syg

Jeg vågnede i dag og var trist. Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg vågnede og ikke var trist. Der er ingen glæde ved at vågne op længere. Kun ønsket om at flygte, så snart muligheden melder sig. Propper mig med alkohol og pot, indtil følelsen går væk og jeg bliver i stand til at bevæge mig og andre. Jeg kalder det en sygdom. Sygdommen, der ikke vil gå væk. Sygdommen, der bliver uanset hvilken medicin jeg bruger. Sygdommen, der får mig til at blive mindre.

Jeg er et sygt menneske. Ét, der kæmper for at blive rask. Med fornuft, symptombehandling og flugt. Men kampen er så uendelig sort, at modet tages fra mig. Jeg har behov for en redningsplanke. Men der kommer ingen.

Jeg er et sygt menneske. Som ikke længere skriver. Jeg kan ikke. Jeg sidder og kigger på den blinkende streg, som står lige før det hemmelige tegn, jeg endnu ikke kender. Når den blinkende streg bevæger sig, efterlader den et spor af tegn, jeg ser, men stadig ikke kender. Jeg skriver ikke. Alt, hvad der kommer fra mine hænder, er en andens værk. Jeg ser ikke mig selv i mine ord. Jeg ser et raskt menneske. Jeg er langt fra rask. Sig mig, hvad kuren er. Kærlighed? Kontrol? Kvinder? Piller? Penge? Pussy? Jeg ser det ikke. Måske er det lige foran mig, men jeg ser det ikke. Foran mig er kun en halv meters sigtbarhed, resten er tåget, sort og stærkt uigennemskueligt. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud.

Jeg kalder mig selv for et sygt menneske, men jeg ved ikke om det er en sygdom. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare pivet. Måske er jeg bare uendelig selvoptaget. Det kunne godt være noget jeg bilder mig. Måske er løsningen bare en løbetur. Måske skal jeg holde op med at fokusere på min egen næsetip og se ud over vandet efter land. Og en gang imellem slipper sygdommen sit greb, og jeg er fri. Men det er kun en begrænset periode, så vender vi tilbage til det kendte og elsket. Sygdommen.

Jeg må være et sygt menneske. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser streger og linjer. Ligegyldige farver og forvredne ansigtsudtryk. Jeg ser en verden, jeg ikke er en del af. Alle de andre, og derefter mig. Mig, og det jeg betragter. Jeg er ikke deltager, jeg er voyeur. Bortset fra, at voyeuren tager glæde i det han ser. Jeg smertes ved det. Jeg kan ikke lade være med at se. For mine øjne åbner sig hele tiden. Selvom jeg beder dem om at være lukket. Derfor vågner jeg og er trist. For mine øjne forblev ikke lukket. Jeg ser ikke tingene som de er. Jeg ser et vandfald af ligegyldighed. Og jeg ser, at ingen ser mig. Jeg er et spøgelse, der har evnen til at se, men intet gøre. Når jeg rører ved ting, forsvinder min hånd igennem det. Som om, hånden ikke eksisterer. Og aldrig har gjort det. Så ingen ser mig. Synet ville også være forfærdeligt, det ville skræmme de fleste. Måske alle. Og det er her, at sygdommen tager til.

Jeg tror, jeg altid har været syg. Måske. Jeg har ikke noget ord for det, så jeg ved det ikke. Jeg kender ikke sygdommen, som jeg kender en influenza. Feberen er behagelig, for den trækker hovedet væk fra virkeligheden og ind i en kamp på liv og død, og dér er alting så nemt. Enten lykkes det, eller så gør det ikke. En kronisk feber ville gøre alting lidt nemmere. At konstant ligge på kanten. Og på et tidspunkt give efter, og lade sig falde ned i friheden. Rulle udover kanten, med de sidste kræfter man har og derefter føle vægtløsheden og kroppens totale afslapning. Jeg vil falde med et smil. Endelig.

