Sikke et forrygende efterår.
Jeg har lavet en rigtig fin film med Jesper Klein.
Og så er jeg igang med min førsteårsfilm, SKINKE, en psykologisk horrorfilm med Carsten Bjørnlund, Stine Fischer Christensen og Peter Christoffersen. Min producer er Mads Damsbo og Kim Wendt fotograferer.
Filmen har premiere i Dagmar biografen 5. maj 2010.
De bedste hilsner,
Johan
fredag den 12. februar 2010
torsdag den 6. august 2009
Jag prater svenska
Jag prater svenska
Hva prater du?
Står på et fyrakantet hys
Tänkar stanna liten
Ve inta hva som händar
Mäniskorne skriker
Jag prater svenska
Hva prater du?
Är just kommit i handfängsel
Tänkar stanna liten
Dom blå är inta kloka
Yniformarna skriker
Jag prater svenska
Hva prater du?
Sittar forut för Dommaran
Tänkar stanna liten
Han gillar inta mej
So jag skriker
Jag prater svenska
Hva prater du?
Hva prater du?
Står på et fyrakantet hys
Tänkar stanna liten
Ve inta hva som händar
Mäniskorne skriker
Jag prater svenska
Hva prater du?
Är just kommit i handfängsel
Tänkar stanna liten
Dom blå är inta kloka
Yniformarna skriker
Jag prater svenska
Hva prater du?
Sittar forut för Dommaran
Tänkar stanna liten
Han gillar inta mej
So jag skriker
Jag prater svenska
Hva prater du?
tirsdag den 23. juni 2009
SUPER16
BIG NEWS.
Jeg er blevet optaget som instruktør på Super16, årgang 6, en alternativ 3-årig filmskole, der holder til på Nordisk Film i Valby.
Der er ikke så meget at sige, udover at jeg er meget glad og lettet, og kun glæder mig til at komme i gang.
Pt. arbejder jeg på femte gennemskrivning af et spillefilmsmanus, som gerne skal være færdig om senest en uge. Og så glæder jeg mig til sommerferie - i år bliver den SWEEEEET!!!
Vi ses.
.j.
Jeg er blevet optaget som instruktør på Super16, årgang 6, en alternativ 3-årig filmskole, der holder til på Nordisk Film i Valby.
Der er ikke så meget at sige, udover at jeg er meget glad og lettet, og kun glæder mig til at komme i gang.
Pt. arbejder jeg på femte gennemskrivning af et spillefilmsmanus, som gerne skal være færdig om senest en uge. Og så glæder jeg mig til sommerferie - i år bliver den SWEEEEET!!!
Vi ses.
.j.
onsdag den 20. maj 2009
Den midterste vindmølle
Et sted henover bakkerne, der hvor marken bøjer og bugter sig, hvor udsigten rækker lige så langt som tankerne nogen gange kan gøre det, troner 3 vindmøller side om side. Den første vindmølle havde stået der længst, den tredje næstlængst og den midterste havde stået der i kortest tid, men ellers lignede de hinanden, grå, stolte og stilheden selv.
Eftersom den midterste havde stået der kortest tid, blev den også betragtet af de andre vindmøller som den yngste vindmølle. Men det havde den midterste vindmølle ikke noget imod, så var der altid nogen af spørge til råds. Som dengang, hvor den midterste vindmølle havde spurgt de andre vindmøller, hvad der ville ske, hvis vinden holdt op med at blæse. De ældre vindmøller havde grinet af den unge vindmølle og sagt, at det ville aldrig komme til at ske.
Men den midterste vindmølle havde en tanke, som den ikke rigtig ville dele med de andre. For nogen gange, når vinden var svag, fantaserede vindmøllen om at kunne løbe, og bare løbe, henover markerne, så vingerne drejede og drejede rundt – helt uden vindens hjælp
Men som det nogen gange er med tanker, der presser sig på, kommer man til at tale over sig, og en aften fortalte den midterste vindmølle, de andre vindmøller om sine fantasier. Hahaha, de grinede så højt og hånligt, at den midterste vindmølle blev helt lille og flov. De pegede med hele deres vingefang på den midterste vindmølles ene ben og spurgte om vindmøllen nogensinde havde set et væsen løbe henover markerne på bare eet ben. Og det havde vindmøllen jo ikke, så derfor sagde vindmøllen ikke mere den aften.
