Min 42-årige halvbror og jeg er taget til Wien, hvor vi skal finde min brors fars hjem og ejendele. En far, som min bror aldrig har kendt eller haft kontakt med.
Vi er ankommet til Wien, hvor vi har overnattet inden vi skal begive os videre til Baden, hvor Notarerne holder til, og hvor min brors far boede.
BADEN
Kl. 10 torsdag morgen forlader vi huset med den gamle heks. Hun har godt nok vist sin overbærenhed med os og givet os diverse kort og informationshæfter, men jeg aner stadigvæk en luren overfor os, en afmåling om vi passer til gryden, om der er nok kød på benene til at lave en ægte kraftfuld østrigsk suppe og om nogen ville opdage, hvis vi forsvandt. Jeg kan faktisk stadig høre de små gnækkende lyde fra hendes rumlende mave. Stol aldrig på gamle damer!
Vi fumler rundt i gaderne, finder os noget kaffe på en underlig lille café med 3 borde. Vi får os en Melange, som er en kaffe med mælk, der svarer lidt til en cappucino, den er bare ikke helt så fancy. Og når man får Melange i Wien om formiddagen, får man altid en lille kage med, åbenbart som en gratis lille feature. De kalder kagen for Krapfen, og minder mest af alt om Berlinervankuchen, den er bare lidt mindre, knap så vulgær og mere velsmagende.
Der er ikke meget liv i nogen af os. Jeg er stadig groggy efter en fantastisk nats søvn, og min bror er naturligvis ekstremt nervøs. Han fortalte mig før vi tog af sted, at siden han fik brevet for 3 måneder siden, har han haft nætter, hvor han ikke kunne sove. Så det undrer vel ingen, at han nu må være et vrag af tanker og følelser, nu på dagen, hvor han skal konfronteres med det ukendte. Men Melangen gør efter kort tids ophold i den trætte krop sit trick, og jeg skynder mig ud for at skide. Føj for satan, hvor lugter lort dårligt, når det er resultatet af Østrigsk mad. Men efter en overraskende hurtig omgang, er jeg klar til nye eventyr.
Vi finder os noget morgenmad, som efterhånden er blevet til frokost. Jeg får mig en Ham & Eggs, som bliver serveret på en pande med brød til. Elendig. På vej ud skriver vi under på en underskriftindsamling, som kræver at de Østrigske beværtninger selv vil bestemme om der må ryges i deres café/restaurant – Den Østrigske regering vil nemlig, som alle andre lande i Europa, forbyde rygning på offentlige steder, herunder i caféer mv. Caféernes krav om selvbestemmelse lyder rimelig nok, især taget i betragtning, at hvis vi ryger meget i Danmark skovler østrigerne cigaretter i kæften, som om de aldrig har kunnet andet. Ryge og lave klassisk musik – det er Wien! Og selvfølgelig skriver vi under, en café/restaurant/bar er jo et privat sted, og hvis ejeren synes, at der må ryges, så må der naturligvis ryges, det skal ingen regering bestemme. Hvis kunderne ikke kan lide røg, må de finde et andet sted. Sådan.
NOTARERNE
Vi triller ind på stoppestedet i Badens efter en times køretur i en Tramp, en sporvogn, med den mest fantastiske lyd, når man stempler sin billet – Alle lyde skal jo helst være behagelige, specielt dem, der koster penge. Noget helt andet end de obstruerende og irriterende lyde fra stemplingsautomaterne i København, der nærmest opfordrer til at man kaster sig ud foran toget– ærlig talt, det har du også tænkt på, ikke sandt?
Baden er en rich kid by. Den er pæn, velholdt og charmerende, men ikke særligt indbydende, hvis man kommer med oppakning og rejsetøj og ser ud som om man er på interrail. Men lige så snart man vil handle med dem, er de indsmigrende og smiskende, som et par lede tæppehandlere i Agadir, Marokko, som kun tænker på, hvornår de næste turister kommer, så man ved hjælp af nogle danske ord kan lokke folk ind i fælden. "Jaj ælske Danemarka" eller "Ær du svenska?". Årh, luk røven, fedtabe, cigaretter og en kop tår kaf' – That's it!
Vi daffer igennem byen og får siddeplads på en gammel og nobel café, med stort C, hvor vi har udkig over en lille irriterende pæn plads i centret af orkanens øje. Herfra, hvor vi sidder kan vi se over på Notarens kontor, hvor slaget skal stå om ganske kort tid. Ingen af os siger rigtig noget. Vi sidder bare dér og drikker vores Melange, som for første gang i Wien bliver serveret på et sølvfad, hvilket jeg selvfølgelig undrer mig over, og ryger cigaretter, som om det var chips. Mens min bror er på toilet får jeg øje på en figur inde på den noble café, der forestiller en gammel hvid mand med lange bakkenbarter, et fint jakkesæt og et hvidt forklæde med blodlignende pletter på, der smilende serverer thé på et fad. Figuren brænder sig af én eller anden årsag fast i mine tanker.
Vi får endelig nosset os sammen og lister os på tæerne over mod Notarernes kontor, hvor kampen allerede begynder med trappen, der ubehageligt nok giver mig lidt problemer. Det er en ting, jeg har med trapper. Der er visse trapper, som ikke kan gøre mig noget, men så er der andre trapper – trapper, der ikke er rare at gå hverken op eller ned ad. Dødstrapper, som jeg kalder dem. Når jeg en dag ender mit liv, bliver det på én af de trapper, det véd jeg bare. Og disse trapper op til Notarens kontor rejser sig foran mig og bliver til en stor brun slange, der slår ud efter mig halen og snapper efter mig med hovedet. Jeg fægter mig vej op af slangens krop og vi får mast os vej ind i ventesalen, hvor min bror melder os i receptionen mens jeg sikrer døren. Slangen mister interessen og jeg kan igen fokusere på min opgave. På receptionens vægge hænger der udsigtsbilleder af Chicago og New York, af den slags, som ser ud som om det er et normalt cheasy billede, men som i virkeligheden er sammensat af tusindvis af små cheasy detaljebilleder. På bordet imellem de tørre irriterende stole, står der en lille glasskål med nøgleringe, hvorpå Notarernes logo er trykt. Min bror og jeg tager selvfølgelig et par stykker – hvis vi skal røvrendes og ikke får en skid ud af mødet med Notarerne, så får vi i det mindste dém ud af det.
En relativ ung kvinde i mørk rullekrave, grå nederdel og håret sat tilbage i en pisk tager imod os. Hun præsenterer sig selv, Celia, og jeg er ret sikker på at jeg lægger mærke til hendes meget store, runde og hypnotiserede bryster, før jeg opdager at hun rent faktisk taler dansk. Nårh ja, lidt gebrokkent måske, men jeg er meget hurtig til at tilgive hende. Lidt for hurtig, måske. Jeg indser selvfølgelig med det samme, at Celia er et våben, Notarerne bruger i kampen mod den menige mand, og jeg vælger at gå i forsvar. En hurtig manøvre forvirrer hende et kort sekund, lige nok til at hun overbeviser sig selv om, at jeg er den vigtige, den der arver huset og pengene, og ikke min bror. Jeg kan klare hende, det kan min bror ikke.
Vi sætter os ind på hendes kontor, der vel er som sådanne nogle kontorer er: kedelige, men alligevel pompøse. Hun fortæller at siden hun taler dansk, har Notarerne besluttet, at hun sagtens kan klare det selv. Altså uden tolk og en "rigtig" Notar. Det er hendes første gang alene, så vidt jeg kan lure. Hun er lidt nervøs. Og selv om jeg fortæller hende, at det i virkeligheden er min bror der er arvingen bliver hun ved med at tale til mig og kigge på mig, som om jeg er den, der tager beslutningen. Mit kropssprog forvirrer hende, selvom min mund siger noget andet, viser min krop at hun skal forvente svaret fra mig. Dét svar, som hun håber på, lige siden hun var en lille pige. Dét svar, som skal forløse hende for alle hendes traumer og nederlag. Dét svar, som gør hende våd mellem benene af bare forventning og får hende til at sidde urolig på stolen. Og hendes bryster hopper dirrende op og ned, og bare venter på at jeg skal tage dem i mine hænder og ælte livet ud af dem, som de aldrig er blevet æltet før. Hun er nu officielt sat helt ud af spillet, mens hendes øjne beder mig om at redde hende og tage hende langt væk. Væk fra Notarerne. Væk fra sorte rullekravetrøjer, hestehaler og grå nederdele. Langt væk fra kedelige kontorer og cheasy billeder i entréen. Langt væk fra døde mennesker og tomme huse. Langt, langt væk i én stor rus af orgasmer.
Vi får klaret det praktiske, selvom Celia skal have hjælp fra både MesterNotaren og NaboNotaren, og vi bliver enige om, at vi må ud og se huset den næste dag. Vi siger farvel og mange tak for hjælpen – jeg stikker hende mit visitkort og siger, at hvis hun nogensinde kommer til København. Hun smiler og bliver forlegen. Det er så sødt når autoritære kvinder bliver forlegne. Så bliver de lige pludselig – ja, menneskelige kvinder. Ned af trapperne, der klares hurtigere den her gang, det er altid lidt nemmere nedad end opad. Det er blevet sen eftermiddag og efter et par øl på den lokale café er det blevet aften. Vi skal ud i Baden by og finde os en seng for natten.
SENGEN
Vi har fået nogle adresser på de lokale hostels, men vi har ikke booket noget sted. Så op på nakken med bagagen, der bliver tungere og tungere for hver dag, og af sted ud i det ukendte. Og det ukendte forbliver ukendt i lang tid, for vi finder intet. Ingen varm seng, ingen varme mennesker., ingen varm mad De steder vi finder har enten lukket, vil ikke have nogle gæster eller vil have overpris, selvom der ikke er andre på hotellet. Jeg undrer mig meget.
