Og så er det at det sker: katastrofen. Ligesom familiefaderen, der bare ikke kan tage mere, der føler at alting ikke vil lykkes mere, han kan ikke få tingene til at hænge sammen mere, og han kan ikke tale med nogen mere, heller ikke konen, hvem kan tale med konen, og han prøver at tale med nogen, men ingen reagerer, ingen reagerer, og han ender med at gå hjem til sin sovende kone og to små børn, der ligger derhjemme og sover, som om de ikke ved, hvad der er galt, og han bliver så vred, fordi de ikke ved, hvad der er galt, og han bliver så vred, fordi de ikke ved, hvad der er galt, og han finder sit gevær og skyder sin kone og sine børn, for til sidst at rette geværet ind i mod sig selv og trykke af, men rammer ved siden af og kun det halve ansigt ryger med, for derefter at blive hængt ud i pressen som barnemorder, hustrumorder, selvmordsmorder, men ikke engang dét kunne han finde ud af, der er ikke noget han kan finde ud af.
Og når han har afsonet sin straf i al ensomhed, for ingen i fængslet vil tale med en mand, der har slået sine børn og kone ihjel – 25 år uden at tale med nogen, er lang tid, mine damer og herrer – så går han ud og lægger sig på et tag med et nyt gevær, for dét ved han da stadig hvad er, og begynder at plaffe folk ned på åben gade, eller tager et fly, eller et tog, eller en bil og kører ind i uskyldige mennesker, og politiet kommer og hæren kommer og præsidenten kommer, og pludselig vil alle tale med ham, pludselig vil alle tale med ham, selv præsidenten vil tale med ham, hele verden vil tale med ham, men han har glemt, hvordan man taler, mine damer og herrer, 25 år ER lang tid, så han kan ikke andet end at mumle, så han begynder bare at mumle, mumle, mumle og det er der ingen, der kan bruge til noget, så præsidenten beordrer at manden skal skydes, for hvis han ikke vil tale, kan vi lige så skyde ham, så kan vi ligeså godt skyde ham. Så lad os skyde ham, kom lad os skyde ham for helvede.
Men hvorfor gjorde vi ikke det i første omgang?
fredag den 16. november 2007
mandag den 12. november 2007
Jeg, en helt almindelig mand
Jeg
en ganske enkel, helt ekstra ordinær og absurd almindelig mand.
Jeg
minder om de fleste, det gør jeg vel, med mit hår, ører, mund, næse og to irriterende øjne, der bare kigger og kigger. Lad vær' med at kig' sådan.
Jeg
på en baggrund af makrel, salt, majonæse og tomat, helt sikkert tomat, og hvis vi er heldige, en anelse peber. Og krebinetter. Og torsk, med kartofler og sennepssås. Og frikafrikadellerdaller. Og pasta med noget kødsås foran TV'et, nu er det jo fredag. Endelig fredag.
Jeg
deler smørrebrødet på midten, ikke diagonalt.
Jeg
står op og tisser, selvom jeg strinter ved siden af og selvom det egentlig er rarere at sidde ned.
Jeg
snorker og siger at rigtige mænd snorker, rigtige mænd snorker.
Jeg
holder med det hold, der vinder.
Jeg er
en ganske enkel, helt ekstra ordinær, fuldstændigt absurd almindelig mand.
Jeg er
selvfølgelig født i Jylland, hvem er ikke det? med aner fra det nordlige, undren om det sydlige og uforståen om det midt i mellem. Udenforståen.
Jeg er
som alle andre, på det groveste, som alle andre. Der er ikke noget underligt ved mig, jeg står ikke uden for gruppen, jeg bliver også valgt til fodbold. Jeg er pålidelig, ulidelig, påståelig, uopnåelig, bedrevidende og ikke mere end alle de andre. Jeg er ligesom jeg er ligesom du er ligesom vi er ligesom vi alle er ligesom vi alle er ligesom vi alle er.
Jeg er
mine egen bedste ven, ingen skal hjælpe mig med noget.
Jeg er
ensom, men siger det ikke til nogen.
Jeg er
lige ved at miste besindelsen, gå fuldstændigt amok, slå nogen ihjel, men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
fuld af raseri, fuld af aggression, fuld af stoffer, fuld af alkohol, fuld af vrede, men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
ikke ligeglad med, hvad de andre synes, og det går mig på. Det går mig virkelig på.
