syg

Jeg vågnede i dag og var trist. Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg vågnede og ikke var trist. Der er ingen glæde ved at vågne op længere. Kun ønsket om at flygte, så snart muligheden melder sig. Propper mig med alkohol og pot, indtil følelsen går væk og jeg bliver i stand til at bevæge mig og andre. Jeg kalder det en sygdom. Sygdommen, der ikke vil gå væk. Sygdommen, der bliver uanset hvilken medicin jeg bruger. Sygdommen, der får mig til at blive mindre.

Jeg er et sygt menneske. Ét, der kæmper for at blive rask. Med fornuft, symptombehandling og flugt. Men kampen er så uendelig sort, at modet tages fra mig. Jeg har behov for en redningsplanke. Men der kommer ingen.

Jeg er et sygt menneske. Som ikke længere skriver. Jeg kan ikke. Jeg sidder og kigger på den blinkende streg, som står lige før det hemmelige tegn, jeg endnu ikke kender. Når den blinkende streg bevæger sig, efterlader den et spor af tegn, jeg ser, men stadig ikke kender. Jeg skriver ikke. Alt, hvad der kommer fra mine hænder, er en andens værk. Jeg ser ikke mig selv i mine ord. Jeg ser et raskt menneske. Jeg er langt fra rask. Sig mig, hvad kuren er. Kærlighed? Kontrol? Kvinder? Piller? Penge? Pussy? Jeg ser det ikke. Måske er det lige foran mig, men jeg ser det ikke. Foran mig er kun en halv meters sigtbarhed, resten er tåget, sort og stærkt uigennemskueligt. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud.

Jeg kalder mig selv for et sygt menneske, men jeg ved ikke om det er en sygdom. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare uendelig selvoptaget. Det kunne godt være noget jeg bilder mig. Måske er løsningen bare en løbetur. Måske skal jeg holde op med at fokusere på min egen næsetip og se ud over vandet efter land. Og en gang imellem slipper sygdommen sit greb, og jeg er fri. Men det er kun en begrænset periode, så vender vi tilbage til det kendte og elsket. Sygdommen.

Jeg må være et sygt menneske. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser streger og linjer. Ligegyldige farver og forvredne ansigtsudtryk. Jeg ser en verden, jeg ikke er en del af. Alle de andre, og derefter mig. Mig, og det jeg betragter. Jeg er ikke deltager, jeg er voyeur. Bortset fra, at voyeuren tager glæde i det han ser. Jeg smertes ved det. Jeg kan ikke lade være med at se. For mine øjne åbner sig hele tiden. Selvom jeg beder dem om at være lukket. Derfor vågner jeg og er trist. For mine øjne forblev ikke lukket. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser et vandfald af ligegyldighed. Og jeg ser, at ingen ser mig. Jeg er et spøgelse, der har evnen til at se, men intet gøre. Når jeg rører ved ting, forsvinder min hånd igennem det. Som om, hånden ikke eksisterer. Og aldrig har gjort det. Så ingen ser mig. Synet ville også være forfærdeligt, det ville skræmme de fleste. Måske alle. Og det er her, at sygdommen tager til.

Jeg tror, jeg altid har været syg. Måske. Jeg har ikke noget ord for det, så jeg ved det ikke. Jeg kender ikke sygdommen, som jeg kender en influenza. Feberen er behagelig, for den trækker hovedet væk fra virkeligheden og ind i en kamp på liv og død, og dér er alting så nemt. Enten lykkes det, eller så gør det ikke. En kronisk feber ville gøre alting lidt nemmere. At konstant ligge på kanten. Og på et tidspunkt give efter, og lade sig falde ned i friheden. Rulle udover kanten, med de sidste kræfter man har og derefter føle vægtløsheden og kroppens totale afslapning. Jeg vil falde med et smil. Endelig.

Når sygdommen er der, er der ikke plads til så meget andet. Det er en lukket labyrint, hvor man ikke kan finde de andre. Man går alene rundt, alle murene ligner hinanden. Man sidder alene i venteværelset, men der er aldrig nogen, der kalder én ind. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud. Telefonen ringer, men hver gang man tager den, er der en optaget tone, der fortæller mig, at nogen andre taler. Og jeg kan ikke være med. Jeg er ikke god nok til at være med, Jeg må ikke være med. At være alene, og vide at man også ender alene. At uanset, hvad man gør, vil man altid gøre det alene.

Jeg er et sygt menneske. Et sygt menneske, der kun tænker på sin egen sygdom. Er optaget af sin egen sygdom. Identificerer sig som et sygt menneske. Forbinder alt med sygdommen. Konkluderer alt med sygdommen. Giver sygdommen skylden. Bærer skylden for sygdommen. På samme tid. Der vil altid være sygdommen og jeg. Sygdommen og jeg.

Jeg vågnede i dag og var trist. Jeg kalder det en sygdom.