Benene er ved at være trætte. Bagagen er usandsynligt tung og Baden vokser i størrelse for hvert skridt vi tager. Og vi føler at vi meget hurtigt løber tør for muligheder. Men lige pludselig, ud af mørket, kommer en lille tyk kvinde gående. Hun taler med sig selv, men hvem gør ikke det. Måske bare ikke lige så højt, men det tænker vi ikke på. Min bror skynder sig over til hende, vi er desperate, og spørger hende om vej til det nærmeste hostel. Som jeg nærmer mig kvinden bliver stanken af gammelt pis stærkere og det går op for mig at vi har fået fat i den lokale landsbytosse. En ældre kvinde med et let fip- og overskæg, flagrende gevandter og flakkende øjne. Et kort øjeblik løfter min mistro til projektet som Apollo 11, men så bliver jeg ramt af en varme fra hendes sjæl. En varme, der fortæller mig at hun kun vil os det godt. Hun siger på tysk at vi skal følge med. Min bror er ikke den bedste til tysk. Han blander dansk, engelsk, tysk og fransk sammen i én stor Gullaschgryde. Så allerede i Berlin fandt vi ud af, at jeg skulle kommunikere med de fremmede, så længe det ikke kun handlede om to øl af fad. Men selv jeg har mine begrænsninger, og jeg fatter stort set ikke en døjt af, hvad landsbytossen siger, men jeg kan tyde, at hun gentager sig selv ret mange gange mens vi følges ad. Men det virker ikke som om det bekymrer hende, at vi ikke har præcist det samme sprog. Hun leder os hen ad de mørke veje, og dér ligger der et åbent Gasthaus, med senge og mad og tv på værelset. Vi takker hende mange gange, og så kigger hun på os med indtrængende øjne, mens hun holder os i armen: Hvis I søger, skal I finde. Min bror og jeg bliver mundlamme et kort øjeblik. Hun smiler et varmt smil, vender sig om og sjosker af sted med et let og ubekymret Auf Wiedersehen.
Efter et par øl, et knap så godt men varmt måltid mad, er vi stort set klar til at gå til køjs, eller nærmere dobbeltseng i noget, der minder om en lover's hide, og jeg får et par hurtige tanker om vores Landlords har misforstået situationen, men vælger at være ligeglad. Vi læser i avisen, at der vil komme storm ind over Østrig – Kyrill, kalder de den. Og den skulle efter sigende være af orkanstyrke, hvilket vi ser frem til. Men min bror vil ikke i seng. Han virker på en eller anden måde lettet og han har lyst til at drikke sig beruset. Rigtig godt beruset. Nu har vi ordnet det praktiske. Min bror har skrevet under på at han er arving, men med begrænset ansvar, så han ikke står med hatten i sækken, hvis der skulle komme yderligere regninger fra mennesker, som faderen skyldte mennesker. Og vi har fået NaboNotaren, Mr. Benedikt, til at tage sig af alt det praktiske med hussalg osv. Det eneste vi skal nu, er at se huset i morgen og godkende en salgspris, når dét bliver aktuelt. Min bror er blevet lettet for en del af sine bekymringer og tanker. Han havde frygtet det værste, men nu er der kun huset tilbage. Vi snakker lidt, om dagen, om mødet, mens vi hælder nogle østrigske øl ned i kæften. Vi bliver enige om, da restauranten skal til at lukke og de unge tjenere har tændt deres fyraftenssmøg, som de stjæler fra tobakskassen uden at chefen opdager det, at vi hellere må gå ud og trække noget frisk luft i selskab med en lille krøltop.
Og dér bliver vi forløst. Kyrill er meget varm og kraftig, vi kunne stå i t-shirt sent om aftenen i januar måned, og vi ville stadig ha' det varmt. Vi bliver rusket igennem af stormen, mens en plasticpose danser en ballet rundt om os. En smuk og blid ballet, der fortæller os at der kommer bedre tider. Cigaren gør sin sanselige virkning, og vi står dér, ved siden af hinanden og ingen siger et ord. Vi nyder varmen, blæsten og balletten. Og skyerne, der minder om alle mulige figurer, som drøner forbi os på nattehimlen. For en kort tid er vi i sikkerhed, mens stormen rusker i alt, den kommer i forbindelse med. Vi er trygge og føler naturens kærlighed omfavne os. Vi kunne stå lige dér i timevis og bare stå. Men plasticposen må videre, og den tager et stort spring ud af gården og videre i natten for at finde andre skæbner, den kan fortrylle og forsøde med sit budskab om, at det nok skal gå det hele. Vi går ind og lægger os. Min bror sover trygt og godt. Det gør jeg også.
HUSET
Næste morgen får vi os hver et godt langt bad på vores eget badeværelse, ikke et vi skal dele med nogen. Vi går ned og får ordentlig morgenmad for første gang i den uge, og da vi skal betale regningen, som er rimelig høj, prøver jeg at sige til tjeneren, at jeg er skribent for en national dansk avis, men jeg får ikke rabat af den grund – desværre.
Vi mødes med Mr. Benedikt ude ved huset. Jeg har taget mit videokamera frem til dokumentation, mest af alt til Mama og Papa, men også som våben imod en eventuel Notartro på at vi kan snydes. Min bror er stille. Hér boede hans far. Og hér døde han. Huset er fint, det ligger i et fint nabolag med udsigt til bjerge og vinmarker, perfekt til aldrende medborgere, der trænger til at slappe af og komme væk fra larmen. Med andre ord, her er kedeligt.
Vi får adgang til huset, og min bror og jeg går amok som de amatørdetektiver vi lige pludselig er blevet. Det første der slår mig, er at huset, selvom det er nyt og velholdt, virker gammelt. Der er en gammel aura, der ligger i alle rummene, som fortæller mig at faderen var blevet gammel, ikkun af alder, men også af sind. Det næste der stikker ud er et lille billede på en opslagstavle over faderens kontor, et billede der forestiller min bror, da han var 3-4 år gammel, sammen med min mor i en slæde. Et billede af den slags man får taget på markedspladser, hvor man så kan sætte sit eget hovedet oven på kroppene af f.eks. Tarzan og Jane. Eller en juleslæde. Her er et billede, der er omkring 40 år gammelt og som faderen formentlig har kigget på det hver eneste dag i sit liv. Jeg finder også en fotomappe med billeder af faderen på tur i Italien med én eller anden dulle, taget et par år efter han skred fra min mor. En hel mappe bare med billeder af faderen og dullen. Men allerbagerst, løst lagt ind, ligger der et bryllupsbillede af faderen og min mor. Så uanset hvad, har min mor og min bror altid været i faderens tanker. Men hvorfor stak han så af? Og hvorfor har han aldrig kontaktet dem igen? Han blev aldrig gift igen, så noget siger mig, at vi er vidner til en mands største fejltagelse i hans liv. En fejltagelse, hvis følger aldrig forlod ham. Han havde en kæreste, det lurede vi ud fra toiletsagerne og kvindetøjet, der hang diverse steder. Gad vide, hvordan han har været at leve sammen med?
Efter cirka en halvanden times efterforskning bliver mit humør dårligt. Min bror og jeg har det begge som om vi er indbrudstyve, der udspionerer på en fremmed mands liv. Selvom alt tilhører min bror, er det alligevel fremmed for ham. For fremmed. Jeg sætter mig surmulende ned og ryger en stak cigaretter, mens jeg venter på at min bror bliver færdig, så vi kan komme væk. Og efter et par timer forlader vi endelig huset med et lille indblik i en fremmed, men alligevel på underlig vis nær mand, og jeg lægger mærke til at min bror går fra stedet uden at kigge sig over skulderen.
WIEN BY NIGHT
Vi ankommer til Wien og får tjekket ind på ungdomsvandrerhjemmet Wombat's, som er billigt og ungt. Meget ungt, men jeg er ligeglad. Jeg har mest af alt lyst til at komme hjem. Eller i det mindste møde andre mennesker og drikke mig i hegnet. Hvilket er et ønske, jeg får givet. Fredag aften består af øl på baren, en lille professor uden for og en druktur med nogle kvindelige østeuropæiske, men meget søde, bartendere. En skør og underholdende nat, som ender på lokummet på det kønsblandet 6-sengs værelse på Wombat's, med en dyne rundt om mig og tømmermænd fra helvede, endda før jeg har lagt mig. Jeg får rystende smidt 4 hovedpinepiller i kæften og venter kun på at hvilen kan indtræffe, mens jeg overvejer, at hvis jeg var en hest, ville jeg være lavet om til sæbe for længst. Jeg får lagt mig, men endnu inden jeg synker helt hen i drømmeland, vækker min bror mig og siger, at vi skal tjekke ud. Det er lørdag, der er 15 grader i luften og jeg er totalt smadret.
Med tømmermænd sejler vi rundt i Wien, og kommer blandt andet hen til Die Museums Quartier, hvor man har samlet alle Wiens vigtige kunstmuseer til ære for turisterne. Så skal man ikke gå så langt. Vi er blandt andet inde på Momuk, som er museet for moderne kunst, der har udstillinger med Erwin Wurm, en temmelig humoristisk østrigsk kunstner, og med Frank Gertsch, en billedkunstner, der maler kæmpebilleder, der ligner fotografier. Èt af hans mest berømte billeder er med Patti Smith, mens hun indspiller et nyt album i 70'erne. Fantastisk! Disse to kunstnere ville blive et tilløbsstykke i København og Århus, jeg siger det bare. Det eneste trælse ved Momuk var selve museet, der havde glasgulv ved trapperne og elevatoren. Og for mænd, som jeg, der har en sindssyg højdeskræk, var det en forfærdelig oplevelse. Hver eneste gang, jeg skulle over glasgulvet, måtte jeg bruge lang tid på forberedelse, samtidig med at små drenge fuldstændig ubekymret løber henover glasset og min stolthed. Det er i øvrigt det samme med Aros, der også er helt syg. Hvorfor kan man ikke lave moderne kunstmuseer, som ikke er så helvedes artsy fartsy i glas og stål, så alle kan være med?