Jeg er
ude af stand til at bevæge mig rundt blandt andre mennesker, uden at få behov for at slå mig fri, sprænge en bombe, eksplodere i et inferno af frådende had. Men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
lige ved at tabe.
Men jeg holder kun med det hold, der vinder.
en ganske enkel, helt ekstra ordinær og absurd almindelig mand.
Jeg
minder om de fleste, det gør jeg vel, med mit hår, ører, mund, næse og to irriterende øjne, der bare kigger og kigger. Lad vær' med at kig' sådan.
Jeg
på en baggrund af makrel, salt, majonæse og tomat, helt sikkert tomat, og hvis vi er heldige, en anelse peber. Og krebinetter. Og torsk, med kartofler og sennepssås. Og frikafrikadellerdaller. Og pasta med noget kødsås foran TV'et, nu er det jo fredag. Endelig fredag.
Jeg
deler smørrebrødet på midten, ikke diagonalt.
Jeg
står op og tisser, selvom jeg strinter ved siden af og selvom det egentlig er rarere at sidde ned.
Jeg
snorker og siger at rigtige mænd snorker, rigtige mænd snorker.
Jeg
holder med det hold, der vinder.
Jeg er
en ganske enkel, helt ekstra ordinær, fuldstændigt absurd almindelig mand.
Jeg er
selvfølgelig født i Jylland, hvem er ikke det? med aner fra det nordlige, undren om det sydlige og uforståen om det midt i mellem. Udenforståen.
Jeg er
som alle andre, på det groveste, som alle andre. Der er ikke noget underligt ved mig, jeg står ikke uden for gruppen, jeg bliver også valgt til fodbold. Jeg er pålidelig, ulidelig, påståelig, uopnåelig, bedrevidende og ikke mere end alle de andre. Jeg er ligesom jeg er ligesom du er ligesom vi er ligesom vi alle er ligesom vi alle er ligesom vi alle er.
Jeg er
mine egen bedste ven, ingen skal hjælpe mig med noget.
Jeg er
ensom, men siger det ikke til nogen.
Jeg er
lige ved at miste besindelsen, gå fuldstændigt amok, slå nogen ihjel, men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
fuld af raseri, fuld af aggression, fuld af stoffer, fuld af alkohol, fuld af vrede, men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
ikke ligeglad med, hvad de andre synes, og det går mig på. Det går mig virkelig på.
Jeg er
ude af stand til at bevæge mig rundt blandt andre mennesker, uden at få behov for at slå mig fri, sprænge en bombe, eksplodere i et inferno af frådende had. Men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
lige ved at tabe.
Men jeg holder kun med det hold, der vinder.
mandag den 6. august 2007
en lille mand
Der var engang en lille mand, der boede i en lille by, i et lille land. Den lille mand, havde det ikke dårligt med at være lille, for han vidste, at en dag ville han vokse sig stor. Så han spankulerede rundt i gaderne i den lille by og fløjtede og ventede på, at han skulle vokse sig stor.
Men minutterne gik, timerne gik, dagene gik, ugerne gik, månederne gik og årene gik. Også helt uden at sige farvel. Og der skete absolut ingenting, den lille mand voksede ikke det mindste. Der var en dag, hvor han troede, han var vokset en centimeter, hvilket ikke er særligt meget, alt taget i betragtning, men den lille mand var glad over at han var vokset, lige indtil han fandt ud af, at han stod på tæer. Og så var dén lykke forbi.
Og den lille mand blev ked af det. Han voksede ikke, sådan som han havde regnet med. Han blev mere og mere bedrøvet for hvert minut der gik, hver time der gik, hver dag der gik, hver uge der gik, hver måned der gik og hvert år der gik, helt uden at sige farvel. Til sidst var han så bedrøvet, at han bestemte sig for at gå ud i skoven og tage sig selv af dage, for det var det eneste man kunne, når man nu ikke kunne være stor.
