TAVSHEDENS SKOLE anmeldt

Vel overstået Tavshedens Skole, som jeg skrev og instruerede sammen med 35 fantastiske unge mellem 13 og 18, fik vi denne anmeldelse:

Troen på ungt drama sejrer over Grease

Æstetiske scener, magisk musik og respekten for nyt teaterblod betyder, at Tavshedens Skole er en virkelig vellykket forestilling


Af Maria Bendix Olsen, journalist

Anmeldelse: Tavshedens Skole. NuArt Event 2008. Basement, Købehavns Ungdomsskole.

5 ud af 6 stjerner

"I er dem, de andre ikke må lege med."

Sådan lyder en af de få replikker i forestillingen Tavshedens Skole, der netop har haft premiere på Basement, København. Skuespillere, dansere, dj’s, scenografifolk, sangere, musikere har blot den erfaring, man kan nå at få, når man stadig kalder sig teenager. Men det har ingen betydning.

For dette er ikke en forestilling i rækken af kiksede kærlighedskomedier i Grease-stilen, der årgang efter årgang på mystisk vis får lov til at få nyt liv på landets skoler af unge med både bøjle og bumser, der naturligvis aldrig når Danny og Sandy til sokkeholderne. Med andre ord: The never ending story stopper faktisk. Og tak for det.

Her har vi derimod at gøre med nogle kreative hjerner, der tager de unge seriøst, når de hellere vil performe på den klassiske kreative dramamåde end bruge fredag aften på at se X-factor. Og der er masser af potentiale at finde.

For nede i den sorte, rå Basement sker noget nyt. Noget anderledes. Med en solid scenografi sætter kælderen rammen for Tavshedens Skole. Det starter med en mand – og hans tilsyneladende usynlige ven – der efter en manisk optræden fortæller, at ’det hele er en genudsendelse’.

Genudsendelsen viser sig at være en fortælling om en institution, et fængsel, hvor utilpassede børn, borgere, forbrugere skal lære at følge reglerne. Som blandt andet indebærer ikke at stille spørgsmål. Som tilskuer får man Kafka’ske associationer. Menneskene er placeret i fængslet, men hvorfor og i hvor langt tid skal processen stå på? Uvisheden omkring omstændighederne hober sig op. Tankerne flyver videre til Guantanamo-lejren, til uniformeret udslettende adfærd, til diktaturregimer, til de tankeløse samfund, hvor man blot følger med. Fordi man ikke tør andet. Og her fungerer skuespillet for alvor.

Løbende illustrerer gruppen på gulvet massen. Med monotoni, gentagelser, tavshed og en bemærkelsesværdig blanding af apati og aggression viser de, hvordan massen følges ad. Hvordan fællesskabet trods sin råddenskab får lov til at bestå, fordi man dermed er noget. Fordi det er grundvilkåret for mennesket – på trods. Med få, men yderst velvalgte, moves viser de optrædende lemmingeffekten, som får tilskueren til at huske på, at millioner af mennesker døde under Hitlers naziregime. Fordi ingen siger fra. Fordi ingen stiller spørgsmål. Fordi man er bange for konsekvenserne af at tale, når man er i Tavshedens Skole. Og så hellere følge med.

En gang imellem træder forstanderinden frem på en talerstol, en prædikestol. Hun byder velkommen til Tavshedens Skole og får med sine kantede dansetrin, stive balletøvelser og dybe stemme det hele til at virke – ja, i orden. Men det er absurd. Tragikomisk. For hun er jo diktatoren, lederen, autoriteten. Og på en subtil måde inkluderer hver optræden, at forstanderinden snurrer rundt om sig selv og dermed agerer figuren i en gammeldags spilledåse, der med klukkende lyde luller børnene i søvn. Eller på indoktrinerede og overlagt vis luller børnene ind i forestillingen – og løgnen – om, at Tavshedens Skole er det sande, det rigtige, det gode. Spilledåsedetaljen fik denne anmelder til at gyse. Det var ganske enkelt genialt.

Midt i denne mystiske, cocktail af soldatertræ-ningslejr og surrealistisk søndagsskole dukker Den tavse Dreng op. I en pink pakke. Pakken skriger af varm anderledeshed, af modstand, af kontrast og kontrær, der med sin femifarve midt i al det grå kælderråhed lyser op som et varmt håb. Den tavse Dreng bryder hermed tavsheden - trods sine udeblevne replikker. Hans – eller hendes, for han spilles på fin vis af en pige – tilstedeværelse bliver således en trussel mod det værende. Mod fællesskabet og fængselslivet, mod rammerne og rutiner, mod trygheden i tavsheden.

