//Dette er 3. del af trilogien En Bums I Et Laksefarvet Jakkesæt. 1. del udkom den 12. november og 2. del kom ud den 16. november.//
Så hvis De har det ligesom som mig, mine Damer og Herrer, hvis De har det lissom ligesom mig, at De bare ikke kan holde livet ud længere, at De føler at alting er for meget, det er alt, alt for meget, og De er frådende rasende, har et indestængt had
har til lyst til at smadre nogen
skyde nogen
torturer nogen
brænde nogen
ødelægge nogen
ofre nogen
så har De det, mine Damer og Herrer, fuldstændigt akkurat præcist lige som mig.
Men så har jeg også en alle tiders, mest fantastisk, højst unik, genialt simpel og uvurderligt mesterlig PLAN!
FOR
JEG
ER
EN
Bums i et laksefarvet jakkesæt.
Jeg er en bums i et laksefarvet jakkesæt.
Jeg er en bums i et laksefarvet jakkesæt.
Jeg har hovedpine, stivnakke, gammelben og råddenmave.
En satans til hjertebanken i mit højre øre.
Jeg har slaskerdeller på røven, åh, helt på røven
sår og buler og hængeøjne.
Flikker og flakker, jeg spytter og hakker
en moderne bums, på gæld
og kassekredit.
EN
Bums i et jakkefarvet laksesæt.
Jeg er en bums i et jakkefarvet laksesæt.
Jeg er en bums i et jakkefarvet laksesæt.
Men jeg gør, hvad jeg har lyst til
siger, hvad jeg har lyst til
spiser, hvad jeg har lyst til
skriver, hvad jeg har lyst til
mærker, hvad jeg har lyst til
fortæller, hvad jeg har lyst til og
kysser dem, JEG har lyst til.
EN
Bums i et jaksefarvet lakkesæt.
Jeg er en jakke i et bumsefarvet laksesæt.
Jeg er en laks i et jakkefarvet bumsesæt.
EN
Lums i et bakkejakset farvesæt
etc
etc
(De kan selv fortsætte ud i det Uendelige, såfremt De lyster, har behov for eller bare ikke gider Andet. Men det er op til Dem Selv. Selvfølgelig)
Fik De den?
onsdag den 26. december 2007
fredag den 16. november 2007
Katastrofen
Og så er det at det sker: katastrofen. Ligesom familiefaderen, der bare ikke kan tage mere, der føler at alting ikke vil lykkes mere, han kan ikke få tingene til at hænge sammen mere, og han kan ikke tale med nogen mere, heller ikke konen, hvem kan tale med konen, og han prøver at tale med nogen, men ingen reagerer, ingen reagerer, og han ender med at gå hjem til sin sovende kone og to små børn, der ligger derhjemme og sover, som om de ikke ved, hvad der er galt, og han bliver så vred, fordi de ikke ved, hvad der er galt, og han bliver så vred, fordi de ikke ved, hvad der er galt, og han finder sit gevær og skyder sin kone og sine børn, for til sidst at rette geværet ind i mod sig selv og trykke af, men rammer ved siden af og kun det halve ansigt ryger med, for derefter at blive hængt ud i pressen som barnemorder, hustrumorder, selvmordsmorder, men ikke engang dét kunne han finde ud af, der er ikke noget han kan finde ud af.
Og når han har afsonet sin straf i al ensomhed, for ingen i fængslet vil tale med en mand, der har slået sine børn og kone ihjel – 25 år uden at tale med nogen, er lang tid, mine damer og herrer – så går han ud og lægger sig på et tag med et nyt gevær, for dét ved han da stadig hvad er, og begynder at plaffe folk ned på åben gade, eller tager et fly, eller et tog, eller en bil og kører ind i uskyldige mennesker, og politiet kommer og hæren kommer og præsidenten kommer, og pludselig vil alle tale med ham, pludselig vil alle tale med ham, selv præsidenten vil tale med ham, hele verden vil tale med ham, men han har glemt, hvordan man taler, mine damer og herrer, 25 år ER lang tid, så han kan ikke andet end at mumle, så han begynder bare at mumle, mumle, mumle og det er der ingen, der kan bruge til noget, så præsidenten beordrer at manden skal skydes, for hvis han ikke vil tale, kan vi lige så skyde ham, så kan vi ligeså godt skyde ham. Så lad os skyde ham, kom lad os skyde ham for helvede.
Men hvorfor gjorde vi ikke det i første omgang?
Og når han har afsonet sin straf i al ensomhed, for ingen i fængslet vil tale med en mand, der har slået sine børn og kone ihjel – 25 år uden at tale med nogen, er lang tid, mine damer og herrer – så går han ud og lægger sig på et tag med et nyt gevær, for dét ved han da stadig hvad er, og begynder at plaffe folk ned på åben gade, eller tager et fly, eller et tog, eller en bil og kører ind i uskyldige mennesker, og politiet kommer og hæren kommer og præsidenten kommer, og pludselig vil alle tale med ham, pludselig vil alle tale med ham, selv præsidenten vil tale med ham, hele verden vil tale med ham, men han har glemt, hvordan man taler, mine damer og herrer, 25 år ER lang tid, så han kan ikke andet end at mumle, så han begynder bare at mumle, mumle, mumle og det er der ingen, der kan bruge til noget, så præsidenten beordrer at manden skal skydes, for hvis han ikke vil tale, kan vi lige så skyde ham, så kan vi ligeså godt skyde ham. Så lad os skyde ham, kom lad os skyde ham for helvede.
Men hvorfor gjorde vi ikke det i første omgang?
mandag den 12. november 2007
Jeg, en helt almindelig mand
Jeg
en ganske enkel, helt ekstra ordinær og absurd almindelig mand.
Jeg
minder om de fleste, det gør jeg vel, med mit hår, ører, mund, næse og to irriterende øjne, der bare kigger og kigger. Lad vær' med at kig' sådan.
Jeg
på en baggrund af makrel, salt, majonæse og tomat, helt sikkert tomat, og hvis vi er heldige, en anelse peber. Og krebinetter. Og torsk, med kartofler og sennepssås. Og frikafrikadellerdaller. Og pasta med noget kødsås foran TV'et, nu er det jo fredag. Endelig fredag.
Jeg
deler smørrebrødet på midten, ikke diagonalt.
Jeg
står op og tisser, selvom jeg strinter ved siden af og selvom det egentlig er rarere at sidde ned.
Jeg
snorker og siger at rigtige mænd snorker, rigtige mænd snorker.
Jeg
holder med det hold, der vinder.
Jeg er
en ganske enkel, helt ekstra ordinær, fuldstændigt absurd almindelig mand.
Jeg er
selvfølgelig født i Jylland, hvem er ikke det? med aner fra det nordlige, undren om det sydlige og uforståen om det midt i mellem. Udenforståen.
Jeg er
som alle andre, på det groveste, som alle andre. Der er ikke noget underligt ved mig, jeg står ikke uden for gruppen, jeg bliver også valgt til fodbold. Jeg er pålidelig, ulidelig, påståelig, uopnåelig, bedrevidende og ikke mere end alle de andre. Jeg er ligesom jeg er ligesom du er ligesom vi er ligesom vi alle er ligesom vi alle er ligesom vi alle er.
Jeg er
mine egen bedste ven, ingen skal hjælpe mig med noget.
Jeg er
ensom, men siger det ikke til nogen.
Jeg er
lige ved at miste besindelsen, gå fuldstændigt amok, slå nogen ihjel, men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
fuld af raseri, fuld af aggression, fuld af stoffer, fuld af alkohol, fuld af vrede, men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
ikke ligeglad med, hvad de andre synes, og det går mig på. Det går mig virkelig på.
Jeg er
ude af stand til at bevæge mig rundt blandt andre mennesker, uden at få behov for at slå mig fri, sprænge en bombe, eksplodere i et inferno af frådende had. Men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
lige ved at tabe.
Men jeg holder kun med det hold, der vinder.
en ganske enkel, helt ekstra ordinær og absurd almindelig mand.
Jeg
minder om de fleste, det gør jeg vel, med mit hår, ører, mund, næse og to irriterende øjne, der bare kigger og kigger. Lad vær' med at kig' sådan.
Jeg
på en baggrund af makrel, salt, majonæse og tomat, helt sikkert tomat, og hvis vi er heldige, en anelse peber. Og krebinetter. Og torsk, med kartofler og sennepssås. Og frikafrikadellerdaller. Og pasta med noget kødsås foran TV'et, nu er det jo fredag. Endelig fredag.
Jeg
deler smørrebrødet på midten, ikke diagonalt.
Jeg
står op og tisser, selvom jeg strinter ved siden af og selvom det egentlig er rarere at sidde ned.
Jeg
snorker og siger at rigtige mænd snorker, rigtige mænd snorker.
Jeg
holder med det hold, der vinder.
Jeg er
en ganske enkel, helt ekstra ordinær, fuldstændigt absurd almindelig mand.
Jeg er
selvfølgelig født i Jylland, hvem er ikke det? med aner fra det nordlige, undren om det sydlige og uforståen om det midt i mellem. Udenforståen.
Jeg er
som alle andre, på det groveste, som alle andre. Der er ikke noget underligt ved mig, jeg står ikke uden for gruppen, jeg bliver også valgt til fodbold. Jeg er pålidelig, ulidelig, påståelig, uopnåelig, bedrevidende og ikke mere end alle de andre. Jeg er ligesom jeg er ligesom du er ligesom vi er ligesom vi alle er ligesom vi alle er ligesom vi alle er.
Jeg er
mine egen bedste ven, ingen skal hjælpe mig med noget.
Jeg er
ensom, men siger det ikke til nogen.
Jeg er
lige ved at miste besindelsen, gå fuldstændigt amok, slå nogen ihjel, men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
fuld af raseri, fuld af aggression, fuld af stoffer, fuld af alkohol, fuld af vrede, men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
ikke ligeglad med, hvad de andre synes, og det går mig på. Det går mig virkelig på.
Jeg er
ude af stand til at bevæge mig rundt blandt andre mennesker, uden at få behov for at slå mig fri, sprænge en bombe, eksplodere i et inferno af frådende had. Men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
lige ved at tabe.
Men jeg holder kun med det hold, der vinder.
mandag den 6. august 2007
en lille mand
Der var engang en lille mand, der boede i en lille by, i et lille land. Den lille mand, havde det ikke dårligt med at være lille, for han vidste, at en dag ville han vokse sig stor. Så han spankulerede rundt i gaderne i den lille by og fløjtede og ventede på, at han skulle vokse sig stor.
Men minutterne gik, timerne gik, dagene gik, ugerne gik, månederne gik og årene gik. Også helt uden at sige farvel. Og der skete absolut ingenting, den lille mand voksede ikke det mindste. Der var en dag, hvor han troede, han var vokset en centimeter, hvilket ikke er særligt meget, alt taget i betragtning, men den lille mand var glad over at han var vokset, lige indtil han fandt ud af, at han stod på tæer. Og så var dén lykke forbi.
Og den lille mand blev ked af det. Han voksede ikke, sådan som han havde regnet med. Han blev mere og mere bedrøvet for hvert minut der gik, hver time der gik, hver dag der gik, hver uge der gik, hver måned der gik og hvert år der gik, helt uden at sige farvel. Til sidst var han så bedrøvet, at han bestemte sig for at gå ud i skoven og tage sig selv af dage, for det var det eneste man kunne, når man nu ikke kunne være stor.
Så han gik ud i skoven, mens tårerne trillede ned fra hans våde øjne. Han gråd så meget, at han ikke kunne se, hvor han gik og han snublede flere gange undervejs. Og så, lige efter han havde snublet for 117. gang og lå der i græsset og forbandede sig selv langt, langt væk, hørte han pludseligt noget. En stemme, der råbte. På hjælp. Den lille mand rejste sig hurtigt op og lyttede efter en ekstra gang. Jo, der var helt bestemt nogen, der råbte på hjælp. Han tog den kæp, han var faldet over og skyndte sig i den retning, han havde hørt råbet.
Han kom frem til en lille lysning, hvor han så en stor og savlende modbydelig ræv, der slæbte af sted med en lille kvinde i munden. Den lille kvinde fægtede rundt med armene og råbte og skreg, men der var intet at gøre, for den store væmmelige ræv var meget stærkere, og meget sulten. Den lille mand spærrede øjnene helt op, for sådan et syn havde han alligevel aldrig set. Ræven slæbte den lille kvinde med ned i sit stygge rævehul og forsvandt ned i jorden. Den lille mand skyndte sig hen til hullet og kiggede ned. Skulle han hjælpe? Selvfølgelig skulle han det. Han klemte sig ned i hullet med hovedet først, mens han tænkte, at det var godt at han var så lille, ellers var han aldrig kommet derned.
Da han kom helt i bunden af hullet, så han grimrianen, ræven, der varmede op i gryden, hvor den lille kvinde skulle koges, så ræven kunne spise hende. Den lille mand holdte sin kæp foran sig og pegede på den vamle ræv.