Så han gik ud i skoven, mens tårerne trillede ned fra hans våde øjne. Han gråd så meget, at han ikke kunne se, hvor han gik og han snublede flere gange undervejs. Og så, lige efter han havde snublet for 117. gang og lå der i græsset og forbandede sig selv langt, langt væk, hørte han pludseligt noget. En stemme, der råbte. På hjælp. Den lille mand rejste sig hurtigt op og lyttede efter en ekstra gang. Jo, der var helt bestemt nogen, der råbte på hjælp. Han tog den kæp, han var faldet over og skyndte sig i den retning, han havde hørt råbet.
Han kom frem til en lille lysning, hvor han så en stor og savlende modbydelig ræv, der slæbte af sted med en lille kvinde i munden. Den lille kvinde fægtede rundt med armene og råbte og skreg, men der var intet at gøre, for den store væmmelige ræv var meget stærkere, og meget sulten. Den lille mand spærrede øjnene helt op, for sådan et syn havde han alligevel aldrig set. Ræven slæbte den lille kvinde med ned i sit stygge rævehul og forsvandt ned i jorden. Den lille mand skyndte sig hen til hullet og kiggede ned. Skulle han hjælpe? Selvfølgelig skulle han det. Han klemte sig ned i hullet med hovedet først, mens han tænkte, at det var godt at han var så lille, ellers var han aldrig kommet derned.
Da han kom helt i bunden af hullet, så han grimrianen, ræven, der varmede op i gryden, hvor den lille kvinde skulle koges, så ræven kunne spise hende. Den lille mand holdte sin kæp foran sig og pegede på den vamle ræv.
- Giv slip på den lille kvinde, eller du får med mig at bestille, sagde den lille mand og følte sig ret stor lige i det øjeblik.
- Hvorfor skulle jeg det, svarede den ondskabsfulde ræv, du er jo bare en lille mand, jeg kan bide dig over i ét bid.
Men den lille mand blev ikke bange, han holdte bare sin kæp rank frem og stirrede på ræven. Og så vidste ræven, at den lille mand ikke bare var en lille mand og gav slip på den lille kvinde.
Den lille mand og den lille kvinde skyndte sig ud af rævens klamme hule og kom op til overfladen, hvor de begyndte at løbe af sted for ikke at komme i kløerne på ræven igen, hvis nu den skulle skifte mening.
Da de var kommet et stykke væk, stoppede de op for at få vejret. Den lille mand smilte over hele ansigtet, for han følte sig som den største mand, nogensinde i det lille land.
- Hvad smiler du af, spurgte den lille kvinde.
- Det er som om jeg er vokset, svarede den lille mand.
- Vidste du ikke det, svarede den lille kvinde, man vokser, hver eneste gang man gør noget godt for andre.
- Gør man det, svarede den lille mand, helt forundret, for det havde han da aldrig hørt om.
- Ja, svarede den lille kvinde, og du har lige hjulpet mig fra den visse død. Tak! Hun gav ham et kys, tog fat i hans hånd og de fulgtes ad ind til byen, hvor de levede lykkeligt sammen i mange år frem. Som store og stolte, små mennesker.
Og ræven? Den måtte endnu engang åbne nogle dåsetomater og lave spaghetti med tomatsovs. Men det er heller ikke så ringe endda.
SLUT
Men minutterne gik, timerne gik, dagene gik, ugerne gik, månederne gik og årene gik. Også helt uden at sige farvel. Og der skete absolut ingenting, den lille mand voksede ikke det mindste. Der var en dag, hvor han troede, han var vokset en centimeter, hvilket ikke er særligt meget, alt taget i betragtning, men den lille mand var glad over at han var vokset, lige indtil han fandt ud af, at han stod på tæer. Og så var dén lykke forbi.
Og den lille mand blev ked af det. Han voksede ikke, sådan som han havde regnet med. Han blev mere og mere bedrøvet for hvert minut der gik, hver time der gik, hver dag der gik, hver uge der gik, hver måned der gik og hvert år der gik, helt uden at sige farvel. Til sidst var han så bedrøvet, at han bestemte sig for at gå ud i skoven og tage sig selv af dage, for det var det eneste man kunne, når man nu ikke kunne være stor.
Så han gik ud i skoven, mens tårerne trillede ned fra hans våde øjne. Han gråd så meget, at han ikke kunne se, hvor han gik og han snublede flere gange undervejs. Og så, lige efter han havde snublet for 117. gang og lå der i græsset og forbandede sig selv langt, langt væk, hørte han pludseligt noget. En stemme, der råbte. På hjælp. Den lille mand rejste sig hurtigt op og lyttede efter en ekstra gang. Jo, der var helt bestemt nogen, der råbte på hjælp. Han tog den kæp, han var faldet over og skyndte sig i den retning, han havde hørt råbet.