Et smut forbi Hitlers stamcafé, Sperl, hvor han udbredte sine visioner og teorier til alle der gad lytte, før han daffede til Tyskland og blev kendt som historiens største forbigået kunstner. Elsk din nærmeste kunstner, man ved aldrig hvad han eller hun kan finde på! Et par øl på Alte Wien, den lokale kunstnercafé, og så var det også blevet aften.
HJEM
Vi bliver samlet op af en shuttlebus til lufthavnen kl. 4.55 søndag morgen, så vi beslutter os for ikke at finde et sted at overnatte, men i stedet finde en fest, vi kan drikke os i hegnet til. Vi får et nys fra to meget venlige og behagelige mennesker på Alte Wien, at en lokal radiostation, FM4, holder en fødselsdagsfest ude i et industriquartier tæt på opsamlingsstedet. Vi drøner derud med hele oppakningen uden egentlig at vide, hvad der sker. Og da vi prøver at komme ind af bagindgangen bliver vi straks stoppet at en underlig lille mand med fipskæg, som virker som om han har sniffet det meste af en sort affaldssæk coke ind i hovedet. Jeg overbeviser Fitz, som den lille mand hedder, om at jeg er skribent for en dansk national avis med mere end 1 million læsere, og at jeg skal beskrive min tur til Wien, og herunder nattelivet. Jeg ved godt at jeg lyver lidt, men på det tidspunkt er jeg så ligeglad med konsekvenserne, at jeg er villig til hvad som helst. Heldigvis køber han løgnen med det samme, giver os gratis adgang til festen og vi får endda lov til at stashe vores bagage backstage.
Det viser sig at være lidt mere, end bare en fest. Jarvis Cocker og Sepultura er nogle af de internationale navne, udover en del lokale bands og DJ's. Det er ikke en fest, det er en festival. Fascineret af vores held sniger vi os rundt imellem de 3.000 andre mennesker, der også har fundet på at tage herud. Vi drikker øl. Vi ryger joints. Og jeg begynder så småt at kigge efter noget hårdere og mere flippet, men opgiver, det ville være kønt, hvis vi ikke fik lov til at komme med flyveren hjem. Til gengæld finder vi en svedig DJ, der får hvert atom i min krop til at bevæge sig. Sveden springer som stangspringere af panden, mens jeg tjekker de østrigske piger ud. Nogle af dem er smukke, og jeg kan ikke lade være med at flirte lidt. Men min bror vil af sted, han vil hjem og det kan ikke gå hurtigt nok, så vi får fat på vores sager og dapper ned til opsamlingsstedet. I min rus falder jeg i søvn på det kolde fortov. Da jeg vågner står jeg i Københavns Lufthavn og venter på min bagage, der er forsinket. Velkommen hjem.
EFTERSPIL
Og hvad så? Fandt vi så dét, vi søgte? Hmm, godt spørgsmål. Min bror fandt et hus, han ikke ville ha', men en historie han alligevel godt ville ha'. Og jeg fandt min bror. Næh, det gjorde jeg vel egentlig ikke, ham havde jeg i forvejen. Men jeg fandt noget andet. Jeg fandt en gammel landsbytosse i Baden, som fortalte mig at det hele nok skal gå. Det skal nok gå. Hvis bare man søger.
onsdag den 9. maj 2007
søndag den 29. april 2007
Baden T/R, 1. del
Der er godt nyt til alle dem, der ligesom mig, en gang i mellem føler sig forsvundet i sine egne tankers kaos og evindelige selvmedlidenhed. Nyheden kom fra en ældre kvindelig landsbytosse i Baden, 30 km syd for Wien, en sen torsdag aften i januar.
Man finder ikke altid lige præcis dét, man søger. Men hvis man ikke søger, finder man slet ikke noget.
Min bror, eller rettere min halvbror, er en fattig arbejdsløs billedkunstner på omkring 42 år. Han er en særlig type, den slags som aldrig helt giver et klart budskab. Enten skal det pakkes ind i morbid, og til tider uforståelig, sort humor, eller også siger han bare ikke noget. Det har altid været lidt svært for mig at greje ham, nok også fordi han aldrig rigtig giver udtryk for sine følelser. Det har ikke været kutyme i min familie, hvad det sikkert heller ikke har i mange andre familier. Men jeg holder af ham – han er jo min bror.
Vi har ikke samme far. Min bror har aldrig kendt sin far og altid betragtet min far, som hans. Men for et par måneder siden fik min bror et østrigsk brev, hvori der stod, at hans far var død, og at min bror var enearving. Dette er grunden til, at jeg skulle opholde mig i Baden en sen torsdag aften i januar.
Alt vi ved, er at der står et hus med inventar, bil og motorcykel. Og hvis min bror vil skrive under tilhører det alt sammen ham. Skrive under? På at man accepterer sin far som sin far? På at stå med hele hans liv imellem hænderne og vurdere om det bare er til at smide ud eller om man skal overtage det? Og hvad sker der så?
BERLIN
Min bror havde spurgt mig, om jeg ikke ville følge med. Og selvfølgelig ville jeg det. Dels fordi det er ét af de eventyr, man aldrig oplever og kun drømmer sig til i amerikanske film. Om den rige onkel, man pludselig arver en hulens masse penge fra. Og dels fordi jeg vidste, at når der sker noget stort i ens liv, har man som regel gerne behov for en følelsesmæssig bagstopper. Og så er der selvfølgelig den hemmelige dagsorden: jeg vil gerne komme tættere ind på livet af min bror, se ham i hans følelsesmæssige ekstremiteter. Få en reaktion – bare et eller andet.
Vi møder hinanden i Berlin mandag aften – han var dernede i forvejen for at deltage i en demo – allerede én dag efter planen. Det blæste, så færgen sejlede ikke om søndagen, hvilket gik op for mig, efter at have festet hele natten og så stå op med tømmermænd og kæmpe mig vej fra Gyllegade hele vejen ned til DGI-byen med oppakning, for derefter at kæmpe mig hele vejen tilbage med ubehagelig alkoholånde og kronisk angst for at møde nogen, som jeg muligvis kendte, men ikke umiddelbart ville kunne finde frem fra min tågede hjerne og derfor ville gøre mig selv til en donkey. Hvilket i øvrigt så også skete. Men om mandagen kom jeg af sted. På færgen fra Gedser til Rostock fik jeg den dårligste Spaghetti Bolognese, jeg nogensinde har fået, af den slags, hvor spaghettien er overkogt og nu har samme eksistens og smag som kønsløse regnorme, samtidig med at Ekstra Bladets forside skreg til mig med overskriften "Millionær på at fuppe unge piger". Af en eller anden grund satte dén overskrift sig fast i mine tanker.
I Berlin møder jeg min bror og straks skal vi ud og se lidt på byen. Vi tager hen på den überhippe gade Kastanienallee, der ligger i Østberlin. Og finder den første, den bedste bar, hvor vi kan få øl. Det slår mig straks at det smarte i Berlin er enkelheden. I en kaotisk verden, med masser af informationer overalt, har vi behov for et safe, hvor vi kan tage hen og slappe af for omverdenens påtrægenhed. Væggene er nøgne, som da de blev født, der er ingen forstyrrende musik, kun menneskers sniksnakken. Man skal ikke bevæge sig, for tjeneren, der lige så godt kunne være en hiphopper fra Nørrebro, kommer straks ned og tager imod vores bestilling: zwei bier vom faß. Der er ingen forstyrrende elementer overhovedet – kun andre mennesker. Og det er vel dét, det handler om: Andre mennesker. Det eneste sted, hvor man kan blive en smule underholdt er i loftet, hvor en lokal kunstner har lavet en decoration. Og så selvfølgelig toilettet, der som alle andre toiletter i Berlin er oversprayet og malet til og klistret til med reklameklistermærker for magasiner og kunstudstillinger. Men sådan SKAL det være.
Jeg begynder at falde til ro. Jeg er kommet væk fra mine rutiner, pengeproblemer, kvindeproblemer, identitetsproblemer og alle de andre problemer, som jeg kan gå og bygge op i mit elendige lille hoved. Så mit første mål med turen, som selvfølgelig er implicit, det er det vel for alle ture, at flygte væk fra rutinen, tage benene på nakken og komme væk fra hjemmefra, er allerede begyndt at tage form. Det vi begynder med som teenagere og fortsætter resten af livet på charterrejser, skiferier, sommerhusture osv. Flugten er altid første skridt. Og som regel også er det sværeste skridt, for så skal man på en eller anden måde også give op. Det kan i hvert fald føles sådan. Roen bølger stille og roligt ind over mig, og for første gang begynder jeg at glædes. For første gang i lang tid.
Indtryk af Berlin: Hunde går uden snor. Der er masser af graffiti, meget er grimt, men ind i mellem finder man noget virkelig flot. Der er en bred smag og stil blandt de unge og sørme også de gamle. Milchkaffee er virkelig god og koster omkring 1,5 €. Alle U-Bahn stationerne er decoreret i forskellige farver og former, og stort set alle udsmykket med kunst. Berlin har virkelig lært noget af kunsten, en forståelse som København stadigvæk er håbløs bagefter. Man håber, det kan nås endnu.
NATTOG
Efter en god nats søvn, en lang tur rundt i Berlin – Åh, hvor jeg dog elsker Berlin allerede - elendig mad (dog serveret af en dansk billedkunstner fra Hjørring, som pludselig blev glad for at tale lidt dansk igen!), besøg på Stasimuseum og se locations fra filmen Das Leben Der Anderen, ophold på en ægte tysk pølsevogn, flere øl og en herlig masse cigaretter, sætter min bror og jeg os i nattoget fra Berlin til Wien, og kan se frem til en små 12 timer i siddevogn. Heldigvis får vi kupéen for os selv, så vi liner an med øl, tyrkisk brød, ost, oliven og ristede jordnødder og lader den tyske nat stødvist rulle forbi os, mens vi sniksnakker om Berlin, om mor og far og om den snart forestående begivenhed. Min bror er spændt. Og nervøs. Jeg kan ikke helt greje hvorfor, men måske frygter han at blive rystet for meget i sin identitet om sig selv, sin hjemstavnsfornemmelse og sin historie. Når man tror, at man hører til et sted og nogle mennesker og så finder ud af, at verdenen ikke hænger sådan sammen alligevel, og man et eller andet sted dybt inde i sjælen godt vidste, at der var noget galt. Lidt ligesom adoptivbørn må ha' det, når de finder ud af, at de netop ER adoptivbørn.