Når sygdommen er der, er der ikke plads til så meget andet. Det er en lukket labyrint, hvor man ikke kan finde de andre. Man går alene rundt, alle murene ligner hinanden. Man sidder alene i venteværelset, men der er aldrig nogen, der kalder én ind. Hvert ord er en smerte, der krøller sig selv sammen og smider sig ud. Telefonen ringer, men hver gang man tager den, er der en optaget tone, der fortæller mig, at nogen andre taler. Og jeg kan ikke være med. Jeg er ikke god nok til at være med, Jeg må ikke være med. At være alene, og vide at man også ender alene. At uanset, hvad man gør, vil man altid gøre det alene.

Jeg er et sygt menneske. Et sygt menneske, der kun tænker på sin egen sygdom. Er optaget af sin egen sygdom. Identificerer sig som et sygt menneske. Forbinder alt med sygdommen. Konkluderer alt med sygdommen. Giver sygdommen skylden. Bærer skylden for sygdommen. På samme tid. Der vil altid være sygdommen og jeg. Sygdommen og jeg.

Jeg vågnede i dag og var trist. Jeg kalder det en sygdom.

Baden T/R, 2. del

Min 42-årige halvbror og jeg er taget til Wien, hvor vi skal finde min brors fars hjem og ejendele. En far, som min bror aldrig har kendt eller haft kontakt med.

Vi er ankommet til Wien, hvor vi har overnattet inden vi skal begive os videre til Baden, hvor Notarerne holder til, og hvor min brors far boede.

BADEN
Kl. 10 torsdag morgen forlader vi huset med den gamle heks. Hun har godt nok vist sin overbærenhed med os og givet os diverse kort og informationshæfter, men jeg aner stadigvæk en luren overfor os, en afmåling om vi passer til gryden, om der er nok kød på benene til at lave en ægte kraftfuld østrigsk suppe og om nogen ville opdage, hvis vi forsvandt. Jeg kan faktisk stadig høre de små gnækkende lyde fra hendes rumlende mave. Stol aldrig på gamle damer!

Vi fumler rundt i gaderne, finder os noget kaffe på en underlig lille café med 3 borde. Vi får os en Melange, som er en kaffe med mælk, der svarer lidt til en cappucino, den er bare ikke helt så fancy. Og når man får Melange i Wien om formiddagen, får man altid en lille kage med, åbenbart som en gratis lille feature. De kalder kagen for Krapfen, og minder mest af alt om Berlinervankuchen, den er bare lidt mindre, knap så vulgær og mere velsmagende.

Der er ikke meget liv i nogen af os. Jeg er stadig groggy efter en fantastisk nats søvn, og min bror er naturligvis ekstremt nervøs. Han fortalte mig før vi tog af sted, at siden han fik brevet for 3 måneder siden, har han haft nætter, hvor han ikke kunne sove. Så det undrer vel ingen, at han nu må være et vrag af tanker og følelser, nu på dagen, hvor han skal konfronteres med det ukendte. Men Melangen gør efter kort tids ophold i den trætte krop sit trick, og jeg skynder mig ud for at skide. Føj for satan, hvor lugter lort dårligt, når det er resultatet af Østrigsk mad. Men efter en overraskende hurtig omgang, er jeg klar til nye eventyr.

Vi finder os noget morgenmad, som efterhånden er blevet til frokost. Jeg får mig en Ham & Eggs, som bliver serveret på en pande med brød til. Elendig. På vej ud skriver vi under på en underskriftindsamling, som kræver at de Østrigske beværtninger selv vil bestemme om der må ryges i deres café/restaurant – Den Østrigske regering vil nemlig, som alle andre lande i Europa, forbyde rygning på offentlige steder, herunder i caféer mv. Caféernes krav om selvbestemmelse lyder rimelig nok, især taget i betragtning, at hvis vi ryger meget i Danmark skovler østrigerne cigaretter i kæften, som om de aldrig har kunnet andet. Ryge og lave klassisk musik – det er Wien! Og selvfølgelig skriver vi under, en café/restaurant/bar er jo et privat sted, og hvis ejeren synes, at der må ryges, så må der naturligvis ryges, det skal ingen regering bestemme. Hvis kunderne ikke kan lide røg, må de finde et andet sted. Sådan.

