth, Kristian Sønderby, Chresten Forsom og Tristan Winter.


Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg færdes i de kreative miljøer, med kreative mennesker, der laver spændende kreative ting. Faktisk kan jeg bedst lide at tale med kreative mennesker. Jeg ved ikke hvordan ikke-kreative mennesker taler, jeg ved ikke HVAD de taler om eller hvad de tænker PÅ. Så jeg færdes bedst mellem kreative mennesker.

Jeg er en del af den kreative klasse. Vi er en meget bred klasse. Klassekvocienten er overskredet for længst. Nogen af os er bare semikreative, du ved sådan lidt i fritiden, men hvor er det dejligt befriende at være blandt andre kreative, det er som om de forstår mig meget bedre. Og vi insisterer på, at vi er en del af den kreative klasse.

Nogen af os er helt sikkert kreative, fordi vi arbejder eller studerer kreative steder. Det er som om der ikke er plads til os andre steder, jeg har selvfølgelig da prøvet, men det fungerer simpelthen bare ikke for mig. Jeg er en ganske anden. Og man siger det på dén måde, så man viser, at man SELVFØLGELIG har sympati og medfølelse og holder af og min familie er også en del af den ikke-kreative klasse .. de stakler.

Der er en lille del af os, som betragter os selv som de ægte kreative. Vi er jo mere end det, vi er KUNSTNERE. Vi er den mest specielle del af de kreative, for vi er jo KUNSTNERE. Vi gør tingene på vores egen måde, vores helt specielle særegne måde, som helst ingen har gjort det før, for vi er da selvfølgelige KUNSTNERE. De andre kreative misunder os lidt, for de ved godt, hvor meget mod det i virkeligheden kræver at være kreativ KUNSTNER. De andre ville ønske, at de var lidt mere ligesom os. Sådan er det bare.

Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg har aldrig nogen penge, og alle kreative taler altid om, hvordan de får de næste penge, om at det almindelige job truer derude, for det gør det jo. Vi kreative sætter en ære i aldrig at have nogen penge. Alligevel tager vi taxa, drikker øl, er på stoffer hele tiden og ryger selvfølgelig pot og hash. Og selvfølgelig spiser vi hjemmelavet kreativ mad. Vi går meget op i at mixe maden på en spændende måde, som INGEN andre nogensinde har tænkt på før. Og vi går meget op i at det er økologisk mad og hjemmelavet mad og spændende mad. Vi køber også masser af tøj, og selvfølgelig det mærkelige tøj, så vi ser mærkelige ud, det skal man jo når man er kreativ, også selvom det mærkelige tøj koster en mærkeligt masse penge (hvorfor, det er jo mærkeligt). Og vi bor altid sådanne nogle fine steder, hvor der helst skal hænge kreativ kunst på væggen, og det skal helst være indrettet på en HØJST UNORMAL MÅDE, men alligevel meget smart og chikt! Og vi går altid ud til teaterforestillinger, hvor vi kan hilse på de andre kreative (Og vi ER faktisk ved at være en del) og hvorfor lige teater, men man er jo én af de kreative. Og dér bruger vi også penge, med mindre vi er blevet inviteret til premiere eller forpremiere fordi vi har været inde og hjælpe en anden kreativ og sagt vores kreative mening om det enormt kreative stykke, som vores kreative ven har sat op. Det er flot! Det er altid et stort mysterium, hvor vi kreative har vores penge fra. Men vi er jo KREATIVE, ikke sandt?

Jeg ER en del af den kreative klasse. Mine venner er også en del af den kreative klasse. Når vi taler sammen, taler vi om ting, som kun os fra den kreative klasse kan tale om. For det meste taler vi om livet i den kreative klasse. Og om kvinderne fra den kreative klasse. Og en hel del om os selv. Vi er jo kreative, ikke sandt. Når jeg taler med mine bekendte, som ikke er en del af den kreative klasse, synes jeg altid at de er så banale. Men på den anden side har jeg også sympati med dem .. de er jo bare banale mennesker. Og ikke så heldige, at de er en del af den kreative klasse. Som jeg.

JEG er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, er de som regel også en del af den kreative klasse. Kvinder fra den kreative klasse ser altid lidt lækrere ud. Kvinder fra den kreative klasse véd godt, at de har fingeren på pulsen og ser sådan ud. Kvinder fra den kreative klasse barberer sig under armene, men er holdt op med at barbere sig i skridtet .. det skal jo helst være økologisk, ikke sandt? Kvinder fra den kreative klasse er altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting man udmærket er klar over, man er jo selv en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder fra den kreative klasse, går der som regel ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, fortæller de mig, hvor SPÆNDENDE det er, alt det KUNSTNERISKE jeg laver. At vi bare MÅ arbejde sammen en dag, for kunne det ikke være SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at afholde jobsamtaler og de prøver på at imponere mig ved at bevise, at de faktisk godt kan skjule hele min pik inde i sin mund, så det ser ud som at en alt for stor fisk sidder fast på mig, mens den prøver at sluge mig startende fra skridtet. Og en gang imellem prøver jeg at bevæge mig for at se om den alt for store fisk følger med. Og det gør den som regel.

Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, får jeg som regel lidt svært ved at være til stede. De er jo altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting, som jeg overhovedet ikke ved noget om. Og hvor sjovt er dét lige. Kvinder, som ikke er en del af den kreative klasse barberer sig også under armene og de er også holdt op med at barbere sig i skridtet, for de vil så gerne være en kvinde, som er en del af den kreative klasse. Den eneste forskel, der er på kvinder, der er en del af den kreative klasse, og kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse er faktisk at kvinderne der ikke er fra den kreative klasse ser lidt grimmere ud. Men det er ikke deres skyld .. de er jo bare ikke en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, går der ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, spørger de om også kvinder fra den kreative klasse bliver slået på kinderne, på brysterne og på røven mens de sutter pik. For det er nemlig så SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at det måske i virkeligheden FORHOLDER sig sådan. Og så begynder de at imponere mig med at de da også selv kan slå sig selv, og SÅ bliver fornedrelsen da ikke større. Men jeg spiller spillet, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Dén del af os, som bare aldrig kan finde os en kæreste. Og hvorfor mon, spørger man sig selv.

Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg skal ud af døren, når jeg skal møde andre mennesker, når jeg skal ned i kiosken, så skal jeg klæde mig ud. Tage en sjov hat på. Så skal jeg præstere, man ved jo aldrig, hvornår man møder andre mennesker, som også er en del af den kreative klasse. Og det kan man jo ikke have. Når jeg er ude, skal jeg helst kunne sige noget ENORMT kreativt, og gerne provokerende, som alle andre tænker, men ikke tør sige. Men det gør jeg, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Og det er jo altid væsentligt nemmere, når man er lidt fuld eller har røget noget pot. Så man drikker sig lidt fuld eller ryger noget pot, for at gøre det hele væsentligt nemmere. Og på en eller anden måde er det jo også ENOMT kreativt at man kan ryge sig skæv klokken 2 en torsdag eftermiddag, for så at tage ud til en eller anden reception eller julefrokost med andre kreative. Eller en god vens udgivelsesfest, der er jo nogen der udgiver, ikke sandt? Næh nej, ikke rigtige kreative, de udgiver aldrig noget, de udkommer aldrig med noget og der er aldrig nogen, der hører om dem. Sådan er det.

Jeg er i sandhed en del af den kreative klasse. Det er sådan nogen som mig, Danmark skal overleve på. Det er os, vi satser på. Os, DEN KREATIVE KLASSE.