Der er godt nyt til alle dem, der ligesom mig, en gang i mellem føler sig forsvundet i sine egne tankers kaos og evindelige selvmedlidenhed. Nyheden kom fra en ældre kvindelig landsbytosse i Baden, 30 km syd for Wien, en sen torsdag aften i januar.
Man finder ikke altid lige præcis dét, man søger. Men hvis man ikke søger, finder man slet ikke noget.
Min bror, eller rettere min halvbror, er en fattig arbejdsløs billedkunstner på omkring 42 år. Han er en særlig type, den slags som aldrig helt giver et klart budskab. Enten skal det pakkes ind i morbid, og til tider uforståelig, sort humor, eller også siger han bare ikke noget. Det har altid været lidt svært for mig at greje ham, nok også fordi han aldrig rigtig giver udtryk for sine følelser. Det har ikke været kutyme i min familie, hvad det sikkert heller ikke har i mange andre familier. Men jeg holder af ham – han er jo min bror.
Vi har ikke samme far. Min bror har aldrig kendt sin far og altid betragtet min far, som hans. Men for et par måneder siden fik min bror et østrigsk brev, hvori der stod, at hans far var død, og at min bror var enearving. Dette er grunden til, at jeg skulle opholde mig i Baden en sen torsdag aften i januar.
Alt vi ved, er at der står et hus med inventar, bil og motorcykel. Og hvis min bror vil skrive under tilhører det alt sammen ham. Skrive under? På at man accepterer sin far som sin far? På at stå med hele hans liv imellem hænderne og vurdere om det bare er til at smide ud eller om man skal overtage det? Og hvad sker der så?
BERLIN
Min bror havde spurgt mig, om jeg ikke ville følge med. Og selvfølgelig ville jeg det. Dels fordi det er ét af de eventyr, man aldrig oplever og kun drømmer sig til i amerikanske film. Om den rige onkel, man pludselig arver en hulens masse penge fra. Og dels fordi jeg vidste, at når der sker noget stort i ens liv, har man som regel gerne behov for en følelsesmæssig bagstopper. Og så er der selvfølgelig den hemmelige dagsorden: jeg vil gerne komme tættere ind på livet af min bror, se ham i hans følelsesmæssige ekstremiteter. Få en reaktion – bare et eller andet.
Vi møder hinanden i Berlin mandag aften – han var dernede i forvejen for at deltage i en demo – allerede én dag efter planen. Det blæste, så færgen sejlede ikke om søndagen, hvilket gik op for mig, efter at have festet hele natten og så stå op med tømmermænd og kæmpe mig vej fra Gyllegade hele vejen ned til DGI-byen med oppakning, for derefter at kæmpe mig hele vejen tilbage med ubehagelig alkoholånde og kronisk angst for at møde nogen, som jeg muligvis kendte, men ikke umiddelbart ville kunne finde frem fra min tågede hjerne og derfor ville gøre mig selv til en donkey. Hvilket i øvrigt så også skete. Men om mandagen kom jeg af sted. På færgen fra Gedser til Rostock fik jeg den dårligste Spaghetti Bolognese, jeg nogensinde har fået, af den slags, hvor spaghettien er overkogt og nu har samme eksistens og smag som kønsløse regnorme, samtidig med at Ekstra Bladets forside skreg til mig med overskriften "Millionær på at fuppe unge piger". Af en eller anden grund satte dén overskrift sig fast i mine tanker.
I Berlin møder jeg min bror og straks skal vi ud og se lidt på byen. Vi tager hen på den überhippe gade Kastanienallee, der ligger i Østberlin. Og finder den første, den bedste bar, hvor vi kan få øl. Det slår mig straks at det smarte i Berlin er enkelheden. I en kaotisk verden, med masser af informationer overalt, har vi behov for et safe, hvor vi kan tage hen og slappe af for omverdenens påtrægenhed. Væggene er nøgne, som da de blev født, der er ingen forstyrrende musik, kun menneskers sniksnakken. Man skal ikke bevæge sig, for tjeneren, der lige så godt kunne være en hiphopper fra Nørrebro, kommer straks ned og tager imod vores bestilling: zwei bier vom faß. Der er ingen forstyrrende elementer overhovedet – kun andre mennesker. Og det er vel dét, det handler om: Andre mennesker. Det eneste sted, hvor man kan blive en smule underholdt er i loftet, hvor en lokal kunstner har lavet en decoration. Og så selvfølgelig toilettet, der som alle andre toiletter i Berlin er oversprayet og malet til og klistret til med reklameklistermærker for magasiner og kunstudstillinger. Men sådan SKAL det være.
Jeg begynder at falde til ro. Jeg er kommet væk fra mine rutiner, pengeproblemer, kvindeproblemer, identitetsproblemer og alle de andre problemer, som jeg kan gå og bygge op i mit elendige lille hoved. Så mit første mål med turen, som selvfølgelig er implicit, det er det vel for alle ture, at flygte væk fra rutinen, tage benene på nakken og komme væk fra hjemmefra, er allerede begyndt at tage form. Det vi begynder med som teenagere og fortsætter resten af livet på charterrejser, skiferier, sommerhusture osv. Flugten er altid første skridt. Og som regel også er det sværeste skridt, for så skal man på en eller anden måde også give op. Det kan i hvert fald føles sådan. Roen bølger stille og roligt ind over mig, og for første gang begynder jeg at glædes. For første gang i lang tid.
Indtryk af Berlin: Hunde går uden snor. Der er masser af graffiti, meget er grimt, men ind i mellem finder man noget virkelig flot. Der er en bred smag og stil blandt de unge og sørme også de gamle. Milchkaffee er virkelig god og koster omkring 1,5 €. Alle U-Bahn stationerne er decoreret i forskellige farver og former, og stort set alle udsmykket med kunst. Berlin har virkelig lært noget af kunsten, en forståelse som København stadigvæk er håbløs bagefter. Man håber, det kan nås endnu.