NOTARERNE
Vi triller ind på stoppestedet i Badens efter en times køretur i en Tramp, en sporvogn, med den mest fantastiske lyd, når man stempler sin billet – Alle lyde skal jo helst være behagelige, specielt dem, der koster penge. Noget helt andet end de obstruerende og irriterende lyde fra stemplingsautomaterne i København, der nærmest opfordrer til at man kaster sig ud foran toget– ærlig talt, det har du også tænkt på, ikke sandt?

Baden er en rich kid by. Den er pæn, velholdt og charmerende, men ikke særligt indbydende, hvis man kommer med oppakning og rejsetøj og ser ud som om man er på interrail. Men lige så snart man vil handle med dem, er de indsmigrende og smiskende, som et par lede tæppehandlere i Agadir, Marokko, som kun tænker på, hvornår de næste turister kommer, så man ved hjælp af nogle danske ord kan lokke folk ind i fælden. "Jaj ælske Danemarka" eller "Ær du svenska?". Årh, luk røven, fedtabe, cigaretter og en kop tår kaf' – That's it!

Vi daffer igennem byen og får siddeplads på en gammel og nobel café, med stort C, hvor vi har udkig over en lille irriterende pæn plads i centret af orkanens øje. Herfra, hvor vi sidder kan vi se over på Notarens kontor, hvor slaget skal stå om ganske kort tid. Ingen af os siger rigtig noget. Vi sidder bare dér og drikker vores Melange, som for første gang i Wien bliver serveret på et sølvfad, hvilket jeg selvfølgelig undrer mig over, og ryger cigaretter, som om det var chips. Mens min bror er på toilet får jeg øje på en figur inde på den noble café, der forestiller en gammel hvid mand med lange bakkenbarter, et fint jakkesæt og et hvidt forklæde med blodlignende pletter på, der smilende serverer thé på et fad. Figuren brænder sig af én eller anden årsag fast i mine tanker.

Vi får endelig nosset os sammen og lister os på tæerne over mod Notarernes kontor, hvor kampen allerede begynder med trappen, der ubehageligt nok giver mig lidt problemer. Det er en ting, jeg har med trapper. Der er visse trapper, som ikke kan gøre mig noget, men så er der andre trapper – trapper, der ikke er rare at gå hverken op eller ned ad. Dødstrapper, som jeg kalder dem. Når jeg en dag ender mit liv, bliver det på én af de trapper, det véd jeg bare. Og disse trapper op til Notarens kontor rejser sig foran mig og bliver til en stor brun slange, der slår ud efter mig halen og snapper efter mig med hovedet. Jeg fægter mig vej op af slangens krop og vi får mast os vej ind i ventesalen, hvor min bror melder os i receptionen mens jeg sikrer døren. Slangen mister interessen og jeg kan igen fokusere på min opgave. På receptionens vægge hænger der udsigtsbilleder af Chicago og New York, af den slags, som ser ud som om det er et normalt cheasy billede, men som i virkeligheden er sammensat af tusindvis af små cheasy detaljebilleder. På bordet imellem de tørre irriterende stole, står der en lille glasskål med nøgleringe, hvorpå Notarernes logo er trykt. Min bror og jeg tager selvfølgelig et par stykker – hvis vi skal røvrendes og ikke får en skid ud af mødet med Notarerne, så får vi i det mindste dém ud af det.

En relativ ung kvinde i mørk rullekrave, grå nederdel og håret sat tilbage i en pisk tager imod os. Hun præsenterer sig selv, Celia, og jeg er ret sikker på at jeg lægger mærke til hendes meget store, runde og hypnotiserede bryster, før jeg opdager at hun rent faktisk taler dansk. Nårh ja, lidt gebrokkent måske, men jeg er meget hurtig til at tilgive hende. Lidt for hurtig, måske. Jeg indser selvfølgelig med det samme, at Celia er et våben, Notarerne bruger i kampen mod den menige mand, og jeg vælger at gå i forsvar. En hurtig manøvre forvirrer hende et kort sekund, lige nok til at hun overbeviser sig selv om, at jeg er den vigtige, den der arver huset og pengene, og ikke min bror. Jeg kan klare hende, det kan min bror ikke.