Han kom frem til en lille lysning, hvor han så en stor og savlende modbydelig ræv, der slæbte af sted med en lille kvinde i munden. Den lille kvinde fægtede rundt med armene og råbte og skreg, men der var intet at gøre, for den store væmmelige ræv var meget stærkere, og meget sulten. Den lille mand spærrede øjnene helt op, for sådan et syn havde han alligevel aldrig set. Ræven slæbte den lille kvinde med ned i sit stygge rævehul og forsvandt ned i jorden. Den lille mand skyndte sig hen til hullet og kiggede ned. Skulle han hjælpe? Selvfølgelig skulle han det. Han klemte sig ned i hullet med hovedet først, mens han tænkte, at det var godt at han var så lille, ellers var han aldrig kommet derned.
Da han kom helt i bunden af hullet, så han grimrianen, ræven, der varmede op i gryden, hvor den lille kvinde skulle koges, så ræven kunne spise hende. Den lille mand holdte sin kæp foran sig og pegede på den vamle ræv.
- Giv slip på den lille kvinde, eller du får med mig at bestille, sagde den lille mand og følte sig ret stor lige i det øjeblik.
- Hvorfor skulle jeg det, svarede den ondskabsfulde ræv, du er jo bare en lille mand, jeg kan bide dig over i ét bid.
Men den lille mand blev ikke bange, han holdte bare sin kæp rank frem og stirrede på ræven. Og så vidste ræven, at den lille mand ikke bare var en lille mand og gav slip på den lille kvinde.
Den lille mand og den lille kvinde skyndte sig ud af rævens klamme hule og kom op til overfladen, hvor de begyndte at løbe af sted for ikke at komme i kløerne på ræven igen, hvis nu den skulle skifte mening.
Da de var kommet et stykke væk, stoppede de op for at få vejret. Den lille mand smilte over hele ansigtet, for han følte sig som den største mand, nogensinde i det lille land.
- Hvad smiler du af, spurgte den lille kvinde.
- Det er som om jeg er vokset, svarede den lille mand.
- Vidste du ikke det, svarede den lille kvinde, man vokser, hver eneste gang man gør noget godt for andre.
- Gør man det, svarede den lille mand, helt forundret, for det havde han da aldrig hørt om.
- Ja, svarede den lille kvinde, og du har lige hjulpet mig fra den visse død. Tak! Hun gav ham et kys, tog fat i hans hånd og de fulgtes ad ind til byen, hvor de levede lykkeligt sammen i mange år frem. Som store og stolte, små mennesker.
Og ræven? Den måtte endnu engang åbne nogle dåsetomater og lave spaghetti med tomatsovs. Men det er heller ikke så ringe endda.
SLUT
fredag den 15. juni 2007
ENERUM anmeldt i politiken
DET VILDE RIDT OM SKRIVEBORDET
Skæg cowboy-comedy med skarpladte skrivenørder af den unge gruppe Teater Indtil Videre.
(3 hjerter)
Af Monna Dithmer (Politiken, 11.06.2007)
Der skal noget til for at trække folk inden for i teatermørket, nu hvor de hede nætter er sat ind. Men det unge Teater Indtil Videre har fat i den lange ende.
Ikke alene får man en stor fadøl med i prisen og kan oven i købet komme ind for det halve, hvis man tager sit cowboydress på; men selve forestillingen 'Enerum' lægger ud med en fængende afsløring af de indledende ritualer ved skrivebordet, som hver en forfatterambitiøs skrivekugle, som der jo snart findes et utal af her i landet, nødvendigvis må varme op med.
Man ser det for sig, hvordan det går løs ude ved de stræbsomme skriveborde. Her får vi varianten med sort mexicanerhat og badekåbe plus en vild cowboydans rundt om Olympia, retromaskinen.
Skægt og uforpligtende
Det hjælper nu ikke det store på skriveblokeringerne i denne her omgang. Den der med 'Det var en stormfuld nat' er jo brugt, og i det hele taget er det ikke let at være ung skrivenørd med hulefornemmelser, gulmønstret tapet og fotorealistisk udsyn gennem vinduerne.