Jeg synker ned i mine egne tanker og stilheden breder sig i vores hjem denne nat. Små togstationer buldrer forbi derude i mørket og jeg spekulerer på, hvor JEG egentlig er på vej hen. Hvor er mit mål? Derude? Herinde? I favnen på en smuk kvinde, som jeg vælger at elske? I favnen på tusinde smukke kvinder, som vælger at elske mig? Hvad kan jeg egentlig tilføre denne verden, som den ikke allerede har i forvejen? Tankerne bliver tungere og tungere og lidt efter lidt gaber jeg og lægger mig til rette på det alt for korte sæde med min store sorte vinterjakke som dyne og en gul hættetrøje som pude.
WIEN
Næste gang jeg slår øjnene op kigger jeg på ansigtet af en meget træt og sur mand med overskæg. - Passports! Råber han kraftedeme lige ind i mine trætte hængeøjne. Javel, ikke noget please her! Søvnigt rumsterer jeg rundt i mine tasker, selvom jeg allermest har lyst til knalde ham én. Først efter længere tids stressrumstering og den sure mands kaffeånde i nakken går det op for mig, hvor fanden jeg har lagt det skide pas. På samme tid føler jeg mig intimideret af kontrolløren, der jo er kommet ind i mit soveværelse. Men hvad kan jeg gøre, det er jo trods alt hans hus. Uden tak smider han vores pas tilbage, smækker døren og vi hører hans næste "passports" og kan levende sætte os ind i oplevelsen. Jeg kigger ud af vinduet og ser et morgentåget grågrønt efterårslandskab drøne forbi. NU er vi ude. Bjerge. Store bjerge. Og kigger vi til den anden side, ude fra gangen, kan vi se ud over en kæmpe dal, hvor der stort set ikke er beboelse så langt synet kan vandre. Vi slumrer lidt mere, men denne gang med vågne øjne, der kigger udad. Indeni er alt stille.
Vi ankommer til Wien Westbahnhof. Vi har røget stort set alle vores cigaretter, så vi må købe nogen flere. Min bror kommer tilbage fra Tabak-forretningen med en pakke røde Che-cigaretter, der også har det velkendte hoved som logo. Rød er min identitetsfarve, så jeg flipper selvfølgelig med det samme og tænker, at sådan nogen MÅ jeg bare ha' med hjem. Vi fortsætter mod et i forvejen booket hostel med vores oppakning, min bror med en kæmpe rygsæk og mig med min sorte trolley og grå skuldertaske – man er vel lidt sofistikeret. Eller bare forfængelig. Der er ikke rigtig nogen af os, der siger noget. Vi kigger bare rundt og observerer byen. Det slår mig, at Wien minder forfærdelig meget om en østeuropæisk storby, én af den slags, der ser sig selv som en moderne metropol, men stadigvæk ikke kan slippe ud af fortidens grå betonskyer.
Vi ankommer på vores hostel, der bestyres af en ældre dame. Af tidligere erfaringer med udlejning af værelser hos gamle damer (læs: grimme traumatiserende oplevelser med psykopatkvinder fra plejehjemshelvede, men det er en helt anden historie – en anden gang), har jeg lært at være på vagt, når jeg møder ældre kvindelige landlords, en paranoia, der i dette tilfælde viste sig at være ubegrundet. Hvilket dog ikke har fjernet min sanselige årvågenhed, stol ALDRIG på ældre kvinder, de er som regel nogle hekse, der vil dig det dårligt! Men vi smider vores bagage og drøner ud i byen.
Men der er ikke meget sjov at hente i hverken min bror eller Wien. Min bror har alle sine tanker på den næste dag, hvor vi skal til Baden og møde Notarerne, der har behandlet dødsboet efter min brors far. Jeg prøver at lokke med koncert, øl og Peter Belli-hø, men min bror er hverken til at hugge eller stikke i. Så efter lidt søvnig jaywalking og lidt ussel mad, drøner vi hjem til vores seng for natten. Jeg krøller nogle prerolls, ryger den ene ud af vinduet og vi lægger os i hver sin seng. Min bror har røget lidt med og efter nogle minutter, kan jeg mærke på ham at han ikke er helt okay.
Når man ryger hø bliver ens tanker og følelser mere sanselige, man undrer og morer sig over selv de mindste ting. Nogen gange når jeg skriver, ryger jeg en lille pibe for at få mere sanselighed ned i teksten. Og specielt når man dyrker sex kan det være fantastisk at ryge en lille jazzcigar eller bønnespire. Men hvis man på den anden side er fyldt op med nervøse tanker, når man er ked af noget, så er det bestemt ikke anbefalelsesværdigt at ryge en splif. For lige så sanselig man bliver, når man er i godt humør, lige så sanselig bliver man i det dårlige. Og dårlige tanker kan være forfærdelige, når de bliver forstærket. Så kan man ikke sove for tankernes rumstering rundt og det dårlige bliver større og man ender med at blive paranoid. Når jeg har røget på dårlige tanker, må jeg altid låse min dør, selvom jeg normalt ikke låser den (jeg bor i kollektiv med 7 dejlige og søde mennesker). Men i de tilfælde bliver jeg bange. Ikke for mig selv, men for alt det andet der er derude. Og det er ikke rart.
Og sådan havde min bror det. Han havde svært ved at sove, tankerne kørte rundt i hovedet på ham, han vendte og drejede sig, han kunne ikke finde hvile indeni. Hvad ville der ske den næste dag, hvor han skal konfronteres med sin ukendte far og en historie han aldrig har bedt om at deltage i? Hvad var faderen for én? Tænkte han overhovedet på min bror og min mor, som han forlod, da min bror var helt lille. Forlod dem, sådan uden videre, "jeg skal lige ned efter cigaretter", og BUM, væk for altid. Ikke noget kort, ikke noget brev, ingenting. Bare væk. Mig derimod, jeg sov som en sten – vel ikke at fortænke oven på en nat i et tog med alt for korte sæder.
Man finder ikke altid lige præcis dét, man søger. Men hvis man ikke søger, finder man slet ikke noget.
Min bror, eller rettere min halvbror, er en fattig arbejdsløs billedkunstner på omkring 42 år. Han er en særlig type, den slags som aldrig helt giver et klart budskab. Enten skal det pakkes ind i morbid, og til tider uforståelig, sort humor, eller også siger han bare ikke noget. Det har altid været lidt svært for mig at greje ham, nok også fordi han aldrig rigtig giver udtryk for sine følelser. Det har ikke været kutyme i min familie, hvad det sikkert heller ikke har i mange andre familier. Men jeg holder af ham – han er jo min bror.
Vi har ikke samme far. Min bror har aldrig kendt sin far og altid betragtet min far, som hans. Men for et par måneder siden fik min bror et østrigsk brev, hvori der stod, at hans far var død, og at min bror var enearving. Dette er grunden til, at jeg skulle opholde mig i Baden en sen torsdag aften i januar.
Alt vi ved, er at der står et hus med inventar, bil og motorcykel. Og hvis min bror vil skrive under tilhører det alt sammen ham. Skrive under? På at man accepterer sin far som sin far? På at stå med hele hans liv imellem hænderne og vurdere om det bare er til at smide ud eller om man skal overtage det? Og hvad sker der så?
BERLIN
Min bror havde spurgt mig, om jeg ikke ville følge med. Og selvfølgelig ville jeg det. Dels fordi det er ét af de eventyr, man aldrig oplever og kun drømmer sig til i amerikanske film. Om den rige onkel, man pludselig arver en hulens masse penge fra. Og dels fordi jeg vidste, at når der sker noget stort i ens liv, har man som regel gerne behov for en følelsesmæssig bagstopper. Og så er der selvfølgelig den hemmelige dagsorden: jeg vil gerne komme tættere ind på livet af min bror, se ham i hans følelsesmæssige ekstremiteter. Få en reaktion – bare et eller andet.
Vi møder hinanden i Berlin mandag aften – han var dernede i forvejen for at deltage i en demo – allerede én dag efter planen. Det blæste, så færgen sejlede ikke om søndagen, hvilket gik op for mig, efter at have festet hele natten og så stå op med tømmermænd og kæmpe mig vej fra Gyllegade hele vejen ned til DGI-byen med oppakning, for derefter at kæmpe mig hele vejen tilbage med ubehagelig alkoholånde og kronisk angst for at møde nogen, som jeg muligvis kendte, men ikke umiddelbart ville kunne finde frem fra min tågede hjerne og derfor ville gøre mig selv til en donkey. Hvilket i øvrigt så også skete. Men om mandagen kom jeg af sted. På færgen fra Gedser til Rostock fik jeg den dårligste Spaghetti Bolognese, jeg nogensinde har fået, af den slags, hvor spaghettien er overkogt og nu har samme eksistens og smag som kønsløse regnorme, samtidig med at Ekstra Bladets forside skreg til mig med overskriften "Millionær på at fuppe unge piger". Af en eller anden grund satte dén overskrift sig fast i mine tanker.
I Berlin møder jeg min bror og straks skal vi ud og se lidt på byen. Vi tager hen på den überhippe gade Kastanienallee, der ligger i Østberlin. Og finder den første, den bedste bar, hvor vi kan få øl. Det slår mig straks at det smarte i Berlin er enkelheden. I en kaotisk verden, med masser af informationer overalt, har vi behov for et safe, hvor vi kan tage hen og slappe af for omverdenens påtrægenhed. Væggene er nøgne, som da de blev født, der er ingen forstyrrende musik, kun menneskers sniksnakken. Man skal ikke bevæge sig, for tjeneren, der lige så godt kunne være en hiphopper fra Nørrebro, kommer straks ned og tager imod vores bestilling: zwei bier vom faß. Der er ingen forstyrrende elementer overhovedet – kun andre mennesker. Og det er vel dét, det handler om: Andre mennesker. Det eneste sted, hvor man kan blive en smule underholdt er i loftet, hvor en lokal kunstner har lavet en decoration. Og så selvfølgelig toilettet, der som alle andre toiletter i Berlin er oversprayet og malet til og klistret til med reklameklistermærker for magasiner og kunstudstillinger. Men sådan SKAL det være.