NATTOG
Efter en god nats søvn, en lang tur rundt i Berlin – Åh, hvor jeg dog elsker Berlin allerede - elendig mad (dog serveret af en dansk billedkunstner fra Hjørring, som pludselig blev glad for at tale lidt dansk igen!), besøg på Stasimuseum og se locations fra filmen Das Leben Der Anderen, ophold på en ægte tysk pølsevogn, flere øl og en herlig masse cigaretter, sætter min bror og jeg os i nattoget fra Berlin til Wien, og kan se frem til en små 12 timer i siddevogn. Heldigvis får vi kupéen for os selv, så vi liner an med øl, tyrkisk brød, ost, oliven og ristede jordnødder og lader den tyske nat stødvist rulle forbi os, mens vi sniksnakker om Berlin, om mor og far og om den snart forestående begivenhed. Min bror er spændt. Og nervøs. Jeg kan ikke helt greje hvorfor, men måske frygter han at blive rystet for meget i sin identitet om sig selv, sin hjemstavnsfornemmelse og sin historie. Når man tror, at man hører til et sted og nogle mennesker og så finder ud af, at verdenen ikke hænger sådan sammen alligevel, og man et eller andet sted dybt inde i sjælen godt vidste, at der var noget galt. Lidt ligesom adoptivbørn må ha' det, når de finder ud af, at de netop ER adoptivbørn.
Jeg synker ned i mine egne tanker og stilheden breder sig i vores hjem denne nat. Små togstationer buldrer forbi derude i mørket og jeg spekulerer på, hvor JEG egentlig er på vej hen. Hvor er mit mål? Derude? Herinde? I favnen på en smuk kvinde, som jeg vælger at elske? I favnen på tusinde smukke kvinder, som vælger at elske mig? Hvad kan jeg egentlig tilføre denne verden, som den ikke allerede har i forvejen? Tankerne bliver tungere og tungere og lidt efter lidt gaber jeg og lægger mig til rette på det alt for korte sæde med min store sorte vinterjakke som dyne og en gul hættetrøje som pude.
WIEN
Næste gang jeg slår øjnene op kigger jeg på ansigtet af en meget træt og sur mand med overskæg. - Passports! Råber han kraftedeme lige ind i mine trætte hængeøjne. Javel, ikke noget please her! Søvnigt rumsterer jeg rundt i mine tasker, selvom jeg allermest har lyst til knalde ham én. Først efter længere tids stressrumstering og den sure mands kaffeånde i nakken går det op for mig, hvor fanden jeg har lagt det skide pas. På samme tid føler jeg mig intimideret af kontrolløren, der jo er kommet ind i mit soveværelse. Men hvad kan jeg gøre, det er jo trods alt hans hus. Uden tak smider han vores pas tilbage, smækker døren og vi hører hans næste "passports" og kan levende sætte os ind i oplevelsen. Jeg kigger ud af vinduet og ser et morgentåget grågrønt efterårslandskab drøne forbi. NU er vi ude. Bjerge. Store bjerge. Og kigger vi til den anden side, ude fra gangen, kan vi se ud over en kæmpe dal, hvor der stort set ikke er beboelse så langt synet kan vandre. Vi slumrer lidt mere, men denne gang med vågne øjne, der kigger udad. Indeni er alt stille.
Vi ankommer til Wien Westbahnhof. Vi har røget stort set alle vores cigaretter, så vi må købe nogen flere. Min bror kommer tilbage fra Tabak-forretningen med en pakke røde Che-cigaretter, der også har det velkendte hoved som logo. Rød er min identitetsfarve, så jeg flipper selvfølgelig med det samme og tænker, at sådan nogen MÅ jeg bare ha' med hjem. Vi fortsætter mod et i forvejen booket hostel med vores oppakning, min bror med en kæmpe rygsæk og mig med min sorte trolley og grå skuldertaske – man er vel lidt sofistikeret. Eller bare forfængelig. Der er ikke rigtig nogen af os, der siger noget. Vi kigger bare rundt og observerer byen. Det slår mig, at Wien minder forfærdelig meget om en østeuropæisk storby, én af den slags, der ser sig selv som en moderne metropol, men stadigvæk ikke kan slippe ud af fortidens grå betonskyer.
Vi ankommer på vores hostel, der bestyres af en ældre dame. Af tidligere erfaringer med udlejning af værelser hos gamle damer (læs: grimme traumatiserende oplevelser med psykopatkvinder fra plejehjemshelvede, men det er en helt anden historie – en anden gang), har jeg lært at være på vagt, når jeg møder ældre kvindelige landlords, en paranoia, der i dette tilfælde viste sig at være ubegrundet. Hvilket dog ikke har fjernet min sanselige årvågenhed, stol ALDRIG på ældre kvinder, de er som regel nogle hekse, der vil dig det dårligt! Men vi smider vores bagage og drøner ud i byen.
Men der er ikke meget sjov at hente i hverken min bror eller Wien. Min bror har alle sine tanker på den næste dag, hvor vi skal til Baden og møde Notarerne, der har behandlet dødsboet efter min brors far. Jeg prøver at lokke med koncert, øl og Peter Belli-hø, men min bror er hverken til at hugge eller stikke i. Så efter lidt søvnig jaywalking og lidt ussel mad, drøner vi hjem til vores seng for natten. Jeg krøller nogle prerolls, ryger den ene ud af vinduet og vi lægger os i hver sin seng. Min bror har røget lidt med og efter nogle minutter, kan jeg mærke på ham at han ikke er helt okay.
Når man ryger hø bliver ens tanker og følelser mere sanselige, man undrer og morer sig over selv de mindste ting. Nogen gange når jeg skriver, ryger jeg en lille pibe for at få mere sanselighed ned i teksten. Og specielt når man dyrker sex kan det være fantastisk at ryge en lille jazzcigar eller bønnespire. Men hvis man på den anden side er fyldt op med nervøse tanker, når man er ked af noget, så er det bestemt ikke anbefalelsesværdigt at ryge en splif. For lige så sanselig man bliver, når man er i godt humør, lige så sanselig bliver man i det dårlige. Og dårlige tanker kan være forfærdelige, når de bliver forstærket. Så kan man ikke sove for tankernes rumstering rundt og det dårlige bliver større og man ender med at blive paranoid. Når jeg har røget på dårlige tanker, må jeg altid låse min dør, selvom jeg normalt ikke låser den (jeg bor i kollektiv med 7 dejlige og søde mennesker). Men i de tilfælde bliver jeg bange. Ikke for mig selv, men for alt det andet der er derude. Og det er ikke rart.