- Giv slip på den lille kvinde, eller du får med mig at bestille, sagde den lille mand og følte sig ret stor lige i det øjeblik.
- Hvorfor skulle jeg det, svarede den ondskabsfulde ræv, du er jo bare en lille mand, jeg kan bide dig over i ét bid.
Men den lille mand blev ikke bange, han holdte bare sin kæp rank frem og stirrede på ræven. Og så vidste ræven, at den lille mand ikke bare var en lille mand og gav slip på den lille kvinde.
Den lille mand og den lille kvinde skyndte sig ud af rævens klamme hule og kom op til overfladen, hvor de begyndte at løbe af sted for ikke at komme i kløerne på ræven igen, hvis nu den skulle skifte mening.
Da de var kommet et stykke væk, stoppede de op for at få vejret. Den lille mand smilte over hele ansigtet, for han følte sig som den største mand, nogensinde i det lille land.
- Hvad smiler du af, spurgte den lille kvinde.
- Det er som om jeg er vokset, svarede den lille mand.
- Vidste du ikke det, svarede den lille kvinde, man vokser, hver eneste gang man gør noget godt for andre.
- Gør man det, svarede den lille mand, helt forundret, for det havde han da aldrig hørt om.
- Ja, svarede den lille kvinde, og du har lige hjulpet mig fra den visse død. Tak! Hun gav ham et kys, tog fat i hans hånd og de fulgtes ad ind til byen, hvor de levede lykkeligt sammen i mange år frem. Som store og stolte, små mennesker.
Og ræven? Den måtte endnu engang åbne nogle dåsetomater og lave spaghetti med tomatsovs. Men det er heller ikke så ringe endda.
SLUT
Men minutterne gik, timerne gik, dagene gik, ugerne gik, månederne gik og årene gik. Også helt uden at sige farvel. Og der skete absolut ingenting, den lille mand voksede ikke det mindste. Der var en dag, hvor han troede, han var vokset en centimeter, hvilket ikke er særligt meget, alt taget i betragtning, men den lille mand var glad over at han var vokset, lige indtil han fandt ud af, at han stod på tæer. Og så var dén lykke forbi.
Og den lille mand blev ked af det. Han voksede ikke, sådan som han havde regnet med. Han blev mere og mere bedrøvet for hvert minut der gik, hver time der gik, hver dag der gik, hver uge der gik, hver måned der gik og hvert år der gik, helt uden at sige farvel. Til sidst var han så bedrøvet, at han bestemte sig for at gå ud i skoven og tage sig selv af dage, for det var det eneste man kunne, når man nu ikke kunne være stor.
Så han gik ud i skoven, mens tårerne trillede ned fra hans våde øjne. Han gråd så meget, at han ikke kunne se, hvor han gik og han snublede flere gange undervejs. Og så, lige efter han havde snublet for 117. gang og lå der i græsset og forbandede sig selv langt, langt væk, hørte han pludseligt noget. En stemme, der råbte. På hjælp. Den lille mand rejste sig hurtigt op og lyttede efter en ekstra gang. Jo, der var helt bestemt nogen, der råbte på hjælp. Han tog den kæp, han var faldet over og skyndte sig i den retning, han havde hørt råbet.
Han kom frem til en lille lysning, hvor han så en stor og savlende modbydelig ræv, der slæbte af sted med en lille kvinde i munden. Den lille kvinde fægtede rundt med armene og råbte og skreg, men der var intet at gøre, for den store væmmelige ræv var meget stærkere, og meget sulten. Den lille mand spærrede øjnene helt op, for sådan et syn havde han alligevel aldrig set. Ræven slæbte den lille kvinde med ned i sit stygge rævehul og forsvandt ned i jorden. Den lille mand skyndte sig hen til hullet og kiggede ned. Skulle han hjælpe? Selvfølgelig skulle han det. Han klemte sig ned i hullet med hovedet først, mens han tænkte, at det var godt at han var så lille, ellers var han aldrig kommet derned.
Da han kom helt i bunden af hullet, så han grimrianen, ræven, der varmede op i gryden, hvor den lille kvinde skulle koges, så ræven kunne spise hende. Den lille mand holdte sin kæp foran sig og pegede på den vamle ræv.
- Giv slip på den lille kvinde, eller du får med mig at bestille, sagde den lille mand og følte sig ret stor lige i det øjeblik.
- Hvorfor skulle jeg det, svarede den ondskabsfulde ræv, du er jo bare en lille mand, jeg kan bide dig over i ét bid.
Men den lille mand blev ikke bange, han holdte bare sin kæp rank frem og stirrede på ræven. Og så vidste ræven, at den lille mand ikke bare var en lille mand og gav slip på den lille kvinde.
Den lille mand og den lille kvinde skyndte sig ud af rævens klamme hule og kom op til overfladen, hvor de begyndte at løbe af sted for ikke at komme i kløerne på ræven igen, hvis nu den skulle skifte mening.
Da de var kommet et stykke væk, stoppede de op for at få vejret. Den lille mand smilte over hele ansigtet, for han følte sig som den største mand, nogensinde i det lille land.
- Hvad smiler du af, spurgte den lille kvinde.
- Det er som om jeg er vokset, svarede den lille mand.
- Vidste du ikke det, svarede den lille kvinde, man vokser, hver eneste gang man gør noget godt for andre.
- Gør man det, svarede den lille mand, helt forundret, for det havde han da aldrig hørt om.
- Ja, svarede den lille kvinde, og du har lige hjulpet mig fra den visse død. Tak! Hun gav ham et kys, tog fat i hans hånd og de fulgtes ad ind til byen, hvor de levede lykkeligt sammen i mange år frem. Som store og stolte, små mennesker.
Og ræven? Den måtte endnu engang åbne nogle dåsetomater og lave spaghetti med tomatsovs. Men det er heller ikke så ringe endda.
SLUT
fredag den 15. juni 2007
ENERUM anmeldt i politiken
DET VILDE RIDT OM SKRIVEBORDET
Skæg cowboy-comedy med skarpladte skrivenørder af den unge gruppe Teater Indtil Videre.
(3 hjerter)
Af Monna Dithmer (Politiken, 11.06.2007)
Der skal noget til for at trække folk inden for i teatermørket, nu hvor de hede nætter er sat ind. Men det unge Teater Indtil Videre har fat i den lange ende.
Ikke alene får man en stor fadøl med i prisen og kan oven i købet komme ind for det halve, hvis man tager sit cowboydress på; men selve forestillingen 'Enerum' lægger ud med en fængende afsløring af de indledende ritualer ved skrivebordet, som hver en forfatterambitiøs skrivekugle, som der jo snart findes et utal af her i landet, nødvendigvis må varme op med.
Man ser det for sig, hvordan det går løs ude ved de stræbsomme skriveborde. Her får vi varianten med sort mexicanerhat og badekåbe plus en vild cowboydans rundt om Olympia, retromaskinen.
Skægt og uforpligtende
Det hjælper nu ikke det store på skriveblokeringerne i denne her omgang. Den der med 'Det var en stormfuld nat' er jo brugt, og i det hele taget er det ikke let at være ung skrivenørd med hulefornemmelser, gulmønstret tapet og fotorealistisk udsyn gennem vinduerne.
Tilmed skal den mere og mere sønderbombede forfatterfyr, som Kristian Koch giver den helt rigtige desperadoafmagt, også lige håndtere det unge par, der pludselig crasher ind i lejligheden og påstår at være hans tidligere kæreste og rivalen med den skudsikre succes.
Så går det vilde ridt rundt om skrivebordet, i kamp med de påtrængende indre dæmoner og drømmebilleder. For hvordan kan kæresten og rivalen være et rent syredigt, når de samtidig trænger sig på som den mest insisterende, krasbørstige virkelighed?
Det er skægt og uforpligtende som medrivende galop henover de gode gamle trekantskonstellationer, singlekvababbelser og kunstnerkamp med egne dæmoner. Johan Knattrup Jensen, som allerede for et par år siden lagde lovende ud som part i 'Kaniner kan skrige', er så afgjort selv lidt af en skrivekugle, og John Lange har sørget for, at der er solidt greb om spillet og et rytmisk drive over det løsslupne cowboydermareridt for mere eller mindre skarpladte skrivenørder. Et godt bud på en hed aften.
Skæg cowboy-comedy med skarpladte skrivenørder af den unge gruppe Teater Indtil Videre.
(3 hjerter)
Af Monna Dithmer (Politiken, 11.06.2007)
Der skal noget til for at trække folk inden for i teatermørket, nu hvor de hede nætter er sat ind. Men det unge Teater Indtil Videre har fat i den lange ende.
Ikke alene får man en stor fadøl med i prisen og kan oven i købet komme ind for det halve, hvis man tager sit cowboydress på; men selve forestillingen 'Enerum' lægger ud med en fængende afsløring af de indledende ritualer ved skrivebordet, som hver en forfatterambitiøs skrivekugle, som der jo snart findes et utal af her i landet, nødvendigvis må varme op med.
Man ser det for sig, hvordan det går løs ude ved de stræbsomme skriveborde. Her får vi varianten med sort mexicanerhat og badekåbe plus en vild cowboydans rundt om Olympia, retromaskinen.
Skægt og uforpligtende
Det hjælper nu ikke det store på skriveblokeringerne i denne her omgang. Den der med 'Det var en stormfuld nat' er jo brugt, og i det hele taget er det ikke let at være ung skrivenørd med hulefornemmelser, gulmønstret tapet og fotorealistisk udsyn gennem vinduerne.
Tilmed skal den mere og mere sønderbombede forfatterfyr, som Kristian Koch giver den helt rigtige desperadoafmagt, også lige håndtere det unge par, der pludselig crasher ind i lejligheden og påstår at være hans tidligere kæreste og rivalen med den skudsikre succes.
Så går det vilde ridt rundt om skrivebordet, i kamp med de påtrængende indre dæmoner og drømmebilleder. For hvordan kan kæresten og rivalen være et rent syredigt, når de samtidig trænger sig på som den mest insisterende, krasbørstige virkelighed?
Det er skægt og uforpligtende som medrivende galop henover de gode gamle trekantskonstellationer, singlekvababbelser og kunstnerkamp med egne dæmoner. Johan Knattrup Jensen, som allerede for et par år siden lagde lovende ud som part i 'Kaniner kan skrige', er så afgjort selv lidt af en skrivekugle, og John Lange har sørget for, at der er solidt greb om spillet og et rytmisk drive over det løsslupne cowboydermareridt for mere eller mindre skarpladte skrivenørder. Et godt bud på en hed aften.
mandag den 21. maj 2007
syg
Jeg vågnede i dag og var trist. Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg vågnede og ikke var trist. Der er ingen glæde ved at vågne op længere. Kun ønsket om at flygte, så snart muligheden melder sig. Propper mig med alkohol og pot, indtil følelsen går væk og jeg bliver i stand til at bevæge mig og andre. Jeg kalder det en sygdom. Sygdommen, der ikke vil gå væk. Sygdommen, der bliver uanset hvilken medicin jeg bruger. Sygdommen, der får mig til at blive mindre.
Jeg er et sygt menneske. Ét, der kæmper for at blive rask. Med fornuft, symptombehandling og flugt. Men kampen er så uendelig sort, at modet tages fra mig. Jeg har behov for en redningsplanke. Men der kommer ingen.
Jeg er et sygt menneske. Som ikke længere skriver. Jeg kan ikke. Jeg sidder og kigger på den blinkende streg, som står lige før det hemmelige tegn, jeg endnu ikke kender. Når den blinkende streg bevæger sig, efterlader den et spor af tegn, jeg ser, men stadig ikke kender. Jeg skriver ikke. Alt, hvad der kommer fra mine hænder, er en andens værk. Jeg ser ikke mig selv i mine ord. Jeg ser et raskt menneske. Jeg er langt fra rask. Sig mig, hvad kuren er. Kærlighed? Kontrol? Kvinder? Piller? Penge? Pussy? Jeg ser det ikke. Måske er det lige foran mig, men jeg ser det ikke. Foran mig er kun en halv meters sigtbarhed, resten er tåget, sort og stærkt uigennemskueligt. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud.
Jeg kalder mig selv for et sygt menneske, men jeg ved ikke om det er en sygdom. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare uendelig selvoptaget. Det kunne godt være noget jeg bilder mig. Måske er løsningen bare en løbetur. Måske skal jeg holde op med at fokusere på min egen næsetip og se ud over vandet efter land. Og en gang imellem slipper sygdommen sit greb, og jeg er fri. Men det er kun en begrænset periode, så vender vi tilbage til det kendte og elsket. Sygdommen.