Vi sætter os ind på hendes kontor, der vel er som sådanne nogle kontorer er: kedelige, men alligevel pompøse. Hun fortæller at siden hun taler dansk, har Notarerne besluttet, at hun sagtens kan klare det selv. Altså uden tolk og en "rigtig" Notar. Det er hendes første gang alene, så vidt jeg kan lure. Hun er lidt nervøs. Og selv om jeg fortæller hende, at det i virkeligheden er min bror der er arvingen bliver hun ved med at tale til mig og kigge på mig, som om jeg er den, der tager beslutningen. Mit kropssprog forvirrer hende, selvom min mund siger noget andet, viser min krop at hun skal forvente svaret fra mig. Dét svar, som hun håber på, lige siden hun var en lille pige. Dét svar, som skal forløse hende for alle hendes traumer og nederlag. Dét svar, som gør hende våd mellem benene af bare forventning og får hende til at sidde urolig på stolen. Og hendes bryster hopper dirrende op og ned, og bare venter på at jeg skal tage dem i mine hænder og ælte livet ud af dem, som de aldrig er blevet æltet før. Hun er nu officielt sat helt ud af spillet, mens hendes øjne beder mig om at redde hende og tage hende langt væk. Væk fra Notarerne. Væk fra sorte rullekravetrøjer, hestehaler og grå nederdele. Langt væk fra kedelige kontorer og cheasy billeder i entréen. Langt væk fra døde mennesker og tomme huse. Langt, langt væk i én stor rus af orgasmer.

Vi får klaret det praktiske, selvom Celia skal have hjælp fra både MesterNotaren og NaboNotaren, og vi bliver enige om, at vi må ud og se huset den næste dag. Vi siger farvel og mange tak for hjælpen – jeg stikker hende mit visitkort og siger, at hvis hun nogensinde kommer til København. Hun smiler og bliver forlegen. Det er så sødt når autoritære kvinder bliver forlegne. Så bliver de lige pludselig – ja, menneskelige kvinder. Ned af trapperne, der klares hurtigere den her gang, det er altid lidt nemmere nedad end opad. Det er blevet sen eftermiddag og efter et par øl på den lokale café er det blevet aften. Vi skal ud i Baden by og finde os en seng for natten.

SENGEN
Vi har fået nogle adresser på de lokale hostels, men vi har ikke booket noget sted. Så op på nakken med bagagen, der bliver tungere og tungere for hver dag, og af sted ud i det ukendte. Og det ukendte forbliver ukendt i lang tid, for vi finder intet. Ingen varm seng, ingen varme mennesker., ingen varm mad De steder vi finder har enten lukket, vil ikke have nogle gæster eller vil have overpris, selvom der ikke er andre på hotellet. Jeg undrer mig meget.

Benene er ved at være trætte. Bagagen er usandsynligt tung og Baden vokser i størrelse for hvert skridt vi tager. Og vi føler at vi meget hurtigt løber tør for muligheder. Men lige pludselig, ud af mørket, kommer en lille tyk kvinde gående. Hun taler med sig selv, men hvem gør ikke det. Måske bare ikke lige så højt, men det tænker vi ikke på. Min bror skynder sig over til hende, vi er desperate, og spørger hende om vej til det nærmeste hostel. Som jeg nærmer mig kvinden bliver stanken af gammelt pis stærkere og det går op for mig at vi har fået fat i den lokale landsbytosse. En ældre kvinde med et let fip- og overskæg, flagrende gevandter og flakkende øjne. Et kort øjeblik løfter min mistro til projektet som Apollo 11, men så bliver jeg ramt af en varme fra hendes sjæl. En varme, der fortæller mig at hun kun vil os det godt. Hun siger på tysk at vi skal følge med. Min bror er ikke den bedste til tysk. Han blander dansk, engelsk, tysk og fransk sammen i én stor Gullaschgryde. Så allerede i Berlin fandt vi ud af, at jeg skulle kommunikere med de fremmede, så længe det ikke kun handlede om to øl af fad. Men selv jeg har mine begrænsninger, og jeg fatter stort set ikke en døjt af, hvad landsbytossen siger, men jeg kan tyde, at hun gentager sig selv ret mange gange mens vi følges ad. Men det virker ikke som om det bekymrer hende, at vi ikke har præcist det samme sprog. Hun leder os hen ad de mørke veje, og dér ligger der et åbent Gasthaus, med senge og mad og tv på værelset. Vi takker hende mange gange, og så kigger hun på os med indtrængende øjne, mens hun holder os i armen: Hvis I søger, skal I finde. Min bror og jeg bliver mundlamme et kort øjeblik. Hun smiler et varmt smil, vender sig om og sjosker af sted med et let og ubekymret Auf Wiedersehen.

