Dobbeltdøren

Det er i virkeligheden meget simpelt. Du kører bare derned, ved siden af dobbeltdøren er der et stigrør, hvor der i bunden er skruet et dæksel fast. Hvis man løsner dækslet, vil der ligge en nøgle, som du kan åbne dobbeltdøren med. Når det er gjort er alle dine bekymringer ude af verden. Men husk gearet. Hvis du ikke har gearet med vil alle dine ubekymretheder blive til det værste helvede på jorden. Du vil se ting, som kun sjæle i skærsilden ser - og det er kun, hvis de virkelig har noget ondskab, der skal renses ud.

Jeg er i venteposition. Jeg sidder på en sort kontorstol og venter. Klokken er lidt over 5 om morgenen. Har ventet siden kl. 10 i går formiddags. Kan ikke sove. Må ikke sove. Men jeg vil gerne. I stedet sidder jeg på den sorte kontorstol, der altid er lidt for høj, eller lidt for lav. Kigger på den lille grønne flue, der livligt summer op og ned af skærmen. Ubemkymret. Det dumme væsen.

Lyset udenfor ændrer sig. Minutterne går langsomt, men timerne flyver afsted. Om lidt er det min tid. Ikke min bedste tid, men min tid. Som heksen, der skal brændes over sagte ild. Pennen, potten og papirerne på mit skrivebord leger stoledans om det sidste stykke ledigt plads foran min tilstedeværelse, der mest er koncentreret om Jolly'en og cigaretterne. De nervøse cigaretter. Hvad vil der ske? Er jeg stadig til om 2 timer?

Jeg har et telefonnummer. Et telefonnummer til frelse. Men ingen tager røret. Den ringer i lang tid, for derefter at begynde på den ulidelige tretonesang, som betyder at der igen ikke er noget sted at henvende sig, når man håber. Som tåber.

jeg er magtesløs. Jeg skal kun igennem dobbeltdøren, men jeg mangler gearet. Det eneste gear jeg har er en lille mærkelig skrue af bronze i min baglomme. Den kommer man ikke langt med. Slet ikke i disse tider. Disse hede tider.

Om lidt ringer telefonen. De forkerte ringer. Jeg havde lovet dem, men jeg kan ikke holde min lov, fpr loven er taget ud af mine hænder og lagt i svøbe hos en total inkompentent fyr, ved navn Henrik. En læspende fyr, ved navn Henrik. jeg prøver igen at opnå frelse, men ringetonen fortsætter i uendeligheden med sit ulidelige duuut-signal og sit endelige tretoneskema, der siger mig at det hele falder sammen om ørene på mig om to sekunder.

Timegammelt sæd klæber sig i mine underbukser - heller ikke dét hjalp. Det gør det som regel aldrig, men man håber jo altid alligevel, hva' skal man ellers gøre?

Nu er det blevet morgen udenfor. Herinde er det stadig nat. Dyb, mørk nat.

Telefonen ringede. Helvede er brudt løs.