Katastrofen

Og så er det at det sker: katastrofen. Ligesom familiefaderen, der bare ikke kan tage mere, der føler at alting ikke vil lykkes mere, han kan ikke få tingene til at hænge sammen mere, og han kan ikke tale med nogen mere, heller ikke konen, hvem kan tale med konen, og han prøver at tale med nogen, men ingen reagerer, ingen reagerer, og han ender med at gå hjem til sin sovende kone og to små børn, der ligger derhjemme og sover, som om de ikke ved, hvad der er galt, og han bliver så vred, fordi de ikke ved, hvad der er galt, og han bliver så vred, fordi de ikke ved, hvad der er galt, og han finder sit gevær og skyder sin kone og sine børn, for til sidst at rette geværet ind i mod sig selv og trykke af, men rammer ved siden af og kun det halve ansigt ryger med, for derefter at blive hængt ud i pressen som barnemorder, hustrumorder, selvmordsmorder, men ikke engang dét kunne han finde ud af, der er ikke noget han kan finde ud af.

Og når han har afsonet sin straf i al ensomhed, for ingen i fængslet vil tale med en mand, der har slået sine børn og kone ihjel – 25 år uden at tale med nogen, er lang tid, mine damer og herrer – så går han ud og lægger sig på et tag med et nyt gevær, for dét ved han da stadig hvad er, og begynder at plaffe folk ned på åben gade, eller tager et fly, eller et tog, eller en bil og kører ind i uskyldige mennesker, og politiet kommer og hæren kommer og præsidenten kommer, og pludselig vil alle tale med ham, pludselig vil alle tale med ham, selv præsidenten vil tale med ham, hele verden vil tale med ham, men han har glemt, hvordan man taler, mine damer og herrer, 25 år ER lang tid, så han kan ikke andet end at mumle, så han begynder bare at mumle, mumle, mumle og det er der ingen, der kan bruge til noget, så præsidenten beordrer at manden skal skydes, for hvis han ikke vil tale, kan vi lige så skyde ham, så kan vi ligeså godt skyde ham. Så lad os skyde ham, kom lad os skyde ham for helvede.

Men hvorfor gjorde vi ikke det i første omgang?

Jeg, en helt almindelig mand

Jeg
en ganske enkel, helt ekstra ordinær og absurd almindelig mand.
Jeg
minder om de fleste, det gør jeg vel, med mit hår, ører, mund, næse og to irriterende øjne, der bare kigger og kigger. Lad vær' med at kig' sådan.
Jeg
på en baggrund af makrel, salt, majonæse og tomat, helt sikkert tomat, og hvis vi er heldige, en anelse peber. Og krebinetter. Og torsk, med kartofler og sennepssås. Og frikafrikadellerdaller. Og pasta med noget kødsås foran TV'et, nu er det jo fredag. Endelig fredag.
Jeg
deler smørrebrødet på midten, ikke diagonalt.
Jeg
står op og tisser, selvom jeg strinter ved siden af og selvom det egentlig er rarere at sidde ned.
Jeg
snorker og siger at rigtige mænd snorker, rigtige mænd snorker.
Jeg
holder med det hold, der vinder.

Jeg er
en ganske enkel, helt ekstra ordinær, fuldstændigt absurd almindelig mand.
Jeg er
selvfølgelig født i Jylland, hvem er ikke det? med aner fra det nordlige, undren om det sydlige og uforståen om det midt i mellem. Udenforståen.
Jeg er
som alle andre, på det groveste, som alle andre. Der er ikke noget underligt ved mig, jeg står ikke uden for gruppen, jeg bliver også valgt til fodbold. Jeg er pålidelig, ulidelig, påståelig, uopnåelig, bedrevidende og ikke mere end alle de andre. Jeg er ligesom jeg er ligesom du er ligesom vi er ligesom vi alle er ligesom vi alle er ligesom vi alle er.
Jeg er
mine egen bedste ven, ingen skal hjælpe mig med noget.
Jeg er
ensom, men siger det ikke til nogen.
Jeg er
lige ved at miste besindelsen, gå fuldstændigt amok, slå nogen ihjel, men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
fuld af raseri, fuld af aggression, fuld af stoffer, fuld af alkohol, fuld af vrede, men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
ikke ligeglad med, hvad de andre synes, og det går mig på. Det går mig virkelig på.
Jeg er
ude af stand til at bevæge mig rundt blandt andre mennesker, uden at få behov for at slå mig fri, sprænge en bombe, eksplodere i et inferno af frådende had. Men jeg siger det ikke til nogen.
Jeg er
lige ved at tabe.

Men jeg holder kun med det hold, der vinder.