MONOLOGER - nyheder, tanker + værker: 01.08.2010

Det følgende er en mailkorrespondance om Skinke mellem Carsten Bjørnlund, som spiller hovedkarakteren Magnus i Skinke, og jeg, hvor vi kommer ind på nogle centrale elementer i filmen og i det samarbejde, der foregår mellem en skuespiller og en instruktør.

8. juni, 2010

Kære Johan,

Nu har jeg fået set filmen et par gange. Jeg synes den er super fedt filmet og klippet. Det fungerer rigtig godt med jumpcut. Jeg synes at den historie, som er i manus kommer rigtig godt igennem. Som forventet er det lidt svært at definere karakteren af deres forhold; har de kendt hinanden længe, kort, hvorfor finder hun sig i det, hvorfor reagerer han så voldsomt osv. Men det er måske fordi jeg ved, at vi har talt om det.
Stilmæssigt og håndværksmæssigt synes jeg du skal være stolt. Det er sgu fedt.
Jeg skriver også til Kim. Det er et rigtig godt stykke arbejde han har lavet.

Håber vi ses når jeg er tilbage i DK.

Kh
C

14. juni, 2010

Nå, nu blev brevet sørme mere til et essay end et brev. En undersøgelse. Rodet måske. Bær over med mig.

Kære Carsten,

Tak for dine søde ord. Jeg er glad for, at du kan lide både klip og fotografi, jeg har bestræbt mig på at opnå samling stilmæssigt, så lyd, klip og billede supplerer hinanden på mere end et plan. Jeg er ovenud imponeret med Kim, Julius, Mads, Morten, Carl og alle de andres indsats - deres lyst, engagement og tillid til mine skøre idéer har virkelig båret projektet opad. Det er dygtige mennesker.

Jeg er også meget glad med både din og Stines indsats. Jeg har tænkt meget over vores kommunikation undervejs, at den blev bedre, at du og jeg endda kom på bølgelængde med, hvad udtrykket skulle være, hvor niveauet skulle ligge. Det var både befriende og gav filmen spændvidde, synes jeg. Jeg ville gerne have arbejdet mere med karaktererne. Når jeg tænker over det, udnyttede jeg prøvetiden helt forkert. Jeg fokuserede på, hvordan arrangementet skulle være, hvordan dialogen skulle lyde, frem for på karakterudviklingen. Tåbeligt! Til mit forsvar kan siges, at det var min første gang, jeg havde prøvetid på film. Jeg er vant til meget længere prøvetid på teater eller ingen prøvetid på film. Det var en god lærestreg.

Jeg har ikke oplevet før nu, at det kunne være svært at instruere skuespillere. Jeg har instrueret mange skuespillere før, både professionelle og amatører, men altid med en vis naivisme, en slags jeg-gør-det-bare-attitude. Nu er jeg på vej ind i fase, hvor jeg bevidstliggører alle dele af faget – som en del af min uddannelse. Det er skidesvært. Jeg har stor respekt for instruktører og skuespillere, der er i fællesskab er i stand til at finde fantastiske karakterer frem. Hele Herzogs produktion med Klaus Kinski er utrolig. Der hviler en så stor kunstnerisk tryghed imellem de to, at de er stand til strække sig længere end mange andre. Det kunne jeg godt tænke mig at lære.

Din kritik satte nogle tanker i gang, om Skinke, om manuskriptet og om vores arbejde, som jeg gerne vil dele med dig. Tilgiv den fabulerende karakter, men jeg interesserer mig voldsomt for emnet i øjeblikket.

Jeg tror ikke på, at vi har behov for at vide, hvor lang tid Thea og Magnus har været kærester. Jeg tror ikke det hjælper til indlevelsen i historien eller karaktererne. Jeg tror ikke, at historien eller filmen bliver bedre af at vide alle mulige baggrundshistorier eller psykologiske overvejelser. Jeg kan sagtens sætte mig ind i at det muligvis kan have en stor impact på skuespilleren at kunne begrunde handlinger, tanker osv i baglæns psykologi. Men jeg interesserer mig ikke for det, hverken som tilskuer eller som instruktør. Jeg anser det egentlig som skuespillerens opgave, at finde sit ståsted i karakteren, at kunne forsvare karakteren, og dermed skabe, hvad der skal skabes af baggrundsinformation. Hvis jeg interesserer mig for baggrunden i en karakter, bevæggrundene, så laver jeg en film om det. Jeg tror ikke på, at vi har brug for at vide, hvad der er sket forud, for at blive rørt.