Og de utilpassede gør da også modstand. I mødet med den Anden, Den tavse Dreng, fasttømres fællesskabet. De holder ham ude. De gør ham fortræd. De gør ham ansvarlig for en hændelse, og der afholdes rettergang i en enkel, smuk og stærk scene, hvor han dømmes ude. Til døde?

Manden sagde i begyndelsen, at det er en genudsendelse. Og det er det måske også. For har vi ikke netop set det hele før? Historien gentager sig, synes moralen at være.

Helt overordnet er historien så stærk, at der kun er brug for meget få replikker i forestillingen. Det er et meget stort plus. I stedet er dramaets fokus lagt på minimalistisk scenografi, på skuespil, på dans, på koreografi. De synkrone bevægelser er ikke altid helt tight, men idéen er vellykket.

I en meget vellykket scene siges der dog noget – og så alligevel ikke. Masser af mennesker opholder sig frikvartersagtigt i skolegården, fællesrummet, spisesalen. De taler med hinan-den, men siger kun ordene bla, bla, bla. Ikke monotont, men med kropssprog, følelser, mimik. Det virker. Det er underordnet, hvad de siger. For det handler om, at Den tavse Dreng står alene og ikke siger bla, bla, bla til nogen. Hans tilstede-værelse og et enkelt kig provokerer alligevel en pige, der som reaktion henvender sig til ham i aggressivt kropssprog med replikken: "bla, bla, bla, bla bla BLA BLA?!". Hér får hun overbevist publikum om, at hun med krop og stemmestyrke reelt siger: "Hvad fanden glor du på, din idiot?". Dét er sansende sceneperformance. Dét er drama. Det er godt. Rigtig godt.

I samme dur er der heller ikke mange rekvisitter. Derimod bruges lys og lyd på en meget profes-sionel måde. Det er kreativt og udfordrende. Det skaber for eksempel fantastiske drømmebilleder i tilskuerens hoved i en helt igennem vellykket scene, hvor Den tavse Dreng bliver mere eller mindre velment antastet af en – eller to – andre, måske piger, måske drenge. På fineste vis udføres flirten i periferien af en støvet lyskegle. Mødet er på kanten, af lyset, af mørket, af loven. Som tilskuer er man med, men kan ikke fange det hele. Man lokkes til at fokusere. Man bliver usikker på, om det er en kamp eller et kram. Der er omfavnelser, skubben frem og tilbage, i lys og mørke, i liderlighed og lyst, det er hadet og kærligheden, livet og døden. Og det er smukt akkompagneret af live-sangen "Frække Fyr".

Musikken alene skal overøses med stående klapsalver. Elektroniske ørehængere, subtile stemningsbilleder. Den lækre lydside supplerer de enkelte scener til fulde og binder ikke mindst forestillingen sammen – alt sammen til det endnu bedre. Lad os klappe så højt at Tavshedens Skole bryder alle regler og trykker tonerne, så eftertiden også kan få glæde af musikkens magi og mystik.

Og til alle de medvirkende: Jeg håber, at vi må lege med igen næste år.


Tak Maria for anmeldelsen. wauw!

En bums i et laksefarvet jakkesæt

//Dette er 3. del af trilogien En Bums I Et Laksefarvet Jakkesæt. 1. del udkom den 12. november og 2. del kom ud den 16. november.//


Så hvis De har det ligesom som mig, mine Damer og Herrer, hvis De har det lissom ligesom mig, at De bare ikke kan holde livet ud længere, at De føler at alting er for meget, det er alt, alt for meget, og De er frådende rasende, har et indestængt had
har til lyst til at smadre nogen
skyde nogen
torturer nogen
brænde nogen
ødelægge nogen
ofre nogen
så har De det, mine Damer og Herrer, fuldstændigt akkurat præcist lige som mig.

Men så har jeg også en alle tiders, mest fantastisk, højst unik, genialt simpel og uvurderligt mesterlig PLAN!

FOR
JEG
ER
EN
Bums i et laksefarvet jakkesæt.
Jeg er en bums i et laksefarvet jakkesæt.
Jeg er en bums i et laksefarvet jakkesæt.

Jeg har hovedpine, stivnakke, gammelben og råddenmave.
En satans til hjertebanken i mit højre øre.
Jeg har slaskerdeller på røven, åh, helt på røven
sår og buler og hængeøjne.
Flikker og flakker, jeg spytter og hakker
en moderne bums, på gæld
og kassekredit.

EN
Bums i et jakkefarvet laksesæt.
Jeg er en bums i et jakkefarvet laksesæt.
Jeg er en bums i et jakkefarvet laksesæt.

Men jeg gør, hvad jeg har lyst til
siger, hvad jeg har lyst til
spiser, hvad jeg har lyst til
skriver, hvad jeg har lyst til
mærker, hvad jeg har lyst til
fortæller, hvad jeg har lyst til og
kysser dem, JEG har lyst til.

