fredag den 16. november 2007

Katastrofen

Og så er det at det sker: katastrofen. Ligesom familiefaderen, der bare ikke kan tage mere, der føler at alting ikke vil lykkes mere, han kan ikke få tingene til at hænge sammen mere, og han kan ikke tale med nogen mere, heller ikke konen, hvem kan tale med konen, og han prøver at tale med nogen, men ingen reagerer, ingen reagerer, og han ender med at gå hjem til sin sovende kone og to små børn, der ligger derhjemme og sover, som om de ikke ved, hvad der er galt, og han bliver så vred, fordi de ikke ved, hvad der er galt, og han bliver så vred, fordi de ikke ved, hvad der er galt, og han finder sit gevær og skyder sin kone og sine børn, for til sidst at rette geværet ind i mod sig selv og trykke af, men rammer ved siden af og kun det halve ansigt ryger med, for derefter at blive hængt ud i pressen som barnemorder, hustrumorder, selvmordsmorder, men ikke engang dét kunne han finde ud af, der er ikke noget han kan finde ud af.

Og når han har afsonet sin straf i al ensomhed, for ingen i fængslet vil tale med en mand, der har slået sine børn og kone ihjel – 25 år uden at tale med nogen, er lang tid, mine damer og herrer – så går han ud og lægger sig på et tag med et nyt gevær, for dét ved han da stadig hvad er, og begynder at plaffe folk ned på åben gade, eller tager et fly, eller et tog, eller en bil og kører ind i uskyldige mennesker, og politiet kommer og hæren kommer og præsidenten kommer, og pludselig vil alle tale med ham, pludselig vil alle tale med ham, selv præsidenten vil tale med ham, hele verden vil tale med ham, men han har glemt, hvordan man taler, mine damer og herrer, 25 år ER lang tid, så han kan ikke andet end at mumle, så han begynder bare at mumle, mumle, mumle og det er der ingen, der kan bruge til noget, så præsidenten beordrer at manden skal skydes, for hvis han ikke vil tale, kan vi lige så skyde ham, så kan vi ligeså godt skyde ham. Så lad os skyde ham, kom lad os skyde ham for helvede.

Men hvorfor gjorde vi ikke det i første omgang?