Efter et par øl, et knap så godt men varmt måltid mad, er vi stort set klar til at gå til køjs, eller nærmere dobbeltseng i noget, der minder om en lover's hide, og jeg får et par hurtige tanker om vores Landlords har misforstået situationen, men vælger at være ligeglad. Vi læser i avisen, at der vil komme storm ind over Østrig – Kyrill, kalder de den. Og den skulle efter sigende være af orkanstyrke, hvilket vi ser frem til. Men min bror vil ikke i seng. Han virker på en eller anden måde lettet og han har lyst til at drikke sig beruset. Rigtig godt beruset. Nu har vi ordnet det praktiske. Min bror har skrevet under på at han er arving, men med begrænset ansvar, så han ikke står med hatten i sækken, hvis der skulle komme yderligere regninger fra mennesker, som faderen skyldte mennesker. Og vi har fået NaboNotaren, Mr. Benedikt, til at tage sig af alt det praktiske med hussalg osv. Det eneste vi skal nu, er at se huset i morgen og godkende en salgspris, når dét bliver aktuelt. Min bror er blevet lettet for en del af sine bekymringer og tanker. Han havde frygtet det værste, men nu er der kun huset tilbage. Vi snakker lidt, om dagen, om mødet, mens vi hælder nogle østrigske øl ned i kæften. Vi bliver enige om, da restauranten skal til at lukke og de unge tjenere har tændt deres fyraftenssmøg, som de stjæler fra tobakskassen uden at chefen opdager det, at vi hellere må gå ud og trække noget frisk luft i selskab med en lille krøltop.

Og dér bliver vi forløst. Kyrill er meget varm og kraftig, vi kunne stå i t-shirt sent om aftenen i januar måned, og vi ville stadig ha' det varmt. Vi bliver rusket igennem af stormen, mens en plasticpose danser en ballet rundt om os. En smuk og blid ballet, der fortæller os at der kommer bedre tider. Cigaren gør sin sanselige virkning, og vi står dér, ved siden af hinanden og ingen siger et ord. Vi nyder varmen, blæsten og balletten. Og skyerne, der minder om alle mulige figurer, som drøner forbi os på nattehimlen. For en kort tid er vi i sikkerhed, mens stormen rusker i alt, den kommer i forbindelse med. Vi er trygge og føler naturens kærlighed omfavne os. Vi kunne stå lige dér i timevis og bare stå. Men plasticposen må videre, og den tager et stort spring ud af gården og videre i natten for at finde andre skæbner, den kan fortrylle og forsøde med sit budskab om, at det nok skal gå det hele. Vi går ind og lægger os. Min bror sover trygt og godt. Det gør jeg også.

HUSET
Næste morgen får vi os hver et godt langt bad på vores eget badeværelse, ikke et vi skal dele med nogen. Vi går ned og får ordentlig morgenmad for første gang i den uge, og da vi skal betale regningen, som er rimelig høj, prøver jeg at sige til tjeneren, at jeg er skribent for en national dansk avis, men jeg får ikke rabat af den grund – desværre.

Vi mødes med Mr. Benedikt ude ved huset. Jeg har taget mit videokamera frem til dokumentation, mest af alt til Mama og Papa, men også som våben imod en eventuel Notartro på at vi kan snydes. Min bror er stille. Hér boede hans far. Og hér døde han. Huset er fint, det ligger i et fint nabolag med udsigt til bjerge og vinmarker, perfekt til aldrende medborgere, der trænger til at slappe af og komme væk fra larmen. Med andre ord, her er kedeligt.