Jeg må være et sygt menneske. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser streger og linjer. Ligegyldige farver og forvredne ansigtsudtryk. Jeg ser en verden, jeg ikke er en del af. Alle de andre, og derefter mig. Mig, og det jeg betragter. Jeg er ikke deltager, jeg er voyeur. Bortset fra, at voyeuren tager glæde i det han ser. Jeg smertes ved det. Jeg kan ikke lade være med at se. For mine øjne åbner sig hele tiden. Selvom jeg beder dem om at være lukket. Derfor vågner jeg og er trist. For mine øjne forblev ikke lukket. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser et vandfald af ligegyldighed. Og jeg ser, at ingen ser mig. Jeg er et spøgelse, der har evnen til at se, men intet gøre. Når jeg rører ved ting, forsvinder min hånd igennem det. Som om, hånden ikke eksisterer. Og aldrig har gjort det. Så ingen ser mig. Synet ville også være forfærdeligt, det ville skræmme de fleste. Måske alle. Og det er her, at sygdommen tager til.
Jeg tror, jeg altid har været syg. Måske. Jeg har ikke noget ord for det, så jeg ved det ikke. Jeg kender ikke sygdommen, som jeg kender en influenza. Feberen er behagelig, for den trækker hovedet væk fra virkeligheden og ind i en kamp på liv og død, og dér er alting så nemt. Enten lykkes det, eller så gør det ikke. En kronisk feber ville gøre alting lidt nemmere. At konstant ligge på kanten. Og på et tidspunkt give efter, og lade sig falde ned i friheden. Rulle udover kanten, med de sidste kræfter man har og derefter føle vægtløsheden og kroppens totale afslapning. Jeg vil falde med et smil. Endelig.
Når sygdommen er der, er der ikke plads til så meget andet. Det er en lukket labyrint, hvor man ikke kan finde de andre. Man går alene rundt, alle murene ligner hinanden. Man sidder alene i venteværelset, men der er aldrig nogen, der kalder én ind. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud. Telefonen ringer, men hver gang man tager den, er der en optaget tone, der fortæller mig, at nogen andre taler. Og jeg kan ikke være med. Jeg er ikke god nok til at være med, Jeg må ikke være med. At være alene, og vide at man også ender alene. At uanset, hvad man gør, vil man altid gøre det alene.
Jeg er et sygt menneske. Et sygt menneske, der kun tænker på sin egen sygdom. Er optaget af sin egen sygdom. Identificerer sig som et sygt menneske. Forbinder alt med sygdommen. Konkluderer alt med sygdommen. Giver sygdommen skylden. Bærer skylden for sygdommen. På samme tid. Der vil altid være sygdommen og jeg. Sygdommen og jeg.
Jeg vågnede i dag og var trist. Jeg kalder det en sygdom.
Jeg er et sygt menneske. Ét, der kæmper for at blive rask. Med fornuft, symptombehandling og flugt. Men kampen er så uendelig sort, at modet tages fra mig. Jeg har behov for en redningsplanke. Men der kommer ingen.
Jeg er et sygt menneske. Som ikke længere skriver. Jeg kan ikke. Jeg sidder og kigger på den blinkende streg, som står lige før det hemmelige tegn, jeg endnu ikke kender. Når den blinkende streg bevæger sig, efterlader den et spor af tegn, jeg ser, men stadig ikke kender. Jeg skriver ikke. Alt, hvad der kommer fra mine hænder, er en andens værk. Jeg ser ikke mig selv i mine ord. Jeg ser et raskt menneske. Jeg er langt fra rask. Sig mig, hvad kuren er. Kærlighed? Kontrol? Kvinder? Piller? Penge? Pussy? Jeg ser det ikke. Måske er det lige foran mig, men jeg ser det ikke. Foran mig er kun en halv meters sigtbarhed, resten er tåget, sort og stærkt uigennemskueligt. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud.
Jeg kalder mig selv for et sygt menneske, men jeg ved ikke om det er en sygdom. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare uendelig selvoptaget. Det kunne godt være noget jeg bilder mig. Måske er løsningen bare en løbetur. Måske skal jeg holde op med at fokusere på min egen næsetip og se ud over vandet efter land. Og en gang imellem slipper sygdommen sit greb, og jeg er fri. Men det er kun en begrænset periode, så vender vi tilbage til det kendte og elsket. Sygdommen.
Jeg må være et sygt menneske. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser streger og linjer. Ligegyldige farver og forvredne ansigtsudtryk. Jeg ser en verden, jeg ikke er en del af. Alle de andre, og derefter mig. Mig, og det jeg betragter. Jeg er ikke deltager, jeg er voyeur. Bortset fra, at voyeuren tager glæde i det han ser. Jeg smertes ved det. Jeg kan ikke lade være med at se. For mine øjne åbner sig hele tiden. Selvom jeg beder dem om at være lukket. Derfor vågner jeg og er trist. For mine øjne forblev ikke lukket. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser et vandfald af ligegyldighed. Og jeg ser, at ingen ser mig. Jeg er et spøgelse, der har evnen til at se, men intet gøre. Når jeg rører ved ting, forsvinder min hånd igennem det. Som om, hånden ikke eksisterer. Og aldrig har gjort det. Så ingen ser mig. Synet ville også være forfærdeligt, det ville skræmme de fleste. Måske alle. Og det er her, at sygdommen tager til.
Jeg tror, jeg altid har været syg. Måske. Jeg har ikke noget ord for det, så jeg ved det ikke. Jeg kender ikke sygdommen, som jeg kender en influenza. Feberen er behagelig, for den trækker hovedet væk fra virkeligheden og ind i en kamp på liv og død, og dér er alting så nemt. Enten lykkes det, eller så gør det ikke. En kronisk feber ville gøre alting lidt nemmere. At konstant ligge på kanten. Og på et tidspunkt give efter, og lade sig falde ned i friheden. Rulle udover kanten, med de sidste kræfter man har og derefter føle vægtløsheden og kroppens totale afslapning. Jeg vil falde med et smil. Endelig.
Når sygdommen er der, er der ikke plads til så meget andet. Det er en lukket labyrint, hvor man ikke kan finde de andre. Man går alene rundt, alle murene ligner hinanden. Man sidder alene i venteværelset, men der er aldrig nogen, der kalder én ind. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud. Telefonen ringer, men hver gang man tager den, er der en optaget tone, der fortæller mig, at nogen andre taler. Og jeg kan ikke være med. Jeg er ikke god nok til at være med, Jeg må ikke være med. At være alene, og vide at man også ender alene. At uanset, hvad man gør, vil man altid gøre det alene.
Jeg er et sygt menneske. Et sygt menneske, der kun tænker på sin egen sygdom. Er optaget af sin egen sygdom. Identificerer sig som et sygt menneske. Forbinder alt med sygdommen. Konkluderer alt med sygdommen. Giver sygdommen skylden. Bærer skylden for sygdommen. På samme tid. Der vil altid være sygdommen og jeg. Sygdommen og jeg.
Jeg vågnede i dag og var trist. Jeg kalder det en sygdom.
onsdag den 9. maj 2007
Baden T/R, 2. del
Min 42-årige halvbror og jeg er taget til Wien, hvor vi skal finde min brors fars hjem og ejendele. En far, som min bror aldrig har kendt eller haft kontakt med.
Vi er ankommet til Wien, hvor vi har overnattet inden vi skal begive os videre til Baden, hvor Notarerne holder til, og hvor min brors far boede.
BADEN
Kl. 10 torsdag morgen forlader vi huset med den gamle heks. Hun har godt nok vist sin overbærenhed med os og givet os diverse kort og informationshæfter, men jeg aner stadigvæk en luren overfor os, en afmåling om vi passer til gryden, om der er nok kød på benene til at lave en ægte kraftfuld østrigsk suppe og om nogen ville opdage, hvis vi forsvandt. Jeg kan faktisk stadig høre de små gnækkende lyde fra hendes rumlende mave. Stol aldrig på gamle damer!
Vi fumler rundt i gaderne, finder os noget kaffe på en underlig lille café med 3 borde. Vi får os en Melange, som er en kaffe med mælk, der svarer lidt til en cappucino, den er bare ikke helt så fancy. Og når man får Melange i Wien om formiddagen, får man altid en lille kage med, åbenbart som en gratis lille feature. De kalder kagen for Krapfen, og minder mest af alt om Berlinervankuchen, den er bare lidt mindre, knap så vulgær og mere velsmagende.
Der er ikke meget liv i nogen af os. Jeg er stadig groggy efter en fantastisk nats søvn, og min bror er naturligvis ekstremt nervøs. Han fortalte mig før vi tog af sted, at siden han fik brevet for 3 måneder siden, har han haft nætter, hvor han ikke kunne sove. Så det undrer vel ingen, at han nu må være et vrag af tanker og følelser, nu på dagen, hvor han skal konfronteres med det ukendte. Men Melangen gør efter kort tids ophold i den trætte krop sit trick, og jeg skynder mig ud for at skide. Føj for satan, hvor lugter lort dårligt, når det er resultatet af Østrigsk mad. Men efter en overraskende hurtig omgang, er jeg klar til nye eventyr.
Vi finder os noget morgenmad, som efterhånden er blevet til frokost. Jeg får mig en Ham & Eggs, som bliver serveret på en pande med brød til. Elendig. På vej ud skriver vi under på en underskriftindsamling, som kræver at de Østrigske beværtninger selv vil bestemme om der må ryges i deres café/restaurant – Den Østrigske regering vil nemlig, som alle andre lande i Europa, forbyde rygning på offentlige steder, herunder i caféer mv. Caféernes krav om selvbestemmelse lyder rimelig nok, især taget i betragtning, at hvis vi ryger meget i Danmark skovler østrigerne cigaretter i kæften, som om de aldrig har kunnet andet. Ryge og lave klassisk musik – det er Wien! Og selvfølgelig skriver vi under, en café/restaurant/bar er jo et privat sted, og hvis ejeren synes, at der må ryges, så må der naturligvis ryges, det skal ingen regering bestemme. Hvis kunderne ikke kan lide røg, må de finde et andet sted. Sådan.
NOTARERNE
Vi triller ind på stoppestedet i Badens efter en times køretur i en Tramp, en sporvogn, med den mest fantastiske lyd, når man stempler sin billet – Alle lyde skal jo helst være behagelige, specielt dem, der koster penge. Noget helt andet end de obstruerende og irriterende lyde fra stemplingsautomaterne i København, der nærmest opfordrer til at man kaster sig ud foran toget– ærlig talt, det har du også tænkt på, ikke sandt?
Baden er en rich kid by. Den er pæn, velholdt og charmerende, men ikke særligt indbydende, hvis man kommer med oppakning og rejsetøj og ser ud som om man er på interrail. Men lige så snart man vil handle med dem, er de indsmigrende og smiskende, som et par lede tæppehandlere i Agadir, Marokko, som kun tænker på, hvornår de næste turister kommer, så man ved hjælp af nogle danske ord kan lokke folk ind i fælden. "Jaj ælske Danemarka" eller "Ær du svenska?". Årh, luk røven, fedtabe, cigaretter og en kop tår kaf' – That's it!
Vi daffer igennem byen og får siddeplads på en gammel og nobel café, med stort C, hvor vi har udkig over en lille irriterende pæn plads i centret af orkanens øje. Herfra, hvor vi sidder kan vi se over på Notarens kontor, hvor slaget skal stå om ganske kort tid. Ingen af os siger rigtig noget. Vi sidder bare dér og drikker vores Melange, som for første gang i Wien bliver serveret på et sølvfad, hvilket jeg selvfølgelig undrer mig over, og ryger cigaretter, som om det var chips. Mens min bror er på toilet får jeg øje på en figur inde på den noble café, der forestiller en gammel hvid mand med lange bakkenbarter, et fint jakkesæt og et hvidt forklæde med blodlignende pletter på, der smilende serverer thé på et fad. Figuren brænder sig af én eller anden årsag fast i mine tanker.
Vi får endelig nosset os sammen og lister os på tæerne over mod Notarernes kontor, hvor kampen allerede begynder med trappen, der ubehageligt nok giver mig lidt problemer. Det er en ting, jeg har med trapper. Der er visse trapper, som ikke kan gøre mig noget, men så er der andre trapper – trapper, der ikke er rare at gå hverken op eller ned ad. Dødstrapper, som jeg kalder dem. Når jeg en dag ender mit liv, bliver det på én af de trapper, det véd jeg bare. Og disse trapper op til Notarens kontor rejser sig foran mig og bliver til en stor brun slange, der slår ud efter mig halen og snapper efter mig med hovedet. Jeg fægter mig vej op af slangens krop og vi får mast os vej ind i ventesalen, hvor min bror melder os i receptionen mens jeg sikrer døren. Slangen mister interessen og jeg kan igen fokusere på min opgave. På receptionens vægge hænger der udsigtsbilleder af Chicago og New York, af den slags, som ser ud som om det er et normalt cheasy billede, men som i virkeligheden er sammensat af tusindvis af små cheasy detaljebilleder. På bordet imellem de tørre irriterende stole, står der en lille glasskål med nøgleringe, hvorpå Notarernes logo er trykt. Min bror og jeg tager selvfølgelig et par stykker – hvis vi skal røvrendes og ikke får en skid ud af mødet med Notarerne, så får vi i det mindste dém ud af det.