Men så, sent på aftenen, lige før mørket havde sænket sig helt, skete noget underligt. Eller, i hvert fald for en vindmølle, skete noget underligt. For vinden løjede af og det blev pludseligt fuldstændigt vindstille. Den midterste vindmølle kiggede over på de andre, men de var allerede faldet i søvn. Så den midterste vindmølle stod helt alene og oplevede dette vidunder ske for øjnene af den, at vindmøllens vinger for første gang nogensinde stod stille. Helt stille.
Mørket faldt på. Månen stod op. Og et sælsomt blåt lys spredte sig over markerne. Den midterste vindmølle kunne ikke falde i søvn og stod bare og betragtede markernes græs blive til søgræs, der bøjer sig for bølgernes skvulpen. Eller, det var i hvert fald, hvad vindmøllen forestillede sig. Natten virkede magisk, som om alt kunne ske, som om det blå lys tillod at alle drømme og ønsker blev synlige for det indre øje, som om vindmøllen kunne tillade sig selv, bare for en enkel nat, at blive til hvem som helst, den overhovedet havde lyst til. En bi, en abe eller et hus.
Vindmøllen fantaserede så meget, at den slet ikke havde opdaget at en ugle havde landet på een af vingerne. Uglen havde faktisk siddet der et stykke tid, før den begyndte at rømme sig i utålmodighed. Vindmøllen var lidt irriteret over uglens forstyrrelse i sine fantasier, men spurgte alligevel høfligt, hvad uglen havde på sinde, siden hun havde sat sig der. Fru Ugle forklarede, at som natfugl oplever man et og andet rundt omkring markerne, F.eks. oplever man vindmøller, der fantaserer om at kunne løbe henover markerne, og bare løbe, så vingerne begynder at dreje af sig selv.
Vindmøllen blev flov over at høre, at dens fantasier allerede havde spredt sig til fuglereservatet, for så ville der ikke gå lang tid før duerne ville komme og grine deres duerøv i laser. Men Fru Ugle, der efterhånden var blevet en temmelig vis fugl og havde fløjet omkring markerne i mange år og vidste alt, hvad der skete, kunne straks se at vindmøllen blev rød i hovedet. Og med rolig stemme begyndte Fru Ugle at fortælle om lignende fantasier hun havde hørt igennem tiderne.
Hun fortalte om søen, der drømte om at løbe henover markerne, og så pegede Fru Ugle på åen, der mavede sig som en slange henover markerne, så hurtigt søen kunne. Hun fortalte om busken, der drømte om at kunne løbe og bare løbe henover markerne, og så pegede hun på læhegnet, der løb langs markerne som en kæmpe kålorm, så hurtigt hegnet kunne. Og endelig fortalte Fru Ugle om skyerne, der i så mange år havde drømt om at løbe henover markerne, så hurtigt de kunne, og så pegede hun på skyernes skygger, der pilede henover markerne som store krabber og gjorde det både dag og nat.
Vindmøllen, der havde lyttet med begejstring til uglens historier, og i virkeligheden gerne ville have hørt mere, afbrød Fru Ugle og spurgte, meget høfligt, det skal man når man taler til ældre damer, hvad vindmøllen kunne bruge historierne til, den kunne jo ikke løbe henover markerne, vindmøller har jo bare et ben. Og det skal man bruge til at stå på. Fru Ugle grinede. Ikke som de andre vindmøller havde grinet, mere som en mor, der griner af sit elskede barn, ville grine. Uglen fortalte at hverken søer, buske eller skyer kunne have fundet på at løbe henover markerne, hvis ikke de havde brugt sin fantasi. Det forstod vindmøllen ikke.
Så bad Fru Ugle vindmøllen om at lukke sine øjne. Det gjorde vindmøllen. Så skulle vindmøllen forestille sig, så kraftigt den kunne, at den havde to ben. Det gjorde vindmøllen også. Og så skulle vindmøllen forestille sig, så godt den kunne, at den satte det ene ben foran den andet. Varmen begyndte at stige op i hovedet på vindmøllen, den havde det fuldstændigt som om den havde ben og kunne gå. Og så, råbte Fru Ugle og lettede fra vindmøllens vinge, skal du forestille dig, at du sætter det andet ben foran det ene og gentager det forfra og hurtigere. Og vindmøllen forestillede sig at den satte det andet ben foran, og så det ene, og så det andet igen, og at den gjorde det hurtigere og hurtigere. Og så kunne pludselig mærke noget meget mærkeligt. Vinden kælede vindmøllen om kinderne og vingerne begyndte at dreje helt af sig selv.