Vi får adgang til huset, og min bror og jeg går amok som de amatørdetektiver vi lige pludselig er blevet. Det første der slår mig, er at huset, selvom det er nyt og velholdt, virker gammelt. Der er en gammel aura, der ligger i alle rummene, som fortæller mig at faderen var blevet gammel, ikkun af alder, men også af sind. Det næste der stikker ud er et lille billede på en opslagstavle over faderens kontor, et billede der forestiller min bror, da han var 3-4 år gammel, sammen med min mor i en slæde. Et billede af den slags man får taget på markedspladser, hvor man så kan sætte sit eget hovedet oven på kroppene af f.eks. Tarzan og Jane. Eller en juleslæde. Her er et billede, der er omkring 40 år gammelt og som faderen formentlig har kigget på det hver eneste dag i sit liv. Jeg finder også en fotomappe med billeder af faderen på tur i Italien med én eller anden dulle, taget et par år efter han skred fra min mor. En hel mappe bare med billeder af faderen og dullen. Men allerbagerst, løst lagt ind, ligger der et bryllupsbillede af faderen og min mor. Så uanset hvad, har min mor og min bror altid været i faderens tanker. Men hvorfor stak han så af? Og hvorfor har han aldrig kontaktet dem igen? Han blev aldrig gift igen, så noget siger mig, at vi er vidner til en mands største fejltagelse i hans liv. En fejltagelse, hvis følger aldrig forlod ham. Han havde en kæreste, det lurede vi ud fra toiletsagerne og kvindetøjet, der hang diverse steder. Gad vide, hvordan han har været at leve sammen med?

Efter cirka en halvanden times efterforskning bliver mit humør dårligt. Min bror og jeg har det begge som om vi er indbrudstyve, der udspionerer på en fremmed mands liv. Selvom alt tilhører min bror, er det alligevel fremmed for ham. For fremmed. Jeg sætter mig surmulende ned og ryger en stak cigaretter, mens jeg venter på at min bror bliver færdig, så vi kan komme væk. Og efter et par timer forlader vi endelig huset med et lille indblik i en fremmed, men alligevel på underlig vis nær mand, og jeg lægger mærke til at min bror går fra stedet uden at kigge sig over skulderen.

WIEN BY NIGHT
Vi ankommer til Wien og får tjekket ind på ungdomsvandrerhjemmet Wombat's, som er billigt og ungt. Meget ungt, men jeg er ligeglad. Jeg har mest af alt lyst til at komme hjem. Eller i det mindste møde andre mennesker og drikke mig i hegnet. Hvilket er et ønske, jeg får givet. Fredag aften består af øl på baren, en lille professor uden for og en druktur med nogle kvindelige østeuropæiske, men meget søde, bartendere. En skør og underholdende nat, som ender på lokummet på det kønsblandet 6-sengs værelse på Wombat's, med en dyne rundt om mig og tømmermænd fra helvede, endda før jeg har lagt mig. Jeg får rystende smidt 4 hovedpinepiller i kæften og venter kun på at hvilen kan indtræffe, mens jeg overvejer, at hvis jeg var en hest, ville jeg være lavet om til sæbe for længst. Jeg får lagt mig, men endnu inden jeg synker helt hen i drømmeland, vækker min bror mig og siger, at vi skal tjekke ud. Det er lørdag, der er 15 grader i luften og jeg er totalt smadret.