Tilmed skal den mere og mere sønderbombede forfatterfyr, som Kristian Koch giver den helt rigtige desperadoafmagt, også lige håndtere det unge par, der pludselig crasher ind i lejligheden og påstår at være hans tidligere kæreste og rivalen med den skudsikre succes.
Så går det vilde ridt rundt om skrivebordet, i kamp med de påtrængende indre dæmoner og drømmebilleder. For hvordan kan kæresten og rivalen være et rent syredigt, når de samtidig trænger sig på som den mest insisterende, krasbørstige virkelighed?
Det er skægt og uforpligtende som medrivende galop henover de gode gamle trekantskonstellationer, singlekvababbelser og kunstnerkamp med egne dæmoner. Johan Knattrup Jensen, som allerede for et par år siden lagde lovende ud som part i 'Kaniner kan skrige', er så afgjort selv lidt af en skrivekugle, og John Lange har sørget for, at der er solidt greb om spillet og et rytmisk drive over det løsslupne cowboydermareridt for mere eller mindre skarpladte skrivenørder. Et godt bud på en hed aften.
Skæg cowboy-comedy med skarpladte skrivenørder af den unge gruppe Teater Indtil Videre.
(3 hjerter)
Af Monna Dithmer (Politiken, 11.06.2007)
Der skal noget til for at trække folk inden for i teatermørket, nu hvor de hede nætter er sat ind. Men det unge Teater Indtil Videre har fat i den lange ende.
Ikke alene får man en stor fadøl med i prisen og kan oven i købet komme ind for det halve, hvis man tager sit cowboydress på; men selve forestillingen 'Enerum' lægger ud med en fængende afsløring af de indledende ritualer ved skrivebordet, som hver en forfatterambitiøs skrivekugle, som der jo snart findes et utal af her i landet, nødvendigvis må varme op med.
Man ser det for sig, hvordan det går løs ude ved de stræbsomme skriveborde. Her får vi varianten med sort mexicanerhat og badekåbe plus en vild cowboydans rundt om Olympia, retromaskinen.
Skægt og uforpligtende
Det hjælper nu ikke det store på skriveblokeringerne i denne her omgang. Den der med 'Det var en stormfuld nat' er jo brugt, og i det hele taget er det ikke let at være ung skrivenørd med hulefornemmelser, gulmønstret tapet og fotorealistisk udsyn gennem vinduerne.
Tilmed skal den mere og mere sønderbombede forfatterfyr, som Kristian Koch giver den helt rigtige desperadoafmagt, også lige håndtere det unge par, der pludselig crasher ind i lejligheden og påstår at være hans tidligere kæreste og rivalen med den skudsikre succes.
Så går det vilde ridt rundt om skrivebordet, i kamp med de påtrængende indre dæmoner og drømmebilleder. For hvordan kan kæresten og rivalen være et rent syredigt, når de samtidig trænger sig på som den mest insisterende, krasbørstige virkelighed?
Det er skægt og uforpligtende som medrivende galop henover de gode gamle trekantskonstellationer, singlekvababbelser og kunstnerkamp med egne dæmoner. Johan Knattrup Jensen, som allerede for et par år siden lagde lovende ud som part i 'Kaniner kan skrige', er så afgjort selv lidt af en skrivekugle, og John Lange har sørget for, at der er solidt greb om spillet og et rytmisk drive over det løsslupne cowboydermareridt for mere eller mindre skarpladte skrivenørder. Et godt bud på en hed aften.
mandag den 21. maj 2007
syg
Jeg vågnede i dag og var trist. Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg vågnede og ikke var trist. Der er ingen glæde ved at vågne op længere. Kun ønsket om at flygte, så snart muligheden melder sig. Propper mig med alkohol og pot, indtil følelsen går væk og jeg bliver i stand til at bevæge mig og andre. Jeg kalder det en sygdom. Sygdommen, der ikke vil gå væk. Sygdommen, der bliver uanset hvilken medicin jeg bruger. Sygdommen, der får mig til at blive mindre.
Jeg er et sygt menneske. Ét, der kæmper for at blive rask. Med fornuft, symptombehandling og flugt. Men kampen er så uendelig sort, at modet tages fra mig. Jeg har behov for en redningsplanke. Men der kommer ingen.