Så kunne vindmøllen ikke holde øjnene lukkede længere og åbnede sine øjne og så at markerne løb hen under vindmøllen, at træerne susede forbi i vældig fart og at de 2 andre vindmøller var kommet langt tilbage. Og med et gik det op for vindmøllen, at den løb, og den løb så hurtigt den overhovedet kunne henover markerne. Og skove og søer og dale og bakker strøg forbi vindmøllen, som var det selve tiden, der havde sat sig for at gå i mangedobbelt tempo. Og vingerne drejede og drejede og vindmøllen elskede at løbe og bare løbe. Henover markernes blålige lys, i natten, hvor alt kan ske.
Efter nogle vilde løbetimer begyndte nattens blå farve gradvist at forsvinde. Vindmøllen var blevet træt og stillede sig et tilfældigt sted, hvor den kunne hvile sig lidt. Og kort tid efter faldt øjnene i og vindmøllen løb ind i en dyb, dyb søvn.
Da vindmøllen slog øjnene op igen stod den det samme sted, den havde forladt, lige ved siden af de 2 andre vindmøller. Og vinden blæste præcist som den plejede. De andre vindmøller kiggede over på den og spurgte, hvad der var sket siden den midterste vindmølle havde sovet så længe. Vindmøllen kiggede på dem og overvejede om den skulle fortælle om sin vilde nat. Men så besluttede den sig for at holde hemmeligheden for sig selv – de ville nok alligevel ikke tro på den. De andre vindmøller forstod ingenting, men vendte tilbage til deres egen lille verden af vingedrejeri.
På et sted henover bakkerne, hvor markerne bugter og bøjer sig, hvor udsigten rækker lige så langt som tankerne nogen gange kan gøre det, står en helt speciel vindmølle ved siden af 2 andre vindmøller. De ligner hinanden, men forskellen er, at den midterste vindmølle har lært at bruge fantasien og hver nat løber den, og bare løber, så hurtigt den kan, henover markerne, så vingerne begynder at dreje helt af sig selv. For det er det bedste vindmøllen overhovedet kan tænke sig.
S L U T
Eftersom den midterste havde stået der kortest tid, blev den også betragtet af de andre vindmøller som den yngste vindmølle. Men det havde den midterste vindmølle ikke noget imod, så var der altid nogen af spørge til råds. Som dengang, hvor den midterste vindmølle havde spurgt de andre vindmøller, hvad der ville ske, hvis vinden holdt op med at blæse. De ældre vindmøller havde grinet af den unge vindmølle og sagt, at det ville aldrig komme til at ske.
Men den midterste vindmølle havde en tanke, som den ikke rigtig ville dele med de andre. For nogen gange, når vinden var svag, fantaserede vindmøllen om at kunne løbe, og bare løbe, henover markerne, så vingerne drejede og drejede rundt – helt uden vindens hjælp
Men som det nogen gange er med tanker, der presser sig på, kommer man til at tale over sig, og en aften fortalte den midterste vindmølle, de andre vindmøller om sine fantasier. Hahaha, de grinede så højt og hånligt, at den midterste vindmølle blev helt lille og flov. De pegede med hele deres vingefang på den midterste vindmølles ene ben og spurgte om vindmøllen nogensinde havde set et væsen løbe henover markerne på bare eet ben. Og det havde vindmøllen jo ikke, så derfor sagde vindmøllen ikke mere den aften.
Men så, sent på aftenen, lige før mørket havde sænket sig helt, skete noget underligt. Eller, i hvert fald for en vindmølle, skete noget underligt. For vinden løjede af og det blev pludseligt fuldstændigt vindstille. Den midterste vindmølle kiggede over på de andre, men de var allerede faldet i søvn. Så den midterste vindmølle stod helt alene og oplevede dette vidunder ske for øjnene af den, at vindmøllens vinger for første gang nogensinde stod stille. Helt stille.