Jeg lavede en film med Tommy Kenter og Jannie Faurschou, hvor jeg havde skrevet en baggrundshistorie for alle karaktererne. Baggrunden til Tommys karakter, Anton, var længst. Men jeg kunne ikke se det, jeg kunne simpelthen ikke se konsekvensen af, at han havde gået på universitetet, men droppede ud fordi han ikke kunne klare den akademiske tilgang til menneskeliv. Jeg kunne ikke se, hvornår og hvordan han havde mødt sin kone, spillet af Jannie.

Til gengæld kunne jeg se de simple handlinger. At tørre tallerkner af, at lede efter salt, at samle en knust tallerken op, at fortælle om bulgur, som han har puttet i frikadellerne, fordi det er fedtfattigt, og alle de andre små ting. Og de små billede som tilsammen skabte et tredje, ikke-synligt, billede hos tilskueren om en mand, som ikke er i stand til at bryde igennem til sin kones lukkede, sorgfyldte sind.

Men, rent historiemæssigt i Skinke giver jeg dig ret i at der ligger et stort problem i argumentationen for Theas bevæggrund. Og det gav os efterfølgende problemer, når Stine skulle skabe og argumentere for hendes karakter, for hvorfor gør hun det? Jeg er egentlig med på at Magnus gør som han gør – jalousi driver os til vilde ting (dog ville jeg måske gerne have set en større eskalering i hans jalousi, altså flere episoder, der tilsammen gør hans vanvid). Men hvorfor gør Thea, som hun gør? Hvorfor protestere hun ikke mere? Og hvorfor så drastisk en løsning?

Hvad er det, der gør at hun går med på hans ‘leg’?

Magnus er interessant, fordi han kæmper for det han tror på. Selvom det er et vanvittig projekt, så følger vi ham gerne i det, fordi han virkelig vil det. At jeg så snyder publikum ved at vise, at han er enormt god til at skære, så vi tror at han vil bruge kniven på Thea til sidst, men vender det om, så hun bruger kniven på sig selv – hun bliver så at sige hans forlængede arm, hun fuldfører det, som han selv sætter i værk, er noget andet.

Men det gør ikke Thea til en karakter, men en funktion, eller måske nærmere, et billede på en kvinde. Magnus’ billede på en kvinde. Hende, der sidder som den lille havfrue og kigger på, når han udfordrer de andre mænd, hende, der klapper, når han vinder, hende, der giver ham plaster på, når han har skåret sig. Hende, der ikke snakker med fremmede mænd. Kvinden, der laver mad til Kokken.

For at være ærlig, så har jeg ikke på noget tidspunkt i skriveprocessen været egentlig interesseret i personen Thea. Hun interesserer mig ikke. For mig kan hun være hvem som helst. Hun bliver sådan set først rigtig interessant i det øjeblik hun faktisk skærer en luns af sig selv og serverer for ham. Det er sgu en kvinde, jeg har respekt for. Og det er derfor hun er nøgen. For DET er en kvinde, og ikke bare et billede. I det øjeblik taber Magnus den udfordring han gav sig selv. Men han insisterer på at fortsætte. Og der ligger kimen til hele mandens dårskab og dumhed. Det elsker jeg.

Den bedste kommentar jeg har fået på Skinke, var fra en mand, der sagde, at han ikke kunne spise noget i 4 timer efter han havde set filmen. En mand, forstår du. Så formåede vi at blive til det spejl, som en rigtig film skal være.

Men skulle vi så have begyndt med at hun skærer sig? Nej, for mig er der netop en pointe i, at hun ikke er en person, men et billede. I denne historie, altså. Skinke er et vanvidsprojekt. Det er ikke et relationsdrama. Dog er jeg klar over de problemer, det skabte for os. Jeg er stadig ikke klog på, hvordan vi kunne have løst dem.

Det, der muligvis kunne have løst vores forståelse af Theas handlinger, eller i det mindste sætte os i hendes sted, var eksempelvis at lave en scene, eller flere, hvor hun prøver på at komme ud af køkkenet, prøver at kravle ud af vinduet, prøver at låse døren op inde fra, råber på hjælp. En scene, der naturligvis skulle resultere i, at der ikke findes nogen udvej, at der ikke er hjælp at hente andre steder fra, at hun er alene i kampen mod hendes bindegale mand.