Med tømmermænd sejler vi rundt i Wien, og kommer blandt andet hen til Die Museums Quartier, hvor man har samlet alle Wiens vigtige kunstmuseer til ære for turisterne. Så skal man ikke gå så langt. Vi er blandt andet inde på Momuk, som er museet for moderne kunst, der har udstillinger med Erwin Wurm, en temmelig humoristisk østrigsk kunstner, og med Frank Gertsch, en billedkunstner, der maler kæmpebilleder, der ligner fotografier. Èt af hans mest berømte billeder er med Patti Smith, mens hun indspiller et nyt album i 70'erne. Fantastisk! Disse to kunstnere ville blive et tilløbsstykke i København og Århus, jeg siger det bare. Det eneste trælse ved Momuk var selve museet, der havde glasgulv ved trapperne og elevatoren. Og for mænd, som jeg, der har en sindssyg højdeskræk, var det en forfærdelig oplevelse. Hver eneste gang, jeg skulle over glasgulvet, måtte jeg bruge lang tid på forberedelse, samtidig med at små drenge fuldstændig ubekymret løber henover glasset og min stolthed. Det er i øvrigt det samme med Aros, der også er helt syg. Hvorfor kan man ikke lave moderne kunstmuseer, som ikke er så helvedes artsy fartsy i glas og stål, så alle kan være med?

Et smut forbi Hitlers stamcafé, Sperl, hvor han udbredte sine visioner og teorier til alle der gad lytte, før han daffede til Tyskland og blev kendt som historiens største forbigået kunstner. Elsk din nærmeste kunstner, man ved aldrig hvad han eller hun kan finde på! Et par øl på Alte Wien, den lokale kunstnercafé, og så var det også blevet aften.

HJEM
Vi bliver samlet op af en shuttlebus til lufthavnen kl. 4.55 søndag morgen, så vi beslutter os for ikke at finde et sted at overnatte, men i stedet finde en fest, vi kan drikke os i hegnet til. Vi får et nys fra to meget venlige og behagelige mennesker på Alte Wien, at en lokal radiostation, FM4, holder en fødselsdagsfest ude i et industriquartier tæt på opsamlingsstedet. Vi drøner derud med hele oppakningen uden egentlig at vide, hvad der sker. Og da vi prøver at komme ind af bagindgangen bliver vi straks stoppet at en underlig lille mand med fipskæg, som virker som om han har sniffet det meste af en sort affaldssæk coke ind i hovedet. Jeg overbeviser Fitz, som den lille mand hedder, om at jeg er skribent for en dansk national avis med mere end 1 million læsere, og at jeg skal beskrive min tur til Wien, og herunder nattelivet. Jeg ved godt at jeg lyver lidt, men på det tidspunkt er jeg så ligeglad med konsekvenserne, at jeg er villig til hvad som helst. Heldigvis køber han løgnen med det samme, giver os gratis adgang til festen og vi får endda lov til at stashe vores bagage backstage.

Det viser sig at være lidt mere, end bare en fest. Jarvis Cocker og Sepultura er nogle af de internationale navne, udover en del lokale bands og DJ's. Det er ikke en fest, det er en festival. Fascineret af vores held sniger vi os rundt imellem de 3.000 andre mennesker, der også har fundet på at tage herud. Vi drikker øl. Vi ryger joints. Og jeg begynder så småt at kigge efter noget hårdere og mere flippet, men opgiver, det ville være kønt, hvis vi ikke fik lov til at komme med flyveren hjem. Til gengæld finder vi en svedig DJ, der får hvert atom i min krop til at bevæge sig. Sveden springer som stangspringere af panden, mens jeg tjekker de østrigske piger ud. Nogle af dem er smukke, og jeg kan ikke lade være med at flirte lidt. Men min bror vil af sted, han vil hjem og det kan ikke gå hurtigt nok, så vi får fat på vores sager og dapper ned til opsamlingsstedet. I min rus falder jeg i søvn på det kolde fortov. Da jeg vågner står jeg i Københavns Lufthavn og venter på min bagage, der er forsinket. Velkommen hjem.

EFTERSPIL
Og hvad så? Fandt vi så dét, vi søgte? Hmm, godt spørgsmål. Min bror fandt et hus, han ikke ville ha', men en historie han alligevel godt ville ha'. Og jeg fandt min bror. Næh, det gjorde jeg vel egentlig ikke, ham havde jeg i forvejen. Men jeg fandt noget andet. Jeg fandt en gammel landsbytosse i Baden, som fortalte mig at det hele nok skal gå. Det skal nok gå. Hvis bare man søger.