Mørket faldt på. Månen stod op. Og et sælsomt blåt lys spredte sig over markerne. Den midterste vindmølle kunne ikke falde i søvn og stod bare og betragtede markernes græs blive til søgræs, der bøjer sig for bølgernes skvulpen. Eller, det var i hvert fald, hvad vindmøllen forestillede sig. Natten virkede magisk, som om alt kunne ske, som om det blå lys tillod at alle drømme og ønsker blev synlige for det indre øje, som om vindmøllen kunne tillade sig selv, bare for en enkel nat, at blive til hvem som helst, den overhovedet havde lyst til. En bi, en abe eller et hus.
Vindmøllen fantaserede så meget, at den slet ikke havde opdaget at en ugle havde landet på een af vingerne. Uglen havde faktisk siddet der et stykke tid, før den begyndte at rømme sig i utålmodighed. Vindmøllen var lidt irriteret over uglens forstyrrelse i sine fantasier, men spurgte alligevel høfligt, hvad uglen havde på sinde, siden hun havde sat sig der. Fru Ugle forklarede, at som natfugl oplever man et og andet rundt omkring markerne, F.eks. oplever man vindmøller, der fantaserer om at kunne løbe henover markerne, og bare løbe, så vingerne begynder at dreje af sig selv.
Vindmøllen blev flov over at høre, at dens fantasier allerede havde spredt sig til fuglereservatet, for så ville der ikke gå lang tid før duerne ville komme og grine deres duerøv i laser. Men Fru Ugle, der efterhånden var blevet en temmelig vis fugl og havde fløjet omkring markerne i mange år og vidste alt, hvad der skete, kunne straks se at vindmøllen blev rød i hovedet. Og med rolig stemme begyndte Fru Ugle at fortælle om lignende fantasier hun havde hørt igennem tiderne.
Hun fortalte om søen, der drømte om at løbe henover markerne, og så pegede Fru Ugle på åen, der mavede sig som en slange henover markerne, så hurtigt søen kunne. Hun fortalte om busken, der drømte om at kunne løbe og bare løbe henover markerne, og så pegede hun på læhegnet, der løb langs markerne som en kæmpe kålorm, så hurtigt hegnet kunne. Og endelig fortalte Fru Ugle om skyerne, der i så mange år havde drømt om at løbe henover markerne, så hurtigt de kunne, og så pegede hun på skyernes skygger, der pilede henover markerne som store krabber og gjorde det både dag og nat.
Vindmøllen, der havde lyttet med begejstring til uglens historier, og i virkeligheden gerne ville have hørt mere, afbrød Fru Ugle og spurgte, meget høfligt, det skal man når man taler til ældre damer, hvad vindmøllen kunne bruge historierne til, den kunne jo ikke løbe henover markerne, vindmøller har jo bare et ben. Og det skal man bruge til at stå på. Fru Ugle grinede. Ikke som de andre vindmøller havde grinet, mere som en mor, der griner af sit elskede barn, ville grine. Uglen fortalte at hverken søer, buske eller skyer kunne have fundet på at løbe henover markerne, hvis ikke de havde brugt sin fantasi. Det forstod vindmøllen ikke.
Så bad Fru Ugle vindmøllen om at lukke sine øjne. Det gjorde vindmøllen. Så skulle vindmøllen forestille sig, så kraftigt den kunne, at den havde to ben. Det gjorde vindmøllen også. Og så skulle vindmøllen forestille sig, så godt den kunne, at den satte det ene ben foran den andet. Varmen begyndte at stige op i hovedet på vindmøllen, den havde det fuldstændigt som om den havde ben og kunne gå. Og så, råbte Fru Ugle og lettede fra vindmøllens vinge, skal du forestille dig, at du sætter det andet ben foran det ene og gentager det forfra og hurtigere. Og vindmøllen forestillede sig at den satte det andet ben foran, og så det ene, og så det andet igen, og at den gjorde det hurtigere og hurtigere. Og så kunne pludselig mærke noget meget mærkeligt. Vinden kælede vindmøllen om kinderne og vingerne begyndte at dreje helt af sig selv.