Hvis det er rigtigt, så er det ret interessant. Fordi det støtter min påstand om, at vi som publikum er ligeglade med karakterens forhistorie. Eller mere præcist, vi vil hellere selv danne os et indtryk af karakteren baseret på hans handlinger. Akkurat som vi gør til dagligt, når vi møder andre mennesker. Det vil sige, at vi med handlingerne (at komme ud af vinduet, at lirke låsen op, at råbe efter hjælp) faktisk fortæller om hendes kamp og dermed sætter vi os ind i, at hun ikke ser anden løsning (udvej) end at skære en luns af låret. Når det nu er skinke, han elsker, så er det skinke han skal have.

Altså frigører det skuespilleren for ansvaret for at fortælle historien. Det er værd at tænke over.

Men hvorfor skal vi så arbejde med karakterudvikling, når jeg nu har minimeret skuespillerens arbejde til blot at udføre simple handlinger? Eller jeg kan spørge på en anden måde, hvordan instruerer man? Altså iscenesættelse, staging, skudliste, scenografi osv. regner jeg ikke med, jeg tænker specifikt på, hvordan får instruktøren og skuespilleren i fællesskab karakteren til at være troværdig uden at blive til cigaretskuespil, at blive dynamisk uden at være overspillet, at være organisk uden at blive påtaget. Hvordan sørger vi for at bunden, hvorfra der bliver spillet, ligger det rigtige sted? For skuespillerens arbejde er vel ikke bare at udføre simple handlinger?

Vi havde nogle problemer første dag på optagelser. Vi forstod ikke helt, hvordan Magnus skulle præsentere sin lille konkurrence. Og jeg skriver vi, fordi jeg heller ikke vidste det. Det begyndte at glide, da dig og Stine kom på enehånd. Men hvordan er Magnus overfor masserne? Hvordan reagerer han på andre mennesker end Thea?

Det vi skulle have brugt vores sparsomme prøvetid på, var at undersøge, hvordan Magnus reagerer, hvordan han kommunikerer, i forskellige situationer. Ikke ved at læse manuskriptet, faktisk det stik modsatte. Ved at lægge manuskriptet fra os og opsætte situationer, som Magnus kan reagere i. Vi kunne have interviewet Magnus og høre om hans forskellige oplevelser. Vi kunne lade Thea og Magnus snakke sammen om deres fælles oplevelser, hvordan de mødte hinanden, hvornår første udbrud skete, hvad der skete osv. Det kunne have bygget en fælles forståelse af karakteren og hvordan han reagerer i forskellige situationer, eksempelvis, når han skal præsentere en konkurrence.

Det er min foreløbige konklusion på de sidste par måneders research og undersøgelse af instruktion. Jeg er på vej ud i det næste eksperiment, hvor jeg vil prøve mine teorier af. Jeg håber, jeg bliver klogere.

Jeg vil enormt gerne høre dine kommentarer.

Kærlige hilsner,

Johan

14. juni, 2010

Kære Johan,

Dejligt med en mail der strækker sig ud over sms form. Jeg vil gøre forsøget i en tilsvarende fabulerende stil.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er 100% enig i at det er handlinger, som er interessante for publikum. Handlinger og reaktioner. Handlinger fortæller hundrede gange mere end ord og spillede følelser. Jeg er med og jeg elsker det.

Jeg kan sagtens genkende følelsen af at gå fra den intuitive proces til den mere bevidste og de frustrationer det medfører. Jeg tror finten er at bevidstgøre sig bevidst. Altså at vide at det er det man gør og huske på at når det er gjort, så skal man smide hele lortet om i bagagerummet og finde tilbage til intuitionen. Kommer man så til en blindgyde, kan man altid rode i bagagerummet og finde en reservetank eller krykke eller hvad fanden.