Og sådan havde min bror det. Han havde svært ved at sove, tankerne kørte rundt i hovedet på ham, han vendte og drejede sig, han kunne ikke finde hvile indeni. Hvad ville der ske den næste dag, hvor han skal konfronteres med sin ukendte far og en historie han aldrig har bedt om at deltage i? Hvad var faderen for én? Tænkte han overhovedet på min bror og min mor, som han forlod, da min bror var helt lille. Forlod dem, sådan uden videre, "jeg skal lige ned efter cigaretter", og BUM, væk for altid. Ikke noget kort, ikke noget brev, ingenting. Bare væk. Mig derimod, jeg sov som en sten – vel ikke at fortænke oven på en nat i et tog med alt for korte sæder.
søndag den 29. april 2007
mandag den 11. december 2006
cigarettet
Dette er også en text jeg opførte på Huset Café den 8. december 2006.
Jeg er der ikke endnu. Ved ikke helt, hvor jeg er. Et sted midt i mellem. Måske er jeg blokeret. Måske er jeg provokeret. Til standsning. Sådan er jeg, udpumpet. Tømt for energi. Skaberkraft. Trang til, er også væk.
Cigaretter er der. De er der altid. Heldigvis. Også når det regner udenfor. Eller når kvinderne ikke ringer tilbage. Eller når man har nederen over sig selv, fordi man for anden gang bollede med en pige, man ikke havde lyst til at bolle, og så heller ikke kyssede. Heller ikke af medlidenhed, men bare bollede. Det lille væsen var jo forelsket.
Cigaretterne er der altid. Man tænder den og for et øjeblik behøver man ikke koncentrere sig om andet end at bevæge cigaretten op til munden, suge, fjerne hånden og puste gråt røg ud. Så er alting så nemt.
Også når ordene ikke vil komme ud. Når de er derinde, men er kludret sammen til et kludetæppe, som måske passer i farverne, men bestemt ikke i sammenhængen. Bestemt, ikke? Bestemt.
Når man ikke har hørt fra sin hemmelige elskerinde i flere uger, og dagene bare går. Og man bliver i tvivl. Om man var sød nok sidste gang, og ikke fraværende, som man altid er. Det er jo bare en elskerinde. Ikke sandt. En hemmelig kvinde. Så hemmelig, at man ikke altid er sikker på, at hun virkelig eksisterer. Men det gør hun. Ikke?
Så er cigaretten der.
Og man tænker på det, men får aldrig gjort noget. Får aldrig sagt noget. Får aldrig ment noget. Det meste er for det meste ligegyldigt, som om man aldrig har sagt noget, aldrig har gjort noget og aldrig har ment noget.
Og så er der hende, der glemte sin orange BH. Og dét er i virkeligheden det eneste bevis på at hun overhovedet har været der. Og man tænker, om det overhovedet er den rigtige måde at gøre det på. Er der andre?
Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der ALTID!
Også når man synes at man er så helvedes falsk, og man taler med en sjov stemme, man har jo ingen stemme selv, og lidt sjov skal man da ha...
Så er der heldigvis altid en cigaret.
Også når det virkelig kører. Når man er helt oppe at køre over noget, som er så fantastisk at man bare er helt oppe at køre. Og man ved ikke, hvor man kører hen, bare så længe det kører. Og det gør det jo også engang imellem. Og det skal jo fejres, for det er alligevel ikke så tit det sker, men når det sker, så skal det da selvfølgelig fejres. Så skal man lige ha.. en cigaret. De hjalp jo én på vej. Og var der, når man havde behov for dem. Og hørte på ens klager og fortvivlser og forhåbninger og alt det der ligger midt i mellem. For så er der jo i det mindste NOGET midt i mellem.
Hvis man kunne dyrke sex med en cigaret, var jeg gift for længst.
Så er cigaretterne der altid. Så er cigaretterne der hele tiden. Cigaretter. Cigaretter. Cigaretter. Altid og hele tiden. I hånden, i munden, i lungerne, i askebægeret. Simpelthen HELE TIDEN.
Hvad ved du egentlig om DET? Hvad ved du egentlig OM det? Hvad ved du EGENTLIG om det? Hvad ved DU egentlig om det? Hvad VED du egentlig om det? HVAD ved du egentlig om det?
Jeg er der ikke endnu. Ved ikke helt, hvor jeg er. Et sted midt i mellem. Måske er jeg blokeret. Måske er jeg provokeret. Til standsning. Sådan er jeg, udpumpet. Tømt for energi. Skaberkraft. Trang til, er også væk.
Cigaretter er der. De er der altid. Heldigvis. Også når det regner udenfor. Eller når kvinderne ikke ringer tilbage. Eller når man har nederen over sig selv, fordi man for anden gang bollede med en pige, man ikke havde lyst til at bolle, og så heller ikke kyssede. Heller ikke af medlidenhed, men bare bollede. Det lille væsen var jo forelsket.
Cigaretterne er der altid. Man tænder den og for et øjeblik behøver man ikke koncentrere sig om andet end at bevæge cigaretten op til munden, suge, fjerne hånden og puste gråt røg ud. Så er alting så nemt.
Også når ordene ikke vil komme ud. Når de er derinde, men er kludret sammen til et kludetæppe, som måske passer i farverne, men bestemt ikke i sammenhængen. Bestemt, ikke? Bestemt.
Når man ikke har hørt fra sin hemmelige elskerinde i flere uger, og dagene bare går. Og man bliver i tvivl. Om man var sød nok sidste gang, og ikke fraværende, som man altid er. Det er jo bare en elskerinde. Ikke sandt. En hemmelig kvinde. Så hemmelig, at man ikke altid er sikker på, at hun virkelig eksisterer. Men det gør hun. Ikke?
Så er cigaretten der.
Og man tænker på det, men får aldrig gjort noget. Får aldrig sagt noget. Får aldrig ment noget. Det meste er for det meste ligegyldigt, som om man aldrig har sagt noget, aldrig har gjort noget og aldrig har ment noget.
Og så er der hende, der glemte sin orange BH. Og dét er i virkeligheden det eneste bevis på at hun overhovedet har været der. Og man tænker, om det overhovedet er den rigtige måde at gøre det på. Er der andre?
Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der altid. Cigaretterne er der ALTID!
Også når man synes at man er så helvedes falsk, og man taler med en sjov stemme, man har jo ingen stemme selv, og lidt sjov skal man da ha...
Så er der heldigvis altid en cigaret.