Jeg begynder at falde til ro. Jeg er kommet væk fra mine rutiner, pengeproblemer, kvindeproblemer, identitetsproblemer og alle de andre problemer, som jeg kan gå og bygge op i mit elendige lille hoved. Så mit første mål med turen, som selvfølgelig er implicit, det er det vel for alle ture, at flygte væk fra rutinen, tage benene på nakken og komme væk fra hjemmefra, er allerede begyndt at tage form. Det vi begynder med som teenagere og fortsætter resten af livet på charterrejser, skiferier, sommerhusture osv. Flugten er altid første skridt. Og som regel også er det sværeste skridt, for så skal man på en eller anden måde også give op. Det kan i hvert fald føles sådan. Roen bølger stille og roligt ind over mig, og for første gang begynder jeg at glædes. For første gang i lang tid.
Indtryk af Berlin: Hunde går uden snor. Der er masser af graffiti, meget er grimt, men ind i mellem finder man noget virkelig flot. Der er en bred smag og stil blandt de unge og sørme også de gamle. Milchkaffee er virkelig god og koster omkring 1,5 €. Alle U-Bahn stationerne er decoreret i forskellige farver og former, og stort set alle udsmykket med kunst. Berlin har virkelig lært noget af kunsten, en forståelse som København stadigvæk er håbløs bagefter. Man håber, det kan nås endnu.
NATTOG
Efter en god nats søvn, en lang tur rundt i Berlin – Åh, hvor jeg dog elsker Berlin allerede - elendig mad (dog serveret af en dansk billedkunstner fra Hjørring, som pludselig blev glad for at tale lidt dansk igen!), besøg på Stasimuseum og se locations fra filmen Das Leben Der Anderen, ophold på en ægte tysk pølsevogn, flere øl og en herlig masse cigaretter, sætter min bror og jeg os i nattoget fra Berlin til Wien, og kan se frem til en små 12 timer i siddevogn. Heldigvis får vi kupéen for os selv, så vi liner an med øl, tyrkisk brød, ost, oliven og ristede jordnødder og lader den tyske nat stødvist rulle forbi os, mens vi sniksnakker om Berlin, om mor og far og om den snart forestående begivenhed. Min bror er spændt. Og nervøs. Jeg kan ikke helt greje hvorfor, men måske frygter han at blive rystet for meget i sin identitet om sig selv, sin hjemstavnsfornemmelse og sin historie. Når man tror, at man hører til et sted og nogle mennesker og så finder ud af, at verdenen ikke hænger sådan sammen alligevel, og man et eller andet sted dybt inde i sjælen godt vidste, at der var noget galt. Lidt ligesom adoptivbørn må ha' det, når de finder ud af, at de netop ER adoptivbørn.
Jeg synker ned i mine egne tanker og stilheden breder sig i vores hjem denne nat. Små togstationer buldrer forbi derude i mørket og jeg spekulerer på, hvor JEG egentlig er på vej hen. Hvor er mit mål? Derude? Herinde? I favnen på en smuk kvinde, som jeg vælger at elske? I favnen på tusinde smukke kvinder, som vælger at elske mig? Hvad kan jeg egentlig tilføre denne verden, som den ikke allerede har i forvejen? Tankerne bliver tungere og tungere og lidt efter lidt gaber jeg og lægger mig til rette på det alt for korte sæde med min store sorte vinterjakke som dyne og en gul hættetrøje som pude.
WIEN
Næste gang jeg slår øjnene op kigger jeg på ansigtet af en meget træt og sur mand med overskæg. - Passports! Råber han kraftedeme lige ind i mine trætte hængeøjne. Javel, ikke noget please her! Søvnigt rumsterer jeg rundt i mine tasker, selvom jeg allermest har lyst til knalde ham én. Først efter længere tids stressrumstering og den sure mands kaffeånde i nakken går det op for mig, hvor fanden jeg har lagt det skide pas. På samme tid føler jeg mig intimideret af kontrolløren, der jo er kommet ind i mit soveværelse. Men hvad kan jeg gøre, det er jo trods alt hans hus. Uden tak smider han vores pas tilbage, smækker døren og vi hører hans næste "passports" og kan levende sætte os ind i oplevelsen. Jeg kigger ud af vinduet og ser et morgentåget grågrønt efterårslandskab drøne forbi. NU er vi ude. Bjerge. Store bjerge. Og kigger vi til den anden side, ude fra gangen, kan vi se ud over en kæmpe dal, hvor der stort set ikke er beboelse så langt synet kan vandre. Vi slumrer lidt mere, men denne gang med vågne øjne, der kigger udad. Indeni er alt stille.
Vi ankommer til Wien Westbahnhof. Vi har røget stort set alle vores cigaretter, så vi må købe nogen flere. Min bror kommer tilbage fra Tabak-forretningen med en pakke røde Che-cigaretter, der også har det velkendte hoved som logo. Rød er min identitetsfarve, så jeg flipper selvfølgelig med det samme og tænker, at sådan nogen MÅ jeg bare ha' med hjem. Vi fortsætter mod et i forvejen booket hostel med vores oppakning, min bror med en kæmpe rygsæk og mig med min sorte trolley og grå skuldertaske – man er vel lidt sofistikeret. Eller bare forfængelig. Der er ikke rigtig nogen af os, der siger noget. Vi kigger bare rundt og observerer byen. Det slår mig, at Wien minder forfærdelig meget om en østeuropæisk storby, én af den slags, der ser sig selv som en moderne metropol, men stadigvæk ikke kan slippe ud af fortidens grå betonskyer.
Vi ankommer på vores hostel, der bestyres af en ældre dame. Af tidligere erfaringer med udlejning af værelser hos gamle damer (læs: grimme traumatiserende oplevelser med psykopatkvinder fra plejehjemshelvede, men det er en helt anden historie – en anden gang), har jeg lært at være på vagt, når jeg møder ældre kvindelige landlords, en paranoia, der i dette tilfælde viste sig at være ubegrundet. Hvilket dog ikke har fjernet min sanselige årvågenhed, stol ALDRIG på ældre kvinder, de er som regel nogle hekse, der vil dig det dårligt! Men vi smider vores bagage og drøner ud i byen.
Men der er ikke meget sjov at hente i hverken min bror eller Wien. Min bror har alle sine tanker på den næste dag, hvor vi skal til Baden og møde Notarerne, der har behandlet dødsboet efter min brors far. Jeg prøver at lokke med koncert, øl og Peter Belli-hø, men min bror er hverken til at hugge eller stikke i. Så efter lidt søvnig jaywalking og lidt ussel mad, drøner vi hjem til vores seng for natten. Jeg krøller nogle prerolls, ryger den ene ud af vinduet og vi lægger os i hver sin seng. Min bror har røget lidt med og efter nogle minutter, kan jeg mærke på ham at han ikke er helt okay.
Når man ryger hø bliver ens tanker og følelser mere sanselige, man undrer og morer sig over selv de mindste ting. Nogen gange når jeg skriver, ryger jeg en lille pibe for at få mere sanselighed ned i teksten. Og specielt når man dyrker sex kan det være fantastisk at ryge en lille jazzcigar eller bønnespire. Men hvis man på den anden side er fyldt op med nervøse tanker, når man er ked af noget, så er det bestemt ikke anbefalelsesværdigt at ryge en splif. For lige så sanselig man bliver, når man er i godt humør, lige så sanselig bliver man i det dårlige. Og dårlige tanker kan være forfærdelige, når de bliver forstærket. Så kan man ikke sove for tankernes rumstering rundt og det dårlige bliver større og man ender med at blive paranoid. Når jeg har røget på dårlige tanker, må jeg altid låse min dør, selvom jeg normalt ikke låser den (jeg bor i kollektiv med 7 dejlige og søde mennesker). Men i de tilfælde bliver jeg bange. Ikke for mig selv, men for alt det andet der er derude. Og det er ikke rart.
Og sådan havde min bror det. Han havde svært ved at sove, tankerne kørte rundt i hovedet på ham, han vendte og drejede sig, han kunne ikke finde hvile indeni. Hvad ville der ske den næste dag, hvor han skal konfronteres med sin ukendte far og en historie han aldrig har bedt om at deltage i? Hvad var faderen for én? Tænkte han overhovedet på min bror og min mor, som han forlod, da min bror var helt lille. Forlod dem, sådan uden videre, "jeg skal lige ned efter cigaretter", og BUM, væk for altid. Ikke noget kort, ikke noget brev, ingenting. Bare væk. Mig derimod, jeg sov som en sten – vel ikke at fortænke oven på en nat i et tog med alt for korte sæder.
mandag den 11. december 2006
cigarettet
Dette er også en text jeg opførte på Huset Café den 8. december 2006.
Jeg er der ikke endnu. Ved ikke helt, hvor jeg er. Et sted midt i mellem. Måske er jeg blokeret. Måske er jeg provokeret. Til standsning. Sådan er jeg, udpumpet. Tømt for energi. Skaberkraft. Trang til, er også væk.
Cigaretter er der. De er der altid. Heldigvis. Også når det regner udenfor. Eller når kvinderne ikke ringer tilbage. Eller når man har nederen over sig selv, fordi man for anden gang bollede med en pige, man ikke havde lyst til at bolle, og så heller ikke kyssede. Heller ikke af medlidenhed, men bare bollede. Det lille væsen var jo forelsket.
Cigaretterne er der altid. Man tænder den og for et øjeblik behøver man ikke koncentrere sig om andet end at bevæge cigaretten op til munden, suge, fjerne hånden og puste gråt røg ud. Så er alting så nemt.