En relativ ung kvinde i mørk rullekrave, grå nederdel og håret sat tilbage i en pisk tager imod os. Hun præsenterer sig selv, Celia, og jeg er ret sikker på at jeg lægger mærke til hendes meget store, runde og hypnotiserede bryster, før jeg opdager at hun rent faktisk taler dansk. Nårh ja, lidt gebrokkent måske, men jeg er meget hurtig til at tilgive hende. Lidt for hurtig, måske. Jeg indser selvfølgelig med det samme, at Celia er et våben, Notarerne bruger i kampen mod den menige mand, og jeg vælger at gå i forsvar. En hurtig manøvre forvirrer hende et kort sekund, lige nok til at hun overbeviser sig selv om, at jeg er den vigtige, den der arver huset og pengene, og ikke min bror. Jeg kan klare hende, det kan min bror ikke.
Vi sætter os ind på hendes kontor, der vel er som sådanne nogle kontorer er: kedelige, men alligevel pompøse. Hun fortæller at siden hun taler dansk, har Notarerne besluttet, at hun sagtens kan klare det selv. Altså uden tolk og en "rigtig" Notar. Det er hendes første gang alene, så vidt jeg kan lure. Hun er lidt nervøs. Og selv om jeg fortæller hende, at det i virkeligheden er min bror der er arvingen bliver hun ved med at tale til mig og kigge på mig, som om jeg er den, der tager beslutningen. Mit kropssprog forvirrer hende, selvom min mund siger noget andet, viser min krop at hun skal forvente svaret fra mig. Dét svar, som hun håber på, lige siden hun var en lille pige. Dét svar, som skal forløse hende for alle hendes traumer og nederlag. Dét svar, som gør hende våd mellem benene af bare forventning og får hende til at sidde urolig på stolen. Og hendes bryster hopper dirrende op og ned, og bare venter på at jeg skal tage dem i mine hænder og ælte livet ud af dem, som de aldrig er blevet æltet før. Hun er nu officielt sat helt ud af spillet, mens hendes øjne beder mig om at redde hende og tage hende langt væk. Væk fra Notarerne. Væk fra sorte rullekravetrøjer, hestehaler og grå nederdele. Langt væk fra kedelige kontorer og cheasy billeder i entréen. Langt væk fra døde mennesker og tomme huse. Langt, langt væk i én stor rus af orgasmer.
Vi får klaret det praktiske, selvom Celia skal have hjælp fra både MesterNotaren og NaboNotaren, og vi bliver enige om, at vi må ud og se huset den næste dag. Vi siger farvel og mange tak for hjælpen – jeg stikker hende mit visitkort og siger, at hvis hun nogensinde kommer til København. Hun smiler og bliver forlegen. Det er så sødt når autoritære kvinder bliver forlegne. Så bliver de lige pludselig – ja, menneskelige kvinder. Ned af trapperne, der klares hurtigere den her gang, det er altid lidt nemmere nedad end opad. Det er blevet sen eftermiddag og efter et par øl på den lokale café er det blevet aften. Vi skal ud i Baden by og finde os en seng for natten.
SENGEN
Vi har fået nogle adresser på de lokale hostels, men vi har ikke booket noget sted. Så op på nakken med bagagen, der bliver tungere og tungere for hver dag, og af sted ud i det ukendte. Og det ukendte forbliver ukendt i lang tid, for vi finder intet. Ingen varm seng, ingen varme mennesker., ingen varm mad De steder vi finder har enten lukket, vil ikke have nogle gæster eller vil have overpris, selvom der ikke er andre på hotellet. Jeg undrer mig meget.
Benene er ved at være trætte. Bagagen er usandsynligt tung og Baden vokser i størrelse for hvert skridt vi tager. Og vi føler at vi meget hurtigt løber tør for muligheder. Men lige pludselig, ud af mørket, kommer en lille tyk kvinde gående. Hun taler med sig selv, men hvem gør ikke det. Måske bare ikke lige så højt, men det tænker vi ikke på. Min bror skynder sig over til hende, vi er desperate, og spørger hende om vej til det nærmeste hostel. Som jeg nærmer mig kvinden bliver stanken af gammelt pis stærkere og det går op for mig at vi har fået fat i den lokale landsbytosse. En ældre kvinde med et let fip- og overskæg, flagrende gevandter og flakkende øjne. Et kort øjeblik løfter min mistro til projektet som Apollo 11, men så bliver jeg ramt af en varme fra hendes sjæl. En varme, der fortæller mig at hun kun vil os det godt. Hun siger på tysk at vi skal følge med. Min bror er ikke den bedste til tysk. Han blander dansk, engelsk, tysk og fransk sammen i én stor Gullaschgryde. Så allerede i Berlin fandt vi ud af, at jeg skulle kommunikere med de fremmede, så længe det ikke kun handlede om to øl af fad. Men selv jeg har mine begrænsninger, og jeg fatter stort set ikke en døjt af, hvad landsbytossen siger, men jeg kan tyde, at hun gentager sig selv ret mange gange mens vi følges ad. Men det virker ikke som om det bekymrer hende, at vi ikke har præcist det samme sprog. Hun leder os hen ad de mørke veje, og dér ligger der et åbent Gasthaus, med senge og mad og tv på værelset. Vi takker hende mange gange, og så kigger hun på os med indtrængende øjne, mens hun holder os i armen: Hvis I søger, skal I finde. Min bror og jeg bliver mundlamme et kort øjeblik. Hun smiler et varmt smil, vender sig om og sjosker af sted med et let og ubekymret Auf Wiedersehen.
Efter et par øl, et knap så godt men varmt måltid mad, er vi stort set klar til at gå til køjs, eller nærmere dobbeltseng i noget, der minder om en lover's hide, og jeg får et par hurtige tanker om vores Landlords har misforstået situationen, men vælger at være ligeglad. Vi læser i avisen, at der vil komme storm ind over Østrig – Kyrill, kalder de den. Og den skulle efter sigende være af orkanstyrke, hvilket vi ser frem til. Men min bror vil ikke i seng. Han virker på en eller anden måde lettet og han har lyst til at drikke sig beruset. Rigtig godt beruset. Nu har vi ordnet det praktiske. Min bror har skrevet under på at han er arving, men med begrænset ansvar, så han ikke står med hatten i sækken, hvis der skulle komme yderligere regninger fra mennesker, som faderen skyldte mennesker. Og vi har fået NaboNotaren, Mr. Benedikt, til at tage sig af alt det praktiske med hussalg osv. Det eneste vi skal nu, er at se huset i morgen og godkende en salgspris, når dét bliver aktuelt. Min bror er blevet lettet for en del af sine bekymringer og tanker. Han havde frygtet det værste, men nu er der kun huset tilbage. Vi snakker lidt, om dagen, om mødet, mens vi hælder nogle østrigske øl ned i kæften. Vi bliver enige om, da restauranten skal til at lukke og de unge tjenere har tændt deres fyraftenssmøg, som de stjæler fra tobakskassen uden at chefen opdager det, at vi hellere må gå ud og trække noget frisk luft i selskab med en lille krøltop.
Og dér bliver vi forløst. Kyrill er meget varm og kraftig, vi kunne stå i t-shirt sent om aftenen i januar måned, og vi ville stadig ha' det varmt. Vi bliver rusket igennem af stormen, mens en plasticpose danser en ballet rundt om os. En smuk og blid ballet, der fortæller os at der kommer bedre tider. Cigaren gør sin sanselige virkning, og vi står dér, ved siden af hinanden og ingen siger et ord. Vi nyder varmen, blæsten og balletten. Og skyerne, der minder om alle mulige figurer, som drøner forbi os på nattehimlen. For en kort tid er vi i sikkerhed, mens stormen rusker i alt, den kommer i forbindelse med. Vi er trygge og føler naturens kærlighed omfavne os. Vi kunne stå lige dér i timevis og bare stå. Men plasticposen må videre, og den tager et stort spring ud af gården og videre i natten for at finde andre skæbner, den kan fortrylle og forsøde med sit budskab om, at det nok skal gå det hele. Vi går ind og lægger os. Min bror sover trygt og godt. Det gør jeg også.
HUSET
Næste morgen får vi os hver et godt langt bad på vores eget badeværelse, ikke et vi skal dele med nogen. Vi går ned og får ordentlig morgenmad for første gang i den uge, og da vi skal betale regningen, som er rimelig høj, prøver jeg at sige til tjeneren, at jeg er skribent for en national dansk avis, men jeg får ikke rabat af den grund – desværre.
Vi mødes med Mr. Benedikt ude ved huset. Jeg har taget mit videokamera frem til dokumentation, mest af alt til Mama og Papa, men også som våben imod en eventuel Notartro på at vi kan snydes. Min bror er stille. Hér boede hans far. Og hér døde han. Huset er fint, det ligger i et fint nabolag med udsigt til bjerge og vinmarker, perfekt til aldrende medborgere, der trænger til at slappe af og komme væk fra larmen. Med andre ord, her er kedeligt.
Vi får adgang til huset, og min bror og jeg går amok som de amatørdetektiver vi lige pludselig er blevet. Det første der slår mig, er at huset, selvom det er nyt og velholdt, virker gammelt. Der er en gammel aura, der ligger i alle rummene, som fortæller mig at faderen var blevet gammel, ikkun af alder, men også af sind. Det næste der stikker ud er et lille billede på en opslagstavle over faderens kontor, et billede der forestiller min bror, da han var 3-4 år gammel, sammen med min mor i en slæde. Et billede af den slags man får taget på markedspladser, hvor man så kan sætte sit eget hovedet oven på kroppene af f.eks. Tarzan og Jane. Eller en juleslæde. Her er et billede, der er omkring 40 år gammelt og som faderen formentlig har kigget på det hver eneste dag i sit liv. Jeg finder også en fotomappe med billeder af faderen på tur i Italien med én eller anden dulle, taget et par år efter han skred fra min mor. En hel mappe bare med billeder af faderen og dullen. Men allerbagerst, løst lagt ind, ligger der et bryllupsbillede af faderen og min mor. Så uanset hvad, har min mor og min bror altid været i faderens tanker. Men hvorfor stak han så af? Og hvorfor har han aldrig kontaktet dem igen? Han blev aldrig gift igen, så noget siger mig, at vi er vidner til en mands største fejltagelse i hans liv. En fejltagelse, hvis følger aldrig forlod ham. Han havde en kæreste, det lurede vi ud fra toiletsagerne og kvindetøjet, der hang diverse steder. Gad vide, hvordan han har været at leve sammen med?
Efter cirka en halvanden times efterforskning bliver mit humør dårligt. Min bror og jeg har det begge som om vi er indbrudstyve, der udspionerer på en fremmed mands liv. Selvom alt tilhører min bror, er det alligevel fremmed for ham. For fremmed. Jeg sætter mig surmulende ned og ryger en stak cigaretter, mens jeg venter på at min bror bliver færdig, så vi kan komme væk. Og efter et par timer forlader vi endelig huset med et lille indblik i en fremmed, men alligevel på underlig vis nær mand, og jeg lægger mærke til at min bror går fra stedet uden at kigge sig over skulderen.
WIEN BY NIGHT
Vi ankommer til Wien og får tjekket ind på ungdomsvandrerhjemmet Wombat's, som er billigt og ungt. Meget ungt, men jeg er ligeglad. Jeg har mest af alt lyst til at komme hjem. Eller i det mindste møde andre mennesker og drikke mig i hegnet. Hvilket er et ønske, jeg får givet. Fredag aften består af øl på baren, en lille professor uden for og en druktur med nogle kvindelige østeuropæiske, men meget søde, bartendere. En skør og underholdende nat, som ender på lokummet på det kønsblandet 6-sengs værelse på Wombat's, med en dyne rundt om mig og tømmermænd fra helvede, endda før jeg har lagt mig. Jeg får rystende smidt 4 hovedpinepiller i kæften og venter kun på at hvilen kan indtræffe, mens jeg overvejer, at hvis jeg var en hest, ville jeg være lavet om til sæbe for længst. Jeg får lagt mig, men endnu inden jeg synker helt hen i drømmeland, vækker min bror mig og siger, at vi skal tjekke ud. Det er lørdag, der er 15 grader i luften og jeg er totalt smadret.
Med tømmermænd sejler vi rundt i Wien, og kommer blandt andet hen til Die Museums Quartier, hvor man har samlet alle Wiens vigtige kunstmuseer til ære for turisterne. Så skal man ikke gå så langt. Vi er blandt andet inde på Momuk, som er museet for moderne kunst, der har udstillinger med Erwin Wurm, en temmelig humoristisk østrigsk kunstner, og med Frank Gertsch, en billedkunstner, der maler kæmpebilleder, der ligner fotografier. Èt af hans mest berømte billeder er med Patti Smith, mens hun indspiller et nyt album i 70'erne. Fantastisk! Disse to kunstnere ville blive et tilløbsstykke i København og Århus, jeg siger det bare. Det eneste trælse ved Momuk var selve museet, der havde glasgulv ved trapperne og elevatoren. Og for mænd, som jeg, der har en sindssyg højdeskræk, var det en forfærdelig oplevelse. Hver eneste gang, jeg skulle over glasgulvet, måtte jeg bruge lang tid på forberedelse, samtidig med at små drenge fuldstændig ubekymret løber henover glasset og min stolthed. Det er i øvrigt det samme med Aros, der også er helt syg. Hvorfor kan man ikke lave moderne kunstmuseer, som ikke er så helvedes artsy fartsy i glas og stål, så alle kan være med?