Også når det virkelig kører. Når man er helt oppe at køre over noget, som er så fantastisk at man bare er helt oppe at køre. Og man ved ikke, hvor man kører hen, bare så længe det kører. Og det gør det jo også engang imellem. Og det skal jo fejres, for det er alligevel ikke så tit det sker, men når det sker, så skal det da selvfølgelig fejres. Så skal man lige ha.. en cigaret. De hjalp jo én på vej. Og var der, når man havde behov for dem. Og hørte på ens klager og fortvivlser og forhåbninger og alt det der ligger midt i mellem. For så er der jo i det mindste NOGET midt i mellem.
Hvis man kunne dyrke sex med en cigaret, var jeg gift for længst.
Så er cigaretterne der altid. Så er cigaretterne der hele tiden. Cigaretter. Cigaretter. Cigaretter. Altid og hele tiden. I hånden, i munden, i lungerne, i askebægeret. Simpelthen HELE TIDEN.
Hvad ved du egentlig om DET? Hvad ved du egentlig OM det? Hvad ved du EGENTLIG om det? Hvad ved DU egentlig om det? Hvad VED du egentlig om det? HVAD ved du egentlig om det?
den kreative klasse
Det her er en text, jeg opførte på Husets Café fredag den 8. december 2006 i forbindelse med et stand-up poetry show med bl.a. Sune Urth, Kristian Sønderby, Chresten Forsom og Tristan Winter.
Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg færdes i de kreative miljøer, med kreative mennesker, der laver spændende kreative ting. Faktisk kan jeg bedst lide at tale med kreative mennesker. Jeg ved ikke hvordan ikke-kreative mennesker taler, jeg ved ikke HVAD de taler om eller hvad de tænker PÅ. Så jeg færdes bedst mellem kreative mennesker.
Jeg er en del af den kreative klasse. Vi er en meget bred klasse. Klassekvocienten er overskredet for længst. Nogen af os er bare semikreative, du ved sådan lidt i fritiden, men hvor er det dejligt befriende at være blandt andre kreative, det er som om de forstår mig meget bedre. Og vi insisterer på, at vi er en del af den kreative klasse.
Nogen af os er helt sikkert kreative, fordi vi arbejder eller studerer kreative steder. Det er som om der ikke er plads til os andre steder, jeg har selvfølgelig da prøvet, men det fungerer simpelthen bare ikke for mig. Jeg er en ganske anden. Og man siger det på dén måde, så man viser, at man SELVFØLGELIG har sympati og medfølelse og holder af og min familie er også en del af den ikke-kreative klasse .. de stakler.
Der er en lille del af os, som betragter os selv som de ægte kreative. Vi er jo mere end det, vi er KUNSTNERE. Vi er den mest specielle del af de kreative, for vi er jo KUNSTNERE. Vi gør tingene på vores egen måde, vores helt specielle særegne måde, som helst ingen har gjort det før, for vi er da selvfølgelige KUNSTNERE. De andre kreative misunder os lidt, for de ved godt, hvor meget mod det i virkeligheden kræver at være kreativ KUNSTNER. De andre ville ønske, at de var lidt mere ligesom os. Sådan er det bare.
Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg har aldrig nogen penge, og alle kreative taler altid om, hvordan de får de næste penge, om at det almindelige job truer derude, for det gør det jo. Vi kreative sætter en ære i aldrig at have nogen penge. Alligevel tager vi taxa, drikker øl, er på stoffer hele tiden og ryger selvfølgelig pot og hash. Og selvfølgelig spiser vi hjemmelavet kreativ mad. Vi går meget op i at mixe maden på en spændende måde, som INGEN andre nogensinde har tænkt på før. Og vi går meget op i at det er økologisk mad og hjemmelavet mad og spændende mad. Vi køber også masser af tøj, og selvfølgelig det mærkelige tøj, så vi ser mærkelige ud, det skal man jo når man er kreativ, også selvom det mærkelige tøj koster en mærkeligt masse penge (hvorfor, det er jo mærkeligt). Og vi bor altid sådanne nogle fine steder, hvor der helst skal hænge kreativ kunst på væggen, og det skal helst være indrettet på en HØJST UNORMAL MÅDE, men alligevel meget smart og chikt! Og vi går altid ud til teaterforestillinger, hvor vi kan hilse på de andre kreative (Og vi ER faktisk ved at være en del) og hvorfor lige teater, men man er jo én af de kreative. Og dér bruger vi også penge, med mindre vi er blevet inviteret til premiere eller forpremiere fordi vi har været inde og hjælpe en anden kreativ og sagt vores kreative mening om det enormt kreative stykke, som vores kreative ven har sat op. Det er flot! Det er altid et stort mysterium, hvor vi kreative har vores penge fra. Men vi er jo KREATIVE, ikke sandt?
Jeg ER en del af den kreative klasse. Mine venner er også en del af den kreative klasse. Når vi taler sammen, taler vi om ting, som kun os fra den kreative klasse kan tale om. For det meste taler vi om livet i den kreative klasse. Og om kvinderne fra den kreative klasse. Og en hel del om os selv. Vi er jo kreative, ikke sandt. Når jeg taler med mine bekendte, som ikke er en del af den kreative klasse, synes jeg altid at de er så banale. Men på den anden side har jeg også sympati med dem .. de er jo bare banale mennesker. Og ikke så heldige, at de er en del af den kreative klasse. Som jeg.
JEG er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, er de som regel også en del af den kreative klasse. Kvinder fra den kreative klasse ser altid lidt lækrere ud. Kvinder fra den kreative klasse véd godt, at de har fingeren på pulsen og ser sådan ud. Kvinder fra den kreative klasse barberer sig under armene, men er holdt op med at barbere sig i skridtet .. det skal jo helst være økologisk, ikke sandt? Kvinder fra den kreative klasse er altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting man udmærket er klar over, man er jo selv en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder fra den kreative klasse, går der som regel ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, fortæller de mig, hvor SPÆNDENDE det er, alt det KUNSTNERISKE jeg laver. At vi bare MÅ arbejde sammen en dag, for kunne det ikke være SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at afholde jobsamtaler og de prøver på at imponere mig ved at bevise, at de faktisk godt kan skjule hele min pik inde i sin mund, så det ser ud som at en alt for stor fisk sidder fast på mig, mens den prøver at sluge mig startende fra skridtet. Og en gang imellem prøver jeg at bevæge mig for at se om den alt for store fisk følger med. Og det gør den som regel.
Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, får jeg som regel lidt svært ved at være til stede. De er jo altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting, som jeg overhovedet ikke ved noget om. Og hvor sjovt er dét lige. Kvinder, som ikke er en del af den kreative klasse barberer sig også under armene og de er også holdt op med at barbere sig i skridtet, for de vil så gerne være en kvinde, som er en del af den kreative klasse. Den eneste forskel, der er på kvinder, der er en del af den kreative klasse, og kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse er faktisk at kvinderne der ikke er fra den kreative klasse ser lidt grimmere ud. Men det er ikke deres skyld .. de er jo bare ikke en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, går der ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, spørger de om også kvinder fra den kreative klasse bliver slået på kinderne, på brysterne og på røven mens de sutter pik. For det er nemlig så SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at det måske i virkeligheden FORHOLDER sig sådan. Og så begynder de at imponere mig med at de da også selv kan slå sig selv, og SÅ bliver fornedrelsen da ikke større. Men jeg spiller spillet, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Dén del af os, som bare aldrig kan finde os en kæreste. Og hvorfor mon, spørger man sig selv.
Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg skal ud af døren, når jeg skal møde andre mennesker, når jeg skal ned i kiosken, så skal jeg klæde mig ud. Tage en sjov hat på. Så skal jeg præstere, man ved jo aldrig, hvornår man møder andre mennesker, som også er en del af den kreative klasse. Og det kan man jo ikke have. Når jeg er ude, skal jeg helst kunne sige noget ENORMT kreativt, og gerne provokerende, som alle andre tænker, men ikke tør sige. Men det gør jeg, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Og det er jo altid væsentligt nemmere, når man er lidt fuld eller har røget noget pot. Så man drikker sig lidt fuld eller ryger noget pot, for at gøre det hele væsentligt nemmere. Og på en eller anden måde er det jo også ENOMT kreativt at man kan ryge sig skæv klokken 2 en torsdag eftermiddag, for så at tage ud til en eller anden reception eller julefrokost med andre kreative. Eller en god vens udgivelsesfest, der er jo nogen der udgiver, ikke sandt? Næh nej, ikke rigtige kreative, de udgiver aldrig noget, de udkommer aldrig med noget og der er aldrig nogen, der hører om dem. Sådan er det.
Jeg er i sandhed en del af den kreative klasse. Det er sådan nogen som mig, Danmark skal overleve på. Det er os, vi satser på. Os, DEN KREATIVE KLASSE.
Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg færdes i de kreative miljøer, med kreative mennesker, der laver spændende kreative ting. Faktisk kan jeg bedst lide at tale med kreative mennesker. Jeg ved ikke hvordan ikke-kreative mennesker taler, jeg ved ikke HVAD de taler om eller hvad de tænker PÅ. Så jeg færdes bedst mellem kreative mennesker.
Jeg er en del af den kreative klasse. Vi er en meget bred klasse. Klassekvocienten er overskredet for længst. Nogen af os er bare semikreative, du ved sådan lidt i fritiden, men hvor er det dejligt befriende at være blandt andre kreative, det er som om de forstår mig meget bedre. Og vi insisterer på, at vi er en del af den kreative klasse.
Nogen af os er helt sikkert kreative, fordi vi arbejder eller studerer kreative steder. Det er som om der ikke er plads til os andre steder, jeg har selvfølgelig da prøvet, men det fungerer simpelthen bare ikke for mig. Jeg er en ganske anden. Og man siger det på dén måde, så man viser, at man SELVFØLGELIG har sympati og medfølelse og holder af og min familie er også en del af den ikke-kreative klasse .. de stakler.
Der er en lille del af os, som betragter os selv som de ægte kreative. Vi er jo mere end det, vi er KUNSTNERE. Vi er den mest specielle del af de kreative, for vi er jo KUNSTNERE. Vi gør tingene på vores egen måde, vores helt specielle særegne måde, som helst ingen har gjort det før, for vi er da selvfølgelige KUNSTNERE. De andre kreative misunder os lidt, for de ved godt, hvor meget mod det i virkeligheden kræver at være kreativ KUNSTNER. De andre ville ønske, at de var lidt mere ligesom os. Sådan er det bare.
Jeg er en del af den kreative klasse. Jeg har aldrig nogen penge, og alle kreative taler altid om, hvordan de får de næste penge, om at det almindelige job truer derude, for det gør det jo. Vi kreative sætter en ære i aldrig at have nogen penge. Alligevel tager vi taxa, drikker øl, er på stoffer hele tiden og ryger selvfølgelig pot og hash. Og selvfølgelig spiser vi hjemmelavet kreativ mad. Vi går meget op i at mixe maden på en spændende måde, som INGEN andre nogensinde har tænkt på før. Og vi går meget op i at det er økologisk mad og hjemmelavet mad og spændende mad. Vi køber også masser af tøj, og selvfølgelig det mærkelige tøj, så vi ser mærkelige ud, det skal man jo når man er kreativ, også selvom det mærkelige tøj koster en mærkeligt masse penge (hvorfor, det er jo mærkeligt). Og vi bor altid sådanne nogle fine steder, hvor der helst skal hænge kreativ kunst på væggen, og det skal helst være indrettet på en HØJST UNORMAL MÅDE, men alligevel meget smart og chikt! Og vi går altid ud til teaterforestillinger, hvor vi kan hilse på de andre kreative (Og vi ER faktisk ved at være en del) og hvorfor lige teater, men man er jo én af de kreative. Og dér bruger vi også penge, med mindre vi er blevet inviteret til premiere eller forpremiere fordi vi har været inde og hjælpe en anden kreativ og sagt vores kreative mening om det enormt kreative stykke, som vores kreative ven har sat op. Det er flot! Det er altid et stort mysterium, hvor vi kreative har vores penge fra. Men vi er jo KREATIVE, ikke sandt?
Jeg ER en del af den kreative klasse. Mine venner er også en del af den kreative klasse. Når vi taler sammen, taler vi om ting, som kun os fra den kreative klasse kan tale om. For det meste taler vi om livet i den kreative klasse. Og om kvinderne fra den kreative klasse. Og en hel del om os selv. Vi er jo kreative, ikke sandt. Når jeg taler med mine bekendte, som ikke er en del af den kreative klasse, synes jeg altid at de er så banale. Men på den anden side har jeg også sympati med dem .. de er jo bare banale mennesker. Og ikke så heldige, at de er en del af den kreative klasse. Som jeg.