Også når ordene ikke vil komme ud. Når de er derinde, men er kludret sammen til et kludetæppe, som måske passer i farverne, men bestemt ikke i sammenhængen. Bestemt, ikke? Bestemt.
Når man ikke har hørt fra sin hemmelige elskerinde i flere uger, og dagene bare går. Og man bliver i tvivl. Om man var sød nok sidste gang, og ikke fraværende, som man altid er. Det er jo bare en elskerinde. Ikke sandt. En hemmelig kvinde. Så hemmelig, at man ikke altid er sikker på, at hun virkelig eksisterer. Men det gør hun. Ikke?
Så er cigaretten der.
Og man tænker på det, men får aldrig gjort noget. Får aldrig sagt noget. Får aldrig ment noget. Det meste er for det meste ligegyldigt, som om man aldrig har sagt noget, aldrig har gjort noget og aldrig har ment noget.
Og så er der hende, der glemte sin orange BH. Og dét er i virkeligheden det eneste bevis på at hun overhovedet har været der. Og man tænker, om det overhovedet er den rigtige måde at gøre det på. Er der andre?
Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der ALTID!
Også når man synes at man er så helvedes falsk, og man taler med en sjov stemme, man har jo ingen stemme selv, og lidt sjov skal man da ha...
Så er der heldigvis altid en cigaret.
Også når det virkelig kører. Når man er helt oppe at køre over noget, som er så fantastisk at man bare er helt oppe at køre. Og man ved ikke, hvor man kører hen, bare så længe det kører. Og det gør det jo også engang imellem. Og det skal jo fejres, for det er alligevel ikke så tit det sker, men når det sker, så skal det da selvfølgelig fejres. Så skal man lige ha.. en cigaret. De hjalp jo én på vej. Og var der, når man havde behov for dem. Og hørte på ens klager og fortvivlser og forhåbninger og alt det der ligger midt i mellem. For så er der jo i det mindste NOGET midt i mellem.
Hvis man kunne dyrke sex med en cigaret, var jeg gift for længst.
Så er cigaretterne der altid. Så er cigaretterne der hele tiden. Cigaretter. Cigaretter. Cigaretter. Altid og hele tiden. I hånden, i munden, i lungerne, i askebægeret. Simpelthen HELE TIDEN.
Hvad ved du egentlig om DET? Hvad ved du egentlig OM det? Hvad ved du EGENTLIG om det? Hvad ved DU egentlig om det? Hvad VED du egentlig om det? HVAD ved du egentlig om det?
Jeg er der ikke endnu. Ved ikke helt, hvor jeg er. Et sted midt i mellem. Måske er jeg blokeret. Måske er jeg provokeret. Til standsning. Sådan er jeg, udpumpet. Tømt for energi. Skaberkraft. Trang til, er også væk.
Cigaretter er der. De er der altid. Heldigvis. Også når det regner udenfor. Eller når kvinderne ikke ringer tilbage. Eller når man har nederen over sig selv, fordi man for anden gang bollede med en pige, man ikke havde lyst til at bolle, og så heller ikke kyssede. Heller ikke af medlidenhed, men bare bollede. Det lille væsen var jo forelsket.
Cigaretterne er der altid. Man tænder den og for et øjeblik behøver man ikke koncentrere sig om andet end at bevæge cigaretten op til munden, suge, fjerne hånden og puste gråt røg ud. Så er alting så nemt.
Også når ordene ikke vil komme ud. Når de er derinde, men er kludret sammen til et kludetæppe, som måske passer i farverne, men bestemt ikke i sammenhængen. Bestemt, ikke? Bestemt.
Når man ikke har hørt fra sin hemmelige elskerinde i flere uger, og dagene bare går. Og man bliver i tvivl. Om man var sød nok sidste gang, og ikke fraværende, som man altid er. Det er jo bare en elskerinde. Ikke sandt. En hemmelig kvinde. Så hemmelig, at man ikke altid er sikker på, at hun virkelig eksisterer. Men det gør hun. Ikke?
Så er cigaretten der.
Og man tænker på det, men får aldrig gjort noget. Får aldrig sagt noget. Får aldrig ment noget. Det meste er for det meste ligegyldigt, som om man aldrig har sagt noget, aldrig har gjort noget og aldrig har ment noget.
Og så er der hende, der glemte sin orange BH. Og dét er i virkeligheden det eneste bevis på at hun overhovedet har været der. Og man tænker, om det overhovedet er den rigtige måde at gøre det på. Er der andre?
Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der ALTID!
Også når man synes at man er så helvedes falsk, og man taler med en sjov stemme, man har jo ingen stemme selv, og lidt sjov skal man da ha...
Så er der heldigvis altid en cigaret.
Også når det virkelig kører. Når man er helt oppe at køre over noget, som er så fantastisk at man bare er helt oppe at køre. Og man ved ikke, hvor man kører hen, bare så længe det kører. Og det gør det jo også engang imellem. Og det skal jo fejres, for det er alligevel ikke så tit det sker, men når det sker, så skal det da selvfølgelig fejres. Så skal man lige ha.. en cigaret. De hjalp jo én på vej. Og var der, når man havde behov for dem. Og hørte på ens klager og fortvivlser og forhåbninger og alt det der ligger midt i mellem. For så er der jo i det mindste NOGET midt i mellem.
Hvis man kunne dyrke sex med en cigaret, var jeg gift for længst.
Så er cigaretterne der altid. Så er cigaretterne der hele tiden. Cigaretter. Cigaretter. Cigaretter. Altid og hele tiden. I hånden, i munden, i lungerne, i askebægeret. Simpelthen HELE TIDEN.
Hvad ved du egentlig om DET? Hvad ved du egentlig OM det? Hvad ved du EGENTLIG om det? Hvad ved DU egentlig om det? Hvad VED du egentlig om det? HVAD ved du egentlig om det?
den kreative klasse
Det her er en text, jeg opførte på Husets Café fredag den 8. december 2006 i forbindelse med et stand-up poetry show med bl.a. Sune Urth, Kristian Sønderby, Chresten Forsom og Tristan Winter.
Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg færdes i de kreative miljøer, med kreative mennesker, der laver spændende kreative ting. Faktisk kan jeg bedst lide at tale med kreative mennesker. Jeg ved ikke hvordan ikke-kreative mennesker taler, jeg ved ikke HVAD de taler om eller hvad de tænker PÅ. Så jeg færdes bedst mellem kreative mennesker.
Jeg er en del af den kreative klasse. Vi er en meget bred klasse. Klassekvocienten er overskredet for længst. Nogen af os er bare semikreative, du ved sådan lidt i fritiden, men hvor er det dejligt befriende at være blandt andre kreative, det er som om de forstår mig meget bedre. Og vi insisterer på, at vi er en del af den kreative klasse.
Nogen af os er helt sikkert kreative, fordi vi arbejder eller studerer kreative steder. Det er som om der ikke er plads til os andre steder, jeg har selvfølgelig da prøvet, men det fungerer simpelthen bare ikke for mig. Jeg er en ganske anden. Og man siger det på dén måde, så man viser, at man SELVFØLGELIG har sympati og medfølelse og holder af og min familie er også en del af den ikke-kreative klasse .. de stakler.
Der er en lille del af os, som betragter os selv som de ægte kreative. Vi er jo mere end det, vi er KUNSTNERE. Vi er den mest specielle del af de kreative, for vi er jo KUNSTNERE. Vi gør tingene på vores egen måde, vores helt specielle særegne måde, som helst ingen har gjort det før, for vi er da selvfølgelige KUNSTNERE. De andre kreative misunder os lidt, for de ved godt, hvor meget mod det i virkeligheden kræver at være kreativ KUNSTNER. De andre ville ønske, at de var lidt mere ligesom os. Sådan er det bare.
Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg har aldrig nogen penge, og alle kreative taler altid om, hvordan de får de næste penge, om at det almindelige job truer derude, for det gør det jo. Vi kreative sætter en ære i aldrig at have nogen penge. Alligevel tager vi taxa, drikker øl, er på stoffer hele tiden og ryger selvfølgelig pot og hash. Og selvfølgelig spiser vi hjemmelavet kreativ mad. Vi går meget op i at mixe maden på en spændende måde, som INGEN andre nogensinde har tænkt på før. Og vi går meget op i at det er økologisk mad og hjemmelavet mad og spændende mad. Vi køber også masser af tøj, og selvfølgelig det mærkelige tøj, så vi ser mærkelige ud, det skal man jo når man er kreativ, også selvom det mærkelige tøj koster en mærkeligt masse penge (hvorfor, det er jo mærkeligt). Og vi bor altid sådanne nogle fine steder, hvor der helst skal hænge kreativ kunst på væggen, og det skal helst være indrettet på en HØJST UNORMAL MÅDE, men alligevel meget smart og chikt! Og vi går altid ud til teaterforestillinger, hvor vi kan hilse på de andre kreative (Og vi ER faktisk ved at være en del) og hvorfor lige teater, men man er jo én af de kreative. Og dér bruger vi også penge, med mindre vi er blevet inviteret til premiere eller forpremiere fordi vi har været inde og hjælpe en anden kreativ og sagt vores kreative mening om det enormt kreative stykke, som vores kreative ven har sat op. Det er flot! Det er altid et stort mysterium, hvor vi kreative har vores penge fra. Men vi er jo KREATIVE, ikke sandt?
Jeg ER en del af den kreative klasse. Mine venner er også en del af den kreative klasse. Når vi taler sammen, taler vi om ting, som kun os fra den kreative klasse kan tale om. For det meste taler vi om livet i den kreative klasse. Og om kvinderne fra den kreative klasse. Og en hel del om os selv. Vi er jo kreative, ikke sandt. Når jeg taler med mine bekendte, som ikke er en del af den kreative klasse, synes jeg altid at de er så banale. Men på den anden side har jeg også sympati med dem .. de er jo bare banale mennesker. Og ikke så heldige, at de er en del af den kreative klasse. Som jeg.