Et smut forbi Hitlers stamcafé, Sperl, hvor han udbredte sine visioner og teorier til alle der gad lytte, før han daffede til Tyskland og blev kendt som historiens største forbigået kunstner. Elsk din nærmeste kunstner, man ved aldrig hvad han eller hun kan finde på! Et par øl på Alte Wien, den lokale kunstnercafé, og så var det også blevet aften.
HJEM
Vi bliver samlet op af en shuttlebus til lufthavnen kl. 4.55 søndag morgen, så vi beslutter os for ikke at finde et sted at overnatte, men i stedet finde en fest, vi kan drikke os i hegnet til. Vi får et nys fra to meget venlige og behagelige mennesker på Alte Wien, at en lokal radiostation, FM4, holder en fødselsdagsfest ude i et industriquartier tæt på opsamlingsstedet. Vi drøner derud med hele oppakningen uden egentlig at vide, hvad der sker. Og da vi prøver at komme ind af bagindgangen bliver vi straks stoppet at en underlig lille mand med fipskæg, som virker som om han har sniffet det meste af en sort affaldssæk coke ind i hovedet. Jeg overbeviser Fitz, som den lille mand hedder, om at jeg er skribent for en dansk national avis med mere end 1 million læsere, og at jeg skal beskrive min tur til Wien, og herunder nattelivet. Jeg ved godt at jeg lyver lidt, men på det tidspunkt er jeg så ligeglad med konsekvenserne, at jeg er villig til hvad som helst. Heldigvis køber han løgnen med det samme, giver os gratis adgang til festen og vi får endda lov til at stashe vores bagage backstage.
Det viser sig at være lidt mere, end bare en fest. Jarvis Cocker og Sepultura er nogle af de internationale navne, udover en del lokale bands og DJ's. Det er ikke en fest, det er en festival. Fascineret af vores held sniger vi os rundt imellem de 3.000 andre mennesker, der også har fundet på at tage herud. Vi drikker øl. Vi ryger joints. Og jeg begynder så småt at kigge efter noget hårdere og mere flippet, men opgiver, det ville være kønt, hvis vi ikke fik lov til at komme med flyveren hjem. Til gengæld finder vi en svedig DJ, der får hvert atom i min krop til at bevæge sig. Sveden springer som stangspringere af panden, mens jeg tjekker de østrigske piger ud. Nogle af dem er smukke, og jeg kan ikke lade være med at flirte lidt. Men min bror vil af sted, han vil hjem og det kan ikke gå hurtigt nok, så vi får fat på vores sager og dapper ned til opsamlingsstedet. I min rus falder jeg i søvn på det kolde fortov. Da jeg vågner står jeg i Københavns Lufthavn og venter på min bagage, der er forsinket. Velkommen hjem.
EFTERSPIL
Og hvad så? Fandt vi så dét, vi søgte? Hmm, godt spørgsmål. Min bror fandt et hus, han ikke ville ha', men en historie han alligevel godt ville ha'. Og jeg fandt min bror. Næh, det gjorde jeg vel egentlig ikke, ham havde jeg i forvejen. Men jeg fandt noget andet. Jeg fandt en gammel landsbytosse i Baden, som fortalte mig at det hele nok skal gå. Det skal nok gå. Hvis bare man søger.
Vi er ankommet til Wien, hvor vi har overnattet inden vi skal begive os videre til Baden, hvor Notarerne holder til, og hvor min brors far boede.
BADEN
Kl. 10 torsdag morgen forlader vi huset med den gamle heks. Hun har godt nok vist sin overbærenhed med os og givet os diverse kort og informationshæfter, men jeg aner stadigvæk en luren overfor os, en afmåling om vi passer til gryden, om der er nok kød på benene til at lave en ægte kraftfuld østrigsk suppe og om nogen ville opdage, hvis vi forsvandt. Jeg kan faktisk stadig høre de små gnækkende lyde fra hendes rumlende mave. Stol aldrig på gamle damer!
Vi fumler rundt i gaderne, finder os noget kaffe på en underlig lille café med 3 borde. Vi får os en Melange, som er en kaffe med mælk, der svarer lidt til en cappucino, den er bare ikke helt så fancy. Og når man får Melange i Wien om formiddagen, får man altid en lille kage med, åbenbart som en gratis lille feature. De kalder kagen for Krapfen, og minder mest af alt om Berlinervankuchen, den er bare lidt mindre, knap så vulgær og mere velsmagende.
Der er ikke meget liv i nogen af os. Jeg er stadig groggy efter en fantastisk nats søvn, og min bror er naturligvis ekstremt nervøs. Han fortalte mig før vi tog af sted, at siden han fik brevet for 3 måneder siden, har han haft nætter, hvor han ikke kunne sove. Så det undrer vel ingen, at han nu må være et vrag af tanker og følelser, nu på dagen, hvor han skal konfronteres med det ukendte. Men Melangen gør efter kort tids ophold i den trætte krop sit trick, og jeg skynder mig ud for at skide. Føj for satan, hvor lugter lort dårligt, når det er resultatet af Østrigsk mad. Men efter en overraskende hurtig omgang, er jeg klar til nye eventyr.
Vi finder os noget morgenmad, som efterhånden er blevet til frokost. Jeg får mig en Ham & Eggs, som bliver serveret på en pande med brød til. Elendig. På vej ud skriver vi under på en underskriftindsamling, som kræver at de Østrigske beværtninger selv vil bestemme om der må ryges i deres café/restaurant – Den Østrigske regering vil nemlig, som alle andre lande i Europa, forbyde rygning på offentlige steder, herunder i caféer mv. Caféernes krav om selvbestemmelse lyder rimelig nok, især taget i betragtning, at hvis vi ryger meget i Danmark skovler østrigerne cigaretter i kæften, som om de aldrig har kunnet andet. Ryge og lave klassisk musik – det er Wien! Og selvfølgelig skriver vi under, en café/restaurant/bar er jo et privat sted, og hvis ejeren synes, at der må ryges, så må der naturligvis ryges, det skal ingen regering bestemme. Hvis kunderne ikke kan lide røg, må de finde et andet sted. Sådan.
NOTARERNE
Vi triller ind på stoppestedet i Badens efter en times køretur i en Tramp, en sporvogn, med den mest fantastiske lyd, når man stempler sin billet – Alle lyde skal jo helst være behagelige, specielt dem, der koster penge. Noget helt andet end de obstruerende og irriterende lyde fra stemplingsautomaterne i København, der nærmest opfordrer til at man kaster sig ud foran toget– ærlig talt, det har du også tænkt på, ikke sandt?
Baden er en rich kid by. Den er pæn, velholdt og charmerende, men ikke særligt indbydende, hvis man kommer med oppakning og rejsetøj og ser ud som om man er på interrail. Men lige så snart man vil handle med dem, er de indsmigrende og smiskende, som et par lede tæppehandlere i Agadir, Marokko, som kun tænker på, hvornår de næste turister kommer, så man ved hjælp af nogle danske ord kan lokke folk ind i fælden. "Jaj ælske Danemarka" eller "Ær du svenska?". Årh, luk røven, fedtabe, cigaretter og en kop tår kaf' – That's it!
Vi daffer igennem byen og får siddeplads på en gammel og nobel café, med stort C, hvor vi har udkig over en lille irriterende pæn plads i centret af orkanens øje. Herfra, hvor vi sidder kan vi se over på Notarens kontor, hvor slaget skal stå om ganske kort tid. Ingen af os siger rigtig noget. Vi sidder bare dér og drikker vores Melange, som for første gang i Wien bliver serveret på et sølvfad, hvilket jeg selvfølgelig undrer mig over, og ryger cigaretter, som om det var chips. Mens min bror er på toilet får jeg øje på en figur inde på den noble café, der forestiller en gammel hvid mand med lange bakkenbarter, et fint jakkesæt og et hvidt forklæde med blodlignende pletter på, der smilende serverer thé på et fad. Figuren brænder sig af én eller anden årsag fast i mine tanker.
Vi får endelig nosset os sammen og lister os på tæerne over mod Notarernes kontor, hvor kampen allerede begynder med trappen, der ubehageligt nok giver mig lidt problemer. Det er en ting, jeg har med trapper. Der er visse trapper, som ikke kan gøre mig noget, men så er der andre trapper – trapper, der ikke er rare at gå hverken op eller ned ad. Dødstrapper, som jeg kalder dem. Når jeg en dag ender mit liv, bliver det på én af de trapper, det véd jeg bare. Og disse trapper op til Notarens kontor rejser sig foran mig og bliver til en stor brun slange, der slår ud efter mig halen og snapper efter mig med hovedet. Jeg fægter mig vej op af slangens krop og vi får mast os vej ind i ventesalen, hvor min bror melder os i receptionen mens jeg sikrer døren. Slangen mister interessen og jeg kan igen fokusere på min opgave. På receptionens vægge hænger der udsigtsbilleder af Chicago og New York, af den slags, som ser ud som om det er et normalt cheasy billede, men som i virkeligheden er sammensat af tusindvis af små cheasy detaljebilleder. På bordet imellem de tørre irriterende stole, står der en lille glasskål med nøgleringe, hvorpå Notarernes logo er trykt. Min bror og jeg tager selvfølgelig et par stykker – hvis vi skal røvrendes og ikke får en skid ud af mødet med Notarerne, så får vi i det mindste dém ud af det.
En relativ ung kvinde i mørk rullekrave, grå nederdel og håret sat tilbage i en pisk tager imod os. Hun præsenterer sig selv, Celia, og jeg er ret sikker på at jeg lægger mærke til hendes meget store, runde og hypnotiserede bryster, før jeg opdager at hun rent faktisk taler dansk. Nårh ja, lidt gebrokkent måske, men jeg er meget hurtig til at tilgive hende. Lidt for hurtig, måske. Jeg indser selvfølgelig med det samme, at Celia er et våben, Notarerne bruger i kampen mod den menige mand, og jeg vælger at gå i forsvar. En hurtig manøvre forvirrer hende et kort sekund, lige nok til at hun overbeviser sig selv om, at jeg er den vigtige, den der arver huset og pengene, og ikke min bror. Jeg kan klare hende, det kan min bror ikke.
Vi sætter os ind på hendes kontor, der vel er som sådanne nogle kontorer er: kedelige, men alligevel pompøse. Hun fortæller at siden hun taler dansk, har Notarerne besluttet, at hun sagtens kan klare det selv. Altså uden tolk og en "rigtig" Notar. Det er hendes første gang alene, så vidt jeg kan lure. Hun er lidt nervøs. Og selv om jeg fortæller hende, at det i virkeligheden er min bror der er arvingen bliver hun ved med at tale til mig og kigge på mig, som om jeg er den, der tager beslutningen. Mit kropssprog forvirrer hende, selvom min mund siger noget andet, viser min krop at hun skal forvente svaret fra mig. Dét svar, som hun håber på, lige siden hun var en lille pige. Dét svar, som skal forløse hende for alle hendes traumer og nederlag. Dét svar, som gør hende våd mellem benene af bare forventning og får hende til at sidde urolig på stolen. Og hendes bryster hopper dirrende op og ned, og bare venter på at jeg skal tage dem i mine hænder og ælte livet ud af dem, som de aldrig er blevet æltet før. Hun er nu officielt sat helt ud af spillet, mens hendes øjne beder mig om at redde hende og tage hende langt væk. Væk fra Notarerne. Væk fra sorte rullekravetrøjer, hestehaler og grå nederdele. Langt væk fra kedelige kontorer og cheasy billeder i entréen. Langt væk fra døde mennesker og tomme huse. Langt, langt væk i én stor rus af orgasmer.
Vi får klaret det praktiske, selvom Celia skal have hjælp fra både MesterNotaren og NaboNotaren, og vi bliver enige om, at vi må ud og se huset den næste dag. Vi siger farvel og mange tak for hjælpen – jeg stikker hende mit visitkort og siger, at hvis hun nogensinde kommer til København. Hun smiler og bliver forlegen. Det er så sødt når autoritære kvinder bliver forlegne. Så bliver de lige pludselig – ja, menneskelige kvinder. Ned af trapperne, der klares hurtigere den her gang, det er altid lidt nemmere nedad end opad. Det er blevet sen eftermiddag og efter et par øl på den lokale café er det blevet aften. Vi skal ud i Baden by og finde os en seng for natten.
SENGEN
Vi har fået nogle adresser på de lokale hostels, men vi har ikke booket noget sted. Så op på nakken med bagagen, der bliver tungere og tungere for hver dag, og af sted ud i det ukendte. Og det ukendte forbliver ukendt i lang tid, for vi finder intet. Ingen varm seng, ingen varme mennesker., ingen varm mad De steder vi finder har enten lukket, vil ikke have nogle gæster eller vil have overpris, selvom der ikke er andre på hotellet. Jeg undrer mig meget.