JEG er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, er de som regel også en del af den kreative klasse. Kvinder fra den kreative klasse ser altid lidt lækrere ud. Kvinder fra den kreative klasse véd godt, at de har fingeren på pulsen og ser sådan ud. Kvinder fra den kreative klasse barberer sig under armene, men er holdt op med at barbere sig i skridtet .. det skal jo helst være økologisk, ikke sandt? Kvinder fra den kreative klasse er altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting man udmærket er klar over, man er jo selv en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder fra den kreative klasse, går der som regel ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, fortæller de mig, hvor SPÆNDENDE det er, alt det KUNSTNERISKE jeg laver. At vi bare MÅ arbejde sammen en dag, for kunne det ikke være SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at afholde jobsamtaler og de prøver på at imponere mig ved at bevise, at de faktisk godt kan skjule hele min pik inde i sin mund, så det ser ud som at en alt for stor fisk sidder fast på mig, mens den prøver at sluge mig startende fra skridtet. Og en gang imellem prøver jeg at bevæge mig for at se om den alt for store fisk følger med. Og det gør den som regel.
Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, får jeg som regel lidt svært ved at være til stede. De er jo altid sindssygt kedelige at snakke med, for de taler kun om ting, som jeg overhovedet ikke ved noget om. Og hvor sjovt er dét lige. Kvinder, som ikke er en del af den kreative klasse barberer sig også under armene og de er også holdt op med at barbere sig i skridtet, for de vil så gerne være en kvinde, som er en del af den kreative klasse. Den eneste forskel, der er på kvinder, der er en del af den kreative klasse, og kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse er faktisk at kvinderne der ikke er fra den kreative klasse ser lidt grimmere ud. Men det er ikke deres skyld .. de er jo bare ikke en del af den kreative klasse. Når jeg møder kvinder, der ikke er en del af den kreative klasse, går der ikke lang tid før de ligger i min seng, og mens de er i gang med at sutte min pik, spørger de om også kvinder fra den kreative klasse bliver slået på kinderne, på brysterne og på røven mens de sutter pik. For det er nemlig så SPÆNDENDE. Og jeg har følelsen af at det måske i virkeligheden FORHOLDER sig sådan. Og så begynder de at imponere mig med at de da også selv kan slå sig selv, og SÅ bliver fornedrelsen da ikke større. Men jeg spiller spillet, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Dén del af os, som bare aldrig kan finde os en kæreste. Og hvorfor mon, spørger man sig selv.
Jeg er en del af den kreative klasse. Når jeg skal ud af døren, når jeg skal møde andre mennesker, når jeg skal ned i kiosken, så skal jeg klæde mig ud. Tage en sjov hat på. Så skal jeg præstere, man ved jo aldrig, hvornår man møder andre mennesker, som også er en del af den kreative klasse. Og det kan man jo ikke have. Når jeg er ude, skal jeg helst kunne sige noget ENORMT kreativt, og gerne provokerende, som alle andre tænker, men ikke tør sige. Men det gør jeg, for jeg er jo en del af den kreative klasse. Og det er jo altid væsentligt nemmere, når man er lidt fuld eller har røget noget pot. Så man drikker sig lidt fuld eller ryger noget pot, for at gøre det hele væsentligt nemmere. Og på en eller anden måde er det jo også ENOMT kreativt at man kan ryge sig skæv klokken 2 en torsdag eftermiddag, for så at tage ud til en eller anden reception eller julefrokost med andre kreative. Eller en god vens udgivelsesfest, der er jo nogen der udgiver, ikke sandt? Næh nej, ikke rigtige kreative, de udgiver aldrig noget, de udkommer aldrig med noget og der er aldrig nogen, der hører om dem. Sådan er det.
Jeg er i sandhed en del af den kreative klasse. Det er sådan nogen som mig, Danmark skal overleve på. Det er os, vi satser på. Os, DEN KREATIVE KLASSE.
torsdag den 31. august 2006
fucking fake
På afstand er hun en smuk, ung og fantastisk drejet kvinde. På afstand!
Ringede til en gammel veninde forleden dag. Egentlig ikke fordi jeg havde synderligt lyst, men mest fordi jeg havde lovet hende, at "Ja, selvfølgelig skal vi da snart drikke en øl sammen!" og fordi jeg var fuld. Jeg var vel liderlig, lysten og i godt humør. Så hvis det ikke skulle blive mærkeligt, at ses igen og kigge hinanden i øjnene uden at have noget at sige, som jeg havde en følelse af at det kunne, så skulle det være dén aften.
Havde i øvrigt besøg af en god ven. Jeg ser ham ikke så tit, så jeg glædede mig også over et godt gensyn. Ham, tænkte jeg, ham vil jeg gerne ud og fange damer med.
Så jeg ringede. Og jo, den er var helt i vinkel Hun og en veninde sad og hyggede sig, og vi kunne da bare kigge forbi. Bare noget sodavand med til sprutten, og "så ses vi om lidt".
Og så går tingene jo sin fantastiske gang: Vi kommer ind, har sodavand med, får skænket gin'en op, skåler, knævrer løs om alt mellem himmel og jord, nedstirrer hendes uendelige kavalergang, "jeg er blevet direktør" - "nå, hvor fedt, jeg er ved at lave denneher dokumentar om nogle mennesker, der hjælper andre mennesker i nød" - "Ej, er det rigtigt?" - "Jamen, det er bare sådan et lille projekt, hvor jeg redder verdenen" - "Guud, hvor spændende..." og så bliver man lige berørt luftigt på skulderen, hen af nakken, med en kælen hånd, når hun passerer for at pudre næsen, skifte bind eller skide, eller hvad helvede hun nu skal.
Efter en flaske gin, beslutter vi os for at vi alle skal gå videre ud i nattelivet, for at finde os et påskud for at blive fuldere og mere liderlig, alt i mens hentydningerne bliver kraftigere og kraftigere.