Så kunne vindmøllen ikke holde øjnene lukkede længere og åbnede sine øjne og så at markerne løb hen under vindmøllen, at træerne susede forbi i vældig fart og at de 2 andre vindmøller var kommet langt tilbage. Og med et gik det op for vindmøllen, at den løb, og den løb så hurtigt den overhovedet kunne henover markerne. Og skove og søer og dale og bakker strøg forbi vindmøllen, som var det selve tiden, der havde sat sig for at gå i mangedobbelt tempo. Og vingerne drejede og drejede og vindmøllen elskede at løbe og bare løbe. Henover markernes blålige lys, i natten, hvor alt kan ske.
Efter nogle vilde løbetimer begyndte nattens blå farve gradvist at forsvinde. Vindmøllen var blevet træt og stillede sig et tilfældigt sted, hvor den kunne hvile sig lidt. Og kort tid efter faldt øjnene i og vindmøllen løb ind i en dyb, dyb søvn.
Da vindmøllen slog øjnene op igen stod den det samme sted, den havde forladt, lige ved siden af de 2 andre vindmøller. Og vinden blæste præcist som den plejede. De andre vindmøller kiggede over på den og spurgte, hvad der var sket siden den midterste vindmølle havde sovet så længe. Vindmøllen kiggede på dem og overvejede om den skulle fortælle om sin vilde nat. Men så besluttede den sig for at holde hemmeligheden for sig selv – de ville nok alligevel ikke tro på den. De andre vindmøller forstod ingenting, men vendte tilbage til deres egen lille verden af vingedrejeri.
På et sted henover bakkerne, hvor markerne bugter og bøjer sig, hvor udsigten rækker lige så langt som tankerne nogen gange kan gøre det, står en helt speciel vindmølle ved siden af 2 andre vindmøller. De ligner hinanden, men forskellen er, at den midterste vindmølle har lært at bruge fantasien og hver nat løber den, og bare løber, så hurtigt den kan, henover markerne, så vingerne begynder at dreje helt af sig selv. For det er det bedste vindmøllen overhovedet kan tænke sig.
S L U T
tirsdag den 8. april 2008
TAVSHEDENS SKOLE anmeldt
Vel overstået Tavshedens Skole, som jeg skrev og instruerede sammen med 35 fantastiske unge mellem 13 og 18, fik vi denne anmeldelse:
Troen på ungt drama sejrer over Grease
Æstetiske scener, magisk musik og respekten for nyt teaterblod betyder, at Tavshedens Skole er en virkelig vellykket forestilling
Af Maria Bendix Olsen, journalist
Anmeldelse: Tavshedens Skole. NuArt Event 2008. Basement, Købehavns Ungdomsskole.
5 ud af 6 stjerner
"I er dem, de andre ikke må lege med."
Sådan lyder en af de få replikker i forestillingen Tavshedens Skole, der netop har haft premiere på Basement, København. Skuespillere, dansere, dj’s, scenografifolk, sangere, musikere har blot den erfaring, man kan nå at få, når man stadig kalder sig teenager. Men det har ingen betydning.
For dette er ikke en forestilling i rækken af kiksede kærlighedskomedier i Grease-stilen, der årgang efter årgang på mystisk vis får lov til at få nyt liv på landets skoler af unge med både bøjle og bumser, der naturligvis aldrig når Danny og Sandy til sokkeholderne. Med andre ord: The never ending story stopper faktisk. Og tak for det.
Her har vi derimod at gøre med nogle kreative hjerner, der tager de unge seriøst, når de hellere vil performe på den klassiske kreative dramamåde end bruge fredag aften på at se X-factor. Og der er masser af potentiale at finde.
For nede i den sorte, rå Basement sker noget nyt. Noget anderledes. Med en solid scenografi sætter kælderen rammen for Tavshedens Skole. Det starter med en mand – og hans tilsyneladende usynlige ven – der efter en manisk optræden fortæller, at ’det hele er en genudsendelse’.
Genudsendelsen viser sig at være en fortælling om en institution, et fængsel, hvor utilpassede børn, borgere, forbrugere skal lære at følge reglerne. Som blandt andet indebærer ikke at stille spørgsmål. Som tilskuer får man Kafka’ske associationer. Menneskene er placeret i fængslet, men hvorfor og i hvor langt tid skal processen stå på? Uvisheden omkring omstændighederne hober sig op. Tankerne flyver videre til Guantanamo-lejren, til uniformeret udslettende adfærd, til diktaturregimer, til de tankeløse samfund, hvor man blot følger med. Fordi man ikke tør andet. Og her fungerer skuespillet for alvor.