Benene er ved at være trætte. Bagagen er usandsynligt tung og Baden vokser i størrelse for hvert skridt vi tager. Og vi føler at vi meget hurtigt løber tør for muligheder. Men lige pludselig, ud af mørket, kommer en lille tyk kvinde gående. Hun taler med sig selv, men hvem gør ikke det. Måske bare ikke lige så højt, men det tænker vi ikke på. Min bror skynder sig over til hende, vi er desperate, og spørger hende om vej til det nærmeste hostel. Som jeg nærmer mig kvinden bliver stanken af gammelt pis stærkere og det går op for mig at vi har fået fat i den lokale landsbytosse. En ældre kvinde med et let fip- og overskæg, flagrende gevandter og flakkende øjne. Et kort øjeblik løfter min mistro til projektet som Apollo 11, men så bliver jeg ramt af en varme fra hendes sjæl. En varme, der fortæller mig at hun kun vil os det godt. Hun siger på tysk at vi skal følge med. Min bror er ikke den bedste til tysk. Han blander dansk, engelsk, tysk og fransk sammen i én stor Gullaschgryde. Så allerede i Berlin fandt vi ud af, at jeg skulle kommunikere med de fremmede, så længe det ikke kun handlede om to øl af fad. Men selv jeg har mine begrænsninger, og jeg fatter stort set ikke en døjt af, hvad landsbytossen siger, men jeg kan tyde, at hun gentager sig selv ret mange gange mens vi følges ad. Men det virker ikke som om det bekymrer hende, at vi ikke har præcist det samme sprog. Hun leder os hen ad de mørke veje, og dér ligger der et åbent Gasthaus, med senge og mad og tv på værelset. Vi takker hende mange gange, og så kigger hun på os med indtrængende øjne, mens hun holder os i armen: Hvis I søger, skal I finde. Min bror og jeg bliver mundlamme et kort øjeblik. Hun smiler et varmt smil, vender sig om og sjosker af sted med et let og ubekymret Auf Wiedersehen.
Efter et par øl, et knap så godt men varmt måltid mad, er vi stort set klar til at gå til køjs, eller nærmere dobbeltseng i noget, der minder om en lover's hide, og jeg får et par hurtige tanker om vores Landlords har misforstået situationen, men vælger at være ligeglad. Vi læser i avisen, at der vil komme storm ind over Østrig – Kyrill, kalder de den. Og den skulle efter sigende være af orkanstyrke, hvilket vi ser frem til. Men min bror vil ikke i seng. Han virker på en eller anden måde lettet og han har lyst til at drikke sig beruset. Rigtig godt beruset. Nu har vi ordnet det praktiske. Min bror har skrevet under på at han er arving, men med begrænset ansvar, så han ikke står med hatten i sækken, hvis der skulle komme yderligere regninger fra mennesker, som faderen skyldte mennesker. Og vi har fået NaboNotaren, Mr. Benedikt, til at tage sig af alt det praktiske med hussalg osv. Det eneste vi skal nu, er at se huset i morgen og godkende en salgspris, når dét bliver aktuelt. Min bror er blevet lettet for en del af sine bekymringer og tanker. Han havde frygtet det værste, men nu er der kun huset tilbage. Vi snakker lidt, om dagen, om mødet, mens vi hælder nogle østrigske øl ned i kæften. Vi bliver enige om, da restauranten skal til at lukke og de unge tjenere har tændt deres fyraftenssmøg, som de stjæler fra tobakskassen uden at chefen opdager det, at vi hellere må gå ud og trække noget frisk luft i selskab med en lille krøltop.
Og dér bliver vi forløst. Kyrill er meget varm og kraftig, vi kunne stå i t-shirt sent om aftenen i januar måned, og vi ville stadig ha' det varmt. Vi bliver rusket igennem af stormen, mens en plasticpose danser en ballet rundt om os. En smuk og blid ballet, der fortæller os at der kommer bedre tider. Cigaren gør sin sanselige virkning, og vi står dér, ved siden af hinanden og ingen siger et ord. Vi nyder varmen, blæsten og balletten. Og skyerne, der minder om alle mulige figurer, som drøner forbi os på nattehimlen. For en kort tid er vi i sikkerhed, mens stormen rusker i alt, den kommer i forbindelse med. Vi er trygge og føler naturens kærlighed omfavne os. Vi kunne stå lige dér i timevis og bare stå. Men plasticposen må videre, og den tager et stort spring ud af gården og videre i natten for at finde andre skæbner, den kan fortrylle og forsøde med sit budskab om, at det nok skal gå det hele. Vi går ind og lægger os. Min bror sover trygt og godt. Det gør jeg også.
HUSET
Næste morgen får vi os hver et godt langt bad på vores eget badeværelse, ikke et vi skal dele med nogen. Vi går ned og får ordentlig morgenmad for første gang i den uge, og da vi skal betale regningen, som er rimelig høj, prøver jeg at sige til tjeneren, at jeg er skribent for en national dansk avis, men jeg får ikke rabat af den grund – desværre.
Vi mødes med Mr. Benedikt ude ved huset. Jeg har taget mit videokamera frem til dokumentation, mest af alt til Mama og Papa, men også som våben imod en eventuel Notartro på at vi kan snydes. Min bror er stille. Hér boede hans far. Og hér døde han. Huset er fint, det ligger i et fint nabolag med udsigt til bjerge og vinmarker, perfekt til aldrende medborgere, der trænger til at slappe af og komme væk fra larmen. Med andre ord, her er kedeligt.
Vi får adgang til huset, og min bror og jeg går amok som de amatørdetektiver vi lige pludselig er blevet. Det første der slår mig, er at huset, selvom det er nyt og velholdt, virker gammelt. Der er en gammel aura, der ligger i alle rummene, som fortæller mig at faderen var blevet gammel, ikkun af alder, men også af sind. Det næste der stikker ud er et lille billede på en opslagstavle over faderens kontor, et billede der forestiller min bror, da han var 3-4 år gammel, sammen med min mor i en slæde. Et billede af den slags man får taget på markedspladser, hvor man så kan sætte sit eget hovedet oven på kroppene af f.eks. Tarzan og Jane. Eller en juleslæde. Her er et billede, der er omkring 40 år gammelt og som faderen formentlig har kigget på det hver eneste dag i sit liv. Jeg finder også en fotomappe med billeder af faderen på tur i Italien med én eller anden dulle, taget et par år efter han skred fra min mor. En hel mappe bare med billeder af faderen og dullen. Men allerbagerst, løst lagt ind, ligger der et bryllupsbillede af faderen og min mor. Så uanset hvad, har min mor og min bror altid været i faderens tanker. Men hvorfor stak han så af? Og hvorfor har han aldrig kontaktet dem igen? Han blev aldrig gift igen, så noget siger mig, at vi er vidner til en mands største fejltagelse i hans liv. En fejltagelse, hvis følger aldrig forlod ham. Han havde en kæreste, det lurede vi ud fra toiletsagerne og kvindetøjet, der hang diverse steder. Gad vide, hvordan han har været at leve sammen med?
Efter cirka en halvanden times efterforskning bliver mit humør dårligt. Min bror og jeg har det begge som om vi er indbrudstyve, der udspionerer på en fremmed mands liv. Selvom alt tilhører min bror, er det alligevel fremmed for ham. For fremmed. Jeg sætter mig surmulende ned og ryger en stak cigaretter, mens jeg venter på at min bror bliver færdig, så vi kan komme væk. Og efter et par timer forlader vi endelig huset med et lille indblik i en fremmed, men alligevel på underlig vis nær mand, og jeg lægger mærke til at min bror går fra stedet uden at kigge sig over skulderen.
WIEN BY NIGHT
Vi ankommer til Wien og får tjekket ind på ungdomsvandrerhjemmet Wombat's, som er billigt og ungt. Meget ungt, men jeg er ligeglad. Jeg har mest af alt lyst til at komme hjem. Eller i det mindste møde andre mennesker og drikke mig i hegnet. Hvilket er et ønske, jeg får givet. Fredag aften består af øl på baren, en lille professor uden for og en druktur med nogle kvindelige østeuropæiske, men meget søde, bartendere. En skør og underholdende nat, som ender på lokummet på det kønsblandet 6-sengs værelse på Wombat's, med en dyne rundt om mig og tømmermænd fra helvede, endda før jeg har lagt mig. Jeg får rystende smidt 4 hovedpinepiller i kæften og venter kun på at hvilen kan indtræffe, mens jeg overvejer, at hvis jeg var en hest, ville jeg være lavet om til sæbe for længst. Jeg får lagt mig, men endnu inden jeg synker helt hen i drømmeland, vækker min bror mig og siger, at vi skal tjekke ud. Det er lørdag, der er 15 grader i luften og jeg er totalt smadret.
Med tømmermænd sejler vi rundt i Wien, og kommer blandt andet hen til Die Museums Quartier, hvor man har samlet alle Wiens vigtige kunstmuseer til ære for turisterne. Så skal man ikke gå så langt. Vi er blandt andet inde på Momuk, som er museet for moderne kunst, der har udstillinger med Erwin Wurm, en temmelig humoristisk østrigsk kunstner, og med Frank Gertsch, en billedkunstner, der maler kæmpebilleder, der ligner fotografier. Èt af hans mest berømte billeder er med Patti Smith, mens hun indspiller et nyt album i 70'erne. Fantastisk! Disse to kunstnere ville blive et tilløbsstykke i København og Århus, jeg siger det bare. Det eneste trælse ved Momuk var selve museet, der havde glasgulv ved trapperne og elevatoren. Og for mænd, som jeg, der har en sindssyg højdeskræk, var det en forfærdelig oplevelse. Hver eneste gang, jeg skulle over glasgulvet, måtte jeg bruge lang tid på forberedelse, samtidig med at små drenge fuldstændig ubekymret løber henover glasset og min stolthed. Det er i øvrigt det samme med Aros, der også er helt syg. Hvorfor kan man ikke lave moderne kunstmuseer, som ikke er så helvedes artsy fartsy i glas og stål, så alle kan være med?
Et smut forbi Hitlers stamcafé, Sperl, hvor han udbredte sine visioner og teorier til alle der gad lytte, før han daffede til Tyskland og blev kendt som historiens største forbigået kunstner. Elsk din nærmeste kunstner, man ved aldrig hvad han eller hun kan finde på! Et par øl på Alte Wien, den lokale kunstnercafé, og så var det også blevet aften.
HJEM
Vi bliver samlet op af en shuttlebus til lufthavnen kl. 4.55 søndag morgen, så vi beslutter os for ikke at finde et sted at overnatte, men i stedet finde en fest, vi kan drikke os i hegnet til. Vi får et nys fra to meget venlige og behagelige mennesker på Alte Wien, at en lokal radiostation, FM4, holder en fødselsdagsfest ude i et industriquartier tæt på opsamlingsstedet. Vi drøner derud med hele oppakningen uden egentlig at vide, hvad der sker. Og da vi prøver at komme ind af bagindgangen bliver vi straks stoppet at en underlig lille mand med fipskæg, som virker som om han har sniffet det meste af en sort affaldssæk coke ind i hovedet. Jeg overbeviser Fitz, som den lille mand hedder, om at jeg er skribent for en dansk national avis med mere end 1 million læsere, og at jeg skal beskrive min tur til Wien, og herunder nattelivet. Jeg ved godt at jeg lyver lidt, men på det tidspunkt er jeg så ligeglad med konsekvenserne, at jeg er villig til hvad som helst. Heldigvis køber han løgnen med det samme, giver os gratis adgang til festen og vi får endda lov til at stashe vores bagage backstage.
Det viser sig at være lidt mere, end bare en fest. Jarvis Cocker og Sepultura er nogle af de internationale navne, udover en del lokale bands og DJ's. Det er ikke en fest, det er en festival. Fascineret af vores held sniger vi os rundt imellem de 3.000 andre mennesker, der også har fundet på at tage herud. Vi drikker øl. Vi ryger joints. Og jeg begynder så småt at kigge efter noget hårdere og mere flippet, men opgiver, det ville være kønt, hvis vi ikke fik lov til at komme med flyveren hjem. Til gengæld finder vi en svedig DJ, der får hvert atom i min krop til at bevæge sig. Sveden springer som stangspringere af panden, mens jeg tjekker de østrigske piger ud. Nogle af dem er smukke, og jeg kan ikke lade være med at flirte lidt. Men min bror vil af sted, han vil hjem og det kan ikke gå hurtigt nok, så vi får fat på vores sager og dapper ned til opsamlingsstedet. I min rus falder jeg i søvn på det kolde fortov. Da jeg vågner står jeg i Københavns Lufthavn og venter på min bagage, der er forsinket. Velkommen hjem.