JEG er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, er de som regel også en del af den kreative klasse. Kvinder fra den kreative klasse ser altid lidt lækrere ud. Kvinder fra den kreative klasse véd godt, at de har fingeren på pulsen og ser sådan ud. Kvinder fra den kreative klasse barberer sig under armene, men er holdt op med at barbere sig i skridtet .. det skal jo helst være økologisk, ikke sandt? Kvinder fra den kreative klasse er altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting man udmærket er klar over, man er jo selv en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder fra den kreative klasse, går der som regel ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, fortæller de mig, hvor SPÆNDENDE det er, alt det KUNSTNERISKE jeg laver. At vi bare MÅ arbejde sammen en dag, for kunne det ikke være SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at afholde jobsamtaler og de prøver på at imponere mig ved at bevise, at de faktisk godt kan skjule hele min pik inde i sin mund, så det ser ud som at en alt for stor fisk sidder fast på mig, mens den prøver at sluge mig startende fra skridtet. Og en gang imellem prøver jeg at bevæge mig for at se om den alt for store fisk følger med. Og det gør den som regel.
Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, får jeg som regel lidt svært ved at være til stede. De er jo altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting, som jeg overhovedet ikke ved noget om. Og hvor sjovt er dét lige. Kvinder, som ikke er en del af den kreative klasse barberer sig også under armene og de er også holdt op med at barbere sig i skridtet, for de vil så gerne være en kvinde, som er en del af den kreative klasse. Den eneste forskel, der er på kvinder, der er en del af den kreative klasse, og kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse er faktisk at kvinderne der ikke er fra den kreative klasse ser lidt grimmere ud. Men det er ikke deres skyld .. de er jo bare ikke en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, går der ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, spørger de om også kvinder fra den kreative klasse bliver slået på kinderne, på brysterne og på røven mens de sutter pik. For det er nemlig så SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at det måske i virkeligheden FORHOLDER sig sådan. Og så begynder de at imponere mig med at de da også selv kan slå sig selv, og SÅ bliver fornedrelsen da ikke større. Men jeg spiller spillet, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Dén del af os, som bare aldrig kan finde os en kæreste. Og hvorfor mon, spørger man sig selv.
Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg skal ud af døren, når jeg skal møde andre mennesker, når jeg skal ned i kiosken, så skal jeg klæde mig ud. Tage en sjov hat på. Så skal jeg præstere, man ved jo aldrig, hvornår man møder andre mennesker, som også er en del af den kreative klasse. Og det kan man jo ikke have. Når jeg er ude, skal jeg helst kunne sige noget ENORMT kreativt, og gerne provokerende, som alle andre tænker, men ikke tør sige. Men det gør jeg, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Og det er jo altid væsentligt nemmere, når man er lidt fuld eller har røget noget pot. Så man drikker sig lidt fuld eller ryger noget pot, for at gøre det hele væsentligt nemmere. Og på en eller anden måde er det jo også ENOMT kreativt at man kan ryge sig skæv klokken 2 en torsdag eftermiddag, for så at tage ud til en eller anden reception eller julefrokost med andre kreative. Eller en god vens udgivelsesfest, der er jo nogen der udgiver, ikke sandt? Næh nej, ikke rigtige kreative, de udgiver aldrig noget, de udkommer aldrig med noget og der er aldrig nogen, der hører om dem. Sådan er det.
Jeg er i sandhed en del af den kreative klasse. Det er sådan nogen som mig, Danmark skal overleve på. Det er os, vi satser på. Os, DEN KREATIVE KLASSE.
Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg færdes i de kreative miljøer, med kreative mennesker, der laver spændende kreative ting. Faktisk kan jeg bedst lide at tale med kreative mennesker. Jeg ved ikke hvordan ikke-kreative mennesker taler, jeg ved ikke HVAD de taler om eller hvad de tænker PÅ. Så jeg færdes bedst mellem kreative mennesker.
Jeg er en del af den kreative klasse. Vi er en meget bred klasse. Klassekvocienten er overskredet for længst. Nogen af os er bare semikreative, du ved sådan lidt i fritiden, men hvor er det dejligt befriende at være blandt andre kreative, det er som om de forstår mig meget bedre. Og vi insisterer på, at vi er en del af den kreative klasse.
Nogen af os er helt sikkert kreative, fordi vi arbejder eller studerer kreative steder. Det er som om der ikke er plads til os andre steder, jeg har selvfølgelig da prøvet, men det fungerer simpelthen bare ikke for mig. Jeg er en ganske anden. Og man siger det på dén måde, så man viser, at man SELVFØLGELIG har sympati og medfølelse og holder af og min familie er også en del af den ikke-kreative klasse .. de stakler.
Der er en lille del af os, som betragter os selv som de ægte kreative. Vi er jo mere end det, vi er KUNSTNERE. Vi er den mest specielle del af de kreative, for vi er jo KUNSTNERE. Vi gør tingene på vores egen måde, vores helt specielle særegne måde, som helst ingen har gjort det før, for vi er da selvfølgelige KUNSTNERE. De andre kreative misunder os lidt, for de ved godt, hvor meget mod det i virkeligheden kræver at være kreativ KUNSTNER. De andre ville ønske, at de var lidt mere ligesom os. Sådan er det bare.
Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg har aldrig nogen penge, og alle kreative taler altid om, hvordan de får de næste penge, om at det almindelige job truer derude, for det gør det jo. Vi kreative sætter en ære i aldrig at have nogen penge. Alligevel tager vi taxa, drikker øl, er på stoffer hele tiden og ryger selvfølgelig pot og hash. Og selvfølgelig spiser vi hjemmelavet kreativ mad. Vi går meget op i at mixe maden på en spændende måde, som INGEN andre nogensinde har tænkt på før. Og vi går meget op i at det er økologisk mad og hjemmelavet mad og spændende mad. Vi køber også masser af tøj, og selvfølgelig det mærkelige tøj, så vi ser mærkelige ud, det skal man jo når man er kreativ, også selvom det mærkelige tøj koster en mærkeligt masse penge (hvorfor, det er jo mærkeligt). Og vi bor altid sådanne nogle fine steder, hvor der helst skal hænge kreativ kunst på væggen, og det skal helst være indrettet på en HØJST UNORMAL MÅDE, men alligevel meget smart og chikt! Og vi går altid ud til teaterforestillinger, hvor vi kan hilse på de andre kreative (Og vi ER faktisk ved at være en del) og hvorfor lige teater, men man er jo én af de kreative. Og dér bruger vi også penge, med mindre vi er blevet inviteret til premiere eller forpremiere fordi vi har været inde og hjælpe en anden kreativ og sagt vores kreative mening om det enormt kreative stykke, som vores kreative ven har sat op. Det er flot! Det er altid et stort mysterium, hvor vi kreative har vores penge fra. Men vi er jo KREATIVE, ikke sandt?
Jeg ER en del af den kreative klasse. Mine venner er også en del af den kreative klasse. Når vi taler sammen, taler vi om ting, som kun os fra den kreative klasse kan tale om. For det meste taler vi om livet i den kreative klasse. Og om kvinderne fra den kreative klasse. Og en hel del om os selv. Vi er jo kreative, ikke sandt. Når jeg taler med mine bekendte, som ikke er en del af den kreative klasse, synes jeg altid at de er så banale. Men på den anden side har jeg også sympati med dem .. de er jo bare banale mennesker. Og ikke så heldige, at de er en del af den kreative klasse. Som jeg.
JEG er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, er de som regel også en del af den kreative klasse. Kvinder fra den kreative klasse ser altid lidt lækrere ud. Kvinder fra den kreative klasse véd godt, at de har fingeren på pulsen og ser sådan ud. Kvinder fra den kreative klasse barberer sig under armene, men er holdt op med at barbere sig i skridtet .. det skal jo helst være økologisk, ikke sandt? Kvinder fra den kreative klasse er altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting man udmærket er klar over, man er jo selv en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder fra den kreative klasse, går der som regel ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, fortæller de mig, hvor SPÆNDENDE det er, alt det KUNSTNERISKE jeg laver. At vi bare MÅ arbejde sammen en dag, for kunne det ikke være SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at afholde jobsamtaler og de prøver på at imponere mig ved at bevise, at de faktisk godt kan skjule hele min pik inde i sin mund, så det ser ud som at en alt for stor fisk sidder fast på mig, mens den prøver at sluge mig startende fra skridtet. Og en gang imellem prøver jeg at bevæge mig for at se om den alt for store fisk følger med. Og det gør den som regel.
Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, får jeg som regel lidt svært ved at være til stede. De er jo altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting, som jeg overhovedet ikke ved noget om. Og hvor sjovt er dét lige. Kvinder, som ikke er en del af den kreative klasse barberer sig også under armene og de er også holdt op med at barbere sig i skridtet, for de vil så gerne være en kvinde, som er en del af den kreative klasse. Den eneste forskel, der er på kvinder, der er en del af den kreative klasse, og kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse er faktisk at kvinderne der ikke er fra den kreative klasse ser lidt grimmere ud. Men det er ikke deres skyld .. de er jo bare ikke en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, går der ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, spørger de om også kvinder fra den kreative klasse bliver slået på kinderne, på brysterne og på røven mens de sutter pik. For det er nemlig så SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at det måske i virkeligheden FORHOLDER sig sådan. Og så begynder de at imponere mig med at de da også selv kan slå sig selv, og SÅ bliver fornedrelsen da ikke større. Men jeg spiller spillet, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Dén del af os, som bare aldrig kan finde os en kæreste. Og hvorfor mon, spørger man sig selv.
Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg skal ud af døren, når jeg skal møde andre mennesker, når jeg skal ned i kiosken, så skal jeg klæde mig ud. Tage en sjov hat på. Så skal jeg præstere, man ved jo aldrig, hvornår man møder andre mennesker, som også er en del af den kreative klasse. Og det kan man jo ikke have. Når jeg er ude, skal jeg helst kunne sige noget ENORMT kreativt, og gerne provokerende, som alle andre tænker, men ikke tør sige. Men det gør jeg, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Og det er jo altid væsentligt nemmere, når man er lidt fuld eller har røget noget pot. Så man drikker sig lidt fuld eller ryger noget pot, for at gøre det hele væsentligt nemmere. Og på en eller anden måde er det jo også ENOMT kreativt at man kan ryge sig skæv klokken 2 en torsdag eftermiddag, for så at tage ud til en eller anden reception eller julefrokost med andre kreative. Eller en god vens udgivelsesfest, der er jo nogen der udgiver, ikke sandt? Næh nej, ikke rigtige kreative, de udgiver aldrig noget, de udkommer aldrig med noget og der er aldrig nogen, der hører om dem. Sådan er det.