Løbende illustrerer gruppen på gulvet massen. Med monotoni, gentagelser, tavshed og en bemærkelsesværdig blanding af apati og aggression viser de, hvordan massen følges ad. Hvordan fællesskabet trods sin råddenskab får lov til at bestå, fordi man dermed er noget. Fordi det er grundvilkåret for mennesket – på trods. Med få, men yderst velvalgte, moves viser de optrædende lemmingeffekten, som får tilskueren til at huske på, at millioner af mennesker døde under Hitlers naziregime. Fordi ingen siger fra. Fordi ingen stiller spørgsmål. Fordi man er bange for konsekvenserne af at tale, når man er i Tavshedens Skole. Og så hellere følge med.
En gang imellem træder forstanderinden frem på en talerstol, en prædikestol. Hun byder velkommen til Tavshedens Skole og får med sine kantede dansetrin, stive balletøvelser og dybe stemme det hele til at virke – ja, i orden. Men det er absurd. Tragikomisk. For hun er jo diktatoren, lederen, autoriteten. Og på en subtil måde inkluderer hver optræden, at forstanderinden snurrer rundt om sig selv og dermed agerer figuren i en gammeldags spilledåse, der med klukkende lyde luller børnene i søvn. Eller på indoktrinerede og overlagt vis luller børnene ind i forestillingen – og løgnen – om, at Tavshedens Skole er det sande, det rigtige, det gode. Spilledåsedetaljen fik denne anmelder til at gyse. Det var ganske enkelt genialt.
Midt i denne mystiske, cocktail af soldatertræ-ningslejr og surrealistisk søndagsskole dukker Den tavse Dreng op. I en pink pakke. Pakken skriger af varm anderledeshed, af modstand, af kontrast og kontrær, der med sin femifarve midt i al det grå kælderråhed lyser op som et varmt håb. Den tavse Dreng bryder hermed tavsheden - trods sine udeblevne replikker. Hans – eller hendes, for han spilles på fin vis af en pige – tilstedeværelse bliver således en trussel mod det værende. Mod fællesskabet og fængselslivet, mod rammerne og rutiner, mod trygheden i tavsheden.
Og de utilpassede gør da også modstand. I mødet med den Anden, Den tavse Dreng, fasttømres fællesskabet. De holder ham ude. De gør ham fortræd. De gør ham ansvarlig for en hændelse, og der afholdes rettergang i en enkel, smuk og stærk scene, hvor han dømmes ude. Til døde?
Manden sagde i begyndelsen, at det er en genudsendelse. Og det er det måske også. For har vi ikke netop set det hele før? Historien gentager sig, synes moralen at være.
Helt overordnet er historien så stærk, at der kun er brug for meget få replikker i forestillingen. Det er et meget stort plus. I stedet er dramaets fokus lagt på minimalistisk scenografi, på skuespil, på dans, på koreografi. De synkrone bevægelser er ikke altid helt tight, men idéen er vellykket.
I en meget vellykket scene siges der dog noget – og så alligevel ikke. Masser af mennesker opholder sig frikvartersagtigt i skolegården, fællesrummet, spisesalen. De taler med hinan-den, men siger kun ordene bla, bla, bla. Ikke monotont, men med kropssprog, følelser, mimik. Det virker. Det er underordnet, hvad de siger. For det handler om, at Den tavse Dreng står alene og ikke siger bla, bla, bla til nogen. Hans tilstede-værelse og et enkelt kig provokerer alligevel en pige, der som reaktion henvender sig til ham i aggressivt kropssprog med replikken: "bla, bla, bla, bla bla BLA BLA?!". Hér får hun overbevist publikum om, at hun med krop og stemmestyrke reelt siger: "Hvad fanden glor du på, din idiot?". Dét er sansende sceneperformance. Dét er drama. Det er godt. Rigtig godt.