EFTERSPIL
Og hvad så? Fandt vi så dét, vi søgte? Hmm, godt spørgsmål. Min bror fandt et hus, han ikke ville ha', men en historie han alligevel godt ville ha'. Og jeg fandt min bror. Næh, det gjorde jeg vel egentlig ikke, ham havde jeg i forvejen. Men jeg fandt noget andet. Jeg fandt en gammel landsbytosse i Baden, som fortalte mig at det hele nok skal gå. Det skal nok gå. Hvis bare man søger.
søndag den 29. april 2007
Baden T/R, 1. del
Der er godt nyt til alle dem, der ligesom mig, en gang i mellem føler sig forsvundet i sine egne tankers kaos og evindelige selvmedlidenhed. Nyheden kom fra en ældre kvindelig landsbytosse i Baden, 30 km syd for Wien, en sen torsdag aften i januar.
Man finder ikke altid lige præcis dét, man søger. Men hvis man ikke søger, finder man slet ikke noget.
Min bror, eller rettere min halvbror, er en fattig arbejdsløs billedkunstner på omkring 42 år. Han er en særlig type, den slags som aldrig helt giver et klart budskab. Enten skal det pakkes ind i morbid, og til tider uforståelig, sort humor, eller også siger han bare ikke noget. Det har altid været lidt svært for mig at greje ham, nok også fordi han aldrig rigtig giver udtryk for sine følelser. Det har ikke været kutyme i min familie, hvad det sikkert heller ikke har i mange andre familier. Men jeg holder af ham – han er jo min bror.
Vi har ikke samme far. Min bror har aldrig kendt sin far og altid betragtet min far, som hans. Men for et par måneder siden fik min bror et østrigsk brev, hvori der stod, at hans far var død, og at min bror var enearving. Dette er grunden til, at jeg skulle opholde mig i Baden en sen torsdag aften i januar.
Alt vi ved, er at der står et hus med inventar, bil og motorcykel. Og hvis min bror vil skrive under tilhører det alt sammen ham. Skrive under? På at man accepterer sin far som sin far? På at stå med hele hans liv imellem hænderne og vurdere om det bare er til at smide ud eller om man skal overtage det? Og hvad sker der så?
BERLIN
Min bror havde spurgt mig, om jeg ikke ville følge med. Og selvfølgelig ville jeg det. Dels fordi det er ét af de eventyr, man aldrig oplever og kun drømmer sig til i amerikanske film. Om den rige onkel, man pludselig arver en hulens masse penge fra. Og dels fordi jeg vidste, at når der sker noget stort i ens liv, har man som regel gerne behov for en følelsesmæssig bagstopper. Og så er der selvfølgelig den hemmelige dagsorden: jeg vil gerne komme tættere ind på livet af min bror, se ham i hans følelsesmæssige ekstremiteter. Få en reaktion – bare et eller andet.
Vi møder hinanden i Berlin mandag aften – han var dernede i forvejen for at deltage i en demo – allerede én dag efter planen. Det blæste, så færgen sejlede ikke om søndagen, hvilket gik op for mig, efter at have festet hele natten og så stå op med tømmermænd og kæmpe mig vej fra Gyllegade hele vejen ned til DGI-byen med oppakning, for derefter at kæmpe mig hele vejen tilbage med ubehagelig alkoholånde og kronisk angst for at møde nogen, som jeg muligvis kendte, men ikke umiddelbart ville kunne finde frem fra min tågede hjerne og derfor ville gøre mig selv til en donkey. Hvilket i øvrigt så også skete. Men om mandagen kom jeg af sted. På færgen fra Gedser til Rostock fik jeg den dårligste Spaghetti Bolognese, jeg nogensinde har fået, af den slags, hvor spaghettien er overkogt og nu har samme eksistens og smag som kønsløse regnorme, samtidig med at Ekstra Bladets forside skreg til mig med overskriften "Millionær på at fuppe unge piger". Af en eller anden grund satte dén overskrift sig fast i mine tanker.
I Berlin møder jeg min bror og straks skal vi ud og se lidt på byen. Vi tager hen på den überhippe gade Kastanienallee, der ligger i Østberlin. Og finder den første, den bedste bar, hvor vi kan få øl. Det slår mig straks at det smarte i Berlin er enkelheden. I en kaotisk verden, med masser af informationer overalt, har vi behov for et safe, hvor vi kan tage hen og slappe af for omverdenens påtrægenhed. Væggene er nøgne, som da de blev født, der er ingen forstyrrende musik, kun menneskers sniksnakken. Man skal ikke bevæge sig, for tjeneren, der lige så godt kunne være en hiphopper fra Nørrebro, kommer straks ned og tager imod vores bestilling: zwei bier vom faß. Der er ingen forstyrrende elementer overhovedet – kun andre mennesker. Og det er vel dét, det handler om: Andre mennesker. Det eneste sted, hvor man kan blive en smule underholdt er i loftet, hvor en lokal kunstner har lavet en decoration. Og så selvfølgelig toilettet, der som alle andre toiletter i Berlin er oversprayet og malet til og klistret til med reklameklistermærker for magasiner og kunstudstillinger. Men sådan SKAL det være.
Jeg begynder at falde til ro. Jeg er kommet væk fra mine rutiner, pengeproblemer, kvindeproblemer, identitetsproblemer og alle de andre problemer, som jeg kan gå og bygge op i mit elendige lille hoved. Så mit første mål med turen, som selvfølgelig er implicit, det er det vel for alle ture, at flygte væk fra rutinen, tage benene på nakken og komme væk fra hjemmefra, er allerede begyndt at tage form. Det vi begynder med som teenagere og fortsætter resten af livet på charterrejser, skiferier, sommerhusture osv. Flugten er altid første skridt. Og som regel også er det sværeste skridt, for så skal man på en eller anden måde også give op. Det kan i hvert fald føles sådan. Roen bølger stille og roligt ind over mig, og for første gang begynder jeg at glædes. For første gang i lang tid.
Indtryk af Berlin: Hunde går uden snor. Der er masser af graffiti, meget er grimt, men ind i mellem finder man noget virkelig flot. Der er en bred smag og stil blandt de unge og sørme også de gamle. Milchkaffee er virkelig god og koster omkring 1,5 €. Alle U-Bahn stationerne er decoreret i forskellige farver og former, og stort set alle udsmykket med kunst. Berlin har virkelig lært noget af kunsten, en forståelse som København stadigvæk er håbløs bagefter. Man håber, det kan nås endnu.
NATTOG
Efter en god nats søvn, en lang tur rundt i Berlin – Åh, hvor jeg dog elsker Berlin allerede - elendig mad (dog serveret af en dansk billedkunstner fra Hjørring, som pludselig blev glad for at tale lidt dansk igen!), besøg på Stasimuseum og se locations fra filmen Das Leben Der Anderen, ophold på en ægte tysk pølsevogn, flere øl og en herlig masse cigaretter, sætter min bror og jeg os i nattoget fra Berlin til Wien, og kan se frem til en små 12 timer i siddevogn. Heldigvis får vi kupéen for os selv, så vi liner an med øl, tyrkisk brød, ost, oliven og ristede jordnødder og lader den tyske nat stødvist rulle forbi os, mens vi sniksnakker om Berlin, om mor og far og om den snart forestående begivenhed. Min bror er spændt. Og nervøs. Jeg kan ikke helt greje hvorfor, men måske frygter han at blive rystet for meget i sin identitet om sig selv, sin hjemstavnsfornemmelse og sin historie. Når man tror, at man hører til et sted og nogle mennesker og så finder ud af, at verdenen ikke hænger sådan sammen alligevel, og man et eller andet sted dybt inde i sjælen godt vidste, at der var noget galt. Lidt ligesom adoptivbørn må ha' det, når de finder ud af, at de netop ER adoptivbørn.
Jeg synker ned i mine egne tanker og stilheden breder sig i vores hjem denne nat. Små togstationer buldrer forbi derude i mørket og jeg spekulerer på, hvor JEG egentlig er på vej hen. Hvor er mit mål? Derude? Herinde? I favnen på en smuk kvinde, som jeg vælger at elske? I favnen på tusinde smukke kvinder, som vælger at elske mig? Hvad kan jeg egentlig tilføre denne verden, som den ikke allerede har i forvejen? Tankerne bliver tungere og tungere og lidt efter lidt gaber jeg og lægger mig til rette på det alt for korte sæde med min store sorte vinterjakke som dyne og en gul hættetrøje som pude.
WIEN
Næste gang jeg slår øjnene op kigger jeg på ansigtet af en meget træt og sur mand med overskæg. - Passports! Råber han kraftedeme lige ind i mine trætte hængeøjne. Javel, ikke noget please her! Søvnigt rumsterer jeg rundt i mine tasker, selvom jeg allermest har lyst til knalde ham én. Først efter længere tids stressrumstering og den sure mands kaffeånde i nakken går det op for mig, hvor fanden jeg har lagt det skide pas. På samme tid føler jeg mig intimideret af kontrolløren, der jo er kommet ind i mit soveværelse. Men hvad kan jeg gøre, det er jo trods alt hans hus. Uden tak smider han vores pas tilbage, smækker døren og vi hører hans næste "passports" og kan levende sætte os ind i oplevelsen. Jeg kigger ud af vinduet og ser et morgentåget grågrønt efterårslandskab drøne forbi. NU er vi ude. Bjerge. Store bjerge. Og kigger vi til den anden side, ude fra gangen, kan vi se ud over en kæmpe dal, hvor der stort set ikke er beboelse så langt synet kan vandre. Vi slumrer lidt mere, men denne gang med vågne øjne, der kigger udad. Indeni er alt stille.
Vi ankommer til Wien Westbahnhof. Vi har røget stort set alle vores cigaretter, så vi må købe nogen flere. Min bror kommer tilbage fra Tabak-forretningen med en pakke røde Che-cigaretter, der også har det velkendte hoved som logo. Rød er min identitetsfarve, så jeg flipper selvfølgelig med det samme og tænker, at sådan nogen MÅ jeg bare ha' med hjem. Vi fortsætter mod et i forvejen booket hostel med vores oppakning, min bror med en kæmpe rygsæk og mig med min sorte trolley og grå skuldertaske – man er vel lidt sofistikeret. Eller bare forfængelig. Der er ikke rigtig nogen af os, der siger noget. Vi kigger bare rundt og observerer byen. Det slår mig, at Wien minder forfærdelig meget om en østeuropæisk storby, én af den slags, der ser sig selv som en moderne metropol, men stadigvæk ikke kan slippe ud af fortidens grå betonskyer.
Vi ankommer på vores hostel, der bestyres af en ældre dame. Af tidligere erfaringer med udlejning af værelser hos gamle damer (læs: grimme traumatiserende oplevelser med psykopatkvinder fra plejehjemshelvede, men det er en helt anden historie – en anden gang), har jeg lært at være på vagt, når jeg møder ældre kvindelige landlords, en paranoia, der i dette tilfælde viste sig at være ubegrundet. Hvilket dog ikke har fjernet min sanselige årvågenhed, stol ALDRIG på ældre kvinder, de er som regel nogle hekse, der vil dig det dårligt! Men vi smider vores bagage og drøner ud i byen.
Men der er ikke meget sjov at hente i hverken min bror eller Wien. Min bror har alle sine tanker på den næste dag, hvor vi skal til Baden og møde Notarerne, der har behandlet dødsboet efter min brors far. Jeg prøver at lokke med koncert, øl og Peter Belli-hø, men min bror er hverken til at hugge eller stikke i. Så efter lidt søvnig jaywalking og lidt ussel mad, drøner vi hjem til vores seng for natten. Jeg krøller nogle prerolls, ryger den ene ud af vinduet og vi lægger os i hver sin seng. Min bror har røget lidt med og efter nogle minutter, kan jeg mærke på ham at han ikke er helt okay.
Når man ryger hø bliver ens tanker og følelser mere sanselige, man undrer og morer sig over selv de mindste ting. Nogen gange når jeg skriver, ryger jeg en lille pibe for at få mere sanselighed ned i teksten. Og specielt når man dyrker sex kan det være fantastisk at ryge en lille jazzcigar eller bønnespire. Men hvis man på den anden side er fyldt op med nervøse tanker, når man er ked af noget, så er det bestemt ikke anbefalelsesværdigt at ryge en splif. For lige så sanselig man bliver, når man er i godt humør, lige så sanselig bliver man i det dårlige. Og dårlige tanker kan være forfærdelige, når de bliver forstærket. Så kan man ikke sove for tankernes rumstering rundt og det dårlige bliver større og man ender med at blive paranoid. Når jeg har røget på dårlige tanker, må jeg altid låse min dør, selvom jeg normalt ikke låser den (jeg bor i kollektiv med 7 dejlige og søde mennesker). Men i de tilfælde bliver jeg bange. Ikke for mig selv, men for alt det andet der er derude. Og det er ikke rart.
Og sådan havde min bror det. Han havde svært ved at sove, tankerne kørte rundt i hovedet på ham, han vendte og drejede sig, han kunne ikke finde hvile indeni. Hvad ville der ske den næste dag, hvor han skal konfronteres med sin ukendte far og en historie han aldrig har bedt om at deltage i? Hvad var faderen for én? Tænkte han overhovedet på min bror og min mor, som han forlod, da min bror var helt lille. Forlod dem, sådan uden videre, "jeg skal lige ned efter cigaretter", og BUM, væk for altid. Ikke noget kort, ikke noget brev, ingenting. Bare væk. Mig derimod, jeg sov som en sten – vel ikke at fortænke oven på en nat i et tog med alt for korte sæder.