Jeg er i sandhed en del af den kreative klasse. Det er sådan nogen som mig, Danmark skal overleve på. Det er os, vi satser på. Os, DEN KREATIVE KLASSE.
torsdag den 31. august 2006
fucking fake
På afstand er hun en smuk, ung og fantastisk drejet kvinde. På afstand!
Ringede til en gammel veninde forleden dag. Egentlig ikke fordi jeg havde synderligt lyst, men mest fordi jeg havde lovet hende, at "Ja, selvfølgelig skal vi da snart drikke en øl sammen!" og fordi jeg var fuld. Jeg var vel liderlig, lysten og i godt humør. Så hvis det ikke skulle blive mærkeligt, at ses igen og kigge hinanden i øjnene uden at have noget at sige, som jeg havde en følelse af at det kunne, så skulle det være dén aften.
Havde i øvrigt besøg af en god ven. Jeg ser ham ikke så tit, så jeg glædede mig også over et godt gensyn. Ham, tænkte jeg, ham vil jeg gerne ud og fange damer med.
Så jeg ringede. Og jo, den er var helt i vinkel Hun og en veninde sad og hyggede sig, og vi kunne da bare kigge forbi. Bare noget sodavand med til sprutten, og "så ses vi om lidt".
Og så går tingene jo sin fantastiske gang: Vi kommer ind, har sodavand med, får skænket gin'en op, skåler, knævrer løs om alt mellem himmel og jord, nedstirrer hendes uendelige kavalergang, "jeg er blevet direktør" - "nå, hvor fedt, jeg er ved at lave denneher dokumentar om nogle mennesker, der hjælper andre mennesker i nød" - "Ej, er det rigtigt?" - "Jamen, det er bare sådan et lille projekt, hvor jeg redder verdenen" - "Guud, hvor spændende..." og så bliver man lige berørt luftigt på skulderen, hen af nakken, med en kælen hånd, når hun passerer for at pudre næsen, skifte bind eller skide, eller hvad helvede hun nu skal.
Efter en flaske gin, beslutter vi os for at vi alle skal gå videre ud i nattelivet, for at finde os et påskud for at blive fuldere og mere liderlig, alt i mens hentydningerne bliver kraftigere og kraftigere.
Vennen og veninden kysser! Nå ja, hvorfor ikke. Og så bliver kyssene langet ud til højre og venstre. KLIP! Har købt 10 øl i 7-Eleven. Ligger på sofaen, betragter ølposen, mens jeg rører ved hendes fantastiske bryster. Overvejer om jeg kan stoppe op for at drikke lidt øl - føler mig ikke helt nok stiv. Opgiver, piller hende imellem benene, hun stønner - lidt forsigtigt. Bedrageriet har stået på længe, men først nu begynder det at gå op for mig. Jeg piller videre, mere forsigtigt stønnen. Brysterne og imellem benene på samme tid, endnu mere forsigtigt stønnen.
Pludseligt rejser hun sig op! Det slår mig i et kort øjeblik, at hun har ledt efter denneher chance for at få slæbt mig med ind i sengen, men jeg tænker kun et kort øjeblik før jeg bliver slæbt med ind i hendes seng, lydig som en hund. Idet vi kommer ind på hendes værelse slukker hun lyset, hun påstår at der er så rodet, at hun bliver flov, hvis jeg skulle hænde at se det. Jeg tager det som generthed over sig selv, som om hun ikke er klar til at vise mig hendes krop endnu. Nok røre, men helst ikke se. Tøjet bliver hurtigt smidt af - det er jo ligemeget alligevel. Og der går ikke længe før hun har begravet min vrede penis i alle de huller, hun overhovedet kan finde på sig selv. Og der går heller ikke længe, før hun får hendes første orgasme. Det lyder ihvertfald sådan, som det bør lyde, når man rigtig knalder, som dem i pornofilmene. Hun havde lært det, alle lydene, alle ordene, for at hun kunne glæde de mænd, som så absolut ville give hende en status, en position, en identitet.
Anden gang tænker jeg ikke ligeså meget over det. Og det utrolige er, at tredje gang hun får en orgasme glemmer jeg det og giver mig hen i legen, som den store tyr jeg er, der kan tage kvinderne på præcis dén måde, som gør dem så kåde og liderlige, at de vil opgive alt for mig. Jeg bestemmer! Hiver hendes ansigt væk fra pikken, trækker hende op til mig, vender hende om, så vi ligger i ske. Lusker pikken op i hende og boller til jeg næsten er ved at kaste hende væk i ren arrigskab. Og så! I et helt uventet øjeblik kommer jeg ganske kraftigt. Faktisk så kraftigt, at jeg begynder at grine. Og bliver ved i flere minutter.
Sover. Vågner. Sludrer. Får et påskud. Tager mit tøj på. Og hej hej, vi ses. Og selvfølgelig lige et kys, man er vel gentleman. Afsted. Væk. På afstand - derfra, hvor hun stadig er en smuk, ung og fantastisk drejet kvinde.
Ringede til en gammel veninde forleden dag. Egentlig ikke fordi jeg havde synderligt lyst, men mest fordi jeg havde lovet hende, at "Ja, selvfølgelig skal vi da snart drikke en øl sammen!" og fordi jeg var fuld. Jeg var vel liderlig, lysten og i godt humør. Så hvis det ikke skulle blive mærkeligt, at ses igen og kigge hinanden i øjnene uden at have noget at sige, som jeg havde en følelse af at det kunne, så skulle det være dén aften.
Havde i øvrigt besøg af en god ven. Jeg ser ham ikke så tit, så jeg glædede mig også over et godt gensyn. Ham, tænkte jeg, ham vil jeg gerne ud og fange damer med.
Så jeg ringede. Og jo, den er var helt i vinkel Hun og en veninde sad og hyggede sig, og vi kunne da bare kigge forbi. Bare noget sodavand med til sprutten, og "så ses vi om lidt".
Og så går tingene jo sin fantastiske gang: Vi kommer ind, har sodavand med, får skænket gin'en op, skåler, knævrer løs om alt mellem himmel og jord, nedstirrer hendes uendelige kavalergang, "jeg er blevet direktør" - "nå, hvor fedt, jeg er ved at lave denneher dokumentar om nogle mennesker, der hjælper andre mennesker i nød" - "Ej, er det rigtigt?" - "Jamen, det er bare sådan et lille projekt, hvor jeg redder verdenen" - "Guud, hvor spændende..." og så bliver man lige berørt luftigt på skulderen, hen af nakken, med en kælen hånd, når hun passerer for at pudre næsen, skifte bind eller skide, eller hvad helvede hun nu skal.
Efter en flaske gin, beslutter vi os for at vi alle skal gå videre ud i nattelivet, for at finde os et påskud for at blive fuldere og mere liderlig, alt i mens hentydningerne bliver kraftigere og kraftigere.
Vennen og veninden kysser! Nå ja, hvorfor ikke. Og så bliver kyssene langet ud til højre og venstre. KLIP! Har købt 10 øl i 7-Eleven. Ligger på sofaen, betragter ølposen, mens jeg rører ved hendes fantastiske bryster. Overvejer om jeg kan stoppe op for at drikke lidt øl - føler mig ikke helt nok stiv. Opgiver, piller hende imellem benene, hun stønner - lidt forsigtigt. Bedrageriet har stået på længe, men først nu begynder det at gå op for mig. Jeg piller videre, mere forsigtigt stønnen. Brysterne og imellem benene på samme tid, endnu mere forsigtigt stønnen.
Pludseligt rejser hun sig op! Det slår mig i et kort øjeblik, at hun har ledt efter denneher chance for at få slæbt mig med ind i sengen, men jeg tænker kun et kort øjeblik før jeg bliver slæbt med ind i hendes seng, lydig som en hund. Idet vi kommer ind på hendes værelse slukker hun lyset, hun påstår at der er så rodet, at hun bliver flov, hvis jeg skulle hænde at se det. Jeg tager det som generthed over sig selv, som om hun ikke er klar til at vise mig hendes krop endnu. Nok røre, men helst ikke se. Tøjet bliver hurtigt smidt af - det er jo ligemeget alligevel. Og der går ikke længe før hun har begravet min vrede penis i alle de huller, hun overhovedet kan finde på sig selv. Og der går heller ikke længe, før hun får hendes første orgasme. Det lyder ihvertfald sådan, som det bør lyde, når man rigtig knalder, som dem i pornofilmene. Hun havde lært det, alle lydene, alle ordene, for at hun kunne glæde de mænd, som så absolut ville give hende en status, en position, en identitet.
Anden gang tænker jeg ikke ligeså meget over det. Og det utrolige er, at tredje gang hun får en orgasme glemmer jeg det og giver mig hen i legen, som den store tyr jeg er, der kan tage kvinderne på præcis dén måde, som gør dem så kåde og liderlige, at de vil opgive alt for mig. Jeg bestemmer! Hiver hendes ansigt væk fra pikken, trækker hende op til mig, vender hende om, så vi ligger i ske. Lusker pikken op i hende og boller til jeg næsten er ved at kaste hende væk i ren arrigskab. Og så! I et helt uventet øjeblik kommer jeg ganske kraftigt. Faktisk så kraftigt, at jeg begynder at grine. Og bliver ved i flere minutter.
Sover. Vågner. Sludrer. Får et påskud. Tager mit tøj på. Og hej hej, vi ses. Og selvfølgelig lige et kys, man er vel gentleman. Afsted. Væk. På afstand - derfra, hvor hun stadig er en smuk, ung og fantastisk drejet kvinde.
Abonner på:
Opslag (Atom)