EN
Bums i et jaksefarvet lakkesæt.
Jeg er en jakke i et bumsefarvet laksesæt.
Jeg er en laks i et jakkefarvet bumsesæt.

EN
Lums i et bakkejakset farvesæt
etc
etc

(De kan selv fortsætte ud i det Uendelige, såfremt De lyster, har behov for eller bare ikke gider Andet. Men det er op til Dem Selv. Selvfølgelig)

Fik De den?

Katastrofen

Og så er det at det sker: katastrofen. Ligesom familiefaderen, der bare ikke kan tage mere, der føler at alting ikke vil lykkes mere, han kan ikke få tingene til at hænge sammen mere, og han kan ikke tale med nogen mere, heller ikke konen, hvem kan tale med konen, og han prøver at tale med nogen, men ingen reagerer, ingen reagerer, og han ender med at gå hjem til sin sovende kone og to små børn, der ligger derhjemme og sover, som om de ikke ved, hvad der er galt, og han bliver så vred, fordi de ikke ved, hvad der er galt, og han bliver så vred, fordi de ikke ved, hvad der er galt, og han finder sit gevær og skyder sin kone og sine børn, for til sidst at rette geværet ind i mod sig selv og trykke af, men rammer ved siden af og kun det halve ansigt ryger med, for derefter at blive hængt ud i pressen som barnemorder, hustrumorder, selvmordsmorder, men ikke engang dét kunne han finde ud af, der er ikke noget han kan finde ud af.

Og når han har afsonet sin straf i al ensomhed, for ingen i fængslet vil tale med en mand, der har slået sine børn og kone ihjel – 25 år uden at tale med nogen, er lang tid, mine damer og herrer – så går han ud og lægger sig på et tag med et nyt gevær, for dét ved han da stadig hvad er, og begynder at plaffe folk ned på åben gade, eller tager et fly, eller et tog, eller en bil og kører ind i uskyldige mennesker, og politiet kommer og hæren kommer og præsidenten kommer, og pludselig vil alle tale med ham, pludselig vil alle tale med ham, selv præsidenten vil tale med ham, hele verden vil tale med ham, men han har glemt, hvordan man taler, mine damer og herrer, 25 år ER lang tid, så han kan ikke andet end at mumle, så han begynder bare at mumle, mumle, mumle og det er der ingen, der kan bruge til noget, så præsidenten beordrer at manden skal skydes, for hvis han ikke vil tale, kan vi lige så skyde ham, så kan vi ligeså godt skyde ham. Så lad os skyde ham, kom lad os skyde ham for helvede.

Men hvorfor gjorde vi ikke det i første omgang?

Jeg, en helt almindelig mand

Jeg
en ganske enkel, helt ekstra ordinær og absurd almindelig mand.
Jeg
minder om de fleste, det gør jeg vel, med mit hår, ører, mund, næse og to irriterende øjne, der bare kigger og kigger. Lad vær' med at kig' sådan.
Jeg
på en baggrund af makrel, salt, majonæse og tomat, helt sikkert tomat, og hvis vi er heldige, en anelse peber. Og krebinetter. Og torsk, med kartofler og sennepssås. Og frikafrikadellerdaller. Og pasta med noget kødsås foran TV'et, nu er det jo fredag. Endelig fredag.
Jeg
deler smørrebrødet på midten, ikke diagonalt.
Jeg
står op og tisser, selvom jeg strinter ved siden af og selvom det egentlig er rarere at sidde ned.
Jeg
snorker og siger at rigtige mænd snorker, rigtige mænd snorker.
Jeg
holder med det hold, der vinder.

Jeg er
en ganske enkel, helt ekstra ordinær, fuldstændigt absurd almindelig mand.
Jeg er
selvfølgelig født i Jylland, hvem er ikke det? med aner fra det nordlige, undren om det sydlige og uforståen om det midt i mellem. Udenforståen.
Jeg er
som alle andre, på det groveste, som alle andre. Der er ikke noget underligt ved mig, jeg står ikke uden for gruppen, jeg bliver også valgt til fodbold. Jeg er pålidelig, ulidelig, påståelig, uopnåelig, bedrevidende og ikke mere end alle de andre. Jeg er ligesom jeg er ligesom du er ligesom vi er ligesom vi alle er ligesom vi alle er ligesom vi alle er.
Jeg er
mine egen bedste ven, ingen skal hjælpe mig med noget.
Jeg er
ensom, men siger det ikke til nogen.
Jeg er
lige ved at miste besindelsen, gå fuldstændigt amok, slå nogen ihjel, men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
fuld af raseri, fuld af aggression, fuld af stoffer, fuld af alkohol, fuld af vrede, men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
ikke ligeglad med, hvad de andre synes, og det går mig på. Det går mig virkelig på.
Jeg er
ude af stand til at bevæge mig rundt blandt andre mennesker, uden at få behov for at slå mig fri, sprænge en bombe, eksplodere i et inferno af frådende had. Men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
lige ved at tabe.