Man finder ikke altid lige præcis dét, man søger. Men hvis man ikke søger, finder man slet ikke noget.
Min bror, eller rettere min halvbror, er en fattig arbejdsløs billedkunstner på omkring 42 år. Han er en særlig type, den slags som aldrig helt giver et klart budskab. Enten skal det pakkes ind i morbid, og til tider uforståelig, sort humor, eller også siger han bare ikke noget. Det har altid været lidt svært for mig at greje ham, nok også fordi han aldrig rigtig giver udtryk for sine følelser. Det har ikke været kutyme i min familie, hvad det sikkert heller ikke har i mange andre familier. Men jeg holder af ham – han er jo min bror.
Vi har ikke samme far. Min bror har aldrig kendt sin far og altid betragtet min far, som hans. Men for et par måneder siden fik min bror et østrigsk brev, hvori der stod, at hans far var død, og at min bror var enearving. Dette er grunden til, at jeg skulle opholde mig i Baden en sen torsdag aften i januar.
Alt vi ved, er at der står et hus med inventar, bil og motorcykel. Og hvis min bror vil skrive under tilhører det alt sammen ham. Skrive under? På at man accepterer sin far som sin far? På at stå med hele hans liv imellem hænderne og vurdere om det bare er til at smide ud eller om man skal overtage det? Og hvad sker der så?
BERLIN
Min bror havde spurgt mig, om jeg ikke ville følge med. Og selvfølgelig ville jeg det. Dels fordi det er ét af de eventyr, man aldrig oplever og kun drømmer sig til i amerikanske film. Om den rige onkel, man pludselig arver en hulens masse penge fra. Og dels fordi jeg vidste, at når der sker noget stort i ens liv, har man som regel gerne behov for en følelsesmæssig bagstopper. Og så er der selvfølgelig den hemmelige dagsorden: jeg vil gerne komme tættere ind på livet af min bror, se ham i hans følelsesmæssige ekstremiteter. Få en reaktion – bare et eller andet.
Vi møder hinanden i Berlin mandag aften – han var dernede i forvejen for at deltage i en demo – allerede én dag efter planen. Det blæste, så færgen sejlede ikke om søndagen, hvilket gik op for mig, efter at have festet hele natten og så stå op med tømmermænd og kæmpe mig vej fra Gyllegade hele vejen ned til DGI-byen med oppakning, for derefter at kæmpe mig hele vejen tilbage med ubehagelig alkoholånde og kronisk angst for at møde nogen, som jeg muligvis kendte, men ikke umiddelbart ville kunne finde frem fra min tågede hjerne og derfor ville gøre mig selv til en donkey. Hvilket i øvrigt så også skete. Men om mandagen kom jeg af sted. På færgen fra Gedser til Rostock fik jeg den dårligste Spaghetti Bolognese, jeg nogensinde har fået, af den slags, hvor spaghettien er overkogt og nu har samme eksistens og smag som kønsløse regnorme, samtidig med at Ekstra Bladets forside skreg til mig med overskriften "Millionær på at fuppe unge piger". Af en eller anden grund satte dén overskrift sig fast i mine tanker.
I Berlin møder jeg min bror og straks skal vi ud og se lidt på byen. Vi tager hen på den überhippe gade Kastanienallee, der ligger i Østberlin. Og finder den første, den bedste bar, hvor vi kan få øl. Det slår mig straks at det smarte i Berlin er enkelheden. I en kaotisk verden, med masser af informationer overalt, har vi behov for et safe, hvor vi kan tage hen og slappe af for omverdenens påtrægenhed. Væggene er nøgne, som da de blev født, der er ingen forstyrrende musik, kun menneskers sniksnakken. Man skal ikke bevæge sig, for tjeneren, der lige så godt kunne være en hiphopper fra Nørrebro, kommer straks ned og tager imod vores bestilling: zwei bier vom faß. Der er ingen forstyrrende elementer overhovedet – kun andre mennesker. Og det er vel dét, det handler om: Andre mennesker. Det eneste sted, hvor man kan blive en smule underholdt er i loftet, hvor en lokal kunstner har lavet en decoration. Og så selvfølgelig toilettet, der som alle andre toiletter i Berlin er oversprayet og malet til og klistret til med reklameklistermærker for magasiner og kunstudstillinger. Men sådan SKAL det være.
Jeg begynder at falde til ro. Jeg er kommet væk fra mine rutiner, pengeproblemer, kvindeproblemer, identitetsproblemer og alle de andre problemer, som jeg kan gå og bygge op i mit elendige lille hoved. Så mit første mål med turen, som selvfølgelig er implicit, det er det vel for alle ture, at flygte væk fra rutinen, tage benene på nakken og komme væk fra hjemmefra, er allerede begyndt at tage form. Det vi begynder med som teenagere og fortsætter resten af livet på charterrejser, skiferier, sommerhusture osv. Flugten er altid første skridt. Og som regel også er det sværeste skridt, for så skal man på en eller anden måde også give op. Det kan i hvert fald føles sådan. Roen bølger stille og roligt ind over mig, og for første gang begynder jeg at glædes. For første gang i lang tid.
Indtryk af Berlin: Hunde går uden snor. Der er masser af graffiti, meget er grimt, men ind i mellem finder man noget virkelig flot. Der er en bred smag og stil blandt de unge og sørme også de gamle. Milchkaffee er virkelig god og koster omkring 1,5 €. Alle U-Bahn stationerne er decoreret i forskellige farver og former, og stort set alle udsmykket med kunst. Berlin har virkelig lært noget af kunsten, en forståelse som København stadigvæk er håbløs bagefter. Man håber, det kan nås endnu.
NATTOG
Efter en god nats søvn, en lang tur rundt i Berlin – Åh, hvor jeg dog elsker Berlin allerede - elendig mad (dog serveret af en dansk billedkunstner fra Hjørring, som pludselig blev glad for at tale lidt dansk igen!), besøg på Stasimuseum og se locations fra filmen Das Leben Der Anderen, ophold på en ægte tysk pølsevogn, flere øl og en herlig masse cigaretter, sætter min bror og jeg os i nattoget fra Berlin til Wien, og kan se frem til en små 12 timer i siddevogn. Heldigvis får vi kupéen for os selv, så vi liner an med øl, tyrkisk brød, ost, oliven og ristede jordnødder og lader den tyske nat stødvist rulle forbi os, mens vi sniksnakker om Berlin, om mor og far og om den snart forestående begivenhed. Min bror er spændt. Og nervøs. Jeg kan ikke helt greje hvorfor, men måske frygter han at blive rystet for meget i sin identitet om sig selv, sin hjemstavnsfornemmelse og sin historie. Når man tror, at man hører til et sted og nogle mennesker og så finder ud af, at verdenen ikke hænger sådan sammen alligevel, og man et eller andet sted dybt inde i sjælen godt vidste, at der var noget galt. Lidt ligesom adoptivbørn må ha' det, når de finder ud af, at de netop ER adoptivbørn.
Jeg synker ned i mine egne tanker og stilheden breder sig i vores hjem denne nat. Små togstationer buldrer forbi derude i mørket og jeg spekulerer på, hvor JEG egentlig er på vej hen. Hvor er mit mål? Derude? Herinde? I favnen på en smuk kvinde, som jeg vælger at elske? I favnen på tusinde smukke kvinder, som vælger at elske mig? Hvad kan jeg egentlig tilføre denne verden, som den ikke allerede har i forvejen? Tankerne bliver tungere og tungere og lidt efter lidt gaber jeg og lægger mig til rette på det alt for korte sæde med min store sorte vinterjakke som dyne og en gul hættetrøje som pude.
WIEN
Næste gang jeg slår øjnene op kigger jeg på ansigtet af en meget træt og sur mand med overskæg. - Passports! Råber han kraftedeme lige ind i mine trætte hængeøjne. Javel, ikke noget please her! Søvnigt rumsterer jeg rundt i mine tasker, selvom jeg allermest har lyst til knalde ham én. Først efter længere tids stressrumstering og den sure mands kaffeånde i nakken går det op for mig, hvor fanden jeg har lagt det skide pas. På samme tid føler jeg mig intimideret af kontrolløren, der jo er kommet ind i mit soveværelse. Men hvad kan jeg gøre, det er jo trods alt hans hus. Uden tak smider han vores pas tilbage, smækker døren og vi hører hans næste "passports" og kan levende sætte os ind i oplevelsen. Jeg kigger ud af vinduet og ser et morgentåget grågrønt efterårslandskab drøne forbi. NU er vi ude. Bjerge. Store bjerge. Og kigger vi til den anden side, ude fra gangen, kan vi se ud over en kæmpe dal, hvor der stort set ikke er beboelse så langt synet kan vandre. Vi slumrer lidt mere, men denne gang med vågne øjne, der kigger udad. Indeni er alt stille.
Vi ankommer til Wien Westbahnhof. Vi har røget stort set alle vores cigaretter, så vi må købe nogen flere. Min bror kommer tilbage fra Tabak-forretningen med en pakke røde Che-cigaretter, der også har det velkendte hoved som logo. Rød er min identitetsfarve, så jeg flipper selvfølgelig med det samme og tænker, at sådan nogen MÅ jeg bare ha' med hjem. Vi fortsætter mod et i forvejen booket hostel med vores oppakning, min bror med en kæmpe rygsæk og mig med min sorte trolley og grå skuldertaske – man er vel lidt sofistikeret. Eller bare forfængelig. Der er ikke rigtig nogen af os, der siger noget. Vi kigger bare rundt og observerer byen. Det slår mig, at Wien minder forfærdelig meget om en østeuropæisk storby, én af den slags, der ser sig selv som en moderne metropol, men stadigvæk ikke kan slippe ud af fortidens grå betonskyer.
Vi ankommer på vores hostel, der bestyres af en ældre dame. Af tidligere erfaringer med udlejning af værelser hos gamle damer (læs: grimme traumatiserende oplevelser med psykopatkvinder fra plejehjemshelvede, men det er en helt anden historie – en anden gang), har jeg lært at være på vagt, når jeg møder ældre kvindelige landlords, en paranoia, der i dette tilfælde viste sig at være ubegrundet. Hvilket dog ikke har fjernet min sanselige årvågenhed, stol ALDRIG på ældre kvinder, de er som regel nogle hekse, der vil dig det dårligt! Men vi smider vores bagage og drøner ud i byen.
Men der er ikke meget sjov at hente i hverken min bror eller Wien. Min bror har alle sine tanker på den næste dag, hvor vi skal til Baden og møde Notarerne, der har behandlet dødsboet efter min brors far. Jeg prøver at lokke med koncert, øl og Peter Belli-hø, men min bror er hverken til at hugge eller stikke i. Så efter lidt søvnig jaywalking og lidt ussel mad, drøner vi hjem til vores seng for natten. Jeg krøller nogle prerolls, ryger den ene ud af vinduet og vi lægger os i hver sin seng. Min bror har røget lidt med og efter nogle minutter, kan jeg mærke på ham at han ikke er helt okay.
Når man ryger hø bliver ens tanker og følelser mere sanselige, man undrer og morer sig over selv de mindste ting. Nogen gange når jeg skriver, ryger jeg en lille pibe for at få mere sanselighed ned i teksten. Og specielt når man dyrker sex kan det være fantastisk at ryge en lille jazzcigar eller bønnespire. Men hvis man på den anden side er fyldt op med nervøse tanker, når man er ked af noget, så er det bestemt ikke anbefalelsesværdigt at ryge en splif. For lige så sanselig man bliver, når man er i godt humør, lige så sanselig bliver man i det dårlige. Og dårlige tanker kan være forfærdelige, når de bliver forstærket. Så kan man ikke sove for tankernes rumstering rundt og det dårlige bliver større og man ender med at blive paranoid. Når jeg har røget på dårlige tanker, må jeg altid låse min dør, selvom jeg normalt ikke låser den (jeg bor i kollektiv med 7 dejlige og søde mennesker). Men i de tilfælde bliver jeg bange. Ikke for mig selv, men for alt det andet der er derude. Og det er ikke rart.
Og sådan havde min bror det. Han havde svært ved at sove, tankerne kørte rundt i hovedet på ham, han vendte og drejede sig, han kunne ikke finde hvile indeni. Hvad ville der ske den næste dag, hvor han skal konfronteres med sin ukendte far og en historie han aldrig har bedt om at deltage i? Hvad var faderen for én? Tænkte han overhovedet på min bror og min mor, som han forlod, da min bror var helt lille. Forlod dem, sådan uden videre, "jeg skal lige ned efter cigaretter", og BUM, væk for altid. Ikke noget kort, ikke noget brev, ingenting. Bare væk. Mig derimod, jeg sov som en sten – vel ikke at fortænke oven på en nat i et tog med alt for korte sæder.
Abonner på:
Opslag (Atom)