Vennen og veninden kysser! Nå ja, hvorfor ikke. Og så bliver kyssene langet ud til højre og venstre. KLIP! Har købt 10 øl i 7-Eleven. Ligger på sofaen, betragter ølposen, mens jeg rører ved hendes fantastiske bryster. Overvejer om jeg kan stoppe op for at drikke lidt øl - føler mig ikke helt nok stiv. Opgiver, piller hende imellem benene, hun stønner - lidt forsigtigt. Bedrageriet har stået på længe, men først nu begynder det at gå op for mig. Jeg piller videre, mere forsigtigt stønnen. Brysterne og imellem benene på samme tid, endnu mere forsigtigt stønnen.
Pludseligt rejser hun sig op! Det slår mig i et kort øjeblik, at hun har ledt efter denneher chance for at få slæbt mig med ind i sengen, men jeg tænker kun et kort øjeblik før jeg bliver slæbt med ind i hendes seng, lydig som en hund. Idet vi kommer ind på hendes værelse slukker hun lyset, hun påstår at der er så rodet, at hun bliver flov, hvis jeg skulle hænde at se det. Jeg tager det som generthed over sig selv, som om hun ikke er klar til at vise mig hendes krop endnu. Nok røre, men helst ikke se. Tøjet bliver hurtigt smidt af - det er jo ligemeget alligevel. Og der går ikke længe før hun har begravet min vrede penis i alle de huller, hun overhovedet kan finde på sig selv. Og der går heller ikke længe, før hun får hendes første orgasme. Det lyder ihvertfald sådan, som det bør lyde, når man rigtig knalder, som dem i pornofilmene. Hun havde lært det, alle lydene, alle ordene, for at hun kunne glæde de mænd, som så absolut ville give hende en status, en position, en identitet.
Anden gang tænker jeg ikke ligeså meget over det. Og det utrolige er, at tredje gang hun får en orgasme glemmer jeg det og giver mig hen i legen, som den store tyr jeg er, der kan tage kvinderne på præcis dén måde, som gør dem så kåde og liderlige, at de vil opgive alt for mig. Jeg bestemmer! Hiver hendes ansigt væk fra pikken, trækker hende op til mig, vender hende om, så vi ligger i ske. Lusker pikken op i hende og boller til jeg næsten er ved at kaste hende væk i ren arrigskab. Og så! I et helt uventet øjeblik kommer jeg ganske kraftigt. Faktisk så kraftigt, at jeg begynder at grine. Og bliver ved i flere minutter.
Sover. Vågner. Sludrer. Får et påskud. Tager mit tøj på. Og hej hej, vi ses. Og selvfølgelig lige et kys, man er vel gentleman. Afsted. Væk. På afstand - derfra, hvor hun stadig er en smuk, ung og fantastisk drejet kvinde.
Ringede til en gammel veninde forleden dag. Egentlig ikke fordi jeg havde synderligt lyst, men mest fordi jeg havde lovet hende, at "Ja, selvfølgelig skal vi da snart drikke en øl sammen!" og fordi jeg var fuld. Jeg var vel liderlig, lysten og i godt humør. Så hvis det ikke skulle blive mærkeligt, at ses igen og kigge hinanden i øjnene uden at have noget at sige, som jeg havde en følelse af at det kunne, så skulle det være dén aften.
Havde i øvrigt besøg af en god ven. Jeg ser ham ikke så tit, så jeg glædede mig også over et godt gensyn. Ham, tænkte jeg, ham vil jeg gerne ud og fange damer med.
Så jeg ringede. Og jo, den er var helt i vinkel Hun og en veninde sad og hyggede sig, og vi kunne da bare kigge forbi. Bare noget sodavand med til sprutten, og "så ses vi om lidt".
Og så går tingene jo sin fantastiske gang: Vi kommer ind, har sodavand med, får skænket gin'en op, skåler, knævrer løs om alt mellem himmel og jord, nedstirrer hendes uendelige kavalergang, "jeg er blevet direktør" - "nå, hvor fedt, jeg er ved at lave denneher dokumentar om nogle mennesker, der hjælper andre mennesker i nød" - "Ej, er det rigtigt?" - "Jamen, det er bare sådan et lille projekt, hvor jeg redder verdenen" - "Guud, hvor spændende..." og så bliver man lige berørt luftigt på skulderen, hen af nakken, med en kælen hånd, når hun passerer for at pudre næsen, skifte bind eller skide, eller hvad helvede hun nu skal.
Efter en flaske gin, beslutter vi os for at vi alle skal gå videre ud i nattelivet, for at finde os et påskud for at blive fuldere og mere liderlig, alt i mens hentydningerne bliver kraftigere og kraftigere.
Vennen og veninden kysser! Nå ja, hvorfor ikke. Og så bliver kyssene langet ud til højre og venstre. KLIP! Har købt 10 øl i 7-Eleven. Ligger på sofaen, betragter ølposen, mens jeg rører ved hendes fantastiske bryster. Overvejer om jeg kan stoppe op for at drikke lidt øl - føler mig ikke helt nok stiv. Opgiver, piller hende imellem benene, hun stønner - lidt forsigtigt. Bedrageriet har stået på længe, men først nu begynder det at gå op for mig. Jeg piller videre, mere forsigtigt stønnen. Brysterne og imellem benene på samme tid, endnu mere forsigtigt stønnen.
Pludseligt rejser hun sig op! Det slår mig i et kort øjeblik, at hun har ledt efter denneher chance for at få slæbt mig med ind i sengen, men jeg tænker kun et kort øjeblik før jeg bliver slæbt med ind i hendes seng, lydig som en hund. Idet vi kommer ind på hendes værelse slukker hun lyset, hun påstår at der er så rodet, at hun bliver flov, hvis jeg skulle hænde at se det. Jeg tager det som generthed over sig selv, som om hun ikke er klar til at vise mig hendes krop endnu. Nok røre, men helst ikke se. Tøjet bliver hurtigt smidt af - det er jo ligemeget alligevel. Og der går ikke længe før hun har begravet min vrede penis i alle de huller, hun overhovedet kan finde på sig selv. Og der går heller ikke længe, før hun får hendes første orgasme. Det lyder ihvertfald sådan, som det bør lyde, når man rigtig knalder, som dem i pornofilmene. Hun havde lært det, alle lydene, alle ordene, for at hun kunne glæde de mænd, som så absolut ville give hende en status, en position, en identitet.