Men jeg holder kun med det hold, der vinder.

en lille mand

Der var engang en lille mand, der boede i en lille by, i et lille land. Den lille mand, havde det ikke dårligt med at være lille, for han vidste, at en dag ville han vokse sig stor. Så han spankulerede rundt i gaderne i den lille by og fløjtede og ventede på, at han skulle vokse sig stor.

Men minutterne gik, timerne gik, dagene gik, ugerne gik, månederne gik og årene gik. Også helt uden at sige farvel. Og der skete absolut ingenting, den lille mand voksede ikke det mindste. Der var en dag, hvor han troede, han var vokset en centimeter, hvilket ikke er særligt meget, alt taget i betragtning, men den lille mand var glad over at han var vokset, lige indtil han fandt ud af, at han stod på tæer. Og så var dén lykke forbi.

Og den lille mand blev ked af det. Han voksede ikke, sådan som han havde regnet med. Han blev mere og mere bedrøvet for hvert minut der gik, hver time der gik, hver dag der gik, hver uge der gik, hver måned der gik og hvert år der gik, helt uden at sige farvel. Til sidst var han så bedrøvet, at han bestemte sig for at gå ud i skoven og tage sig selv af dage, for det var det eneste man kunne, når man nu ikke kunne være stor.

Så han gik ud i skoven, mens tårerne trillede ned fra hans våde øjne. Han gråd så meget, at han ikke kunne se, hvor han gik og han snublede flere gange undervejs. Og så, lige efter han havde snublet for 117. gang og lå der i græsset og forbandede sig selv langt, langt væk, hørte han pludseligt noget. En stemme, der råbte. På hjælp. Den lille mand rejste sig hurtigt op og lyttede efter en ekstra gang. Jo, der var helt bestemt nogen, der råbte på hjælp. Han tog den kæp, han var faldet over og skyndte sig i den retning, han havde hørt råbet.

Han kom frem til en lille lysning, hvor han så en stor og savlende modbydelig ræv, der slæbte af sted med en lille kvinde i munden. Den lille kvinde fægtede rundt med armene og råbte og skreg, men der var intet at gøre, for den store væmmelige ræv var meget stærkere, og meget sulten. Den lille mand spærrede øjnene helt op, for sådan et syn havde han alligevel aldrig set. Ræven slæbte den lille kvinde med ned i sit stygge rævehul og forsvandt ned i jorden. Den lille mand skyndte sig hen til hullet og kiggede ned. Skulle han hjælpe? Selvfølgelig skulle han det. Han klemte sig ned i hullet med hovedet først, mens han tænkte, at det var godt at han var så lille, ellers var han aldrig kommet derned.

Da han kom helt i bunden af hullet, så han grimrianen, ræven, der varmede op i gryden, hvor den lille kvinde skulle koges, så ræven kunne spise hende. Den lille mand holdte sin kæp foran sig og pegede på den vamle ræv.
- Giv slip på den lille kvinde, eller du får med mig at bestille, sagde den lille mand og følte sig ret stor lige i det øjeblik.
- Hvorfor skulle jeg det, svarede den ondskabsfulde ræv, du er jo bare en lille mand, jeg kan bide dig over i ét bid.
Men den lille mand blev ikke bange, han holdte bare sin kæp rank frem og stirrede på ræven. Og så vidste ræven, at den lille mand ikke bare var en lille mand og gav slip på den lille kvinde.

Den lille mand og den lille kvinde skyndte sig ud af rævens klamme hule og kom op til overfladen, hvor de begyndte at løbe af sted for ikke at komme i kløerne på ræven igen, hvis nu den skulle skifte mening.

Da de var kommet et stykke væk, stoppede de op for at få vejret. Den lille mand smilte over hele ansigtet, for han følte sig som den største mand, nogensinde i det lille land.
- Hvad smiler du af, spurgte den lille kvinde.
- Det er som om jeg er vokset, svarede den lille mand.
- Vidste du ikke det, svarede den lille kvinde, man vokser, hver eneste gang man gør noget godt for andre.
- Gør man det, svarede den lille mand, helt forundret, for det havde han da aldrig hørt om.
- Ja, svarede den lille kvinde, og du har lige hjulpet mig fra den visse død. Tak! Hun gav ham et kys, tog fat i hans hånd og de fulgtes ad ind til byen, hvor de levede lykkeligt sammen i mange år frem. Som store og stolte, små mennesker.

Og ræven? Den måtte endnu engang åbne nogle dåsetomater og lave spaghetti med tomatsovs. Men det er heller ikke så ringe endda.

SLUT