Den midterste vindmølle

Et sted henover bakkerne, der hvor marken bøjer og bugter sig, hvor udsigten rækker lige så langt som tankerne nogen gange kan gøre det, troner 3 vindmøller side om side. Den første vindmølle havde stået der længst, den tredje næstlængst og den midterste havde stået der i kortest tid, men ellers lignede de hinanden, grå, stolte og stilheden selv.

Eftersom den midterste havde stået der kortest tid, blev den også betragtet af de andre vindmøller som den yngste vindmølle. Men det havde den midterste vindmølle ikke noget imod, så var der altid nogen af spørge til råds. Som dengang, hvor den midterste vindmølle havde spurgt de andre vindmøller, hvad der ville ske, hvis vinden holdt op med at blæse. De ældre vindmøller havde grinet af den unge vindmølle og sagt, at det ville aldrig komme til at ske.

Men den midterste vindmølle havde en tanke, som den ikke rigtig ville dele med de andre. For nogen gange, når vinden var svag, fantaserede vindmøllen om at kunne løbe, og bare løbe, henover markerne, så vingerne drejede og drejede rundt – helt uden vindens hjælp

Men som det nogen gange er med tanker, der presser sig på, kommer man til at tale over sig, og en aften fortalte den midterste vindmølle, de andre vindmøller om sine fantasier. Hahaha, de grinede så højt og hånligt, at den midterste vindmølle blev helt lille og flov. De pegede med hele deres vingefang på den midterste vindmølles ene ben og spurgte om vindmøllen nogensinde havde set et væsen løbe henover markerne på bare eet ben. Og det havde vindmøllen jo ikke, så derfor sagde vindmøllen ikke mere den aften.

Men så, sent på aftenen, lige før mørket havde sænket sig helt, skete noget underligt. Eller, i hvert fald for en vindmølle, skete noget underligt. For vinden løjede af og det blev pludseligt fuldstændigt vindstille. Den midterste vindmølle kiggede over på de andre, men de var allerede faldet i søvn. Så den midterste vindmølle stod helt alene og oplevede dette vidunder ske for øjnene af den, at vindmøllens vinger for første gang nogensinde stod stille. Helt stille.

Mørket faldt på. Månen stod op. Og et sælsomt blåt lys spredte sig over markerne. Den midterste vindmølle kunne ikke falde i søvn og stod bare og betragtede markernes græs blive til søgræs, der bøjer sig for bølgernes skvulpen. Eller, det var i hvert fald, hvad vindmøllen forestillede sig. Natten virkede magisk, som om alt kunne ske, som om det blå lys tillod at alle drømme og ønsker blev synlige for det indre øje, som om vindmøllen kunne tillade sig selv, bare for en enkel nat, at blive til hvem som helst, den overhovedet havde lyst til. En bi, en abe eller et hus.

Vindmøllen fantaserede så meget, at den slet ikke havde opdaget at en ugle havde landet på een af vingerne. Uglen havde faktisk siddet der et stykke tid, før den begyndte at rømme sig i utålmodighed. Vindmøllen var lidt irriteret over uglens forstyrrelse i sine fantasier, men spurgte alligevel høfligt, hvad uglen havde på sinde, siden hun havde sat sig der. Fru Ugle forklarede, at som natfugl oplever man et og andet rundt omkring markerne, F.eks. oplever man vindmøller, der fantaserer om at kunne løbe henover markerne, og bare løbe, så vingerne begynder at dreje af sig selv.

Vindmøllen blev flov over at høre, at dens fantasier allerede havde spredt sig til fuglereservatet, for så ville der ikke gå lang tid før duerne ville komme og grine deres duerøv i laser. Men Fru Ugle, der efterhånden var blevet en temmelig vis fugl og havde fløjet omkring markerne i mange år og vidste alt, hvad der skete, kunne straks se at vindmøllen blev rød i hovedet. Og med rolig stemme begyndte Fru Ugle at fortælle om lignende fantasier hun havde hørt igennem tiderne.