På en måde hænger det sammen med det næste, som handler om baggrundshistorier. Baggrundshistorier kan ses som bevidstgørelse. Vi, instruktører og skuespillere, gør os bekendte med karakteren. Vi bevidstgør os. Vi sørger for at vi har samme udgangspunkt, et fælles ståsted, et fundament, et skelet som vi sammen skal dresse op, så det ligner et menneske. Når vi så har gjort det, smider vi hele lortet i bagagerummet og famler os frem som børn. Hvis forarbejdet er gjort rigtigt, så fortæller historien sig selv og vi andre skal bare følge med og stille os til rådighed for den.
Når man vil fortælle en vanvidshistorie, hvilket jeg afgjort synes man skal, så tror jeg det er endnu vigtigere for de implicerede parter at vide hvad det er man fortæller. Jo mindre vanvittig man kan gøre processen, jo mere overskud har man til at være vanvittig kreativ og dermed få vanviddet indfanget.
I vores tilfælde er jeg sikker på at hvis vi havde kendt karakteren af deres forhold bedre, så havde det også været nemmere at manøvrere rundt i det landskab, fordi det havde haft en indre logik.
Og selv vanviddet har en indre logik, et mønster og et omdrejningspunkt eller kerne eller årsag. Selvom udtrykket måske er uforudsigeligt for tilskueren.
Uforudsigelig!! Det elsker vi jo for fanden. Det er det vi gerne vil have, at folk ikke hele tiden sidder og ved at nu sker det og det. Samtidig vil vi også gerne have, at når tingene er sket så kan de føle det og forstå det intuitivt, således at vores historie er gået hjem.
Når historien har en indre logik, så forstår vi det intuitivt når Thea finder sig i det og accepterer at vi ikke nødvendigvis kan sætte ord på det. Vi bliver dybt overraskede og chokerede når hun serverer sin egen skinke for ham, men vi afskriver det ikke som spekulation fra forfatterens side, FORDI vi kan føle det ubevidst og dybt nede.
Jeg vil godt understrege, at det IKKE var sådan det fremstod. Hverken i manus eller på filmen. Det var et eksempel.

Her havde jeg lyst til at drage en parallel til en tårnspringer og noget med at hans studier af tyngdekraften, vandets brydningsflade, vinkler og fart og så videre gjorde ham i stand til at give sig 100% hen til springet, men det blev for omfattende og jeg ved ikke nok om det. Sorry.

Thea elsker Magnus og derfor går hun med ham. Der er tusindvis af kvinder der elsker mænd, som slår dem eller på anden måde opfører sig uhensigtsmæssigt overfor dem. Måske havde et kort øjeblik at uforfalsket kærlighed været nok til at accelerere til en passende faldhøjde. Så havde alle vidst hvad der var på spil og tragedien været så meget større. Desdemona elsker Othello brændende. Alle ved det og derfor er tragedien enorm når han dræber hende.
Desdemona er også bare et billede. Et billede på noget rent skønt, ærligt, uforfalsket. Jeg ved at mange moderne skuespillerinder ville tolke anderledes, men det medfører kun rod og ulogik. For at tragedien skal gå op, må hun elske af et rent hjerte.
Men tilbage til Thea som et billede. Et billede, omend det mest abstrakte, må også have en indre logik for ikke bare at fremstå som et postulat. Tænk på alle de abstrakte lortebilleder man har set i løbet af sit liv. Jeg tror at man afskriver dem som lort fordi de ikke har en dramaturgi som er logisk. Det samme gør sig gældende med moderne dans. Jeg er ikke ekspert, men jeg har set meget få danseforestillinger som løftede sig udover gymnastik-stadiet og blev til en fortælling. Hver gang har jeg siddet tilbage og savnet en logik som jeg kunne følge intuitivt.
Selv den mest uforklarlige Lynch film, har jeg stadig en intuitiv fornemmelse af. Der ligger en sandhed gemt i dem, som jeg bliver nysgerrig på og som gør at jeg må se filmen igen og igen for at komme den tættere.

Jeg elsker din historie, fordi det også er min eller en af mine og jeg var glad for at være med til at fortælle den. Jeg synes, som du, at vi kom tættere på en fælles forståelse af projektet og at kommunikationen kørte glattere og glattere hen ad vejen og jeg stiller mig gerne til rådighed som din Kinski en anden gang, Jo mere syret, eventyrlig og unaturalistisk historien er jo bedre.

Kh
Carsten

9. juli, 2010

Kære Carsten,

Du har fuldstændigt ret. Jeg glemmer nogen gange at smide det hele om i bagagerummet og ikke tænke på det igen, før jeg får behov for det. Det er jo et godt råd, for fanden. Sid ikke med det på benene, smid det om i bagagerummet. Ellers kan man ikke se, hvad der kommer af gaver foran sig.

Jeg tror, jeg kan være bange for at glemme. Men jeg elsker jo den anden tilstand, den af ren tilstedeværelse, hvor man kan mærke på sin svedtranspirering, om man rammer rigtigt eller ej. Tilstanden af svedklub.

Jeg opnåede den tilstand med en ung kvinde i forgårs nat. Hvor man går på fordomsfri undersøgelse af, hvad den anden krop og ens egen kan i samarbejde, hvordan det føles, når man gør sådan og sådan. Den naives tilgang til verden, når lortet er smidt om i bagagerummet og man ser de gaver foran sig.