Anden gang tænker jeg ikke ligeså meget over det. Og det utrolige er, at tredje gang hun får en orgasme glemmer jeg det og giver mig hen i legen, som den store tyr jeg er, der kan tage kvinderne på præcis dén måde, som gør dem så kåde og liderlige, at de vil opgive alt for mig. Jeg bestemmer! Hiver hendes ansigt væk fra pikken, trækker hende op til mig, vender hende om, så vi ligger i ske. Lusker pikken op i hende og boller til jeg næsten er ved at kaste hende væk i ren arrigskab. Og så! I et helt uventet øjeblik kommer jeg ganske kraftigt. Faktisk så kraftigt, at jeg begynder at grine. Og bliver ved i flere minutter.
Sover. Vågner. Sludrer. Får et påskud. Tager mit tøj på. Og hej hej, vi ses. Og selvfølgelig lige et kys, man er vel gentleman. Afsted. Væk. På afstand - derfra, hvor hun stadig er en smuk, ung og fantastisk drejet kvinde.
tirsdag den 8. august 2006
Dobbeltdøren
Det er i virkeligheden meget simpelt. Du kører bare derned, ved siden af dobbeltdøren er der et stigrør, hvor der i bunden er skruet et dæksel fast. Hvis man løsner dækslet, vil der ligge en nøgle, som du kan åbne dobbeltdøren med. Når det er gjort er alle dine bekymringer ude af verden. Men husk gearet. Hvis du ikke har gearet med vil alle dine ubekymretheder blive til det værste helvede på jorden. Du vil se ting, som kun sjæle i skærsilden ser - og det er kun, hvis de virkelig har noget ondskab, der skal renses ud.
Jeg er i venteposition. Jeg sidder på en sort kontorstol og venter. Klokken er lidt over 5 om morgenen. Har ventet siden kl. 10 i går formiddags. Kan ikke sove. Må ikke sove. Men jeg vil gerne. I stedet sidder jeg på den sorte kontorstol, der altid er lidt for høj, eller lidt for lav. Kigger på den lille grønne flue, der livligt summer op og ned af skærmen. Ubemkymret. Det dumme væsen.
Lyset udenfor ændrer sig. Minutterne går langsomt, men timerne flyver afsted. Om lidt er det min tid. Ikke min bedste tid, men min tid. Som heksen, der skal brændes over sagte ild. Pennen, potten og papirerne på mit skrivebord leger stoledans om det sidste stykke ledigt plads foran min tilstedeværelse, der mest er koncentreret om Jolly'en og cigaretterne. De nervøse cigaretter. Hvad vil der ske? Er jeg stadig til om 2 timer?
Jeg har et telefonnummer. Et telefonnummer til frelse. Men ingen tager røret. Den ringer i lang tid, for derefter at begynde på den ulidelige tretonesang, som betyder at der igen ikke er noget sted at henvende sig, når man håber. Som tåber.
jeg er magtesløs. Jeg skal kun igennem dobbeltdøren, men jeg mangler gearet. Det eneste gear jeg har er en lille mærkelig skrue af bronze i min baglomme. Den kommer man ikke langt med. Slet ikke i disse tider. Disse hede tider.
Om lidt ringer telefonen. De forkerte ringer. Jeg havde lovet dem, men jeg kan ikke holde min lov, fpr loven er taget ud af mine hænder og lagt i svøbe hos en total inkompentent fyr, ved navn Henrik. En læspende fyr, ved navn Henrik. jeg prøver igen at opnå frelse, men ringetonen fortsætter i uendeligheden med sit ulidelige duuut-signal og sit endelige tretoneskema, der siger mig at det hele falder sammen om ørene på mig om to sekunder.
Timegammelt sæd klæber sig i mine underbukser - heller ikke dét hjalp. Det gør det som regel aldrig, men man håber jo altid alligevel, hva' skal man ellers gøre?
Nu er det blevet morgen udenfor. Herinde er det stadig nat. Dyb, mørk nat.
Telefonen ringede. Helvede er brudt løs.
Jeg er i venteposition. Jeg sidder på en sort kontorstol og venter. Klokken er lidt over 5 om morgenen. Har ventet siden kl. 10 i går formiddags. Kan ikke sove. Må ikke sove. Men jeg vil gerne. I stedet sidder jeg på den sorte kontorstol, der altid er lidt for høj, eller lidt for lav. Kigger på den lille grønne flue, der livligt summer op og ned af skærmen. Ubemkymret. Det dumme væsen.
Lyset udenfor ændrer sig. Minutterne går langsomt, men timerne flyver afsted. Om lidt er det min tid. Ikke min bedste tid, men min tid. Som heksen, der skal brændes over sagte ild. Pennen, potten og papirerne på mit skrivebord leger stoledans om det sidste stykke ledigt plads foran min tilstedeværelse, der mest er koncentreret om Jolly'en og cigaretterne. De nervøse cigaretter. Hvad vil der ske? Er jeg stadig til om 2 timer?
Jeg har et telefonnummer. Et telefonnummer til frelse. Men ingen tager røret. Den ringer i lang tid, for derefter at begynde på den ulidelige tretonesang, som betyder at der igen ikke er noget sted at henvende sig, når man håber. Som tåber.
jeg er magtesløs. Jeg skal kun igennem dobbeltdøren, men jeg mangler gearet. Det eneste gear jeg har er en lille mærkelig skrue af bronze i min baglomme. Den kommer man ikke langt med. Slet ikke i disse tider. Disse hede tider.
Om lidt ringer telefonen. De forkerte ringer. Jeg havde lovet dem, men jeg kan ikke holde min lov, fpr loven er taget ud af mine hænder og lagt i svøbe hos en total inkompentent fyr, ved navn Henrik. En læspende fyr, ved navn Henrik. jeg prøver igen at opnå frelse, men ringetonen fortsætter i uendeligheden med sit ulidelige duuut-signal og sit endelige tretoneskema, der siger mig at det hele falder sammen om ørene på mig om to sekunder.
Timegammelt sæd klæber sig i mine underbukser - heller ikke dét hjalp. Det gør det som regel aldrig, men man håber jo altid alligevel, hva' skal man ellers gøre?
Nu er det blevet morgen udenfor. Herinde er det stadig nat. Dyb, mørk nat.
Telefonen ringede. Helvede er brudt løs.
Abonner på:
Opslag (Atom)