Hun fortalte om søen, der drømte om at løbe henover markerne, og så pegede Fru Ugle på åen, der mavede sig som en slange henover markerne, så hurtigt søen kunne. Hun fortalte om busken, der drømte om at kunne løbe og bare løbe henover markerne, og så pegede hun på læhegnet, der løb langs markerne som en kæmpe kålorm, så hurtigt hegnet kunne. Og endelig fortalte Fru Ugle om skyerne, der i så mange år havde drømt om at løbe henover markerne, så hurtigt de kunne, og så pegede hun på skyernes skygger, der pilede henover markerne som store krabber og gjorde det både dag og nat.

Vindmøllen, der havde lyttet med begejstring til uglens historier, og i virkeligheden gerne ville have hørt mere, afbrød Fru Ugle og spurgte, meget høfligt, det skal man når man taler til ældre damer, hvad vindmøllen kunne bruge historierne til, den kunne jo ikke løbe henover markerne, vindmøller har jo bare et ben. Og det skal man bruge til at stå på. Fru Ugle grinede. Ikke som de andre vindmøller havde grinet, mere som en mor, der griner af sit elskede barn, ville grine. Uglen fortalte at hverken søer, buske eller skyer kunne have fundet på at løbe henover markerne, hvis ikke de havde brugt sin fantasi. Det forstod vindmøllen ikke.

Så bad Fru Ugle vindmøllen om at lukke sine øjne. Det gjorde vindmøllen. Så skulle vindmøllen forestille sig, så kraftigt den kunne, at den havde to ben. Det gjorde vindmøllen også. Og så skulle vindmøllen forestille sig, så godt den kunne, at den satte det ene ben foran den andet. Varmen begyndte at stige op i hovedet på vindmøllen, den havde det fuldstændigt som om den havde ben og kunne gå. Og så, råbte Fru Ugle og lettede fra vindmøllens vinge, skal du forestille dig, at du sætter det andet ben foran det ene og gentager det forfra og hurtigere. Og vindmøllen forestillede sig at den satte det andet ben foran, og så det ene, og så det andet igen, og at den gjorde det hurtigere og hurtigere. Og så kunne pludselig mærke noget meget mærkeligt. Vinden kælede vindmøllen om kinderne og vingerne begyndte at dreje helt af sig selv.

Så kunne vindmøllen ikke holde øjnene lukkede længere og åbnede sine øjne og så at markerne løb hen under vindmøllen, at træerne susede forbi i vældig fart og at de 2 andre vindmøller var kommet langt tilbage. Og med et gik det op for vindmøllen, at den løb, og den løb så hurtigt den overhovedet kunne henover markerne. Og skove og søer og dale og bakker strøg forbi vindmøllen, som var det selve tiden, der havde sat sig for at gå i mangedobbelt tempo. Og vingerne drejede og drejede og vindmøllen elskede at løbe og bare løbe. Henover markernes blålige lys, i natten, hvor alt kan ske.

Efter nogle vilde løbetimer begyndte nattens blå farve gradvist at forsvinde. Vindmøllen var blevet træt og stillede sig et tilfældigt sted, hvor den kunne hvile sig lidt. Og kort tid efter faldt øjnene i og vindmøllen løb ind i en dyb, dyb søvn.

Da vindmøllen slog øjnene op igen stod den det samme sted, den havde forladt, lige ved siden af de 2 andre vindmøller. Og vinden blæste præcist som den plejede. De andre vindmøller kiggede over på den og spurgte, hvad der var sket siden den midterste vindmølle havde sovet så længe. Vindmøllen kiggede på dem og overvejede om den skulle fortælle om sin vilde nat. Men så besluttede den sig for at holde hemmeligheden for sig selv – de ville nok alligevel ikke tro på den. De andre vindmøller forstod ingenting, men vendte tilbage til deres egen lille verden af vingedrejeri.

På et sted henover bakkerne, hvor markerne bugter og bøjer sig, hvor udsigten rækker lige så langt som tankerne nogen gange kan gøre det, står en helt speciel vindmølle ved siden af 2 andre vindmøller. De ligner hinanden, men forskellen er, at den midterste vindmølle har lært at bruge fantasien og hver nat løber den, og bare løber, så hurtigt den kan, henover markerne, så vingerne begynder at dreje helt af sig selv. For det er det bedste vindmøllen overhovedet kan tænke sig.


S L U T

en lille mand

Der var engang en lille mand, der boede i en lille by, i et lille land. Den lille mand, havde det ikke dårligt med at være lille, for han vidste, at en dag ville han vokse sig stor. Så han spankulerede rundt i gaderne i den lille by og fløjtede og ventede på, at han skulle vokse sig stor.