Jeg er et sygt menneske. Som ikke længere skriver. Jeg kan ikke. Jeg sidder og kigger på den blinkende streg, som står lige før det hemmelige tegn, jeg endnu ikke kender. Når den blinkende streg bevæger sig, efterlader den et spor af tegn, jeg ser, men stadig ikke kender. Jeg skriver ikke. Alt, hvad der kommer fra mine hænder, er en andens værk. Jeg ser ikke mig selv i mine ord. Jeg ser et raskt menneske. Jeg er langt fra rask. Sig mig, hvad kuren er. Kærlighed? Kontrol? Kvinder? Piller? Penge? Pussy? Jeg ser det ikke. Måske er det lige foran mig, men jeg ser det ikke. Foran mig er kun en halv meters sigtbarhed, resten er tåget, sort og stærkt uigennemskueligt. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud.
Jeg kalder mig selv for et sygt menneske, men jeg ved ikke om det er en sygdom. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare uendelig selvoptaget. Det kunne godt være noget jeg bilder mig. Måske er løsningen bare en løbetur. Måske skal jeg holde op med at fokusere på min egen næsetip og se ud over vandet efter land. Og en gang imellem slipper sygdommen sit greb, og jeg er fri. Men det er kun en begrænset periode, så vender vi tilbage til det kendte og elsket. Sygdommen.
Jeg må være et sygt menneske. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser streger og linjer. Ligegyldige farver og forvredne ansigtsudtryk. Jeg ser en verden, jeg ikke er en del af. Alle de andre, og derefter mig. Mig, og det jeg betragter. Jeg er ikke deltager, jeg er voyeur. Bortset fra, at voyeuren tager glæde i det han ser. Jeg smertes ved det. Jeg kan ikke lade være med at se. For mine øjne åbner sig hele tiden. Selvom jeg beder dem om at være lukket. Derfor vågner jeg og er trist. For mine øjne forblev ikke lukket. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser et vandfald af ligegyldighed. Og jeg ser, at ingen ser mig. Jeg er et spøgelse, der har evnen til at se, men intet gøre. Når jeg rører ved ting, forsvinder min hånd igennem det. Som om, hånden ikke eksisterer. Og aldrig har gjort det. Så ingen ser mig. Synet ville også være forfærdeligt, det ville skræmme de fleste. Måske alle. Og det er her, at sygdommen tager til.
Jeg tror, jeg altid har været syg. Måske. Jeg har ikke noget ord for det, så jeg ved det ikke. Jeg kender ikke sygdommen, som jeg kender en influenza. Feberen er behagelig, for den trækker hovedet væk fra virkeligheden og ind i en kamp på liv og død, og dér er alting så nemt. Enten lykkes det, eller så gør det ikke. En kronisk feber ville gøre alting lidt nemmere. At konstant ligge på kanten. Og på et tidspunkt give efter, og lade sig falde ned i friheden. Rulle udover kanten, med de sidste kræfter man har og derefter føle vægtløsheden og kroppens totale afslapning. Jeg vil falde med et smil. Endelig.
Når sygdommen er der, er der ikke plads til så meget andet. Det er en lukket labyrint, hvor man ikke kan finde de andre. Man går alene rundt, alle murene ligner hinanden. Man sidder alene i venteværelset, men der er aldrig nogen, der kalder én ind. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud. Telefonen ringer, men hver gang man tager den, er der en optaget tone, der fortæller mig, at nogen andre taler. Og jeg kan ikke være med. Jeg er ikke god nok til at være med, Jeg må ikke være med. At være alene, og vide at man også ender alene. At uanset, hvad man gør, vil man altid gøre det alene.
Jeg er et sygt menneske. Et sygt menneske, der kun tænker på sin egen sygdom. Er optaget af sin egen sygdom. Identificerer sig som et sygt menneske. Forbinder alt med sygdommen. Konkluderer alt med sygdommen. Giver sygdommen skylden. Bærer skylden for sygdommen. På samme tid. Der vil altid være sygdommen og jeg. Sygdommen og jeg.
Jeg vågnede i dag og var trist. Jeg kalder det en sygdom.
Jeg er et sygt menneske. Ét, der kæmper for at blive rask. Med fornuft, symptombehandling og flugt. Men kampen er så uendelig sort, at modet tages fra mig. Jeg har behov for en redningsplanke. Men der kommer ingen.