I samme dur er der heller ikke mange rekvisitter. Derimod bruges lys og lyd på en meget profes-sionel måde. Det er kreativt og udfordrende. Det skaber for eksempel fantastiske drømmebilleder i tilskuerens hoved i en helt igennem vellykket scene, hvor Den tavse Dreng bliver mere eller mindre velment antastet af en – eller to – andre, måske piger, måske drenge. På fineste vis udføres flirten i periferien af en støvet lyskegle. Mødet er på kanten, af lyset, af mørket, af loven. Som tilskuer er man med, men kan ikke fange det hele. Man lokkes til at fokusere. Man bliver usikker på, om det er en kamp eller et kram. Der er omfavnelser, skubben frem og tilbage, i lys og mørke, i liderlighed og lyst, det er hadet og kærligheden, livet og døden. Og det er smukt akkompagneret af live-sangen "Frække Fyr".
Musikken alene skal overøses med stående klapsalver. Elektroniske ørehængere, subtile stemningsbilleder. Den lækre lydside supplerer de enkelte scener til fulde og binder ikke mindst forestillingen sammen – alt sammen til det endnu bedre. Lad os klappe så højt at Tavshedens Skole bryder alle regler og trykker tonerne, så eftertiden også kan få glæde af musikkens magi og mystik.
Og til alle de medvirkende: Jeg håber, at vi må lege med igen næste år.
Tak Maria for anmeldelsen. wauw!
Troen på ungt drama sejrer over Grease
Æstetiske scener, magisk musik og respekten for nyt teaterblod betyder, at Tavshedens Skole er en virkelig vellykket forestilling
Af Maria Bendix Olsen, journalist
Anmeldelse: Tavshedens Skole. NuArt Event 2008. Basement, Købehavns Ungdomsskole.
5 ud af 6 stjerner
"I er dem, de andre ikke må lege med."
Sådan lyder en af de få replikker i forestillingen Tavshedens Skole, der netop har haft premiere på Basement, København. Skuespillere, dansere, dj’s, scenografifolk, sangere, musikere har blot den erfaring, man kan nå at få, når man stadig kalder sig teenager. Men det har ingen betydning.
For dette er ikke en forestilling i rækken af kiksede kærlighedskomedier i Grease-stilen, der årgang efter årgang på mystisk vis får lov til at få nyt liv på landets skoler af unge med både bøjle og bumser, der naturligvis aldrig når Danny og Sandy til sokkeholderne. Med andre ord: The never ending story stopper faktisk. Og tak for det.
Her har vi derimod at gøre med nogle kreative hjerner, der tager de unge seriøst, når de hellere vil performe på den klassiske kreative dramamåde end bruge fredag aften på at se X-factor. Og der er masser af potentiale at finde.
For nede i den sorte, rå Basement sker noget nyt. Noget anderledes. Med en solid scenografi sætter kælderen rammen for Tavshedens Skole. Det starter med en mand – og hans tilsyneladende usynlige ven – der efter en manisk optræden fortæller, at ’det hele er en genudsendelse’.
Genudsendelsen viser sig at være en fortælling om en institution, et fængsel, hvor utilpassede børn, borgere, forbrugere skal lære at følge reglerne. Som blandt andet indebærer ikke at stille spørgsmål. Som tilskuer får man Kafka’ske associationer. Menneskene er placeret i fængslet, men hvorfor og i hvor langt tid skal processen stå på? Uvisheden omkring omstændighederne hober sig op. Tankerne flyver videre til Guantanamo-lejren, til uniformeret udslettende adfærd, til diktaturregimer, til de tankeløse samfund, hvor man blot følger med. Fordi man ikke tør andet. Og her fungerer skuespillet for alvor.
Løbende illustrerer gruppen på gulvet massen. Med monotoni, gentagelser, tavshed og en bemærkelsesværdig blanding af apati og aggression viser de, hvordan massen følges ad. Hvordan fællesskabet trods sin råddenskab får lov til at bestå, fordi man dermed er noget. Fordi det er grundvilkåret for mennesket – på trods. Med få, men yderst velvalgte, moves viser de optrædende lemmingeffekten, som får tilskueren til at huske på, at millioner af mennesker døde under Hitlers naziregime. Fordi ingen siger fra. Fordi ingen stiller spørgsmål. Fordi man er bange for konsekvenserne af at tale, når man er i Tavshedens Skole. Og så hellere følge med.