Og du siger, at den bevidstliggørelsesproces jeg gennemgår lige nu, faktisk er en proces (mere eller mindre), som man gennemgår, hver gang man skaber en karakter. Det er interessant, synes jeg, men jeg forstår det ikke helt endnu. Jeg håber, jeg kommer nærmere en forståelse senere.

I forlængelse af vores lille mailudveksling har jeg brugt de sidste par uger på et filmkursus, hvor jeg i løbet af 10 dage skulle fortælle 20 kursister uden nævneværdig filmerfaring, hvordan man tænker og laver film.

Jeg vil ikke trætte dig med indholdet, blot nævne kernen, at film er enkeltstående billeder, rangeret i mere eller mindre bevidst rækkefølge. Hvis man forstår det, forstår man også at lave film. Det er i hvert fald min påstand. Men det er jo selvfølgelig ikke så simpelt, som det lyder.

Men kurset optog mig meget. Simpelthen fordi, jeg skulle prøve at omdanne al min viden til kommunikerbart materiale, som alle kan, om ikke forstå, så i hvert fald tilnærme sig.

Jo bedre alle mennesker bliver uddannet i forståelsen af film, des bedre film kan vi lave.

Og det var ikke nemt. Mine kursister kunne ikke udstå mig de første 2 dage, de fandt mig arrogant, bedrevidende og et lodret røvhul. Deres opfattelse ændrede sig heldigvis i løbet af 3. dagen. Så accepterede de, at jeg opsætter en mur, som man kan bounce på eller spring over. Men man kan ikke gå igennem den.

Men jeg oplevede at deres film blev bedre. De lavede i løbet af de 10 dage (med 2 dages pause) 6 film hver, på max 3 minutter. Altså ide, filme, klippe, aflevere inden for 24 timer. Der var selvfølgelig masser af lort.
Men der var også perler. Og dem, der fulgte mine anvisninger lavede bedre film. Det føles godt, at være på rette vej. Med noget, i hvert fald.

Men jeg har også fundet ud af, at jeg ikke er pædagog. Så ved vi det.

Jeg afprøvede en hel speciel teknik, som Mark Travis lærte mig for et par måneder siden. Teknikken kender du måske, men det går grundlæggende ud på at tale til karakteren og ikke skuespilleren. Altså karakterudvikle via karakteren selv, så hverken skuespilleren eller instruktøren skal være intelligente, men derimod blot skabe plads for karakteren, at træde frem, som det specielle menneske han eller hun er.

Jeg afprøvede den på en pige som var på mit kursus. Hun er ikke skuespiller og har ingen intention om at blive skuespiller. Men allerede hurtigt inde i vores session, begyndte hun at tænke, tale og reagere som den karakter vi opfandt i fællesskab. Hverken hende eller jeg havde på forhånd et kendskab til karakteren, vi opfandt on the go. Det var en meget intens oplevelse, som hun også fandt inspirerende og grænserykkende.

Hun beskrev oplevelsen som om hun slet ikke tænkte. Hun var helt optaget af ikke at tænke, men bare åbne og hælde ud. Fordomsfrit. Naivt. Den kropslige undersøgelse.

Hvis du har lyst, Carsten, vil jeg gerne prøve at arbejde lidt med den teknik sammen med dig. Som et forsøg. Som udvikling af sjove idéer. Hvem ved, hvad der kan komme ud af det?

Haha, det går op for mig, at jeg lyder som en gal videnskabsmand, der udfører bizarre eksperimenter på mennesker. Men målet helliger jo. Til det kan vi knytte et hurtigt quizspørgsmål. Hvornår bliver Frankensteins monster for alvor til et menneske i Shelley's fortælling? Hvilken handling udløser menneskeligheden?

Kære Carsten, jeg vil holde sommerferie, smide hele det sidste år om i bagagerummet og lade mig flyde af sted uden mål og retning i et par uger. Jeg glæder mig til at høre om Canada, og alt det andet.

Hav en dejlig sommer, min ven.

De kærligste hilsner,

Johan

MONOLOGER - nyheder, tanker + værker

Blog-arkiv

tirsdag den 24. august 2010

Hvis en pølse var en følelse

Svensk Punk

onsdag den 11. august 2010

Fri Nansgrisen

torsdag den 5. august 2010

Tanker om Skinke - en mailkorrespondance mellem Carsten Bjørnlund og Johan Knattrup Jensen