Jeg er et sygt menneske. Som ikke længere skriver. Jeg kan ikke. Jeg sidder og kigger på den blinkende streg, som står lige før det hemmelige tegn, jeg endnu ikke kender. Når den blinkende streg bevæger sig, efterlader den et spor af tegn, jeg ser, men stadig ikke kender. Jeg skriver ikke. Alt, hvad der kommer fra mine hænder, er en andens værk. Jeg ser ikke mig selv i mine ord. Jeg ser et raskt menneske. Jeg er langt fra rask. Sig mig, hvad kuren er. Kærlighed? Kontrol? Kvinder? Piller? Penge? Pussy? Jeg ser det ikke. Måske er det lige foran mig, men jeg ser det ikke. Foran mig er kun en halv meters sigtbarhed, resten er tåget, sort og stærkt uigennemskueligt. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud.
Jeg kalder mig selv for et sygt menneske, men jeg ved ikke om det er en sygdom. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare uendelig selvoptaget. Det kunne godt være noget jeg bilder mig. Måske er løsningen bare en løbetur. Måske skal jeg holde op med at fokusere på min egen næsetip og se ud over vandet efter land. Og en gang imellem slipper sygdommen sit greb, og jeg er fri. Men det er kun en begrænset periode, så vender vi tilbage til det kendte og elsket. Sygdommen.
Jeg må være et sygt menneske. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser streger og linjer. Ligegyldige farver og forvredne ansigtsudtryk. Jeg ser en verden, jeg ikke er en del af. Alle de andre, og derefter mig. Mig, og det jeg betragter. Jeg er ikke deltager, jeg er voyeur. Bortset fra, at voyeuren tager glæde i det han ser. Jeg smertes ved det. Jeg kan ikke lade være med at se. For mine øjne åbner sig hele tiden. Selvom jeg beder dem om at være lukket. Derfor vågner jeg og er trist. For mine øjne forblev ikke lukket. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser et vandfald af ligegyldighed. Og jeg ser, at ingen ser mig. Jeg er et spøgelse, der har evnen til at se, men intet gøre. Når jeg rører ved ting, forsvinder min hånd igennem det. Som om, hånden ikke eksisterer. Og aldrig har gjort det. Så ingen ser mig. Synet ville også være forfærdeligt, det ville skræmme de fleste. Måske alle. Og det er her, at sygdommen tager til.
Jeg tror, jeg altid har været syg. Måske. Jeg har ikke noget ord for det, så jeg ved det ikke. Jeg kender ikke sygdommen, som jeg kender en influenza. Feberen er behagelig, for den trækker hovedet væk fra virkeligheden og ind i en kamp på liv og død, og dér er alting så nemt. Enten lykkes det, eller så gør det ikke. En kronisk feber ville gøre alting lidt nemmere. At konstant ligge på kanten. Og på et tidspunkt give efter, og lade sig falde ned i friheden. Rulle udover kanten, med de sidste kræfter man har og derefter føle vægtløsheden og kroppens totale afslapning. Jeg vil falde med et smil. Endelig.
Når sygdommen er der, er der ikke plads til så meget andet. Det er en lukket labyrint, hvor man ikke kan finde de andre. Man går alene rundt, alle murene ligner hinanden. Man sidder alene i venteværelset, men der er aldrig nogen, der kalder én ind. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud. Telefonen ringer, men hver gang man tager den, er der en optaget tone, der fortæller mig, at nogen andre taler. Og jeg kan ikke være med. Jeg er ikke god nok til at være med, Jeg må ikke være med. At være alene, og vide at man også ender alene. At uanset, hvad man gør, vil man altid gøre det alene.
Jeg er et sygt menneske. Et sygt menneske, der kun tænker på sin egen sygdom. Er optaget af sin egen sygdom. Identificerer sig som et sygt menneske. Forbinder alt med sygdommen. Konkluderer alt med sygdommen. Giver sygdommen skylden. Bærer skylden for sygdommen. På samme tid. Der vil altid være sygdommen og jeg. Sygdommen og jeg.
Jeg vågnede i dag og var trist. Jeg kalder det en sygdom.
Abonner på:
Opslag (Atom)