En gang imellem træder forstanderinden frem på en talerstol, en prædikestol. Hun byder velkommen til Tavshedens Skole og får med sine kantede dansetrin, stive balletøvelser og dybe stemme det hele til at virke – ja, i orden. Men det er absurd. Tragikomisk. For hun er jo diktatoren, lederen, autoriteten. Og på en subtil måde inkluderer hver optræden, at forstanderinden snurrer rundt om sig selv og dermed agerer figuren i en gammeldags spilledåse, der med klukkende lyde luller børnene i søvn. Eller på indoktrinerede og overlagt vis luller børnene ind i forestillingen – og løgnen – om, at Tavshedens Skole er det sande, det rigtige, det gode. Spilledåsedetaljen fik denne anmelder til at gyse. Det var ganske enkelt genialt.
Midt i denne mystiske, cocktail af soldatertræ-ningslejr og surrealistisk søndagsskole dukker Den tavse Dreng op. I en pink pakke. Pakken skriger af varm anderledeshed, af modstand, af kontrast og kontrær, der med sin femifarve midt i al det grå kælderråhed lyser op som et varmt håb. Den tavse Dreng bryder hermed tavsheden - trods sine udeblevne replikker. Hans – eller hendes, for han spilles på fin vis af en pige – tilstedeværelse bliver således en trussel mod det værende. Mod fællesskabet og fængselslivet, mod rammerne og rutiner, mod trygheden i tavsheden.
Og de utilpassede gør da også modstand. I mødet med den Anden, Den tavse Dreng, fasttømres fællesskabet. De holder ham ude. De gør ham fortræd. De gør ham ansvarlig for en hændelse, og der afholdes rettergang i en enkel, smuk og stærk scene, hvor han dømmes ude. Til døde?
Manden sagde i begyndelsen, at det er en genudsendelse. Og det er det måske også. For har vi ikke netop set det hele før? Historien gentager sig, synes moralen at være.
Helt overordnet er historien så stærk, at der kun er brug for meget få replikker i forestillingen. Det er et meget stort plus. I stedet er dramaets fokus lagt på minimalistisk scenografi, på skuespil, på dans, på koreografi. De synkrone bevægelser er ikke altid helt tight, men idéen er vellykket.
I en meget vellykket scene siges der dog noget – og så alligevel ikke. Masser af mennesker opholder sig frikvartersagtigt i skolegården, fællesrummet, spisesalen. De taler med hinan-den, men siger kun ordene bla, bla, bla. Ikke monotont, men med kropssprog, følelser, mimik. Det virker. Det er underordnet, hvad de siger. For det handler om, at Den tavse Dreng står alene og ikke siger bla, bla, bla til nogen. Hans tilstede-værelse og et enkelt kig provokerer alligevel en pige, der som reaktion henvender sig til ham i aggressivt kropssprog med replikken: "bla, bla, bla, bla bla BLA BLA?!". Hér får hun overbevist publikum om, at hun med krop og stemmestyrke reelt siger: "Hvad fanden glor du på, din idiot?". Dét er sansende sceneperformance. Dét er drama. Det er godt. Rigtig godt.
I samme dur er der heller ikke mange rekvisitter. Derimod bruges lys og lyd på en meget profes-sionel måde. Det er kreativt og udfordrende. Det skaber for eksempel fantastiske drømmebilleder i tilskuerens hoved i en helt igennem vellykket scene, hvor Den tavse Dreng bliver mere eller mindre velment antastet af en – eller to – andre, måske piger, måske drenge. På fineste vis udføres flirten i periferien af en støvet lyskegle. Mødet er på kanten, af lyset, af mørket, af loven. Som tilskuer er man med, men kan ikke fange det hele. Man lokkes til at fokusere. Man bliver usikker på, om det er en kamp eller et kram. Der er omfavnelser, skubben frem og tilbage, i lys og mørke, i liderlighed og lyst, det er hadet og kærligheden, livet og døden. Og det er smukt akkompagneret af live-sangen "Frække Fyr".
Musikken alene skal overøses med stående klapsalver. Elektroniske ørehængere, subtile stemningsbilleder. Den lækre lydside supplerer de enkelte scener til fulde og binder ikke mindst forestillingen sammen – alt sammen til det endnu bedre. Lad os klappe så højt at Tavshedens Skole bryder alle regler og trykker tonerne, så eftertiden også kan få glæde af musikkens magi og mystik.
Og til alle de medvirkende: Jeg håber, at vi må lege med igen næste år.
Tak Maria for anmeldelsen. wauw!
Abonner på:
Opslag (Atom)