Men minutterne gik, timerne gik, dagene gik, ugerne gik, månederne gik og årene gik. Også helt uden at sige farvel. Og der skete absolut ingenting, den lille mand voksede ikke det mindste. Der var en dag, hvor han troede, han var vokset en centimeter, hvilket ikke er særligt meget, alt taget i betragtning, men den lille mand var glad over at han var vokset, lige indtil han fandt ud af, at han stod på tæer. Og så var dén lykke forbi.

Og den lille mand blev ked af det. Han voksede ikke, sådan som han havde regnet med. Han blev mere og mere bedrøvet for hvert minut der gik, hver time der gik, hver dag der gik, hver uge der gik, hver måned der gik og hvert år der gik, helt uden at sige farvel. Til sidst var han så bedrøvet, at han bestemte sig for at gå ud i skoven og tage sig selv af dage, for det var det eneste man kunne, når man nu ikke kunne være stor.

Så han gik ud i skoven, mens tårerne trillede ned fra hans våde øjne. Han gråd så meget, at han ikke kunne se, hvor han gik og han snublede flere gange undervejs. Og så, lige efter han havde snublet for 117. gang og lå der i græsset og forbandede sig selv langt, langt væk, hørte han pludseligt noget. En stemme, der råbte. På hjælp. Den lille mand rejste sig hurtigt op og lyttede efter en ekstra gang. Jo, der var helt bestemt nogen, der råbte på hjælp. Han tog den kæp, han var faldet over og skyndte sig i den retning, han havde hørt råbet.

Han kom frem til en lille lysning, hvor han så en stor og savlende modbydelig ræv, der slæbte af sted med en lille kvinde i munden. Den lille kvinde fægtede rundt med armene og råbte og skreg, men der var intet at gøre, for den store væmmelige ræv var meget stærkere, og meget sulten. Den lille mand spærrede øjnene helt op, for sådan et syn havde han alligevel aldrig set. Ræven slæbte den lille kvinde med ned i sit stygge rævehul og forsvandt ned i jorden. Den lille mand skyndte sig hen til hullet og kiggede ned. Skulle han hjælpe? Selvfølgelig skulle han det. Han klemte sig ned i hullet med hovedet først, mens han tænkte, at det var godt at han var så lille, ellers var han aldrig kommet derned.

Da han kom helt i bunden af hullet, så han grimrianen, ræven, der varmede op i gryden, hvor den lille kvinde skulle koges, så ræven kunne spise hende. Den lille mand holdte sin kæp foran sig og pegede på den vamle ræv.
- Giv slip på den lille kvinde, eller du får med mig at bestille, sagde den lille mand og følte sig ret stor lige i det øjeblik.
- Hvorfor skulle jeg det, svarede den ondskabsfulde ræv, du er jo bare en lille mand, jeg kan bide dig over i ét bid.
Men den lille mand blev ikke bange, han holdte bare sin kæp rank frem og stirrede på ræven. Og så vidste ræven, at den lille mand ikke bare var en lille mand og gav slip på den lille kvinde.

Den lille mand og den lille kvinde skyndte sig ud af rævens klamme hule og kom op til overfladen, hvor de begyndte at løbe af sted for ikke at komme i kløerne på ræven igen, hvis nu den skulle skifte mening.

Da de var kommet et stykke væk, stoppede de op for at få vejret. Den lille mand smilte over hele ansigtet, for han følte sig som den største mand, nogensinde i det lille land.
- Hvad smiler du af, spurgte den lille kvinde.
- Det er som om jeg er vokset, svarede den lille mand.
- Vidste du ikke det, svarede den lille kvinde, man vokser, hver eneste gang man gør noget godt for andre.
- Gør man det, svarede den lille mand, helt forundret, for det havde han da aldrig hørt om.
- Ja, svarede den lille kvinde, og du har lige hjulpet mig fra den visse død. Tak! Hun gav ham et kys, tog fat i hans hånd og de fulgtes ad ind til byen, hvor de levede lykkeligt sammen i mange år frem. Som store og stolte, små mennesker.

Og ræven? Den måtte endnu engang åbne nogle dåsetomater og lave spaghetti med tomatsovs. Men det er heller ikke så ringe endda.

SLUT